Life may yet surprise us | Euphoria & Pippin

Det var efterhånden gået op for den gyldne hoppe, at det var længe siden hun havde brugt tid med mange af flokkens medlemmer. Hendes dage syntes næsten at flyve afsted, og oftest brugte hun alle dagens timer på at patruljere flokkens grænse og gøre hvad hun kunne, for at de som havde besluttet sig for at være en del af Teylar kunne føle sig sikre. Efter Ava var dukket op ved grænsen og havde angrebet den guldfarvede Tsavani, følte Illana et endnu større ansvar og havde lagt endnu flere kræfter i sikkerheden; men hvor meget hun end gjorde, var det ikke sikkert hun var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvis Skyggerne ville angribe igen. Det nagede hende, at hun ikke med sikkerhed kunne sige at flokken var sikker - men hvordan hun skulle gøre det bedre, vidste hun endnu ikke.

I dag havde hun dog valgt at drage ind imod flokkens hjerte, frem for at vandre langs grænsen; for hun savnede selskab. Hun havde ofte Maze ved sin side, men den unge sjæl skulle også have tid til at forme sit eget liv, undersøge på egen hov og lære af sine oplevelser uden Illana var der til at guide hende.

Solen hang på en ganske skyfri himmel og kastede sine sarte vinterstråler ned imod et hvidt landskab, der strakte sig så langt øjet kunne se. Det var virkelig smukt, og det var nok første gang i flere uger at den gyldne Illana tillod sig selv at se det.

[2]

Euphoria havde holdt sig alene i lang tid, både under sin drægtighed, men også efter lille Pippin var kommet til. Det at være mor var ingen leg, men det bedste der var sket hende. Jo det var måske ikke de bedste forudsætninger som skrevet i eventyrbøgerne, men hun var glad.
De ravfarvede øjne hvilede mod Pippin som havde lagt sig til at sove. Mon ikke han vågnede snart.

En svag knitren i sneen vagte hendes opmærksomhed og hun rettede sig op med et vagtsomt fnys. Ørerne blev vippet en anelse bagud og trådte et skridt frem så Pippin lå skjult. Dog synes hun at kunne fornemme en aura der bragte tryghed ned sig. En svag brummen lød derfor fra hende.

1

Søvn. Den lille hingst havde brug for masser af søvn, når ikke han havde travlt med at være nysgerrig eller indbyde til leg. Det var ikke den knitrende lyd i sneen der vækkede den unge fyr, men i stedet hans mors bevægelse. Uanset om han sov, var vågen, var tæt på eller langt væk, var det som om han altid var opmærksom på sin mor. Som hun trådte ind foran ham, fik han rejst sig så hurtigt hans ben tillod ham. De var ikke helt lige så vågne som hans hoved og øjnene fulgte også langsomt med. Ørerne gled rundt i alle retninger inden de til sidst landede på hans mor, for det var det eneste han lige kunne fornemme var i nærheden. Men når nu han var vågen…. Så kunne han vel lige få en lille smule mad. Han søgte derfor hen til sin mors side for at die.

En af de sjæle, som Illana ikke havde set i meget lang tid, var den grå Euphoria, som den gyldne hoppe også havde et meget specielt bånd til. Siden hun havde mødt den unge sjæl for første gang, havde et nærmest familiært bånd dannet sig imellem dem og på en måde anså Illana faktisk Euphoria som værende sin datter - om end hun ej havde båret og født den grå hoppe.

I takt med Illana bevægede sig længere og længere ind i flokkens hjerte, begyndte Lyset om hendes hals pludselig at gløde mere. Det gjorde det altid når Illana befandt sig i nærheden af nogen, som stod hende nært eller som bar magi - og i dette tilfælde betød det begge ting. For der gik faktisk ikke længe før hun fik øje på den grå Euphoria og Illana lyste øjeblikkeligt op i et smil.

Der var dog noget over den grå, som Illana ikke helt kunne sætte ord på. Som var hun forandret, og alligevel ikke. Illana lagde hovedet let på sned, men Lyset om hendes hals mærkede også hurtigt det nye - eller rettere, den nye sjæl. Lyset havde en ganske særlig evne for at mærke nye sjæle i landet; om de så var nyankomne eller født i landet. Og Lyset fortalte snart den gyldne at der var en ny, lille sjæl ved Euphoria - blot kunne Illana endnu ikke se det. Et overrasket udtryk gled derpå over den gyldnes ansigt, men også et glædeligt et. For hun ønskede virkelig for Euporia at hun skulle få en familie af sin egen - hvilket det lod til hun nu havde.

Først da hun kom helt tæt på afslørede det lille føl sig; det rejste sig og søgte efter lidt op på siden af den grå Euphoria for at give sig til at die og nærmest lamslået så Illana til. Hun blev altid så fascineret af de helt små og hun tog sig selv i at betragte føllet mere, end Euphoria, som hun så inderligt havde savnet.

[3]

Den grå rettede opmærksomheden mod Pippin i det han rejste sig op og gav sig til at die. Hun nussede ham blidt over ryggen med en kærlig moderlig brummen, inden hun nu opfattede Lyset og derefter Illana. Det gik op for Euphoria at hun ikke havde set Illana så længe at hun aldrig havde fået fortalt hende om det lille brogede hingsteføl der nu stod ved hendes side. Et forsigtigt smil tegnede sig derfor på hendes mule, mens hun dog lod til at hvile mere i sig selv end nogensinde.

” Pippin, mød Illana ”

Lød det så varmt fra hende, inden hun puffede til føllet. De ravfarvede øjne gled nu over på den gyldne hoppe, men hun nænnede ikke at flytte sig før Pippin havde spist færdigt. Hvordan skulle man lige starte en samtale. Euphoria strakte dog i stedet mulen frem mod Illana for at invitere hende tættere på. Hun vidste faktisk ikke hvorvidt Brego havde fortalt Illana noget, og var derfor lidt afventende.

2

Pippin smaskede et par gange da han var færdig med at spise og i nogenlunde tid til også at høre sin mors ord. Han måtte lige ryste sig en smule over, for nu kunne han godt fornemme kulden. Først havde han været for træt til at bekymre sig om det, så for sulten til at lægge mærke til det. Heldigvis var det ikke helt uudholdelig, for han havde lige kunne nå at danne sig en fluffy vinterpels inden vinteren for alvor havde taget til. Pippin blev stående ved sin mors side i nogle sekunder, mens han betragtede hoppen der kom nærmere.

”Lana!”

Han gjorde sit bedste for at gentage sin mors ord. Eller i hvert fald det navn hun kaldte den anden ved. Pippin havde ikke de bedste sproglige egenskaber, men han kunne da kommunikere med sine forældre og hans søster. Det betød dog ikke han ikke gjorde et forsøg. Pippin skævede op mod sin mor, før han trådte nogle skridt tættere på hoppen. Ud fra hans mors holdning, udtryk og ord, kunne det ikke være en farlig fremmed.

Først vidste Illana ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Dog kunne hun ikke holde et bredt og varmt smil tilbage og da hun flyttede blikket op imod Euphoria, så hun for alvor den voksende rolighed der lå over den grå hoppe. Det at være mor synede næsten til at have fået Euphoria til at finde ro i sig selv, hvor hun før have været fortvivlet og usikker på fremtiden. Illana brummede varmt imod hende og tog imod den fremstrakte mule. Hun rykkede sig derpå en anelse tættere på, for bedre at kunne hilse den lille sjæl - Pippin - an. Lyset om hendes hals lyste meget klart, nærmest hvidt og Illana kunne tydeligt mærke dets ivrighed for at få lov at hilse på det nye medlem af Andromeda.

Det lille hingsteføl havde vendt sig og rettet blikket imod Illana. Hun tillod sig selv at sænke hovedet en anelse imod ham efter Euphoria havde præsenteret hende - og med de milde toner som hun ejede hilste hun ham an.

,,Hej Pippin. Rart at møde dig."

Lyset gjorde også hvad det kunne for at fortælle det lille føl, at det sagde hej. Det nærmest pulserede i krystallen som hun bar om halsen og farven var blevet en smule gul igen, men stadigt var den meget klar. Illana brummede mildt inden hun trak hovedet en anelse til sig, men endnu hvilede hendes blik på ham da han sendte en hilsen tilbage.

Hjertet sprang næsten et slag over af ren glæde, da han kaldte hende for 'Lana'. Det var et kælenavn som ingen havde benyttet endnu, og hun kunne ikke lade værre med at føle sig en smule beæret over at denne lille, rene sjæl havde valgt at kalde hende det; også selvom det måske var på grund af at hendes navn var svært at udtale.

Hun vendte derpå blikket imod Euphoria igen og puffede nu til hende med en blid bevægelse.

,,Hvor er han bedårende. Stort tillykke! Og jeg er ked af, at der er gået så længe siden jeg sidst så dig, kære Euphoria. Jeg burde have været der mere for dig."

Et lidt undskyldende blik gled over den gyldne hoppe. Hun havde haft Euphoria ganske tæt på sig og været der for hende før - så et sted følte Illana, at hun havde svigtet hende. Dog håbede hun på at den unge grå kunne tilgive det.

[5]

Euphoria glædede sig over at Pippin ikke var bange for Illana, og det lettede hende ligeledes at føllet ikke var specielt vanskeligt at have med at gøre. At være blevet mor var det bedste der var sket hende, men Illana var en tæt konkurrent i det den gyldne hoppe havde været som en mor for hende siden hun kom til flokken.

At Illana undskyldte forstod den grå hoppe sig ikke så meget på og hun sendte hende derfor en overbærende smil. Det var jo hende selv der havde søgt væk imens hun havde været drægtig. Hun klukkede derfor stille, inden hun hvilede panden mod hendes hals i en form for omfavnelse. Selvom hun var vokset op, så fandt hun stadig masser af tryghed i Illanas selskab. Det blev hun aldrig for gammel til. Et veltilpas suk kom fra hende i det hun nu lod blikket glide ned på Pippin.

” De sidste mange måneder har jeg været frygtelig, så det er måske meget heldigt. ”

Brummede hun nu med en svagt leende undertone i hendes milde toner. Jo hun havde været noget af en arrig satan imens hun havde været drægtig. En skygge af sig selv. Det havde dog bragt mange positive ting med sig. Hendes kontrol af magien lå ikke længere til tilfældighederne, og hun var rent faktisk begyndt at have styr på den. Det var dog ikke det der var i fokus lige for tiden, men lille Pippin.

#3

”Søster Lana!”

En barnelatter fri for bekymringer og fyldt med glæde sivede ud i luften omkring dem, og udsprang fra det brogede føl. Hans evne til at fokusere ret længe på en ting af ganen var minimal, så der gik heller ikke lang tid før lyset havde fanget hans opmærksomhed.

Nogle små lyde som både skulle forestille og lyde som ord, men som alligevel ikke gav mening for nogen, var henvendt mod lyset. Man kunne vel sige han var ved at indlede sin egen samtale med lyset, der ikke kunne svare tilbage med ord, men måden det havde reageret på og pulseret på, gav for Pippin mening – for ham var det ligesom en sjæl for sig selv der kunne tale lige så tydeligt som enhver anden. Han sendte derfor også nogle så drillende nap ud efter halskæden uden helt at ramme – for hans far havde været godt i gang med at lære både ham og hans søster, hvordan man legede pænt med andre, uvidende om det var for hans egen sikkerhed.

Illana, den gyldne, drejede sin slanke hals for at imødekomme den unge Euphorias omfavnelse. Det var en rar følelse endelig at være nær hende igen; for selvom de to hopper ej delte slægtskab, da følte Illana sig langt tættere knyttet med hende, end blot som ven. Hun brummede mildt og med en leende tone, da den unge grå konstaterede, at det nok havde været for det bedste at der var gået lang tid siden de havde set hinanden, da hun havde været i hormonernes vold; måske var dette sandt, men der lå stadig en skyldfølelse gemt i den gyldne sjæl, over at hun ikke havde været der for hendes datter – som hun anså Euphoria som. Hun nappede let imod hendes tætte pels, inden hun drejede blikket ned imod den muntre Pippin, som med et glædesudbrud skænkede Illana et nyt kaldenavn; et som hun ikke havde haft før. Et lille fnis forlod den gyldnes mule, inden hun lod sit hoved søge ned imod den lille, unge sjæl, der havde så meget liv og energi i sig. Hun lod mulen hænge inviterende, ganske kort fra den lille hingst, inden hun med milde toner svarede hans tiltale.

,,Ikke helt søster, kære Pippin. Men du må meget gerne kalde mig for Lana”

Med et bredt smil hævede hun hovedet lidt, da den unge sjæl nappede ud efter halskæden, som emmede af magi; og halskæden responderede på hans legende aura med at sende små lysglimt ud i luften omkring ham, som forsøgte Lyset at starte en fangeleg. De klare stråler, som dansede omkring det lille føls hoved, bar en mild varme med sig, og det stod snart Illana klart, at det unge føl i sandhed var født med magi i sjælen; dog vidste hun endnu ikke, om han besad evner. Det havde været svært for hende at sanse det med Euphoria, men da først Lyset havde skabt kontakten til hendes magi, havde det været ganske klart. Og egentlig ville det ikke undre Illana, hvis det unge føl besad magi, når man tænkte på hvem hans mor var.
Illana drejede blikket tilbage imod Euphoria, og smilet var nu nået hendes øjne. Hun rakte atter frem imod den ung grå, inden hendes milde toner lød igen.

,,Hvem er faren, kære Euphoria? Hvem er den hingst, der har vundet dit hjerte?”
[1]

Euphoria betragtede Pippin med en stolt og moderlig glød i de ravfarvede øjne. Lysets leg omkring hende fascinerede ligeledes Den grå hoppe som altid havde fundet tryghed ved Illanas side. Roen havde for alvor sænket sig over hende og hun havde ikke skænket det en tanke at Illana ikke kendte til Pippins far og omstændighederne.

Hendes blik mødte Illanas en anelse overrasket, men med ophøjet ro. Hun så ned på Pippin og trak på smilebåndet. Om Brego havde vundet hendes hjerte var svært for hende at sætte klare ord på. For han havde ikke selv kunne hengive sig helt hende. Men trygheden og varmen hun følte hans nærvær havde været nok.

“Brego”

Lød det så fra hende med en varm glød i stemmen.

“ Det er kompliceret, men det føltes rigtigt dengang og det gør det også nu”

Afsluttede hun så med et lille smil

# 1

Da den fremmede hoppes hoved kom ned i en højde, der var til at nå for Pippin, gav han sig til, drillende, at nappe ud efter hendes pandelok, inden opmærksomheden var blevet rettet mod halskæden. Der kom en næsten skrigende latter fra Pippin, da en lysstråle blev sendt ud omkring ham og den lille hingst kastede sig til siden i et par små underlige hop som skulle han bukke lyset af sig. Men ligesom man ikke kunne bukke luft af sig, kunne man heller ikke bukke lys af sig, og selv hvis det var muligt ville han ikke kunne mærke om han havde haft succes.
Han endte derfor også med at stå med spidsede ører og lige iagttage omgivelserne, indtil han havde fået øje på det igen, og til sidst kastede sig frem for at jagte strålerne som jagtede han sommerfugle. En ganske fri-for-sorger lille hingst, der klart havde et bedre temperament og en langt mere munter personlighed end sin søster – noget han forhåbentlig ikke ville miste når han blev ældre. Men så længe han var omgivet af flokken og beskyttet af sine forældre, ville det ubekymrede sind blive ubekymret, og den lille hingst manglede så absolut ikke kærlighed fra sine forældre.

Den unge hingst reagerede først på lysets milde tilnærmelse ved at forsøge at springe fra det; en reaktion, som fremkaldte en mild latter fra den gyldne hoppes bryst. At se hvordan en så ung sjæl reagerede rent instinktivt på noget, som han ej kendte til endnu, fascinerede Illana – generelt føl fascinerede hende. Deres måde at lære på, anskue verden på og hvordan ganske små ting kunne fange deres interesse og vække glæde. Da Pippin var kommet lidt på afstand af Lysets stråler, dannede strålerne den velkendte kugle af Lys, som ofte fulgte den gyldne hoppe. Her ventede Lyset på, at den unge sjæl atter satte efter det; og da han gjorde, med en jagtende aura, begyndte Lysets kugle atter at danse legende rundt i luften omkring ham – og med ét spredte strålerne sig en anelse i et forsøg på at efterligne de sommerfugle, som fløj rundt blandt blomsternes blade.

Efter at have betragtet den unge Pippins ivrige jagt på Lysets stråler, vendte Illana da blikket retur til Euphoria, som hun kort forinden havde stillet et spørgsmål. Og da svaret lød, stivnede den gyldne hoppe et kort øjeblik.
Hun havde ikke forestillet sig, at hun skulle høre Brêgo´s navn blive nævnt som faderen til det energiske føl, om end farve og statur passede meget godt på den ædle brogede vogter. Illana blinkede et par gange med de ravfarvede øjne, og selvom hun forsøget at skjule sin forundring, så lykkedes det hende ikke helt. Hun havde altid anset Brêgo som værende hendes bedste ven, og tanken om at ham og ”hendes datter” havde skabt det lille ædle væsen, havde hun en anelse svært ved at forstå. Hun gumlede kortvarigt, inden et smil fandt frem til hendes grå mule. Hun havde altid ønsket det bedste for Euphoria, som havde haft en hård start på sit liv i landet – og hun kunne ikke møde noget bedre, mere ærligt eller mere vidunderligt end Brêgo. Hun rakte efter lidt mulen frem med en lykønskende mine, inden hendes milde toner lød.

,,Jeg må sande, at det er mig en overraskelse, at Brêgo er faderen til Pippin. Dog, kære Euphoria, er jeg rigtig glad på dine vegne, og det gør mig blot endnu gladere at vide, at det føles rigtigt for dig.”

Hun nippede derpå let imod den unge hoppes mule og trådte hende en anelse nærmere. Illana valgte ikke at stille spørgsmål vedr. Brêgos anden datter, og om Euphoria kendte til hende – hun havde fortalt, at det var kompliceret mellem dem, og om det, som var kompliceret var Brêgos relation til skyggehoppen Deadly Myth, kunne Illana kun gisne om.

Euphoria havde et halvt øje på Pippin der legede med Lyset, og hun smilede varmt mod det lille skind, inden hun rettede blikket mod Illana. Hun kunne godt fornemme hun stivnede og vippede ganske kort ørerne usikkert bagud, indtil den gyldne atter fandt smilet frem igen. Hvad handlede det mon om? Euphoria slog tanken væk, for hun havde fuld tiltro til Brego.
Hun drog et stille og måske forlegent smil da hun talte, inden hun nikkede. Hun trådte nærmere den gyldne hoppe og lod hovedet hvile mod hendes hals i en kærlig form for omfavnelse.

“ Jeg ville ikke være hvor jeg var i dag uden dig “

Lød det så varmt fra hende. Illana havde været der, da hendes mor havde overladt hende i Teylars pleje. Ja hun ville gå så vidt at hun fristedes til at kalde Illana for mor i stedet for.
De ravfarvede øjne fulgte igen Pippin og hun brummede kaldende til ham, da hun synes han kom liiidt for langt væk.

Illana gengældte øjeblikkeligt den omfavnelse, som den unge Euphoria tilbød hende. Hun brummede mildt og lænede sig en anelse imod den grå hoppe og da hendes hals havde foldet sig omkring hendes, lukkede hun kortvarigt sine øjne i velbehag. Hun nød i sandhed at bruge tid med den unge grå, som hun anså som værende hendes egen datter.
Hendes ord fremkaldte også et lille smil hos den gyldne hoppe, og lidt efter løftede hun halsen fri og lod den flyttes ned ved siden af Euphorias, så deres hoveder nu var ved siden af hinandens.

,,Din vej havde formegentlig set anderledes ud, kære Euphoria, men jeg er sikker på du havde fundet den rette sti at gå alligevel. Du har et stort hjerte og en viljestyrke, som jeg er sikker på kan klare alle de udfordringer, som du end måtte møde i dette land.”

Og det var sandt. Illana havde altid været imponeret af den unge hoppes evne til at overkomme det, som have været en udfordring for hende. Den ustyrlige magi, frygten og savnet. Hun havde været så meget igennem, men stod alligevel som en hel sjæl den dag i dag – og kunne nu kalde sig mor til en vidunderlig lille sjæl.

,,Men jeg er meget taknemmelig for, at vores veje krydsede hinanden, kære Euphoria. Jeg har altid betragtet dig som min egen familie, og det vil aldrig ændre sig.”

Illana puffede kærligt imod hendes mule, inden hun på ny vendte blikket imod den lille brogede sjæl, der muntert legede efter Lysets stråler. En sjov tanke krydsede et øjeblik hendes sind; for hvis Euphoria var som hendes egen datter, måtte hendes søn være hendes barnebarn. Et lille fnis forlod Illanas mule, inden hendes øjne søgte tilbage til Euphorias.

,,Hvordan er det? At være mor?”

Illanas erfaringer var trods alt små. Da hun havde mødt Euphoria havde hun været gammel nok til fysisk at undvære en mor. Hun talte, tænkte og opførte sig langt mere som en plag, end et føl – og Illana var nysgerrig. Altid havde hun drømt om at være mor, om at stå med et afkom hun selv havde båret og folet; men sjældent havde hun faktisk snakket med en anden sjæl om det at være mor.

[1]