Life may yet surprise us | Euphoria & Pippin

Hun slappede altid af i Illanas selskab og kunne stadig tage sig selv i at føle sig som et lille føl i hendes nærvær. Et varmt og rørt smil tegnede sig på hendes mule ved Illanas ord og hun kunne mærke øjnene blive våde. Ikke på grund af at hun var trist, men i ren og skær glæde.
Blikket fulgte hendes over på Pippin og hun brummede roligt af ham. Hun mødte igen Illanas blik og hendes spørgsmål, fik hende til at trække på smilebåndet igen og hun kom med et lille kluk. Det var jo måske lidt pudsigt at det nu var Euphoria der måtte berette om livet som mor, når det var Illana der havde opforstret hende.

“ Det er. Ubeskriveligt. Jeg havde aldrig forestillet mig at kunne holde så meget af sådan et lille væsen. At ubetinget at ville gå igennem ild og vand for ham og gøre alt hvad der står i min magt for at holde ham sund og rask. Det er skræmmende og berigende på en og samme tid. Jeg gruer for den dag han bliver større og kan undvære mig. “

Brummede hun så med en ganske særlig varme i stemmen. Hun så mod Illana med en glød i øjnene der matchede hendes toneleje.

Den grå Euphoria var så tydelig med hendes følelser og kropssprog, og da en lille glædestårer kunne anes i hendes øjenkrog, puffede den gyldne Illana let imod hendes kind. Hun smilede varmt, inden hun mødte Phorias blik.
Hun lyttede intenst til det, som den unge grå hoppe sagde, og hun kunne ikke lade værre med at trække på smilebåndet. Meget af det kunne hun godt relatere til; hun ville selv gå gennem ild og vand for Euphoria og for at holde hende sikker og hun holdt af hende, som var hun Illanas egen. Det sidste hun fremsagde, fik Illana til at slå let med hovedet, inden hun med en opmuntrende tone begyndte at snakke.

,,Jeg tror ikke du skal være bange for, at han en dag kan undvære dig – jeg tror altid han vil have brug for dig. Hvordan han får brug for dig, ændre sig måske.”

Hun lod blikket hvile et øjeblik imod den lille brogede Pippins, hvis liv blot lige var startet. Den glæde, sorgløshed, eventyrlyst og ivrighed der lå over ham, varslede om at han ville blive en ganske særlig hingst – sikkert en, som mange hopper her i landet ville stå i kø for at kunne kalde mage. Illana puffede kort efter en smule drillende imod den grå hoppe, inden hendes milde toner lød igen.

,,Kan du måske undvære mig?”

Blikket sagde det hele; Illana vidste godt at hun ikke var direkte livsnødvendig for at den grå Euphoria kunne klare sig og leve et godt liv – men selvom hun var blevet voksen, så var hun ikke stoppet med at søge Illana, når hun havde behov for det, eller lyst til det. Pippin ville nok altid være i hans mors liv, uanset hvad; og en dag ville han måske komme til hende og søge råd om det at være forældre.

[3]

Euphoria lukkede de ravfarvede øjne i og tog en dyb indånding i ren og skær følelse af ren idyl. Små gnister sprang fra hendes ryg, og hun gjorde et lille kluk. Magien i hende kunne stadig impulsivt blusse op når der var stærke følelser involveret. Glæden og roen hun følte var stor i øjeblikket.
Hun så på Illana med et stille smil og fulgte hendes blik ud mod Pippin og gjorde sig de samme tanker som den gyldne hopper. Han håbede den dag hvor han ville finde en mage, at det var en der satte pris på ham. Hun lagde hovedet tænkende på sned, inden hun blev rykket tilbage i nuet af Illana der puffede til hende. Hun smilede bredt inden hun lænede hovedet mod hendes hals med en rolig brummen.

“ Nej. “

Brummede hun varmt, mens de ravfarvede øjne fulgte Pippin rundt. Det ville blive mærkeligt den dag han blev stor og uafhængig, men håbet var da at der en dag ville komme en ny lille en til.

Illana smilede en anelse bredere, da den unge Euphorias magi begyndte at vise sig. Små gnister sprang fra hendes stærke ryg, men de skadede ej den gyldne Illana. Hun havde altid været forundret over den styrke, som gemte sig i den unge, grå hoppe, den rå magi som hun var født med. Den var så anderledes end den, som Illana bar, og som var givet til hende af en højere magt. Lyset havde altid været en selvstændig energi, som med tiden var blevet Illanas tætteste sjæleven, på et andet niveau end hendes venner og afdøde mage, som vandrede her i landet. Illana og Lyset var forenet på en måde, som ikke kunne beskrives; og dog var de ikke gjort af samme stof. Illana havde dog altid følt, at den magi som Euphoria bar, var mere en del af hende end Illanas var – og det fascinerede hende. Hun gengældte den klukkende latter, som Phoria lod lyde med en tilsvarende mild fnisen. Hun puffede let imod den grå hoppe, inden hun slog hovedet fremad, i retning af Pippin der fortsat legede med Lysets stråler.

,,Godt. Du slipper heller ikke for mig”

Og det lå der en sandhed i. Illana ville altid være der for Euphoria, uanset hvad. Med en drillende mine lod Illana kort efter sin forpart hæves i et lille, udfordrende stej, inden hun atter nappede ud efter den grå Phoria – var hun frisk på leg? Derpå satte hun frem i dansende trin i retning af Pippin, som allerede var i fuld krig med at lege fangeleg. Ville han mon have noget imod, at hans mor og Illana var med?

[6]

En perlende latter skød op fra hendes brystkasse, mens hun måtte vige til side i en elegant bevægelse med et lille legesygt hyl. Hun dansede til siden med et muntert smil på hendes mule og så hen på Illana, mens hun udfordrende skrabede i jorden og tog imod tilbuddet om leg. Hun lod et muntert vrinsk forlade hende mule og hun fulgte nu efter Illana med tilsvarende skridt.
Hun vidste ikke om hun kunne føle sig mere lykkelig end i det øjeblik, foruden fødslen af Pippin. Den sorte hale blev løftet bag hende, mens hun dansede kådt omkring, mens de ravfarvede øjne betragtede hendes søn og Illana. Det var en sjælden nydelse der væltede ind over hoppen og hun havde ikke danset sådan rundt i lange tider.

Da den grå Euphoria accepterede hendes invitation til leg, og med elegante bevægelser satte efter den gyldne hoppe med legende facon, kunne Illana mærke hvordan adrenalinen bredte sig i hendes krop og nærmest fik hendes hjerte til at springe et par slag over af ren og skær ivrighed. Hun ventede til Euphoria var ved hendes side, inden hun kådt lod sin spinkle gyldne krop sætte frem i en række hop og buk; ikke store og vilde, som hingstene ofte gjorde det, men mere smidige og på sin vis yndefulde; om end de nok så noget så tilfældige ud. Illana selv lod et hoppet hvin forlade hendes mule, inden hun atter nappede ud i retningen af den unge grå hoppe. Det var ufatteligt længe siden, at den gyldne hoppe havde leget, og det var en ren befrielse for hende blot at slippe tøjlerne. Inden hun kom for nær den lille Pippin, sænkede hun dog sin fart igen, for ikke at virke jagende eller farlig; hun ville på ingen måde skræmme ham.

[7]