Hidden places (Lumine)

Fortsættelse fra: Business or pleasure

Et møde der havde taget Titan fra Zenobia til Leventra og nu til Enophis, var blevet til noget af en lille udflugt. Han brød sig ganske godt om sit selskab, selvom de havde en rimelig stor forskel mellem dem. Hun kom udefra, og selvom han også gjorde, var det alligevel som om han kom fra selve Andromeda, for han kendte ikke til andet. Hun havde ikke kendt til magi og han var vokset op med den. Måske endda tættere på end han egentlig selv havde lagt mærke til. Han have lovet Lumine at vise hende et par steder, og han havde et bestemt i tankerne som det første – for ikke at tale om hans lille syn ind i fremtiden havde givet ham et lille fingerpeg. Han havde i hvert fald set mere end han havde givet udtryk for.

”Magi? Ja… Så sandt som at vi to står og taler sammen. Men ikke alt bliver brugt på den gode måde.”

Det var den triste side af det. Hans søster var skygge og de skygger kunne udføre nogle forfærdelige ting med deres magi. Han kunne næppe tro hendes evne kunne bruges til noget positivt. Det skulle da kun være at beskytte Teylar og Vogterne for hendes egen slags, men han tvivlede stærkt på hun ville gå med til at gå mod sine egne. . . Endnu. Måske kunne hun overtales engang.

”Hvor længe har du været i Andromeda?”

2

Hun sank let en klump i halsen. Så var det altså sandt, det med magien... Og der fandtes åbenbart både ond og god magi? Det lød jo fuldstændigt som noget fra et eventyr, og hun ville da slet ikke have troet på det, hvis ikke det var fordi, at hun efterhånden havde mødt så mange, der snakkede om det helt uafhængige af hinanden. Det var næsten for stor en tilfældighed til ikke at kunne være sandt...
Hun ville gerne have spurgt ham mere ind til det, men i stedet kom han hende i forkøbet med et spørgsmål. Hun løftede let blikket mod horisonten og tænkte sig lidt om. Hmm, hvor længe havde hun været her...? Tid og sted syntes at flyde ud i ét ude i ørkenen, og hun havde derfor ikke rigtigt nogen tidsfornemmelse. Hun betragtede den sorte Titan med et let smil.

,,Hmm... Et lille års tid, tror jeg. Men jeg har ikke opholdt mig andre steder end i ørkenen, så jeg opfatter stadig mig selv som relativt ny i resten af Andromeda. Hvad med dig selv?"

"Hmmmm."

Titans udtryk blev en anelse eftertænksomt. Ørkenen. Det havde han jo sådan set tit brugt tid, men han havde aldrig set hoppen der før. Men havde hun kun været der et års tid, gav det måske også god mening. Han havde jo sådan set haft travlt med ting og sager, der havde fået ham til at tilsidesætte alle former for "egen sjov".

"Jeg har mødt mine største udfordringer i Zenobias ørken. Er du endnu en?"

Udfordriner kunne komme i mange former og afskygninger. Måske var hun bare en anden form? En ny form for udfordring? Indtil videre havde han som meget ung kastet sig ud i kamp mod en fremmed, og tabt hvis ikke hans søster var dukket op, for derefter at slå sig til den fremmede og gå imod hans søster. Noget der nok ikke havde været det smarteste trick ud fra de trusler der var kommet fra hende. Den slags man så absolut ikke skulle tage alt for let på, men han havde været imod hende flere gange end det, og var stadig i live, så den ultimative udfordring kunne det ikke have været. Den ventede stadig på ham derude i fremtiden, og det var en udfordring Titan ikke turde se frem mod.

Lumines spørgsmål fik Titan til at sende et næsten hemmelighedsfuldt smil mod hende. Hemmelighedsfuldt, men fyldt med en drenget charme. Alt i alt var det nok lige så meget for at dække over han faktisk ikke vidste hvor længe han havde været i Andromeda. Tiden fungerede på en eller anden mystisk måde. Hans egen tid havde været fucked up allerede da han have sat sine fødder i landet - langt fra gammel nok til at overleve alene, men alligevel i stand til at overleve på græs selvom han ikke burde. En lille gave fra Rumpelmuleskaft.

"Hele mit liv"

Det var det tætteste på et svar han kunne komme. Selvfølgelig ville det ikke være umuligt at holde styr på hvor længe man havde været i landet, for man kunne altid tælle ud fra antallet af somre og vintre, men somre og vintre var for Titan bare årstider der kom og gik. Ingen af dem var mere specielle end andre og han kunne ikke engang huske om det havde været sommer eller vinter da han blev bragt til landet.

"Jeg ved ikke præcis hvor længe. Kun at jeg ikke husker andet.."

2

Hun betragtede nysgerrigt hans eftertænksomme mine, mens hun lyttede til hans spørgsmål. Spørgsmålet fik hende til at smile hemmelighedsfuldt, charmerende og en anelse flirtende.
,,Hmm, det må tiden jo vise..." svarede hun med et glimt i øjet.
Det var nu hingstens tur til at sende hende et hemmelighedsfuldt og charmerende smil, da han svarede, at han havde været her hele sit liv - eller at han i hvert fald ikke kunne huske andet. Det fik straks et nysgerrigt og spørgende udtryk frem i hendes øjne. ,,Vil det sige, at du er en af dem, der ikke er gået igennem en magisk portal for at komme hertil?"

Hoppens udmelding frembragte kun et smil om Titans mørke mule - et fyldt med charme, men alligevel også noget der fik ham til at virke en lille smule hemmelighedsfuld. Han var trods alt en fan af udfordringer. Alt kunne gøres til en udfordring, hvis man havde et lige så eventyrlystent sind som ham, og som unghingst havde han i den grad udfordret sig selv til det punkt han måske lige havde givet den lidt for meget gas, og var havnet i situationer, han nok egentlig burde være gået i en bue uden om. Men denne hoppe..... Hvad var det værste der kunne ske? Der var en form for charme, og noget andet han ikke helt kunne sætte en hov på, som mindede ham om en anden hoppe. En speciel anden hoppe.

"Jeg ved det ikke.... Jeg er kommet hertil på anden vis i hvert fald, men om det var gennem et hul i jorden eller en anden form for portal har jeg ingen erindring om. Jeg var for ung til at huske noget fra den gang. Jeg husker kun meget få ting."

Det meste af det han huskede, kom endda fra historier om hans barndom, enten fra hans søster eller fra Leonora. Der var også små glimt der dukkede op i hans drømme, men hvor meget af det der var virkeligt og hvor meget af det hans eget hoved selv havde fundet på, havde han ingen anelse om, og talte det derfor ikke med.

"Den der magiske portal.... Hvordan så den ud?"

1

Hun nærmest slugte hans charmerende smil med sine øjne og mærkede sit hjerte slå et lille, ekstra slag over. Han var nu altså ret lækker og charmerende! En uimodståelig prins, der i sandhed var en prinsesse som hende værdig... Til trods for, at hun havde fundet ham rimelig sær, da de først mødtes, så måtte hun indrømme, at han var groet ind på hende. Jo mere tid, hun spenderede i denne Titans selskab, des mere vild blev hun med ham.

Hun lyttede til hans forklaring og vippede opmærksomt med de små, mandelformede ører. Det var i sandhed spændende at høre om hans ankomst til dette land! Den var så anderledes, end hvad hun havde hørt fra nogen andre.

Hans spørgsmål om portalen fik hende til at tippe hovedet en anelse tænksomt på skrå. Puha, det føltes efterhånden som en evighed siden, at hun var rejst gennem portalen og kommet hertil... Men som hun granskede sit hoved for erindringer, og hendes hukommelse førte hende tilbage til den forfærdelige, skæbnesvangre nat der havde ført hende hertil, huskede hun alligevel alt, som var det i går.

"Jeg er heller ikke helt sikker på, præcis hvordan jeg kom hertil. Jeg husker bare, at jeg omkom i en brand, og at alt blev sort. Men pludselig åbnede der sig et kæmpe, hvidt lys for mig i min underbevidsthed. Jeg tror, at jeg svævede mellem livet og døden på dette tidspunkt, og jeg troede, at jeg skulle dø, da jeg bevægede mig mod lyset... Men så vågnede jeg på magisk vis op her i Andromeda, helt uskadt og i live." 

[1]

Selvom det ene øre opmærksomt lyttede til omgivelserne, var det andet øre fast rettet mod hoppen og hendes ord. Hans blik hvilede på hende, og de syregrønne øjne slugte nærmest hver eneste detalje de kunne komme til. Den lyse farve printede sig ind på nethinden og blandede sig med alle de andre små ting han lagde mærke til. Hendes stemme. Hendes duft. Måden hun talte på. Det hele blev samlet sammen.

Ordene i sig selv, blev også meget opmærksomt lyttet til. Hvert ord sat sammen med det næste og hele historien dannede næsten billeder for Titans indre øje. Han kunne næsten se det for sig, selvom han ikke havde været der. Smilet blev erstattet med en mine, der virkede en tan mere alvorlig, og den sorte hingst lod ryggen rankes. En tydelig hingstet brummen, der stammede fra det dybeste af sted i hans hals, flød ud i luften som han lod den mørke mule trykkes mod hoppens hals.

”Det gør mig ondt at du har måtte lide den skæbne. Det lyder ikke som noget jeg ønsker mig for selv mine værste fjender.” Og det mente han. Nok var Titan ikke særligt glad for skyggerne og så sig da også helst fri for dem, men han kunne alligevel heller ikke ønske sig sin søster omkom i en brand – skygge eller ej. Titan åbnede munden for at tilføje ord, men lukkede dem igen og trak til sidst hovedet en anelse til sig igen for at betragte hoppen. Burde han lade ordene lyde? Stille det spørgsmål, der havde dannet sig, og som nu lå og kradsede i hans indre? Det ville ud – det var der ingen tvivl om, men hvordan det ville blive taget imod, var noget helt andet. ”Jeg har hørt teorier om dette land, og ikke alle passer sammen. Nogle giver mere mening end andre....... En af de ting der ofte er til fældes i andres historier, er døden efterfulgt af et skarpt lys eller at åbne øjnene i dette land.”

1

Hun mærkede en rar sitren glide igennem hele sin krop, da han trykkede sin mule mod hendes hals, og hun kunne ikke lade være med at udtrykke et lille, behageligt støn. Hendes krop var sensitiv og høj på hormoner grundet brunsten, og der skulle derfor ikke særlig meget til at tænde den, og da slet ikke når hun stod lige op ad sådan en lækker steg som den sorte hingst!

Et lille, oprigtigt taknemmeligt smil gled over hendes mule, da han udtrykte sin lige så tydeligt oprigtige medlidenhed med hende. Det gjorde hende varm om hjertet at vide, at han bekymrede sig om hende - og så var der da heller ikke noget mere nuttet end hingste, der turde vise sine følelser!
Hans næste ord fik hende til at vippe opmærksomt og tænkende med de lyse, spinkle ører. Hun havde selvfølgelig godt selv overvejet muligheden for, at både hende og hendes søster var døde den nat, men det ramte alligevel lidt ekstra hårdt at høre en anden sige det...

Hun så på ham med et ærligt blik. "Tror du... at det her så er et slags liv efter døden?"
Det var stadig svært sådan rigtigt at forestille sig, for hun følte sig jo så levende... Men det gav vel også god mening at føle sig så levende og tilpas, hvis det her var et slags Paradis. Dog var der stadig nogen løse ender, der ikke rigtigt gik op. For hvis ikke alle var døde, før de kom hertil, hvordan kunne det så lykkes? Betød det, at man godt kunne fødes ind i et liv efter døden? Eller at man kunne rejse hertil på andre måder end ved at dø? Og så var der også hendes forældre... De var her ikke, det var hun helt sikker på. Så betød det, at de havde overlevet branden? Eller var kommet i Helvede i stedet?