Friends forever (Tarik)

,,Pffff, så skal han puste til!”

Grinede Tarik med sine dybe toner, mens han pustede kroppen godt op, og nok mest af alt lignede en oppustet pelsklump. Han havde muskler, bevares, men han var bestemt ikke en af de stærkeste i hverken Teylar eller Andromeda, og det vidste han godt. Men det holdt ham dog ikke tilbage fra eventyr. Hans brunlige, dybe øjne var rettet mod hende, nysgerrigt over hvad hun mon ville svare. Hun talte noget tid om hendes far igen og også om sin mor, hvilket ikke så ofte skete – og derefter kom svaret. Hun ville gerne med!

Tarik lod luften falde ud af kroppen, gennem munden i et ordentligt prust, inden han kastede ivrigt med hovedet op og ned, og derefter drejede sit korpus omkring og bakkede nogle skridt, således at de stod side om side, med blikket i samme retning.

,,Lad os komme afsted! Jeg ved hvilken vej vi skal – min far viste mig det engang. Men vi skal krydse havet et godt stykke vej, kan prinsessen klare det?”

Drillede han hende, dog kun kærligt ment, inden han puffede til hende. Hun ville jo gerne være en prinsesse, på en eller anden måde. Tarik knejste nakken, inden han skubbede til hendes skulder og nappede lidt i hendes man – derefter slog han frem i en fyrig trav, med gode benløft og nakken stolt knejst. Den røde man hoppede let op og ned i takt til hans bevægelser, inden han lod det ene øre falde lyttende bagud mod hende, for at sikre, at hun fulgte med ham.

# 17

Nyx var fristet til at prikke luften ud af ham som han stod der og pustede sig op. Punktere ham som en ballon på et pindsvin. Hun måtte alligevel le da han til sidst selv lukkede luften ud. Ved hans puf, sendte hun et tilbage, og kastede sig selv fremad efter ham.

”Jeg kan klare hvad som helst!”

Det var måske ikke helt sandt, men sådan følte hun det. Hun havde stået ansigt til ansigt med en skygge og overlevet, så mon ikke også hun kunne klare at krydse noget vand igen? Hun havde jo allerede gjort det 2 gange. Både på vej over til Enophis og på vej tilbage igen.

”Hey Tik? Fandt du egentlig din far igen?”

Ligesom hendes far havde været væk, havde hans far jo også været væk. Nyx selv var så heldig hendes var kommet tilbage igen, men hun havde ingen anelse om hvem Tiks far var, eller hvordan han så ud. Hans navn havde hun hørt et par gange, men hvem som helst hun ikke havde mødt før, kunne jo bære det navn.

Tarik elskede eventyr, og det havde han bestemt ikke fra fremmede. Det kom fra hans fader, som ofte var væk i mange måneder eller år, og det havde hans moder da også fortalt ham engang imellem. Tarik kunne godt huske de gange, hvor hans røde moder havde haft et savn til den brune Matthew. Et savn, som Tarik også havde oplevet. Men med tiden, havde den unge fyr blot forstået, at det bare var sådan det var. Hans far gik af egne veje, og den røde ville ikke spilde sin tid på, at savne ham hele tiden. Han tænkte på ham, og han talte med sin moder om ham; men dette var måske egentlig mest for moderens skyld.
De travede afsted, side om side, inden Nyx så spurgte ind til Matthew. Kort vippede hans øre lidt bagud, en smule eftertænksomt og ’sørgmodigt’ inden han rystede halsen godt og mandede sig op. Det røde hoved blev drejet så han kunne se på hende, og så smilede han ganske let.

,,Jeg fandt ham kort, sammen med min mor, efter min bror kom til verdenen. Men jeg har ikke set ham siden. Og det er efterhånden meget længe siden. Jeg tror det var vinteren sidst den var her.”

Han trak på skuldrene, som om det intet betød. Men det gjorde det. Han ville bare ikke tabe ansigt, for han skulle ikke være den der plaprede om sit savn, for hans fader var jo nok derude et eller andet sted, Nyx mor var jo død. En helt anden ting at forholde sig til. Så den røde hingst, ville ikke brokke sig.

,,Er det længe siden, du sidst har set din far?”

Han lagde hovedet let på skrå, spørgende og nysgerrigt.

# 18

”Du har en bror? Og det har du slet ikke fortalt!?”

Nyx kastede sig ind mod Tik mens hun slog over i galop. Et lille forsøg på at skubbe ham ud af kurs, selvom han var stærkere end hende. Bare fordi man ikke var den stærkeste, betød det ikke man behøvede at give op. Det var noget hendes far havde lært hende – med andre ord godt nok, men med samme budskab. Selv havde hun ingen søskende. Ingen så vidst hun da vidste, for hendes mor var der ikke til at sætte flere afkom i verdenen, og hendes far nævnte aldrig nogen. Men der kunne vel godt være sket noget i alt den tid han havde været væk.

”Han kom tilbage… Som vogter..”

Der var en lille skuffelse i stemmen. Selvfølgelig var hun glad for han var kommet tilbage, men han havde været væk fra hende i så lang tid bare fordi han ville være vogter? Eller var det fordi lyset havde bedt ham om det? Nogen havde i hvert fald stjålet en stor mænge af den tid hun kunne have haft med sin far – alt sammen bare for en halskæde, og Nyx var ikke spor begejstret.

Tarik mærkede hendes skub, og det fik ham til at trippe lidt sidelæns, inden han selv slog frem i en samlet galop. Der gik dog ikke længe, inden han ’slap’ den knejste nakke og nu for frem i en dundrende galop, igennem den våde, kolde sne, som kastede sig om hans hove i hans høje fart. Han spurtede op til Nyx side, og skubbede tilbage efter hende, og brummede i drillende og dybe toner, inden han så lidt eftertænksom ud. Næææ, han havde da vidst egentlig ikke nævnt noget, om sin broder?

,,Hmm. Taranis hedder han. Han er mørkere rød end jeg er, og med mørke ben, mule, man og hale. Vi kan jo ikke alle sammen arve det udseende og den charme, som jeg tydeligvis har fået!”

Grinede han, sarkastisk, og slog med det store hoved, inden han så satte farten lidt ned, til en mere samlet galop igen. Men galoppen blev erstattet af trav, da Nyx nævnte sin far. Han var blevet vogter. Og Tarik kunne nærmest se skuffelsen i hendes øjne. Han puffede ud efter hendes kind, opmuntrende, og skar den sarkastiske og glade Tarik lidt af vejen, inden han svarede hende.

,,Du er skuffet, over at han var væk så længe.. Ikke? Jeg kan selv huske det. Jeg var skide skuffet da min far var væk første gang, fordi han mente, at der var nogle der skulle bruge ham dérude et sted”

Tarik kastede lidt med det maskuline hoved, inden han brummede i dybe og opmuntrende toner til hende. Han brød sig ikke om, når hun var så trist og skuffet. Heller ikke selvom han ikke var skyld i det.