Friends forever (Tarik)

8

Teylar. Nyx’s hjem. Der følte hun sig nu alligevel stadig mest tryg, selvom hun også i lang tid havde følt sig fanget der. Men med en lille udflugt til en af de andre øer, have også hurtigt fået hende til at ombestemme sig. Teylar var ikke et sted der holdt hende fanget – det holdt hende sikker, og hvis hun skulle ud fra flokkens område igen inden for den nærmeste fremtid, var det i hvert fald ikke helt alene.

Den usynlige grænse, som Nyx kendte så godt, havde hun lige krydset, og så snart hun var inden for flokkens område, satte hun farten en anelse ned for at få pusten. Som om der pludselig var en mur af uigennemtrængeligt materiale, som holdt alle skurke og onde væsner ude. Som om hun ikke var i lige så stor fare der, som hvis hun trådte 10 skridt tilbage. Der var bare noget over Teylar og området. Som om selve jorden krævede en form for respekt bare at betræde, som udefrakommende enten frygtede eller respekterede nok til at overtræde – også selvom det ikke var sådan.

Nyx lod hovedet hæves som om hun kunne se meget mere hvis hun bare lige havde hovedet 10 cm længere oppe end før. Men nej. Der virkede dødt. Det var ikke der hun skulle fine nogen der kunne holde hende med selskab. Da hun havde fået pusten igen, slog hun frem i galop og satte kursen mod det inderste af flokkens område, mens hun samtidig kredsede en smule uden om og skabte en buet rute. Et feminint og lyst vrinsk lod hun lyde ud i luften, for selvom hun måske ikke kunne se nogen, kunne det være andre kunne høre hende.

@tarik

Han var efterhånden vokset op til, at være blevet lidt af en prægtig hingst. Han bar tydeligt præg af, at være søn af både den røde Armonia, men også den brune, høje og maskuline Matthew. Højden og drøjden havde han i hvert fald fra sin fader, farven fra sin moder, og sindet fra dem begge to, i én store pærevælling. Alt godt fra havet, kunne man vel sige om den unge hingst, der bar sig afsted på de lange ben inden for Teylars område.

Tarik bevægede sig ofte ud fra Teylars områder. Han så det ikke som et fængsel, at han var født i en flok, men i stedet som et privilegium. Han havde alle muligheder for, at forlade flokkens område, og vandre omkring på eventyr, men lige i dag, der var han i området. Heldigt nok, eftersom der pludselig kom et højlydt og feminint vrinsk, helt ude ved grænsen af Teylar. Og den røde hingst, ja han genkendte altså vrinsket med det samme! I ét ryk, slog den røde hingst frem i galop, direkte fra skridt, med retning imod det før hørte vrinsk. Han knejste nakken kortvarigt, inden han slog hovedet opad og besvarede vrinsket resolut, med et øredøvende og maskulint et af slagsen.

Fart havde han på, direkte i hendes retning. Og da han nu kunne se hende, fik hun da lige endnu et vrinsk med på vejen, dog knapt så højt som det før havde været. Han fortsatte lidt tid i galop, inden han dog stilnede det af og slog over i trav, og derefter skridt, da han kun var få meter fra hende. Tarik stoppede dog ikke, næ, han fortsatte helt hen foran hende, og nappede hende i pandeloggen.

,,Nix!”

Sagde han så, grinende og drillende, med den maskuline og dog unge stemme. Han vidste jo godt, at hun hed Nyx, men i al hans føltid, havde han kaldt hende for Nix og dette synes han stadig var sjovt. Nok var han voksen og moden, men derfor kunne følheden altså stadig godt trænge sig på til tider.

9

Dér! Der kom et svar. Et maskulint et af slagsen, så Nyx var ikke et sekund i tvivl om det var en hingst, og heller ikke i tvivl om at den hingst var hendes barndomsven, Tik. Ørerne blev straks spidset og hun justerede sin retning, så hun fortsatte i retningen hans vrinsk kom fra.

Ganske rigtigt var det også den røde hingst, der engang havde været et rødt hingsteføl, som nu var blevet en ganske prægtig hingst. Så snart afstanden mellem dem var mindsket, slog hun selv ned i en energisk trav. Selv standsede hun heller ikke før de var helt tæt på hinanden, og hans nap i hendes pandelok, blev gengældt med et par drillende nap efter hans man.

”Tik!”

Godt nok havde Nyx lært at udtale hans rigtige navn, men for hende, ville han altid være Tik. Hun måtte slippe et lille grin og gav sig til at trippe nogle skridt til siden uden at fjerne blikket fra ham, så hun kunne se ham lidt bedre an. Han var blevet til en rigtig fin hingst, og der var da et eller andet der gjorde hun ikke helt kunne lade være med at beundre den hingst han var vokset op og blevet til.

”Jeg har mødt en af dem!”

Nyx havde også fart på, men de fik ds begge to stoppet i ordentlig tid. Det tog kun få sekunder, før de begge havde nappet til hinanden. Han i hendes pandelog og hun i hans tjavsede man. Ja, den var nok lidt tjavset i forhold til så mange andres, men det havde den egentlig altid været.

,,Mon nogen tror, at vi er helt tomhjernede eller smådøve, når vi stadig kalder hinanden de navne?”

Han grinede lidt, med dybe toner, inden han nysgerrigt kiggede dybt ind i hendes øjne, over hende ord. Hvem havde hun mødt?
Han lagde hovedet lidt på sned, spørgende, inden han lidt utålmodigt nippede efter hendes underlæbe.

.,,Fortæææææl! Hvem har du mødt, hva hva hva?”

Han kastede lidt ivrigt med hovedet og trådte et par skridt tættere på hende.

10

Tariks spørgsmål fik Nyx til at grine en smule mere end den lille latter af glæde hun var kommet med før. Det kunne sagtens tænkes at nogen ville tro de var tomhjernede, men Nyx havde nu en lille idé om at de bare regnede med det var kælenavne som så mange andre havde. Hvilket det vel også var blevet til – men det var ikke ensbetydende med andre vidste de rent faktisk havde lært hinandens rigtige navne nu.

”Måske. Men jeg har hørt nogen kalde hinanden noget der var meget være….. Men jeg tror det værste jeg er blevet kaldt, er Prinsesse…”

Hun måtte rynke en smule på mulen, for selvom det var enhver lille piges drøm at være en prinsesse, var det jo ikke ligefrem blevet brugt i en positiv forbindelse. Drillende langede hun et forben ud i hans retning og fortsatte sin energiske trippen. Et møde med sin aller bedste ven bragte ikke ligefrem ro i kroppen på den endnu unge hoppe.

”En af dem… En skygge! Men…… Du kan ikke sige det til nogen!”

Hendes udtryk blev pludselig en anelse alvorligt og hun skævede en anelse fra side til side. Det var jo noget så spændende og eventyragtigt som hun kun kunne drømme om da hun var helt lille, men nu hvor hun havde stået ansigt til ansigt med en, var det ikke ligefrem fordi hun havde set det med helt samme øjne.

Hendes grin smittede af på ham, og hvad der først startede som brummende, dybe lyde, gled derefter over i et grin, som flød sammen med hende lyse toner. Hans toner var altid dybe, på nippet til sommetider at virke hæse; noget han bestemt havde arvet fra sin far, Matthew. Hun havde ret, mon ikke de andre godt vidste, at de jo kun kaldte hinanden Nix og Tik, som en kælenavn. Han vidste jo godt, hvad hun i virkeligheden hed. De grinende toner forsvandt, inden han svarede hende.

,,Prinsesse? Njaaaaaah, det ville nok ikke være mit første valg til dig!”

Drillede han hende, inden han parerede ud med sit ene forben, da hendes kom i hans retning. Niks, i hans øjne var hun bestemt ikke en prinsesse. Sådan huskede han hvert fald ikke deres lege som, prinsesse agtige. Næ nej! Nyx var bad ass, og lige så god at slås og lege med, som andre hingsteføl dengang. Men han kunne nu godt se, at hun altså var vokset op og blevet en meget prægtig, ung dame. Andet ville jo være løgn at sige.

I et kort øjeblik stod han helt stille. Måbende og stirrede på hende. En skygge.. Han huskede tydeligt hvad hans moder havde fortalt om dem. Hun havde aldrig sagt at de var onde eller dumme, men blot at de fulgte en anden sti, end hun og Matthew gjorde. Og at Tarik skulle varer sig, hvis han en dag stødte på dem. Som voksne vidste han jo godt, at det så betød farer, hvis han stødte på dem. Det måbende fjæs blev dog hurtigt hvisket ud, og en stor nysgerrighed plantede sig hos ham, glimtede i hans dybe brune øjne.

,,Wauw! Hvordan? Hvornår?Hvordan var den?”

Spørgsmålene væltede ud, for selvom han var opvokset med manererne på plads, så var det altså bare noget andet i hendes selskab, for de havde jo kendt hinanden altid!

11

”Ih tak”

Hun gjorde sit bedste for at kunne lyde fornærmet, for hun ville jo også gerne være en prinsesse og alligevel ikke. Hun kunne dog ikke holde masken og måtte grine igen. Nyx var mindst lige så vild som Tik og hendes far. Hun havde rolige øjeblikke, og det var måske der hun kunne minde aller mest om en prinsesse, men hun ville aldrig kunne være rolig nok til helt at være en.

Tariks måbende udtryk var nogenlunde hvad hun havde håbet på at se, og havde omstændighederne været anderledes, havde hun nok tilbudt at tage ham med hen for at kigge – men hun turde ikke. Ikke for ham, men for sig selv. Hun var lige med nød og næppe sluppet en gang og turde ikke friste skæbnen en gang til på den måde.

”Skræmmende……. Jeg ved ikke om man kan kalde den unaturlig for well… Der er mange i Teylar der kan sære ting, men.. Den var sort! Og blå! Ikke som himlen, men som vand i sollys og varme….. Og med øjne der føltes som om de gik direkte igennem en…. Den… Hun… Hun truede en, Tik…”

Det var ikke helt som hun havde forestillet sig et møde med en skygge ville være – for selvfølgelig havde hun forestillet sig et engang eller flere, efter hendes fars advarsler. Hvad der var forbudt havde altid været det der var mest interessant. Desværre var det ikke truslerne der var det værste ved det hele.

,,Du vil måske gerne være en lille prinsesse?”

Drillede han hende, inden han nappede ud i hendes retning, lige for at fuldende drilleriet. Han kunne ikke lade være. Det var bare så naturligt at prikke lidt til hende; både verbalt og fysisk. Det havde altid været sjovt, og det var det så også stadig. Han grinede lidt af hendes fornærmede grimasse, der dog meget hurtigt forsvandt fordi hun selv grinede. Men både hans og hendes grin forsvandt langsomt, idet hun begyndte at fortælle om sit møde.
Tarik stod lyttende og opmærksomt med både ørene i hendes retning og blikket fæstnet stift på hende. Det måtte have været voldsomt spændende, men sikkert også skide skræmmende. Selvom han var en hingst, så vidste Tarik da godt, at hvis han en dag mødte sådan én, så ville blodet nok rende koldt ned af ryggen på ham.

,,Så den.. hun.. dig? Hvem truede hun?”

Han lagde hovedet nysgerrigt og alligevel lidt afholdende tilbage. Det var meget mærkværdigt, at hans Nix, havde været tæt på en skyggehest. Det brød han sig nok egentlig i bund og grund ikke særlig meget om. Hun kunne jo være kommet til skade? Eller det der var værre.. Men hun så hel ud, og lignede ikke en, der var blevet hukket i. Heldigvis!

12

”Nej, men…. Ehh… Nej…”

Hun ville jo ikke så gerne ses som en prinsesse, men engang imellem vlle det jo ikke gøre noget, hvis hun kunne blive set som det hun egentlig var, en hoppe, og ikke som en af gutterne på grund af hendes vilde natur. Med små spjæt fik hun hoppet lidt til siden og gjorde et halvt buk uden spark. Forbenene lettede kun lige fra jorden mens nakken stadig var knejset som om hun skulle til at sparke ud og med hovedet søgt en anelse nedaf, men hun endte bare med at virre med hovedet og nappe drillende ud efter hans ben i stedet.

”Hun kom efter mig….. For at hente mig… Hun truede både Lucy og mig”

Det kunne stadig løbe hende koldt ned af ryggen bare ved tanken om nogle af de ting der skete. Hun slap heldigvis selv billigt uden nogen synlige skrammer. På den måde behøvede hendes far heller ikke vide noget, for han ville blive stik tosset!

”Jeg tog ikke engang derhen hvor vi ikke må gå hen…. Det var bare Enophis”

Svaret fra hende, fik den røde hingst til at få en smule dårlig samvittighed. For måske ville Nyx egentlig gerne være lidt en prinsesse, men fik måske ikke helt lov? Netop fordi Tarik jo nok så på hende, som en del af “gutterne”, hvis man da kunne sige det sådan. Han nappede derfor let ud til hendes kind, inden han trak hovedet til sig igen, og talte:

,,Hvis det kan være nogen trøst, så er du altså vokset op og blevet en ret så...”

En kort pause indtraf, for hvordan skulle han lige formulerer det korrekt, uden det blev slesk eller set som ironi?

,,Flot og feminin hoppe.”

Afsluttede han så og nikkede. Jeps, Nix var virkelig blevet flot. Det kunne han da sagtens se! Også selvom han stadig vare lidt af en drengerøv i sindet endnu. Da hun nappede efter hans ben, nappede han retur efter hendes ene øre; præcis som han så tit havde gjort mens de var små. Men derefter blev minen mere alvorlig. Hvorfor pokker ville skyggehoppen hente Nyx? Og nej, det kom dælme ikke til at ske! Så skulle den røde Tarik nok stille sig i vejen!

,,Hvorfor kom hun efter dig?”

Hans blik var ret alvorligt og ‘brynene’ let trukket ned imod øjnene, eftertænksomt.

,,Så hun var vandret væk fra Foehn?”

Nu så Tarik nærmest endnu mere alvorlig ud. For hvad blev det næste så? Nyx skulle hvert fald ikke være for meget alene. Det vidste han. Om han så skulle snige sig afsted, i hendes nærhed, så måtte det altså bare være sådan. Bum.

# 14

Hvis det var muligt for Nyx at rødme, havde hun nok gjort det på stedet. Selvfølgelig havde hun ikke noget imod komplimenter, men Tik var hendes bedste ven og nærmest en bror mens de voksede op, fordi hans mor havde holdt øje med hende, mens hendes far ikke var til stede og hun ikke selv havde en mor.

”Det er du også….. Altså… ikke hoppe.. Men hingst”

Det var jo ikke engang løgn. Han var blevet ganske køn at se på og hun kunne da heller ikke lade være med at betragte ham nøje engang imellem selvom hun måtte sige til sig selv hun skulle huske ikke at stirre.

”Og heller ikke feminin…”

Han så i hvert fald slet ikke feminin ud, hvilket vel kun kunne være en god ting. Som så mange andre, ønskede hun sig vel egentlig også en hingst der kunne passe på hende, men mente ikke selv hun var helt klar til den form for forpligtelser et forhold medbragte. Men en bedste ven kunne være lige så god!

”Jeg ved det ikke.. Hun snakkede om en eller anden plan. Væk fra Foehn, og så vidt jeg kunne forstå var hun alene. Der var ikke andre der viste sig og ingen der blandede sig.. Heller ikke da hende og Lucy nærmest kom op at slås”

Måske var det mærkeligt at stå der, og give komplimenter til hende, fordi de nærmest var opvokset sammen. Selvfølgelig ikke hele tiden, men Tariks mor havde af og til holdt øje med både Tarik og Nyx, fordi hendes egen far var væk i perioder, og Nyx ingen moder havde. Hun var hans bedste ven, det var han slet ikke i tvivl om - men til trods for det, så var hun altså en meget pæn en af slagsen, det kunne han ikke komme udenom.

Den røde hingst kunne ikke lade være med at grine lost af Nyx, der sendte et kompliment retur, nærmest lige så forfjamsket og klodset som ham selv lige før. Han rankede kroppen, og skubbede brystkassen fremad inden bevidst, overdrevet bevægelse, mens han pustede kroppen lidt op med luften i lungerne.

,,Ja, jeg er en prægtig sag!”

Grinede han, og lod alt luften forsvinde ud af lungerne igen,’og stod nu normalt, inden han nappede let efter hendes mule, men kun kortvarigt. For hun talte igen. Fortalte om skyggen. Det hele var meget mærkeligt... Han så skeptisk og eftertænksom ud, og i en længere periode, var han stille.

,,Måske... Måske skal du holde dig lidt i nærheden af nogen, Nix. Det er måske bedst?”

Sagde han så, inden han med en mere rolig og opmuntrende stemme tilføjede;

[/b],,Altså, og den nogen, kan jo være den her prægtige sag, af en hingst!”[/b]

Han prøvede at lette stemningen lidt. Bare fordi han ikke brød sig om, hvis Nyx var alt for eftertænksom og stille.
[/font]

# 15

Nyx rakte tunge af Tarik da hun syntes han blev lige lovlig selvglad. Ikke at der var noget i vejen med det, men hun anså det som hendes pligt at pille ham en smule ned igen. Da han pustede sig op, kastede hun sig nærmest mod ham for at give ham et skub for at prøve at slå luften ud af ham igen. Andet kunne man nærmest ikke forvente af hende.

”Du lyder næsten ligesom min far…. Men hellere dig end min far”

Hun kunne ikke helt lade være med at grine. Selvfølgelig foretrak hun alt andet selskab end sin forælders. Hun var jo ikke et lille føl eller en lille plag længere. Hun var voksen! Stadig ung, men voksen, og det betød hun ikke behøvede en babysitter – eller det skulle man tro. Drillende og næsten udfordrende slog hun et forben ud i hans retning, for man blev vel aldrig for gammel til at lege?

”Hvis det stod til min far, burde jeg slet ikke forlade flokkens område. Hvis man ikke engang kan tage til Enophis i sikkerhed, hvor kan man så ellers tage hen? Hvad hvis hun dukker op igen?”

Tarik var egentlig ikke super selvglad, men han kunne sagtens bruge selvironi, det var han egentlig fantastisk god til. Han vidste godt, at mange andre hingste var en del mere prægtige end ham, i muskelmasse. Meeeeen, derfor kunne han da godt rose sig selv til skyerne, i ren og skær sjov. Men det vidste Nyx nok også godt, for hun kendte ham trods alt rimelig godt efterhånden.

,,Pjat! Jeg er da langt mere prægtig end din far!”

Drillede han, inden han nappede ud efter hendes mule. Han svirpede let med halen bag sig, inden han hoppede frem imod hende, og mærkede hendes forben strejfe hans bringe. Han nippede fat i hendes ene lok af manen, og hev lidt i den, inden han skubbede frem med sin bringe, imod hendes skulder. Kun i leg og uden rigtig at lægge de store kræfter i; han var altså stadig én stor legefyr, der bestemt ikke var for gammel til den slags ’pjat’, som nogle måske mente det var.

,,Din far er meget klog så..”

Sagde Tarik, og løftede det ene bryn.

,,Måske det var bedst, at du blev i flokken. Men kender jeg dig ret, går du af dine egne stier, præcis ligesom mig. Min mor mener også det er bedst, at jeg bliver her – meeeeeeen, hun kender mig godt nok til at vide, at det ikke kommer til at ske”

Brummede han og trak lidt på skuldrene. Niks, han havde ikke tænkt sig bare at blive i flokkens område. Han ville ud og opleve en masse! Og egentlig helst med Nyx ved sin side.

,,Lad os tage afsted, sammen! Bare du og jeg? Hmm? Vi kan tage til Zenobia? Der har jeg aldrig sat mine hove endnu.. Hva hva hva?”

Han trippede nærmest på stedet og ren og skær begejstring. Så stor en fyr, med muskelmasse og lange ben, og alligevel bare en drengerøv helt ind til knoglerne.

#16

”Min far ville kunne vælte dig bare ved at puste på dig”

Nyx kunne ikke lade være med at grine lidt over det. Hendes far var også en ganske udmærket køn hingst, men hun så på ham med nogle lidt andre øjne end hun så på Tik. Titan var jo hendes far og der var absolut ikke nogen følelser andet end familiær imellem dem. Men man var ikke i tvivl om hvilken af dem der var stærkest selv når de ikke stod ved siden af hinanden. Selv med forskellig kropsbygning var hendes far stærkere.

”Og du har fuldkommen ret! Han kan vel ikke sige jeg skal blive i flokken og selv vandre udenfor? Og jeg ved han har gjort det mindst 3 gange. Da han forsvandt væk i længere tid, da han tog mig med til flokken og mindst en gang hvor han var sammen med min mor…… Hun kom ikke fra Teylar”

Det var ikke tit Nyx nævnte noget omkring sin mor, ud over at gøre folk opmærksomme på hendes bortgang, hvis de spurgte ind til hende. Nyx huskede ikke alt fra før hun kom til Teylar, men hun huskede vigtige øjeblikke der bare ikke kunne forlade hende, hvor meget hun end ønskede det.

”Jeg er med på den! Jeg har kun været her…. Og Enophis… Hvordan kommer vi til Zenobia?”

Hun havde godt hørt om øen fyldt med sand. Hendes far havde været der, og andre fra flokken også. Hendes brogede babysitter som lille, havde også fortalt nogle historier, der havde vækket hendes nysgerrighed, men hun havde været for lille til at opsøge øen alene. Som hun havde fået at vide mere end en gang kunne det være farligt. Men farer var ikke noget der skræmte livet af Nyx! Hun havde trods alt nu stået ansigt til ansigt med en skygge og overlevet, så hvad skulle en ø kunne gøre?