Deep Snow | Brêgo

En lille sjæl kom skridtende gennem det tykke snelag som havde lagt sig over Andromeda. Hans ben var korte, ja, faktisk nåede sneen næsten op til hans mave, men det afholdt ham ikke fra at bevæge sig gennem masserne med overraskende lethed. Den lille sjæl var en ældre herre der bar navnet Christian, og længe havde han efterhånden boet i Teylar - været en del af flokken. Han kendte nu de fleste af dem, som han delte hjem med og nød hver gang han blev beæret med deres selskab; men én sjæl savnede han faktisk ganske meget, og det var den store brogede Brêgo. Han havde ikke set ham længe, og undrede sig over hvad der var blevet af hans første ven i dette fantastiske land.

Han vidste ikke præcist hvor han skulle lede, så han havde taget den beslutning, at han ville starte fra en ende af, og se om ikke han dukkede op. Han havde været ved det store egetræ, hvor Leonora og hendes familie holdt til, han havde været ved grænsen og forbi træet med de hængende grene som Illana sov under - men ingen af stederne have Brêgo været. Han var nu søgt ned til søen, hvor snelaget var lidt lavere - og ved søens kant stoppede han op medet spejdende blik. Mon den brogede var hernede?

[1]

6

Brêgo, der havde besluttet sig for at holde sig varm med en lille vandretur, vandrede rundt uden nogen bestemt destination. Der var dem der troede på skæbnen, dem der troede delvist på skæbnen og dem der slet ikke troede på den. Brêgo var startet ud med ingen tro, men var begyndt at tro mere og mere i løbet af hans tid i Andromeda. Han var blevet sendt igennem så mange prøvelser for at forberede ham på, hvad der kom efter. Han var havnet i Andromeda, fordi han havde noget der han skulle – så meget troede han i hvert fald på det. Antheia havde lært ham at åbne op over for andre, den hvide skygge havde lært ham at ikke alt er godt eller ondt, men nogen gange en mellemting, og sammen havde de en datter, som var starten på hans lille familie.

Om det var halvvejs ved vandreturen eller den egentlige slutning på hans vandretur, var uvist, men det blev til, hvis ikke slutningen, så en pause. Dér, midt i sneen nede ved søen, fik han øje på en gammel ven. Gammel på mere end en måde, for han var oppe i alderen, men han var også en Brêgo var stødt på for længe siden. Selvom han ikke havde set ham længe, havde han ikke glemt den lille fyr med de spænende historier. Mindet fik ham til at tænke en tanke, der bragte et smil omkring hans mule, og han begav sig ned mod den lille hest og søen.

”Vær hilset, min gamle ven”

Det var som om hele landet stod stille, imens den ældre hingst beskuede søens blanke overflade. Is havde dannet de smukkeste krystaller på søen, og der hvor man før kunne høre sagte skvulp fra vandet, der ramte søens kant, var der nu blot tavshed. Det gav en fantastisk ro, og selvom han egentlig var kommet herned med et formål – nemlig at lede efter hans brogede ven – da tog han sig selv i at fortabe sig et øjeblik i stilhedens skønhed.

Hovtrin vakte dog hurtigt hans opmærksomhed og de små, tætte ører tippede hurtigt i retningen af den knasende lyd som sneen skabte, når den blev trykket sammen. Og i det samme, at den lille Christian fik flyttet blikket med, tegnede et kæmpe smil sig om den mørkegrå mule – for imod ham kom selveste Brêgo.

Han vendte sig imod den høje hingst og rakte hilsende den lille mule frem. Omkring den stod en varm sky af damp, som hurtigt blandede sig med det åndedrag, som den brogede hingst drog.

,,Brêgo! Jeg har ledt efter dig, min ven. Sig mig, hvordan har du det?”

Sommetider blev den ældre herre ganske ivrig, og i sådanne tilfælde kunne hans høflighed godt løbe lidt af med ham. Selvom han godt vidste, at det ikke var pænt sådan at overfalde den store hingst med hans spørgsmål, kunne han simpelthen ikke holde det inde; for han havde så inderligt savnet den brogede hingst, som var den første der havde fået ham til at føle sig fremme i dette land.

[1]

1

En mild og varm latter forlod den brogede hingst, ved den ældre herres ivrighed. Han kunne kun ønske sig selv at have lige så meget energi, når han nåede en høj alder. Et hilsende puf med mulen blev sendt mod den lille hingst, inden Brêgo gav sig til at tygge på sit svar. For ja, hvordan havde han det? Bedre end han havde haft det i lang tid måtte være hans svar, og alligevel var det stadig langt mere indviklet end det.

”Bedre. Jeg vil ikke sige jeg har fundet mig selv endnu, eller glemt dem jeg har mistet.... Men jeg er godt på vej. Ikke at jeg nogensinde vil glemme dem der er mistet, men de er ikke lige så meget i mine tanker som de har været.”

Egentlig var der kun tale om en enkelt, selvom Brêgo brugte ordet 'de'. Antheia. Hun havde haft en kæmpe betydning for ham og han havde taget sin tid til at sørge og forsøge at komme videre. På sin vis kunne man tro han var, men på en eller anden måde var han stadig ikke fuldstændig klar til at give slip på hende og håbet om, at hun måske engang vendte tilbage til ham, eller at han kunne finde hende. Og alligevel havde han så meget andet at tænke på nu også. Tanker der fik ham til at smile.

Men jeg er også mere forvirret end nogensinde. Fortæl mig, du eventyrlystne ven, først hvordan du har det og bagefter om du nogensinde har stået ansigt til ansigt med en af broderskabets medlemmer? En skygge?

Lyden af den milde latter som forlod Brêgo’s mule fik selv den lille hingst til at le. Hans toner bar dog, trods hans ivrige sind, præg af en alderdom, som Brêgo ej besad endnu. Den var på sin måde ru, som havde den lille ældre herre talt for meget; men blot var det hans stemme, der ligesom hans krop, var blevet ældre.
De små, tætte ører var som fikseret imod den brogede hingst, der efter at have sendt et hilsende puf imod ham, forholdt sig en stund i tavshed. Den lille grå lagde hovedet en anelse på sned, så den store hvide stjerne, som sad i hans pande, blev afsløret en smule. Det virkede som om den brogede havde en del på sinde – og selvom Christian ikke var den, som kom længst omkring, havde han godt bemærket at Brêgo havde manglet i flokkens mangfoldighed noget tid.

Svaret kom lidt efter og den ældre hingst lyttede opmærksomt. Et mildt blik nåede også de små øjne, der sad godt beskyttet i den tætte pels, og han pressede forsigtigt sin mule imod den brogedes bringe. De ord, som Brêgo ytrede sig, ramte ham – for selv havde han mistet mangt og meget. Han kunne ikke mærke præcist hvad Brêgo måtte føle, men han kunne relaterer til det; og han vidste, at det var hårdt. Han rømmede sig efter lidt og trådte en anelse tilbage, så han bedre kunne møde Brêgo’s blik.

,,Ah ja. Tab. Jeg er glad for at du heler, Brêgo – men lov mig, at selvom det er hårdt, så behold dine kære i dine tanker. Det er det eneste sted du har mulighed for at have dem.”

Det kunne lyde underligt, at den lille netop foreslog den brogede hingst ikke at glemme dem, når han netop havde forsøgt at komme oven vande efter hans sorg nær havde druknet ham; men Christian vidste godt, at lagde man først sine kære helt bort, ville en anden sorg ramme. Og det var ikke fordi den var bedre, end sorgen over tabet af det gode, af det elskede. Han smilede ganske forsigtigt til den større hingst, inden hans stemme på ny lød.

,,Når du kan tænke tilbage på det, du har mistet, og du kan smile over at du havde muligheden for at lære dem at kende – så er du nået den vej du skal, kære Brêgo. Dog lyder det til, at du nærmer dig. Og den forvirring du bærer på, hvad nærer den? Hvis jeg må spørge”

Smilet blev da lidt større, selvom den lille grå lagde op til at forblive i emnet, trods det måske ikke var den mest behagelige ting at tale om. Christian havde, måske på baggrund af hans alder, rimelig let ved at snakke om de hårde ting. Om tab, sorg, savn, død. Nu havde han også prøvet at dø – eller, det var han ret sikker på – og det at han havde fået en ny chance for at fortsætte sit liv, havde givet ham et lidt mere afslappet forhold til livets mange udfordringer. Hvis han kunne komme igennem det, så kunne Brêgo også!

Han trippede ganske let til siden, inden han med fornyet ivrighed i stemmen gav sig til at svare det spørgsmål, som den brogede havde stillet ham.

,,Jeg har det fantastisk Brêgo. Jeg har savnet dig, min kære ven, men ellers har jeg ingen klager. Teylar har alt det, som jeg nogensinde har kunnet ønske mig af et hjem, og jeg begynder at have kendskab til de fleste af flokkens medlemmer.”

Han gjorde et kast med hovedet, ligesom for at understrege at han virkelig var glad for at kunne kalde Teylar for sit hjem. Selvom han havde haft det fantastisk hos sit menneske, var denne frihed noget helt andet – noget han aldrig havde forestillet sig at han skulle opleve.
Den sidste del af Brêgo’s spørgsmål måtte han dog tænke en anelse over, inden han svarede – for ej havde han mødt disse ”Skygger”, kun hørt om dem i andres fortællinger. Dog var han ikke i tvivl om, at de var onde – og ”de”, hvad end de så var, var ikke noget han havde lyst til at opsøge af egen fri vilje.

,,Jeg har aldrig mødt en af disse Skyggeheste, som jeg har hørt dem omtalt. Jeg har hørt at de holder til på den Ø, som huser en vulkan, og jeg har hørt at de er modbydelige. Det er hvad jeg ved. Dog har jeg min tvivl om, at verdenen kan være så sort/hvid – at nogen kan være rent ondskab, men jeg har ingen erfaringer at bygge dén tanke op omkring. Dog har jeg ikke lyst til selv at opsøge en af disse, hvis de er så farlige, som andre siger de er.”

Derpå tav han og lod hans blik søge spørgende imod den brogedes. Havde han selv mødt dem? Var Skyggerne andet end blot modbydelige, farlige væsner?

[1]

3

Det var altid et glædeligt gensyn med den lille skikkelse, og denne gang var bestemt heller ikke nogen undtagelse. Brêgo tog sig selv i at sluge hvert eneste ord, når den lille Christian talte. Der var intet der gik tabt i kommunikationen. Han kunne heller ikke lade være med at smile selv. Han havde jo ret, den lille, for man burde ikke gleme andre, bare fordi det var ubehageligt at tænke på dem i nuet - ikke så længe det var nogen af ens kære vel og mærke.

"Min forvirring er jeg bange for omhandler skyggerne."

Den brogedes mine ændrede sig til noget der mindede mere om bekymring end noget andet. Ikke fordi han bekymrede sig for de skyggefulde væsner, heller ej fordi han betvivlede Den Vises hensigter, men fordi han alligevel havde mødt en og måske var alt ikke sort og hvidt - godt og ondt - lys og mørke. Måske var der en lille smule lys i skyggerne også.

"Jeg mødte denne hoppe. En skygge. Hun kunne have angrebet mig, men hun gjorde det ikke ligesom jeg heller ikke angreb hende. Der var ingen grund til det - sådan føltes det. Hvad hvis det slet ikke er nødvendigt med alt den frygt for skyggerne? Eller var det bare en ud af mange, der ikke havde overgivet sit sind til mørkets hersker?"

Han havde ikke tænkt så meget over det lige da han stod i situationen. Hans tanker havde været optaget af så meget andet i stedet. Men efterfølgende, kunne han alligevel ikke undgå tankerne og alle spørgsmålene de bragte med sig.

"Der var ingen had. Kun forståelse. Og sammen har vi nu en datter."

For det var præcis det der var foregået mellem dem. De havde begge mistet nogen. Begge havde haft brug for den slags nærvær kun en de havde mistet kunne give og på en måde havde de sikkert begge ladet sig rive en smule med af stemningen. Han havde for en stund kunne lade som om hun var hans Antheia ligesom hun havde kunne lade som om han var den hun havde mistet.

Der var ingen fordømmelse at spore i blikket på den lille, grå hingst ved lyden af de ord, som Brêgo udtalte. Han lyttede tavst, men intenst. Dog vakte de ord, som den brogede Brêgo ytrede sig, ikke mistro i den ældre herres sind; tværtimod vakte det nysgerrighed. Trods hans alder og livserfaring, var der så mange ting om dette land han ikke vidste, og derfor ville han ej heller dømme andre sjæle. At han havde fået at vide at Skyggerne var onde betød jo ikke, at de reelt set var det. Han havde, som han havde fortalt Brêgo, aldrig mødt en Skygge, og hans erfaringer var blot baseret på andres fortællinger. Dermed lagde han ikke så meget vægt i de tanker han havde om Skyggerne endnu.

Han mimrede tænksomt med mulen ved den brogedes ord. Han havde mødt en Skyggehoppe på fredelig vis; endda så fredelig og gunstig vis, at de havde skabt et fælles liv og Brêgo nu kunne kalde sig far. Alene af den grund tegnede et stort smil sig om mulen på den lille Christian – for det var da en vidunderlig nyhed! Også selvom nogen måske ville misbillige en sådan forening af ”Lys og Mørke”. Han rakte på ny mulen frem imod den brogede hingst, hvis sind virkede åbenlyst tynget af bekymring – dog så den lille grå ikke grund til, at han burde være så bekymret.

,,Nu er jeg langt fra ekspert på det område Brêgo – men mig bekendt behøver herkomst, overbevisning, tro, eller forskelligheder afholde en fra at føle sig til rette i en andens selskab; eller endda elske en anden. Nu ved jeg ikke meget om disse Skygger, men af hvad jeg har hørt, er de som bærer Skyggerne ikke født med disse. Altså må det jo engang have været en almindelig sjæl som du og jeg. At vedkommende så har valgt en anden måde at leve på, behøver jo ikke betyde at vedkommende er ond, forkert eller forbudt at være sammen med. Måske har denne hoppe blot valgt at tro på noget andet end du gør, men uden at miste sin sjæl? Måske er hun helt den samme som hun var før at hun mødte Skyggerne? Hvis man bliver bærer af Skyggerne, betyder det vel ikke nødvendigvis at selve sjælen forsvinder – måske for nogle – men jeg tror ikke på at alt er så skarpt defineret. Men igen, jeg har aldrig mødt en, så jeg har ikke andet end andres fortællinger at forholde mig til, kære Brêgo. Dog vil jeg håbe at du kan lægge din frustration bag dig – du er far til en formegentlig vidunderlig datter! Hvad andre tænker er vel i bund og grund ligegyldigt.”

Hans øjne havde et særligt glimt i sig. Som var det en blanding af glæde, stolthed og måske en anelse misundelse – for den lille hingst havde aldrig haft mulighed for at få hverken mage eller afkom. Der hvor han kom fra, havde mennesker altid afgjort hvem der var hans flok, og der havde aldrig været en, som Christian kunne kalde for sin mage, i blandt dem han havde boet sammen med. Han have haft sin gode ven Klavs, de sidste mange år af hans daværende liv; men i perioder havde han også været meget alene, uden at kunne gøre noget ved det. Han puffede atter imod Brêgo, inden hans stemme lød på ny.

,,Dette land.. Virker om et sted, som dem der fortjener det, kommer til. Med undtagelse af dem som fødes her, virker det som om vi alle kommer fra en fortid. Eftersom disse Skyggebærer er kommet hertil – af hvad jeg ved – må de vel have noget godt i sig. Jeg har en følelse af, at man kun kommer hertil hvis man fortjener det..”

Hans sidste sætninger blev meget tænksomme og derfor også en anelse fjerne. Skyggerne kunne vel ikke være helt onde, kunne de? Ville de overhovedet være kommet hertil, hvis de bar et ondskabsfuldt hjerte?

[2]

5

Brêgo åbnede munden, som skulle han til at kommentere på sin vens forklaring, men han endte i stedet med at smile. Han havde jo ret. Bare fordi man havde hørt om skygger der indtog sindet betød det vel ikke nødvendigvis det altid var en succes - og at sjælen ikke stadig var "ren". Og han var jo blevet far til en vidunderlig datter, uanset hvem hendes mor var. I stedet for at kommentere på vennens forklaring, valgte han i stedet at tilføje noget til den.

"....Og søn. Datter og søn. Ikke samme mor dog."

Nok havde Pippin intet med skyggerne at gøre, men han var blevet far, ikke kun til en vidunderlig hoppe, men også en vidunderlig hingst, og lige den sætning havde virket som en god måde at tilføje den lille ekstra nyhed.

"Det er så sandt, min ven, men der er også forskel på at fortjene en ny chance og hvad man gør med den efterfølgende. Hvem bestemmer hvad der gør en fortjent til det? Er det hvad man har gjort i sit liv i de år der ledte op til? Eller bliver der set på hele ens fortid? Eller ser man også på ens fremtid? Og hvis man ser på fremtid, er man så også sikker på det er sådan det vil ske?"

Hvis sjæle, der kom til landet, kom dertil fordi de fortjente en ny chance, hvad var det så der gjorde de fortjente den? Eller var det fordi de havde et formål i landet? Hvis de havde et formål i Andromeda, hvordan kunne man så være sikker på det blev fuldført? Hvordan kunne man vide om en sjæl ville gå skyggernes vej eller ikke ville - og hvis man kunne, hvem var det så der bestemte, hvem der skulle vinde i sidste ende? Det hele virkede langt mere kompliceret end han nogensinde havde kunne forestille sig.

"Hvis en sjæl er kommet hertil, fordi denne har fortjent en chance til..... Kan denne så ikke også smides væk, hvis man vælger skyggernes vej? At man får en ny chance tilbudt betyder jo ikke man behøver tage imod den. Kan en sjæl ikke træffe et valg, der ændrer på hvorvidt man er fortjent til en chance eller ej? Måske kom det valg for sent? Havde sjælen valgt en vej der mindede om skyggernes, før de kom til Andromeda, ville de så stadig have fortjent en chance til i dette land?"

Den ældre herre mærkede hvordan hans hjerte næsten sprang et ekstra slag over af overraskelse, da den store brogede hingst afslørede, at han ikke blot var blevet far til en datter, men også en søn; endda med to forskellige mødre. Dog vakte denne ekstra nyhed ikke vantro i sindet på den lille hingst, nej, kun glæde. Selvom det var meget begrænset hvad den lille Christian havde oplevet af kærlighed og forelskelse, men han vidste godt, at man ikke altid behøvede at være mager for at få afkom. Hans mor havde aldrig elsket hans far; ja faktisk havde hun kun mødt ham med det éne formål at blive drægtig med det føl, der endte med at blive Christian selv. Der hvor han kom fra, var det ganske naturligt at en hoppe – eller hingst – fik afkom med flere forskellige, så det kunne han på ingen måde se noget forkert i.

,,Det må jeg sige Brêgo! Jeg er virkelig glad på dine vegne at du kan kalde dig far til ikke blot et afkom, men hele to. Jeg håber jeg en dag får lov at møde dem!"

Han brummede med en mild, dog alligevel maskulin tone, inden han lyttede til de andre ord, som Brêgo fremsagde. Noget af det, som Christian særligt havde fundet interessant ved den større hingst, var hans evne til at tænke ud af boksen, hans evne til at se tingene fra flere sider og fundere over livets mysterier. I sin tid havde han af og til savnet et så sofistikeret selskab, som den brogede Brêgo var – en, som også kunne stimulere hans egne tanker – en han også kunne lære af. Han lagde hovedet let på sned efter en rum tid, da han havde tænkt over det, som hans gode ven havde sagt. Han havde mange gode pointer, og mange ting som han stillede spørgsmål ved; velbegrundet. Dog havde den lille hingst lagt fra alle svarende, selvom han ønskede det.

,,Et svar kan jeg ikke give dig, kære Brêgo; for at få svar på dine spørgsmål, tror jeg vi skal søge en, som har mere kendskab til landets historie og tilblivelse end jeg selv har. Dog synes jeg det er nogle meget interessante tanker du har gjort dig!”

Et øjeblik tav han atter tænktsomt, imens hans tanker faldt tilbage på hans egen ankomst til landet. Han var sikker på, at hans liv var sluttet. Han var blevet det, der i hans verden kaldes aflivet, og indtil han havde mødt Brêgo her i Andromeda, var han sikker på at han var død, og alt det han så omkring ham blot var der man havnede når sjælen forlod kroppen. Dog viste det sig, at her var levende heste; at årstiderne skiftede; der var føl og unge sjæle – og så alle dem, som var kommet fra et andet liv, ligesom Christian og Brêgo selv var.

,,Først troede jeg at dette sted blot var.. Døden. Himlen, eller hvad man nu skulle kalde det. Dog følte jeg mig ikke alene i den tid der gik, fra jeg lukkede mine øjne i mit gamle hjem og til jeg åbnede dem her. Som var der en, som fulgte mig på vej, vågede over mig og havde besluttet at jeg fortjente denne chance. Jeg ved ikke hvem eller hvad det var, men noget siger mig, at man ikke kommer hertil ved et tilfælde. Måske er der faktisk en som beslutter ens skæbne – det vælger jeg selv at tro – men hvad der gør, at man fortjener at komme hertil det kan jeg ikke svare dig på. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort i mit gamle liv, for at fortjene en chance til. Dog tror jeg ikke på, at fremtiden er sikker. Jeg tror ikke, at de sjæle der kommer hertil, har en skæbnebestemt vej at gå. Jeg føler at jeg kan vælge den vej, der passer mig bedst, søge det jeg selv tror på og ønsker at være en del af; tanken om at alt er bestemt for mig, bryder jeg mig ikke om – men igen, kære Brêgo, jeg ved det ikke. I bund og grund tror jeg på frie valg – og måske er dette land blot en mulighed, som det enkelte individ selv kan afgøre hvad de vil gøre med; uanset om man vil bruge den til at gøre godt eller gøre ondt.”

Talestrømmen var lang, og på sin vis vendte han blot de tanker Brêgo selv havde ytret sig – men bare på sin egen måde. Det hjalp ham sommetider med at tænke, især i de situationer hvor han ikke havde et konkret svar eller facit.

,,Har du nogensinde spurgt en Skyggehest om deres fortid? Om det liv de har levet før de ankom hertil? Hvis de som er kommet hertil og efterfølgende har valgt Skyggers vej før har handlet med ondskab i sinde, så må svaret være, at ens fortid ikke er afgørende for om man kan komme hertil. Det kan også være, at selvom de har handlet ondt, at så har de gjort noget tilsvarende godt, som har opvejet den onde gerning og derefter gjort sig fortjent til at komme her til. ”

De små tætte ører tippede nu tænksomt rundt i cirkler – en vane, som den lille hingst altid havde haft. Han havde aldrig fundet det skamfuldt at vise at han tænkte sig om, faktisk tværtimod. Han ville hellere sige noget velovervejet, end at snakke uden tanke bag.

,,Tror du på at der er nogen eller noget som guider os hertil? Dømmer os på de handlinger vi foretaget os og vælger om vi er værd at give en chance til?”

Brêgo var Vogter – noget som Christian fandt ganske særligt. Han besad magi, men havde ikke altid gjort det. Måske havde Brêgo, på baggrund af hans magiske udvikling, større kendskab til disse spørgsmål, end Christian havde?

[3]

8

Han var far. Det var stadig en underlig tanke, for havde man spurgt ham for bare nogle få år siden, var det noget, der aldrig ville ske. Tanken fik ham alligevel til at smile en anelse.

”Selvfølgelig får du lov til at møde dem, min ven. Jeg regner stærkt med du skal være lege-onkel.”

Selvom de måske ikke havde hængt så meget ud, i den tid Brêgo havde været i landet, så følte han alligevel den lille gamle hingst, var en af de få han altid kunne stole på. En han kunne snakke med om hvad som helst uden at blive dømt – hvilket var forfriskende, når man som Brêgo ofte havde gået og diskuteret med sig selv – og dømt sig selv. Han var en af dem, Brègo følte sig aller bedst tilpas omkring og hans historier ville være synd at gå glip af for alle og enhver, så selvfølgelig måtte han da også præsenteres for både Pippin og Mazikeen. Måske den lille hingst havde mere held med at få hans datter til at åbne sig en smule op.

Brêgo lyttede til talestrømmen om tanker bag landet, beboerne og skyggerne, som den lille, gamle hingst havde gjort sig, og forsøgte selv at plotte de tanker sammen med sine egne for at se hvor mange ligheder og forskelle der var, samt for at se, om der var noget der gav en smule mere mening, når man fik nogle flere input man ikke selv havde tænkt over. Han forholdt sig derfor også tavs, indtil det blev stillet et spørgsmål, og selv derefter tog den brogede sig nogle ekstra sekunder, til lige at overveje sit svar.

”Jeg har aldrig spurgt en skyggehest om dens fortid. Men vi havde en i flokken vi mistede til skyggerne. En hoppe. Jeg kunne slet ikke forestille mig hun ville blive en af dem. Det tror jeg ingen havde, hvis de havde mødt hende den gang før hun blev en af dem. Og nu lader hun til at være et af flokkens største problemer. Ser du..... Hun har en datter hun søger... Mig bekendt havde hun ikke gjort nogen ondt før hun blev en af dem men nu....... Nu har jeg ikke tal på hvor mange hun har været efter for at komme i kontakt med datteren. Det lyder forkert at holde en mor og datter adskilt men hvad hvis mørket får hold i datteren også?”

Det var en tanke Brêgo slet ikke brød sig om. Hvis uskyldige sjæle kunne omvendes, var der jo ingen til at se hvorvidt det var alle der havde anlæg for at kunne joine skyggerne og deres, ifølge Brêgo, forskruede måde at se dette land på. Som noget der absolut måtte gøres bedre. Spurgte man ham, var det langt bedre end det han havde været vant til, før han kom til Andromeda. Han så ikke selv nogen grund til at ændre på noget.

”Måske? Hvis ikke ved jeg ikke hvor andre mistede kunne være kommet hen. Ville vores forældre ikke være her, hvis alle kom hertil? Og hvis det kun er nogen, hvordan går det så til? Er det tilfældigt?”

De små ører blev tippet op imod den ælde brogede Brêgo og smilet om den lille mørke mule, fandt hele vejen op til hans små øjne som var gemt godt i den tætte pels. Det gjorde ham inderligt glad at han måtte møde Brêgo’s afkom, og kort lod han sine tanker kredse om et af de første minder han kunne huske fra dengang der kom føl til i hans gamle flok. Deres mødre havde ikke haft helt samme holdning til hvorvidt de små måtte lege med Christian eller ej, og det tog noget tid før han fik lov; men han havde nydt hvert øjeblik med de små.

Han rakte mulen en anelse op imod den brogede Brêgo, for at tilkendegive hans taknemmelighed, inden hans stemme blot bekræftede det, som den lille krop allerede udtrykte.

,,Det vil være mig en ære, at være lege-onkel for dine børn Brêgo. Jeg glæder mig allerede til at møde dem! De kan kun være ligeså fantastiske som deres far”

Han lagde derpå hovedet på sned og lod hans opmærksomhed forblive imod den ædle hingst. Han hørte hvert et ord hans sagde og hans fortælling om hoppen, som overgav sig til Skyggerne, vakte virkelig hans nysgerrighed. Tænk at en sjæl, som Brêgo beskrev så positiv, kunne vælge sådan en mørk vej i dette vidunderlige land.
Han stod en rum tid og gennemgik Brêgos ord i hans sind, inden han gav sig til at svare.

,,Den historie, du fortæller mig, om hoppen der valgte mørkets sti – for mig bekræfter det lidt mine tanker om, at dette land er en ny chance, som man kan bruge som man ønsker. Dog er det mig en gåde hvordan et livligt og positivt væsen kan vælge at slutte sig til mørket og efterfølgende gøre dem ondt, hun engang selv var en del af. Jeg håber inderligt, at jeg aldrig møder hende, selvom jeg dog kunne have lyst til at spørge hende om hvorfor hun valgte, som hun gjorde. Hun må have været ude for et eller andet.. Voldsomt, siden det kan have givet mening at vende et godt liv ryggen?”

Den sidste del af hans tankestrøm blev formuleret lidt som et spørgsmål, dog et som Brêgo højest sandsynligt ikke kunne svare på. Derfor lod han også hurtigt sine toner fortsætte, for ikke at dvæle for meget ved det spørgsmål. Fik han chancen, kunne det være han en dag kunne spørge denne hoppe om hvorfor hun valgte Skyggerne.

,,Du siger noget kære Brêgo. Endnu har jeg ikke mødt nogen i dette land, som jeg har kendt før. Ikke mine forældre, ikke mine søskende.. Ikke..”

Hans stemme knækkede over. Han kunne simpelthen ikke sige navnet på hans savnede ven Klavs, uden at tårerne meldte sin ankomst i hans øjenkrog. Dengang han mistede sin bedste kammerat, skete det så hurtigt og ubarmhjertigt; og den lille Christian fik ikke sagt farvel. Dog var det den dag han selv begyndte at indstille sig på at dø, på at blive genforenet med Klavs – men skæbnen valgte en anden vej.

,,Der var en jeg havde ventet at se, når jeg åbnede mine øjne i livet efter døden. Jeg håber jeg ser ham, når jeg kommer dertil”

Et lille vemodigt smil tonede frem på hans mule, inden han atter lod blikket søge Brêgo’s. Han var så taknemmelig for dette liv, denne chance; og han vidste Klavs ventede i det hinsides. En dag ville han se ham igen; og i mellemtiden ville han nyde hvert et øjeblik han var blevet givet.

[2]

1

Det var ikke ofte Brêgo havde mødt andre, der kunne fordybe sig i lige så tankefuld snak, som han selv kunne. Det var som at filosofere med en partner. Nok var Christian både lille og gammel, men hans hjerte lige så stort som Brêgos og til tider lød han endda mere vis. Der var mange ting han stadig kunne lære fra den lille ven, og han nød til hver en tid deres snakke.

”Måske? Men hvad er et godt liv?” Alt efter, hvem man spurgte ville man måske få det samme svar eller forskelligt svar. Han var helt sikker på ikke alle ville synes det han kaldte et godt liv, var et lige så godt liv som de kunne forestille sig. Det kom måske mere and på ens opvækst, ens evne til fantasi og ikke mindst ens egne holdninger. Brêgo for eksempel, ville være godt tilfreds med meget lidt. Han ønskede ikke meget og forventede ikke meget fra sine med-heste. Så længe han følte sig accepteret af dem omkring sig kunne han næsten ikke ønske sig mere. Og nu..... Nu var han far også. Der var nogen der holdt af ham og nogen han holdt af. Det var mere end bare et godt liv for ham. Det var mere end han nogensinde havde turde håbe på. Men andre ønskede måske mere. Ønskede måske noget andet. Frihed? Ensomhed.

Christians ord var hårde at lytte til. Brêgo selv havde aldrig kendt til savn før han ankom til Andromeda, men forstod nu bedre end han nogensinde havde ønsket, hvad savn var. Savn var hvad han kunne fornemme i hvert ord hos den lille, og selvom det ikke var hans eget, påvirkede det ham alligevel. ”Hvem ved ... Måske møder du dem igen? Måske er dette ikke den endelige destination. Måske var dit liv ikke helt ovre. Måske er der noget du skal opnå, før du er klar til selv at nå den endelige destination. Måske venter de på dig der.” Den lille sjæls ord satte helt sikkert sine spor i Brêgos tanker. Han havde jo aldrig selv ønsket at se nogen fra hans gamle hjem, men forstod hvordan andre måske kunne have efterladt nogen kære – hvad enten det var forældre, mager eller sågar afkom. Tankerne han satte ord på, håbede han kunne tænde bare et lille bitte håb. Et håb om den lille Christian en dag ville se ham, som ikke var i Andromeda.

En skælven gik gennem kroppen og satte hele Brêgos krop i gang med at ryste. Ikke af kulde, men fordi han havde været så fordybet i tanker og ord, han knap nok havde lagt mærke til snefnuggene, der langsomt var begyndt at dale fra himlen, og på trods af hans kropsvarme, havde nogle få sat sig i den brogede pels, hvor de langsomt smeltede. ”Kom, min ven, lad os vandre.” På den måde kunne de måske holde snakken gående uden benene blev alt for stivfrosne.

//486 ord

Tiden omkring de to sjæle var passeret nærmest uden de havde lagt mærke til det. De korte vinterdage blev hurtigt mørke, og selvom der var noget tid til solens sidste stråler forsvandt fra himlen endnu, var flere timer gået mens de havde stået som frosset i tid og sted, fordybet i deres samtale. Den ældre Christian lagde kun svagt mærke til at sneen langsomt begyndte at dale omkring dem – og han tillagde det ej meget opmærksomhed, førend den ælde Brêgo bød ham på en vandring. Han nikkede accepterende, inden de korte ben satte frem for at tilpasse sig hans tempo. Da han havde fundet den passende fart begyndte den ældre Christian atter at snakke.

,,Åh kære Brêgo, det spørgsmål tror jeg ej jeg ville kunne svare fyldestgørende på, selv hvis jeg havde hele natten. Den korte version vil jeg mene er noget i stil med dette – for mig vil et godt liv være et liv, hvor man ej har manglet eller savnet noget. Et liv hvor man i slutningen kan sige velkommen til døden, uden at fortryde og uden at være bange. Sådan havde jeg det, da jeg mødte mørket i mit gamle liv.”

Hans stemme bar stadig toner af savnet med sig, men iblandet lå der også glæde. Selvom den lille hingst havde haft nogle hårde år op til hans sidste dag, så kunne han ikke se tilbage på sit liv med ønske om at ændre noget. Og det for ham, havde været et godt liv.

,,Jeg håber du har ret, min ven. Jeg håber også at jeg en dag vil møde Klavs – min gamle ven – igen. Han stod mig nær gennem tykt og tyndt siden vi mødte hinanden og hans afgang fra livet var alt for hård. Om end han var gammel, som jeg, så havde jeg håbet vi kunne dele de sidste år sammen.”

Det var så vidt den ældre Christian vidste første gang han havde sagt navnet højt for den brogede Brêgo. Han stolede så meget på ham og så ham som en ven, nær ligeså tæt som Klavs havde været det, og derfor bød han Brêgo lidt længere ind i hans savn og sind.

,,Jeg vil gøre hvad jeg kan for at jeg efter dette liv, denne fantastiske gave jeg er blevet givet, kan se tilbage og have samme trygge følelse ved at drage videre igen.”

Og dér forsvandt de sidste triste toner fra den lille hingsts stemme. Han var fast besluttet på at udnytte denne chance han var blevet givet – og måske havde Brêgo ret i endnu en ting; måske var der ting, som han skulle opnå, inden han ville blive genforenet med sin savnede ven. Ting, som han aldrig havde haft mulighed for at opnå i sit gamle liv.
Hans små ben kæmpede en anelse for at komme igennem sneen, som efterhånden havde lagt sig i et tykt lag i Andromeda. Dog var det ikke en belastning han fandt uoverkommelig; han var bygget til kulde og kuperet terræn. På hans tætte pels lagde snefnuggene sig hurtigt i et lille lag, som næsten fik den ældre Christian til at ligne et magisk væsen der kunne gå i ét med sneen selv. Han brummede fornøjet, inden hans blik blev rettet imod Brêgo igen.

,,Måske det vil være en god idé at finde ly, inden lyset forsvinder fra himlen?”

[4]

/553 ord