Turning Point | Volontaire

Illana, den gyldne, var søgt bort fra Teylar for en stund. Det lå hende ellers ikke let på sinde at lade flokken ligge ubeskyttet hen, men hun havde valgt at drage bort - blot for et kort øjeblik - for at føle sig bedre i kontakt med resten af landet. Da hun bar magi, som var en del af landet, kunne hun godt føle sig afskåret hvis ikke hun besøgte nogle af de steder hvor magien levede i landet. Derfor var hun nu på vandring - men det var en vandring hvis udfald hun ikke havde kunnet forudsige.

Chibales skove havde omkredset hende. Hun vandrede mellem de nøgne stammer i stilhed, kun med sine tanker og følelser som selskab. Hun nød den umiddelbare ro, nød at kunne vandre på de stier hun følte for og nød at hun ikke havde trang til at gemme sig. Stadigt frygtede den gyldne hoppe mørket mere end alt andet - men i dette land var mørket i sig selv ej det, som udgjorde en trussel. At Skyggerne fandtes og var 'synlige' i landet gjorde også, at frygten var mere håndterbar for hende. Nu vidste hun hvad hun frygtede, hvor førhen havde mørket blot været en måde at forklare frygten for det ukendte på.

Som tiden gik nåede Illana også længere og længere ned i hendes tanker og minder, og pludseligt fik ét minde hendes hjerte til at slå hurtigere. Hun huskede at Chibale netop dannede rammen for det første møde hun havde haft med den daværende brogede Volonatire - en hingst, som nu var Skyggebærer; men også en hingst, som havde ofret alt for hende. Nærmest reflektorisk kastede hun hurtigt blikket rundt, som søgte hun efter ham - men som forventet så hun ej andet end træernes mægtige stammer. Hun brummede sagte for sig selv og efter et øjeblik fortsatte hun da sin vandren med de yndefulde skridt, ganske uvidende om at hun netop nu bevægede sig imod dén der havde rumsteret i hendes tanker.

[4]

Den sorte hingst, havde i mange måneder vandret i områder, som ikke var hans at vandre i. Som en Skyggebærer, hørte han til på øen Foehn. Men han havde for længe siden taget et valg om, at det ikke var der han hørte til, i sindet. Ja, egentlig havde valget været taget, allerede den dag han sagde ja til, at blive en skyggebærer; men det vidste kun én anden sjæl. Volontaire havde ofret hele sin eksistens, for at redde én anden sjæl i landet. Et løfte han for mange år siden havde givet, og som han havde i sinde at holde.
Den Gyldne hoppe ejede hans hjerte, nok også mere end hun regnede med. Og når tiden kom, vidste han godt, at de mange Skygger og Skyggeheste ville opsøge ham, og gøre en ende på hans liv. Men dette ville ikke blive uden kamp – for han ville slås til døden, i et forsøg på, at redde den hoppe som han havde kær i sit hjerte. Han ville ikke blot give op, overgive sig; nej, sådan var den stolte, sorte hingst ikke.
Skyggerne på hans krop skreg og led. De led under, at han ikke lod sin krop vandre i Foehns områder, hvor de kunne vokse sig stærkere, og leve af de mange andre skygger. De hvislede og skreg i hans indre, og hvis ikke han i forvejen var lidt skør i hovedet, ja så ville han da nok blive det, af deres evige skrigen om, at han skulle vende hjem.

Den sorte hingst stod stille imellem Chibales tætte træer. Han var udsat i alle områder, for han tilhørte hverken de gode eller de onde. De gode, dem der bar Den Vises velsignelse, ville til hver en tid, forsøge at gøre en ende på hans eksistens, og det samme ville skyggebærerne, hvis det var kommet dem for ørene, at han havde forrådt dem. De isblå og døde øjne spejdede rundt, opmærksomt, men ikke af frygt. Nej, for han frygtede ikke at miste livet, de kunne bare komme. Det eneste han frygtede, var at hun mistede livet.

Stilheden var der, men ikke i hans indre. Det skulle skyggerne nok sørge for. Men ellers var der stille. Død stille. Hans øre vippede rundt, lyttende, og i et ryk gled de til den ene side. Lyden af hovslag ramte dem, som sylespidse nåle. Det var længe siden, han havde hørt andet end sine egne tanker, skyggernes skrig og hans åndedræt. Men nu var der her. Hovslag. Og de var meget velkendte..

Det store korpus drejede rankt omkring, mens nakken blev knejst i en høj og maskulin holdning. Dér imellem træerne, kom hun gående, elegant og feminint, med sin lysende sten om halsen. Illana. Lyset. Den gyldne hoppe, som var stukket af med hans hjerte, som knapt nok slog mere, fordi det var skyggerne der holdt ham i live. De skreg og flåede i hans sorte skind, men han stod bum stille og lod sig ikke kue af dem. En lavmeldt og dog dybt brummende lyd forlod hans store korpus, i hendes retning. Hilsende og samtidig kaldende.

,,Illana”

Sagde han så, med den toneløse stemme, der dog ejede undertoner, hvis man da lyttede ordentligt efter. Han var ikke død i sindet, nok var kroppen, men sindet var ikke. Og det var stadig hans. Han forblev stående, maskulint, rankt og stødt – for han ville lade hende bestemme, om deres møde skulle vare ved, eller om hun ville gå videre.

Det startede som en sær prikken i hendes krop. Lyset, hvis levende eksistens, mærkede alt omkring det og fortalte den gyldne hoppe, at noget var i nærheden - noget, som de burde flygte fra. Illana kneb sine øjne sammen og forsøgte for en stund at skubbe Lysets dirrende spænding bort, men i takt med at hun nærmede sig Mørket, blev den dirrende fornemmelse til en nærmest stødende. Illana, som ellers var fordybet i hendes tanker, måtte ryste en enkelt gang med hovedet for at slå den ubehagelige følelse bort - og med ét så hun omgivelserne ganske tydeligt igen.

Ubevidst var hun vandret imod det hun søgte, det hun længtes efter. Gemt bag et ønske om at finde ro, om at være i kontakt med landets magi, havde hendes egentlige ønske ført hende til en sjæl, som betød noget ganske særligt for hende. Krystallen, som normalt lyste klart og hvidt, synede nu helt bleg, som Lysets energi gjorde hvad det kunne for at trække sig bort og skjule sig - og i det skær, som Lysets efterlod sig, kom en hingst til syne.

Illanas hjerte stod nærmest stille. Hun så ham, gemt bag træernes tætte stammer. Og han så hende. Hendes skridt stoppede og alt bevægelse i hendes krop ophørte; som var hun frosset i tid og sted. De klare øjne betragtede ham indgående, slugte hver en detalje de nu kunne komme til og da hans stemme brød stilheden, satte det en kædereaktion igang i hendes indre.

Lyset skreg - en lyd, som Illana kun havde hørt ganske få gange. Det var en tone, som kun hun kunne høre, og det fik hende kortvarigt til at trække sine ører utilpas tilbage og træde et ufrivilligt skridt til siden. Dog var der også en anden følelse, som stammede fra Lyset selv, der blandede sig med hendes egne - for ligeså meget Lyset frygtede denne Skyggebærer, som stod længere fremme, lige så meget ønskede det at mærke hans nærhed igen. Illana og Lyset var med årerne blevet én eksistens, og de følelser som hun ejede var også blevet Lysets. Og med tiden havde Illanas følelser for den sorte Skyggebærer forplantet sig til Lysets rene eksistens.

Så snart Lysets tone var døet ud vendte Illana sit fokus tilbage imod den sorte Volontaire. Det var så længe siden hun sidst havde set ham, og dengang havde han båret med en varsel; en varsel, som Illana havde hørt og bragt med sig. Dog havde deres sidste møde også indeholdt en form for afsked, for Volontaire havde regnet med at stå overfor en sikker død, efter han havde bragt den dyrebare viden til den gyldne hoppe. Men han var her, i live; og Illana kunne ikke udtrykke hvor lettet hun var. Hendes slanke ører blev rettet imod ham og instinktivt trådte hun frem imod ham, trods Lysets klagen.

Hun stoppede først ganske få meter fra ham. Hun placerede sig med graciøse bevægelser i en så neutral stilling hun kunne og diskret lod hun sit blik vandre hans; eller det der var tilbage af hans blik. Hun mimrede let med mulen og rakte den efter lidt frem imod ham med så forsigtige en bevægelse hun kunne mønstre. Hun var sirlig, nænsom, som var han skrøbelig - men alligevel stod hendes længsel ganske tydeligt frem i hendes signaler. Hun ønskede inderligt at have ham nær igen; ham, som hun troede hun havde mistet.

,,Du er i live"

Sagde hun, tavst, men alligevel intenst. Der lå mange følelser i hendes toneleje, og hendes hjertes hastige banken kunne næsten høres i samspil med hendes toner. Hun holdt mulen en anelse fra hans, afventende.

[1]
[WORDCOUNT: 603]

Natten hang over ham, sort og mørk. Stjernerne og månen fik dog det hele til, at lyse sirligt op omkring ham, og sneen under hans hove, som dækkede hele landskabet, gjorde også, at nattens mørke ikke kunne vinde slaget denne nat. Og her stod han så, roligt som en statue, med de isnende blå øjne rettet i den retning, som Lyset kom fra.
Det tog ikke mange minutter, før hun nu stod stille, nogle meter fra ham og kiggede i den retning, han stod i. Hun kæmpede en indre kamp, præcis ligesom han selv gjorde. Hun stod der, og så længselsfuld ud, og alligevel tippede ørene en smule bagud hos hende, som om hun mærkede et jag af smerte; præcis ligesom han selv.

Hans skygger dansede på den sorte krop, de snappede og bed ud i luften omkring ham. De hviskede og hvislede, de ville smage hende. De ville have hende. De ville tilintetgøre hende og Lyset om hendes hals. Men Volontaire lyttede ikke til dem. Det havde han aldrig gjort, kun dengang opgaven skulle klares – der havde han lyttet, for at blive den, som han nu var. En skyggehingst, en skyggebære. Hans isnende øjne hvilede på hende, studerede hvert enkelt lille bevægelse hun så sirligt og fint lavet. Han mærkede hvordan det isnede hjerte kort bankede i hans bringe, men kun én enkelt gang. For det var ikke hjertet der holdt ham i live, det var Skyggerne, som havde sat sig ind i hans hjerte, snoet sig om det. De var han liv, og han var deres. Men til trods for dette, slog hjertet ét enkelt slag, med en dundrende lyd imod hans muskuløse brystkasse – et slag, der var for hende. Et hjerte, der levede for hende.
Hendes mule mimrede forsigtigt i hans retning, som søgte hun hans nærvær, hans krop, endnu tættere, end den afstand hun selv havde lagt imellem dem. Ordene faldt fra hende ’du er i live’. Og det var han; endnu. Han vidste godt, det sikkert var et spørgsmål om tid, før han ikke længere var det, og den tid, den ville han ikke spilde mere. Han ville ikke forpurre sin egen chance for, at mærke livet bare én enkelt gang mere. Langsomt, og lidt mekanisk, rettede han sin krop mere op. Flyttede kort på hovedet, inden han igen stod stille – afventende.

Hans blik hvilede på hende, søgende og ledende. Men da hun selv stod som hun gjorde, lod han nu i mere smidige og rolige bevægelser, sit sorte korpus vandre frem og væk fra de træer, han stod iblandt. Langsomt nærmede han sig hende, med hovedet i en neutral stilling – for han ønskede ikke at true, dominere eller skræmme hende. Han ønskede hende. Ønskede at komme tættere på. Mærke hende.
Med 1 meters afstand, stoppede den sorte Volontaire nu op. De isnende blå øjne uden pupiller hvilede på hende. Han så skræmmende ud, det vidste han godt selv. Men han håbede, at Illana så ind bag ham, så væk fra det ydre han ejede og havde modtaget. Med en forsigtig bevægelse, strakte han mulen frem i hendes retning, alt imens en brummende og kaldende lyd forlod det store korpus, henvendt til hende. Der var en kærlig undertone at høre, hvis hun lyttede nok efter.

,,Jeg er i live”

Sagde han så, med den dybe og mørke tone han ejede, inden han forsigtigt lod sin mulespids ramme hendes næseryg. En sirlig og kærlig gestus, trods skyggernes hvislende og hvinende lyde i hans indre. Han ignorerede dem – for han havde ikke brug for dem; han havde brug for hende. Ikke andet og ikke andre.

,,Gå med mig i nat, Illana. Gå ved min side; og forlad den ikke igen.”

Ordene havde mange forskellige meninger, og den sorte vidste godt, at han nok var nødt til, at uddybe for hende, for at forståelsen var den rigtige.

,,Jeg elsker dig. Og det har jeg altid gjort. Vær ved min side, i resten af det liv, som jeg har tilbage”

Han blottede sit hjerte, sit sind. Ordene var tunge og lavmeldte. De var omsorgsfulde og samtidig fyldt med fortvivlelse – for kunne hun elske ham, den som han var blevet?

[Wordcount: 690]

Illana mærkede tydeligt hvert hjerteslag banke i hendes bryst, imens hun stod foran den nattesorte Volonatire, hvis krop var besat af Skyggernes mørke kappe. Og hvert hjerteslag sendte bølger af længsel, savn og lettelse ud igennem hendes gyldne krop.
Det var så længe siden hun havde set ham - eller sådan føltes det. Og ofte havde han været i hendes tanker siden deres sidste møde. Hun havde frygtet, dybt i hendes indre, at hun aldrig ville se ham igen, og det havde været et faktum der havde været hårdt for hende at bære. Altid havde den sorte Volontaire betydet noget særligt for Illana - og selvom de før havde vandret af forskellige stier, så havde de fundet en, der lå hinanden nærmere med årene. Så meget var hændt, og på en måde kunne Illana ikke helt begribe, at de følelser der engang blot havde været små spirer imellem de meget forskellige sjæle havde vokset sig stærke nok til at udholde dét, som de var blevet udsat for. En sagte, nærmest uhørlig brummen forlod hendes mule, som han trådte hende nærmere - og da han stod ved hende, holdt hendes hjerte et øjeblik op med at slå.

Det var ikke kun Volonatire, som nærmede sig den gyldne Illana - det var også Skyggerne. Og som han trådte hende nærmere, trak Lyset sig også længere og længere ind i sig selv. Ja, nærmest på grænsen var det til at gå ud, og det var der en ganske særlig årsag til - nemlig de følelser som Lyset og Illana delte. Hvis ej den sorte Volontaire havde været en, som Illana elskede, da ville Lyset havde forsøgt at jage truslen bort, frem for at gemme sig; men Lyset ønskede ikke at skade den sorte Skyggebærer, men ønskede ham derimod nær.

Det var først ved lyden af hans karakteristiske brummen og stemme, at Illanas hjerte sprang i rytmiske slag igen. Hun kunne ikke holde et smil fyldt med lettelse tilbage ved lyden af hans stemme, der bekræftende fortalte at han var i live - og ikke var kommet for at besøge hende som et spøgelse. Hun rakte selv mulen frem efter ham, da han tilbød sin, men det var med en meget delikat forsigtighed; for uanset om hun ville det eller ej, så var deres magi hinandens modsætninger - og fjender. Og selvom Illana stolede på at den sorte Volontaire kunne holde sine Skygger i ave, da stolede hun ej på Skyggernes egen vilje og sorte magi. Med udspilede næsebor tog hun imod hans fløjlsbløde berøring imod hendes næseryg - og først der stod det for alvor klart for den gyldne hoppe hvor meget hun havde savnet hans nærværd. Hun gengældte den ved at læne sig en anelse yderligere ind imod ham, så berøringen blev en smule tydeligere og en kærlig brummen undslap derpå hendes mule. Og hun forblev stående med næseryggen ved hans mule, indtil hans ord krævede hendes opmærksomhed.

Hun trak hovedet en anelse til sig, for at lade hendes ravfarvede øjne møde hans. Selvom hans øjne emmede af sort magi, så hun stadig det ærlige blik som han bar. Hun så stadig ham, selvom Skyggerne prydede hans ydre. Hun mimrede let med mulen og følelserne, som sad ganske yderligt på den gyldne hoppe, afspejlede sig hurtigt i hendes blik ved lyden af hans ord. Gå med mig i nat, Illana.

Hendes ører tippede helt reflektorisk rundt, som afspejlede de hendes indre tanker, som nu fór rundt i hendes indre. Hun havde hørt hans ord ganske tydeligt, mærket meningen og ærligheden - og vigtigst af alt, hun forstod alvoren i det han sagde. Nærmest blanke blev hendes øjne en kort stund, imens hendes indre forsøgte at skabe orden i alle de følelser og tanker der på én gang blev fremkaldt på baggrund af den sorte hingsts ord.

Vær ved min side, i resten af det liv, som jeg har tilbage

Der var ikke andet den gyldne hoppe ønskede mere. Selvom hun før havde været i tvivl om hvor meget den sorte havde betydet for hende, selvom hun engang havde valgt en anden sti, så var hun ikke i tvivl nu. Hun vidste hvad an betød, vidste hun elskede ham og vidste at hun ikke ville undvære ham - men omvendt vidste hun også, at hun måtte sige farvel til ham; og ville hun kunne det, hvis hun valgte at dele sin sti med ham nu? Ville hun kunne tillade sig selv at lade ham komme helt nær, vel vidende at det ikke ville vare evigt? Ville hun kunne bære det at miste sin elskede igen?

Selvom hendes tanker var mange, og selvom de stillede spørgsmålstegn ved om hun skulle følge sine følelser eller ej, så fjernede hun ikke blikket fra ham. Hun lod ham se hendes sårbarhed, lod ham se hendes indre konflikt; men lod ham også se de ægte følelser hun bar på.

Inden hun åbnede mulen for at svare, meldte en anden følelse sig også på banen. Lyset som hang om hendes hals bredte en følelse, som blev til en tanke; for hvad ville der ske, hvis hun valgte at danne par med mørket? Ville hun svigte Lyset, ville det miste dets krafter? Ville hun svække dét, hun havde svoret at beskytte og ville det have konsekvenser for Teylar, eller for selve landet?

,,Jeg elsker også dig, kære Volontaire"

Startede hun ud. Hendes stemme var klar, feminin og ærlig. Hun mente hendes ord og hendes hjerte bekræftede det. Selv Lyset tillod sig selv at pulsere en anelse, for da at trække sig tilbage i sit skjul bagerst i krystallen på ny. Og hvis sandheden skulle frem, så havde hun elsket ham længe.

,,Der er ikke noget jeg ønsker mere end at vandre ved din side, Volontaire - men der er noget, jeg må sige dig. Jeg ved ikke om jeg kan bære at miste dig, jeg ved ikke om jeg kan sige farvel. Jeg ved ikke om det at dele min sti med dig, vil bringe farer med sig; om jeg vil svigte dét jeg har svoret at beskytte."

Hendes ord måtte lyde hårde - men de var også hårde at sige. Desværre var de en sandhed, som Illana ikke kunne se sig udenom, og hvis de skulle fortsætte sammen, var det vigtigt for hende at han kendte til hendes bekymringer. Hun ville ikke gemme noget for ham, selvom det kunne risikere at bringe deres bånd i farer; for hvis ikke hun var ærlig overfor ham, kunne hun heller ikke være ærlig overfor sig selv.
Et lille smil forlod hendes mule, inden hun på ny søgte hans berøring. Hun lænede sig en anelse frem igen, for at møde hans mule på ny - men hun var afventende - afventende for om han ville skænke hende sit nærværd eller trække sig.

,,Vores stier har længe bugtet sig nær hinanden, men aldrig mødtes for alvor. Der er sket så meget, du har ofret så meget. Og nu er det min tur.."

Det var tydeligt at hun var fuld af følelser, den gyldne hoppe; men lyttede man efter, var det nu kærligheden der for alvor vandt indpas i hendes toneleje.

,,Jeg vil vandre med dig, kære Volontaire, til den dag vore veje må skilles. Jeg vil kæmpe for at bevare en fælles sti med dig, om end det er en sti hvor Lys og Mørke skal forenes. Jeg vil kæmpe mod de farer, der måtte komme og jeg vil stå ved din side når tingene er sværest. Volontaire, mit hjerte et dit, og vil altid være det."

Hendes øjne var blanke og i kanten øjnede en tårer sig. Hun vidste at det ville blive svært og hun vidste at mange ville være imod det. Nok også mange af de, som nu boede under hendes beskyttelse, de hun havde svoret at beskytte mod Skyggernes trusler. Hun kunne dog ej længere fornægte sit hjerte det, som det inderligt ønskede - og det var at dele en kærlighed der havde overlevet alle udfordringer, som forskellen mellem Lys og Mørke kunne byde. Uanset hvilke konsekvenser det end måtte have, var hun hans - og han var hendes. Og sådan ville det forblive indtil den dag Volontaire ville blive revet fra hende - indtil den dag Skyggerne ville kræve hans liv som straf for den vej han havde valgt i livet. Som straf for at han havde trodset deres Herres ønske om at henligge Andromeda i mørke, men i stedet forsøgt at besvare Lyset ved at hjælpe Illana få indsigt i Skyggernes svagheder.

Med mimrende mule rakte hun nu frem efter hans, og denne gang mindre forsigtigt end før. Hun ønskede dette, selvom det kunne betyde stor risiko for dem begge; men hun vidste hvad hun gik ind til. Hun vidste, at Volontaires liv hang i en tynd tråd, og at Skyggerne ville gøre hvad de kunne for at finde ham og gøre en ende på hans liv.
Illana ville dog ikke stå tilbage og fortryde, at hun ikke tillod sig selv denne måske eneste chance for kærlighed igen - også selvom det så betød, at hun måske igen ville blive fyldt med sorg.

[Wordcount: 1.515]
[2]

Der havde længe været skjulte følelser imellem de to sjæle. Lyset og Mørket. Følelserne havde både været holdt skjult, og være hemmelige for den verden, som de begge to levede i. Men selvom de havde været skjult, havde de aldrig været uvirkelige eller forkerte – i hvert fald ikke for den sorte Volontaire. Han havde altid vidst, hvilke følelser han nærede for den lyse og varme sjæl, som stod foran ham. Nok havde han fornægtet dem som start, forsøgt at skubbe hende og dem bort; men med tiden, havde han forstået, at hun var det valg, han til hver en tid skulle tage. Den sti, han skulle følge. Derfor havde den sorte hingst også ofret så meget som han havde, for at redde den hoppe, som han elskede af hele sit hjerte.

Han havde ofret sit hjerte, i bogstavelig forstand – det var blevet flået ud af Rumpel, fordi den sorte hingst, ønskede at beskytte hende imod alle, der ville hende ondt. Men der havde været en hage i hans ordvalg, og derfor var beskyttelsen ikke, som han ønskede. Dernæst måtte der mere drastiske beslutninger til; han havde derfor ofret sin egen søn, til Skyggernes Herre. Ofret sit eget kød og blod. Han var draget i krig imod Rumpel, for at vende retur til Skyggernes Herre, med det fortabte hjerte. Dette havde han kastet i vulkanen, og dernæst havde han ofret hele sin krop til Skyggernes levevis. De levede nu på ham, af ham. Og han af dem. Hjertet var kommet retur i hans brystkasse, men det slog ikke – for det var ikke det, der holdte ham i live. Men lige nu, i disse sekunder, havde det slået ét enkelt slag, af ren og skær liv, som var kommet ind i hans hjerte, blod, fordi han nærede så mange følelser for det individ, der stod foran ham.
Og den sorte, ja, han fortrød intet. Selvom han havde ofret krop og sind og længe havde måttet kæmpe med de dæmoner der levede i ham, så var det stadig det eneste og rigtigt valg, han i mange år havde taget. For han havde gjort det, for at beskytte Illana. Være en insider i flokken af Skyggebrødre og søstre. Han vidste alt om dem. Han kendte til deres svagheder, deres planer. For skyggerne hvislede altid til ham. Og dette gjorde, at han nu havde det stærkeste kort på hånden.

Lyset om Illanas hals fadede forsigtigt ud, for hvert skridt han tog i hendes retning. Trak sig ind i sig selv, for til sidste kun at glimte helt svagt. Dette gjorde, at det ikke skar i Volontaires indre, at skyggerne ikke vred sig i smerter over det stærke lys, der før havde været. Mon Lyset forstod, at han aldrig ville gøre hverken det eller hende ondt? Hans blik hvilede på hende, kærligt og roligt; for hos hende, der faldt roen over det sorte korpus og i hans sind.
Øjnene hos hende blev blanke af hans ord. Og hun stod længe og så på ham. Han kunne tydeligt se den konflikt der udspillede sig i hendes indre – for det var selv samme konflikt den sorte stod i. Han vidste, at han bad hende om meget. Han bed hende om, at ’skuffe’ den side hun havde valgt. Han bad hende om, at stole på et væsen, som hun for alt i verden skulle beskytte sig selv og Lyset fra. Han bad hende, give sit hjerte til hans sjæl – en sjæl, som burde være fortæret af Skyggernes sorte magi og magt; men dette var ikke sket. Det ville aldrig ske. Han lyttede til hendes ord..

Jeg elsker også dig, kære Volontaire

Men han vidste godt, at det ikke kun var det, der skulle siges. Han afventede. Lyttede. Tålmodigt og forstående. Hun talte videre, og han forstod smerten i de ord som hun sagde. Han delte dem også med hende. Frygten for, at elske hende og derefter miste hende. Slippe hende. Tabe hende. Men for hende, måtte frygten være om end endnu større; for han gik den visse død i møde en dag, det vidste både hun og han selv. Hendes mule kom nærmere hans igen, og han lod sin egen glide de sidste centimeter frem, for at lade dem mødes. Han lod sin mule hvile imod hendes næseryg, ømt og kærligt, sirligt vel nærmest, inden han lukkede øjnene lidt i. Han forstod hendes ord.. Men hun fortsatte derefter. Og tonen var forandret. Hun ville ofre sig nu – som han før havde gjort det for hende.
Volontaire rykkede hovedet lidt opad, i et splitsekund, for at stirre på hende, meget eftertænksomt; for hun skulle bestemt ikke ofre noget som helst!
Men da ordene kom fra hende, forstod han den ofring hun talte om. Hun ville vandre hos ham, til den dag deres veje skulle skilles. Hun ville være ved hans side, når tiden var sværest og hårdest. Hendes hjerte tilhørte hans nu – for altid. Volontaires isblå øjne vandrede ind i hendes ravdybe farve øjne, hvor de hvilede der for en stund. Han så hvordan vandet langsomt steg ind i hendes øjenkrog, og det var nok et spørgsmål om enkelte blink, før tåren ville rende over hendes kind, men dette ville han ikke tillade. Hun måtte ikke græde. Ikke over ham. Han så hvordan hendes mule nu kom ham nærmere, og denne gang med en mindre forsigtighed – for hun var sikker i sit valg; præcis ligesom han var.

Volontaire trådte nu helt frem med sit store korpus. Han lod sin krop komme tættere på hende, så de stod skulder mod skulder, med hovedet i hver sin retning. Herefter lagde han sin hals over hendes nakke og nærmest knugede hende ind til sin egen krop. Han skygger led under det, og i en flygtig bevægelse trak de sig ind i hans krop og forsvandt i disse sekunder fra øjnenes synsfelt, for de ville ikke mærke Lyset, og derfor trak de sig ind i hans krop.

,,Min skæbne kender vi begge til. Den er sat, den er valgt. En dag vil min tid være forbi, men jeg frygter det ikke, Illana. Jeg frygter ikke døden – men jeg frygter, ikke at være hos dig mere. Vandre ved din side, eller vandre hvor jeg kan se dig, som jeg i så mange år har gjort; blot i det skjulte. Du kære Lysvandre – jeg vil bede dig gå ved min side på øerne hvor det er sikkert. Men når tiden er, må jeg vandre alene til Foehn. Jeg vil ikke rende og gemme mig, og jeg vil ikke skabe farer for dig, som kan undgås. Når tiden er den rette, vandre jeg til Foehn – jeg finder dem. Jeg vil lade dem fortælle, at de knapt er så kloge, som de selv har troet. Jeg vil falde, det ved vi begge. Men det der er vigtigt for mig, er at det kun er mig der falder, kære. Og ikke dig – for da vil min mission, mit liv, mine valg, intet være værd længere. Bliv på Leventere og Chibale, vandre aldrig til Foehn. End ikke for mig, kære”

Hans ord var tunge, alvorlige, og alligevel fyldt med kærlighed og omsorg for den sjæl, som han havde viet hele sit liv til, for at beskytte, passe på, og nu vandre side om side hos, som sjælevenner, mager. Han havde ofret mange år, men han havde aldrig fortrudt – og det ville han aldrig gøre.

,,Jeg har aldrig fortrudt mine valg. Aldrig nogensinde. Men det valg jeg er stoltest af og mest beæret over, at have opnået, det er at jeg nu har fundet dig igen. Ladet mit sind og mit hjerte falde for dig – og du må aldrig tro andet. Tro aldrig, at jeg i mit syvs sind nogensinde, vil fortryde de valg jeg har gjort igennem livet. For det er de valg, det er dig, der er skyld i, at mit liv har været værd at leve. Husk det; også på dage, hvor du kan tvivle. Jeg har gjort det hele af egen fri vilje – bild aldrig dig selv andet ind. Lov mig det, Illana. Og lov mig også, at du lader mig vandre alene til Foehn.. Lader mig falde, i den kamp, jeg selv har indledt og selv ønsker at afslutte, når tiden er til det. Lov mig det.”

Han knugede hende endnu engang ind til sig, inden han lod sit store, maskuline korpus træde svagt bagud, så han nu kunne kigge hende dybt i øjnene. Han ville aldrig lade hende vandre side om side med ham, til Foehns vulkan ø. Det ville være den visse død – for dem begge. Og i denne kamp, der var der kun én der skulle falde; Volontaire selv. I en forvisning og demonstration overfor Skyggernes Herre – for han skulle bevise, at det gode altid vil sejre, uanset hvad. Og det var han et levende bevis på, i hvert fald lidt endnu. Det vidste han. Det skulle alle vide.

,,Jeg vil altid være hos dig. Måske kan du ikke se mig, en dag. Men jeg vil altid vandre hos din side”

Han nippede forsigtigt og kærligt til hendes næseryg. Hun var hans – og han var hendes. For altid.

[Wordcount: 1.515]

Den følelse der bredte sig i den gyldne hoppes indre, da den sorte Skyggebærer trådte ned langs hendes side og lod deres kroppe forenes i en tæt omfavnelse, var ej til at beskrive. Illana følte atter den længsel, som hun havde undertrykt så længe. Den blussede op og blandede sig med den stærke kærlighed, der nærmest brændte sig vej igennem hendes krop med hjælp fra Lysets magi, der flød i hendes i hendes indre. Og blandet i de to følelser, var et væld af sorg, bekymring, lettelse og glæde. Illana vidste godt, at den lykke hun havde hengivet sig til, ville være kortvarig; men ej ville hun være den foruden, uanset hvor meget det ville komme til at smerte hende, når hendes kærlighed blev revet fra hende.
Kort lukkede hun sine øjne og gav sig hen til den nærhed, som den sorte Volontaire udviste hende, og sirligt gengældte hun den, ved at lade hendes gyldne krop trykkes imod hans. Og selvom hans hjerte ej bankede i hans bryst, var det som om deres hjerter slog med fælles rytme, nu hvor deres kærlighed var forenet.

Hans stemme, rå, utæmmet og maskulin brød stilheden imellem de to, hvor kun et fælles hjerteslag kunne høres for den, der lyttede godt efter. Illana rykkede sit hoved en anelse op, fra det sted hun havde ladet det hvile imod hans brede ryg og lod sine øre følge hans toner. De rummede en bøn, som fik hendes indre til at stå stille et øjeblik. Nok kom det ej som en overraskelse for hende, men det at han sagde det højt, gjorde det blot mere virkeligt. Deres kærlighed ville vare kort; deres fælles sti ville snart nå dens ende. Og når den gjorde, måtte den sorte Skyggebærer vandre alene imod dét, der ville blive hans død. Hun bed sig i læben, imens hendes indre forsøgte at holde følelserne nede; for lige så kraftigt som kærligheden bankede i hendes hjerte, lige så kraftigt skyllede sorgen ind over hende, ved tanken om at deres bånd skulle brydes. Dog vidste Illana hvad hun gik ind til. Hun vidste at hendes valg også bragte sorg med sig; og selvom det var hårdt, var hun fast besluttet på at nyde den tid, hun havde med ham.

Hun forblev tavs, indtil hans sidste ord var fremsagt. Og da han trådte en anelse tilbage, for at møde hendes blik, kom et lille smil frem på hendes grå mule. Det betød meget for hende, at han var sikker på sine valg; at han aldrig havde fortrudt den lange, smertefulde vej han havde vandret i landet. Og selvom hun stadig bar skyldfølelse over at have været årsagen til, at hans liv i Andromeda havde budt på al den modgang man nok kunne komme ud for, så gjorde det hende oprigtigt glad, at han havde valgt hende, trods alt han havde været igennem. Hun rakte mulen frem og berørte hans sorte, brede mule, inden hendes milde toner begyndte at sprede sig i luften omkring dem.

,,Volontaire, den dag du må vandre alene, vil jeg lade dig gøre det. Det vil blive det hårdeste jeg nogensinde kommer til at gøre, men jeg vil respektere dit valg; og jeg vil blive tilbage med visheden om, at jeg gjorde det rigtige. Selvom vores fælles sti bliver kort, vil jeg nyde hvert et skridt vi tager på den. Jeg vil værtsætte hvert et øjeblik jeg har med dig, og når..”

Hendes stemme knækkede over og hendes blik flyttede sig imod jorden. Selvom hun forsøgte at være stærk, så kunne hun ikke undertrykke den bekymring der var i hendes indre. Når sorgen kom, ville den overmande hende, og hun var ej sikker på hun var stærk nok til at komme ud på den anden side – men hun ville prøve. Ikke kun for hende selv; men for Volontaire og alle de sjæle, som hun havde valgt at beskytte i Teylar. Hun måtte bruge et øjeblik på at samle sig, inden hun atter lod blikket søge hans mørke, pupilløse øjne.

,,Når tiden er inde, vil jeg være glad for, at jeg lod det ske. At jeg valgte at dele mit hjerte med dig, frem for at fornægte kærligheden til dig, fordi jeg ved den medbringer et tab. Jeg vil bære dit minde i mit hjerte for altid og vide, at vi altid vil være hos hinanden; indtil den dag, vi mødes igen. Indtil den dag jeg selv drager videre og forlader denne jord. Når tiden er, kære Volontaire, vil det ikke være et farvel; men et på gensyn.”

En tåre havde banet sig vej i hendes øjenkrog og trillede nu langsomt ned af hendes gyldne kind. Hendes smil blev kortvarigt gemt, i forsøg på at holde fatningen; blive i glæden, og ikke hengive sig til sorgen på forhånd. Og efter lidt lykkedes det hende – og smilet tegnede sig på ny. Hun lænede sig atter frem mod ham i en omfavnelse fyldt med kærlighed og varme. Der blev hun et øjeblik, inden hendes gyldne krop tog et skridt til siden, hvorefter hun vendte sig, så de stod med hovedet i samme retning. Hun nikkede inviterende fremad – hvorefter hun trådte frem med graciøse skridt. Hun ville finde et sted, hvor de kunne tilbringe natten sammen, et sted hvor de uforstyrret kunne hengive sig til hinanden. Et sted hvor de kunne blive ét.

[3]