Curious of mind [N’zall]

Den hvide hingst med det elegante og drømmende korpus, havde forvildet sig til en ø, som han vidst aldrig havde været på. Den askebeklædte Foehn, hvor de såkaldte Skyggeheste boede.
Han havde endnu ikke mødt en selv, men han havde hørt mange tale om den, sidst fra den Gyldne Illana.

Måske var det dumdristigt, at han havde bevæget sig hen til denne ø. Men nysgerrigheden havde overtaget hos ham, selvom han jo bestemt ikke vsr en ung og naiv hingst, nej, han havde faktisk mange år på bagen efterhånden.

De hvidlige lokker faldt bølgende nedover hand knejste nakke, de bevægede sig sammen med ham, men også i egne retninger, når vinden tog i manen. Han vandrede i stilhed, helt ude ved stranden, så han dermed kunne flygte fra øen, hvis det blev nødvendigt. Men lige nu, havde han et ønske om, at gå hele Foehn rundt, for at se nærmere på Vulkanen; dog i behørig afstand som nu..

3

N’zall havde fra en plads et stykke oppe og langt væk, set en hvid klump ankomme til Foehn. Hun vidste udmærket godt det ikke var en af hendes egne, for så mange hvide skygger var der ikke, og et smil var derfor langsomt krøbet hen over hendes mule. Det havde ikke taget hende mange øjeblikke at beslutte sig for hvad hun skulle gøre. Der var jo ingen grund til at skræmme ham væk fra øen med det samme. Hun kunne sagtens have det lidt sjovt med ham først – hvis ikke hendes skrækindjagende ydre var nok til at skræmme ham væk med det samme.

Hun havde fundet en vej ned fra sin plads i det høje, og søgt i retningen af hingsten. Hvis ikke hendes beregninger ud fra hendes observationer var meget forkerte, burde det ikke tage hende så lang tid at finde ham. Hun gjorde endda sit bedste for at sørge for at vise sig fra sin ”bedste” side – eller det andre måske bare ville kalde kønneste side eller mindst skræmmende side, for god kunne man ikke kalde N’zall. Jovist havde hun da ladet nogen slippe med livet i behold mange gange og ikke truet med at ofre alle og enhver eller jagtet folk væk fra deres hjem eller forsøgt at overtale dem til at blive hver gang, men hun havde heller ikke den godhed der gjorde hun hjalp andre uden at have en bagtanke med det. Hun sørgede derfor for at få sig selv plantet i en afstand der ikke var alt for langt væk fra hingsten, og ifølge hendes lugtesans ville det ikke vare længe før han ville kunne få øje på hende. Hun unlod med vilje at lade være med at gå direkte imod ham, for at se om det han kunne lokkes tættere på af egen fri vilje.

Det var virkelig et besynderligt sted det her, øen Foehn. Den var nærmest mere skræmmende end han havde troet, men alligevel dragende på en eller anden mystisk måde. Den hvide hingst, med den lange, flagrende man, passede overhovedet ikke ind på askebeklædte ø, han var simpelthen for lys og ’god’ at se på, det vidste han jo godt – men nysgerrigheden havde nu altså alligevel trukket ham hertil. Han var jo nødt til lige at se øen, så han selv kunne danne sig en mening om stedet.

Let vippede de hvide øre, lyttende og opmærksomt, inden han knejste nakken dybt og majestætisk, for derefter at udsende en dyb, brummende lyd, egentlig bare henvendt til ham selv. Hans blå øjne stirrede fremad, opmærksomt og iagttagende, for han skulle nødigt overraskes.
Hovene blev engang imellem ramt af bølgerne, der gled ind over det våde sand. Let trippede han sidelæns, lidt længere op af stranden, for ikke hele tiden at få små våde koder – for det brød han sig egentlig ikke super meget om. Lidt forfængelig var man vel! En duft ramte de dirrende næsebor, duften af en andens eksistens. Resolut stoppede han op, med benene lige for hinanden, og hovedet let hævet op, opmærksomt. Foran ham, længere væk selvfølgelig, stod en meget spinkel, sort hoppe. Hun rykkede ikke yderligere på sig, og det gjorde Arion egentlig heller ikke.

Var hun en skyggehoppe?

Han slog med det maskuline hoved, og brummede i en hilsende og dog lettere skeptisk tone, i retningen af den sorte hoppe. Men han forblev stående – for nu.

9

Et smil bredte sig om den halve mule. Et smil der kun halvt kunne ses og kun var beregnet til hende selv. Et produkt af hendes indre fryd. Hingstens opmærksomhed var fanget. Det var første trin. Et feminin vrinsk blev sendt tilbage i hans retning, så lyst det overhovedet kunne blive uden at være et hvin.

Da han ikke lod til at komme nærmere hende og hun var nødt til at opsøge ham, gled ørerne en anelse bagud af utilfredshed, men blev også hurtigt rettet fremad igen, som hun vendte sig rundt og begav sig mod ham. Skridtene var lange, flydende og tempoet var tilpasset for at danne så meget mystik som muligt.

”Vær hilset, du hvide hingst”

Stemmen var feminin og tonen sukkersød som altid. Hun havde ingen intentioner om at skræmme ham væk. Tvært imod. Hun ønskede selskab og gerne selskab der ikke var bange for hende, så hun kunne komme tæt på.

”Hvad bringer dig til denne vulkanske ø? Nysgerrighed?”

Arion stod stødt på alle 4 ben, uden at gøre anstalter til, at træde tættere frem efter den sorte nathoppe. Han havde ingen intentioner om, at være den, der brød afstanden imellem dem. Nok var han nysgerrig af sind, men ikke direkte dumdristig. Så han vidste skam godt, at han skulle lade denne sorte hoppe, styre ’slagets’ gang. For nu i hvert fald. Hun besvarede ham, med et lyst vrinsk, og lod sine sorte ben drive hende i hans retning. Han forhold sig rolig og lod hende komme, mens han stod galant med sit hvidskimlede korpus og let knejst nakke.

,,Vær hilset, vandrende nathoppe.”

Besvarede han hende, meget galant og fyrigt, inden han nikkede dybt og lidt eftertænksomt. Derefter faldt nakken og hovedet på plads i den knejste stilling igen, mens han betragtede hendes halve mule. Hun kunne nok skræmme mange omkring sig, men for Arion var det ikke sådan – ikke endnu. Han tænkte mere over, hvad der var hændt den sorte hoppe, siden ansigt var molestreret.

,,Nysgerrighed, ganske vidst. Ønsket om, at kende sandheden, nok lige så meget, ja”

Svarede han med dybe rolige toner, inden han rettede lidt på sit ene bagben, og drejede sin krop en smule, så de stod ansigt til ansigt med hinanden.

,,De vandrer alene?”

Spurgte han så, stadig med helt rolig stemme og krop, mens de blå øjne diskret betragtede den natsorte hoppe.

13

Nyx kunne ikke andet end at smile. Et lille hemmelighedsfuldt smil, for åh ja. Nathoppe. Det var en anden af hendes søstre, der gik under det navn. Det kunne både gøre det mere besværligt eller lettere, når hun endte med at stå ansigt til ansigt med hingsten. Der var trods alt stor forskel fra lysende blå øjne til mælkehvide øjne og en halv mule og blottede knogler.

”Vi vandrer aldrig alene”

Stemmen var sukkersød og tonen en anelse lokkende. N’zall var aldrig alene, for hun havde skyggerne med sig. De slikkede sig op af de lange stænger hun kaldte ben. De var lange i forhold til hendes krop og en normal hests bygning, ligeledes var hendes hals. Intet af hende fik hende til at ligne en normal hoppe.

”Men det gør du?”

Det sidste u blev trukket ud i en næsten syngende tone, og som N’zall nåede hingsten gav hun sig til at kredse om ham som en kælen kat. Hun strøg sig hen langs hans sider og søgte det varme nærvær skygger ikke kunne give hende.

Arion stod solidt på alle 4 ben lidt endnu, inden han slog med den hvidlige hale bag sig. Den sorte hoppe var både skræmmende og alligevel dragende, på sin helt egen mærkværdige måde. Hun var skræmmende, fordi den halve mule blottede tænderne på hende, proportionerne på hende var også lidt sære, fordi hun var umanerligt slank, lange ben og hals. Og alligevel var hun betagende, smuk, på sin helt egen måde. Hun talte nu, sagde, at de aldrig vandrede alene. Han kiggede betragtende på hende, og bemærkede godt de mange levende skygger på hende. Ja, hun måtte bestemt være en skyggehoppe. Der kunne vel nærmest ikke være nogen tvivl om dette.
Mange ting vendte sig lidt i det indre, på den skimlede Arion. Han burde vende mulen den anden vej, stikke halen imellem benene vel. Men han gjorde det ikke. Han forblev stående, ganske roligt. Var der noget han havde lært, fra barns ben, så var det, at man ikke skulle vise, hvis frygten sneg sig ind på ens sjæl. Det var et svaghedstegn. Han forblev derfor stående på alle 4 hove, ganske solidt, og med ørene vendt roligt og lyttende i hendes retning.

,,Jeg vandrer ofte alene. Men lige så ofte i selskab. Måske De, vil gøre mig selskab denne aften, Me’Lady?”

Hans stemme var rolig og indbydende. Han lokkede ikke, men han var såmænd bare en ladies man, en gentleman, og det havde han altid været. Og selvom den sorte nat hoppe, var en af Skyggerne, lod Arion sit sind, forsøge at danne et indtryk af hoppen bag disse skygger. For hun rummede sikkert en masse, som øjet ikke kunne se. Hans blå øjne hvilede rundt efter hende, da hun begyndte at gå rundt om ham i cirklende bevægelser. Han drejede sig ikke med rundt, men lod blot blikket følge hende, så længe han kunne, og derefter drejede ørene med rundt i hendes retning, lyttende, men uden at det virkede paranoidt.

,,De vandrer med Skyggerne. Må jeg spørge, hvorfor?”


Hans hoved gled let på sned, ganske roligt, inden han brummede i dybe og maskuline toner. Han var endnu ikke skræmt, det var der igen grund til, hun havde jo hverken gjort man skade verbalt eller fysisk. Og han troede egentlig heller ikke på, at dette var nathoppens hensigt – i hvert fald ikke endnu. Svirpende slog halen bag ham, i en smældende og kort bevægelse, inden han trippede let sidelæns, da hun var ved hans front endnu engang. Han var ikke unghingst længere, men selvom hans krop måske var ældre, så betød det ikke, at hans hingstede adfærd var forsvundet, for det var den bestemt ikke. Næ nej, han ville altid være lidt af en drengerøv, men bestemt ikke en drengerøv uden manér. De blå øjne hvilede på hende, nysgerrigt. Ledende og søgende efter svar, på begge de spørgsmål han havde stillet hende. Mon hun ville gøre ham selskab denne aften, mens natten stod på, og stjernerne var gemt bag asken, fra den vulkan der stod og tronede sig over dem, nogle 100 meter væk.

[Word count: 506]

5

Wordcount: 579

Hans invitation glædede skrækhoppen. Selvom hun ikke havde noget imod at vandre alene, brød hun sig også ganske godt om selskab – også selskab der ikke nødvendigvis tilhørte hendes skyggefamilie. I modsætning til nogle af hendes brødre og søstre, der havde travlt med at skræmme mange væk, ville N’zall hellere bruge tid sammen med dem og få en fornemmelse af dem. Dem hun selv mente havde noget potentiale, kunne hun jo tage med til Alduin, så deres broderskab kunne vokse og de kunne have bedre chancer for at besejre lyset og dets følgere. Desværre var det ikke mange hun havde set potentiale hos endnu. Faktisk så tæt på ingen. Der var ikke mange der brød sig om at blive fortalt hvad de skulle gøre og ikke mange der havde lyst til at underlægge sig andre og adlyde blindt. Mange havde deres egen vilje og ønskede deres frihed mere end noget andet.

”Det ville glæde mig, du hvide hingst”

N’zall slog et par svirp med halen, så den næsten ramte hendes egne sider. Den var lang. Lang nok til at ramme jorden og passede hun ikke på, kunne hun sagtens komme til at stille sig på den. Selvom hun ikke ligefrem havde et indtryk af hingsten ville passe ind i broderskabet, ville hun alligevel ikke takke nej til selskab, for hun havde også nogle egne ønsker. En lille egoistisk del af hende, der søgte sjæle udefra til ren og skær underholdning. Hun havde hørt historier om andre lande – ting hun ikke selv ville kunne forestille sig, for på Foehn var hun skabt og på Foehn hørte hun til. Selvom hun fra strand bredden kunne se andre øer, nogle tættere på end andre, havde hun endnu ikke forladt øen for at søge på opdagelse der. For hvorfor dog forlade et sted, der havde alt hvad hun behøvede og alt hvad hun ønskede sig? Det ville være nytteløst at drage ud for at opsøge vogtere, for hun var ikke stærk nok til selv at kunne klare en enkelt og da slet ikke to eller flere, og der var ikke en Volin til at guide dem i kamp.

”Hvorfor ikke?”

Ja, hvorfor ikke vandre med skyggerne? Hun lod ham tænke lidt over spørgsmålet, men det lå ikke i hendes tone som noget hun krævede svar på. Hvorfor var himlen blå? Hvorfor var græsset grønt? Hvorfor vandrede hun med skyggerne? For hende var det mindst lige så naturligt og normalt som solen stod op i øst og gik ned i vest, og hans grund til ikke at gøre det kunne være lige så god som hendes grund til at gøre det. Hun havde ikke selv valgt det, men ønskede ikke noget som helst ændret. Hvis hun kunne forlade skyggerne og vandre frit – hvis hun fik tilbuddet, ville hun takke nej.

”Skyggerne er vores, min, familie. Af skygger er jeg skabt og til skygger ønsker jeg at blive, den dag mit liv er forbi”

I modsætning til næsten alle andre væsner i Andromeda, havde hun ingen forældre. Hun var ikke skabt af kærlighed mellem en hingst og en hoppe, men derimod skabt af Alduin ham selv, ved hjælp af hendes brødre og søstre og deres ofringer. Ben, hjerte og sågar et ansigt for ikke at tale om de liv der var blevet ofret. Ville et føl vende sine forældre ryggen uden en grund? Alduin var som en far – en far der ikke var til stede i kød og blod, men han var med hende over alt.