Everything new (Armonia)

1

Selvom familielivet stadig var meget nyt for Brêgo og Pippin sjældent brugte meget tid væk fra sin mor, havde Brêgo alligevel taget de to små med sig, så hun kunne få noget ro i nogle timer. Det kunne alle bruge – selv en nybagt mor. Selvom han ikke længere var lige så ung som dengang han først var kommet til Andromeda, og selvom hans sind ofte fik ham til at virke oldgammel, så var der alligevel en legesyg hingst gemt væk derinde et sted, og han tog sig derfor også tid til at lege med føllene.

Alle 3 havde fart på hen over engen med nyfalden sne. Mazikeen var tavs som altid, og Brêgo kunne ikke lade være med at grine af Pippins underlige dådyrhop…. Lige indtil han forsvandt i en dynge af sne, der åbenbart havde været en smule dybere end først beregnet, samtidig med han havde mistet fodfæste og lå på jorden. Hingsteføllet var dog hurtigt oppe igen og Brêgo undlod derfor at pylre for meget omkring ham. Han kunne sagtens beskytte uden at være for overbeskyttende – på nogle tidspunkter.

Mazikeen havde efterhånden lært hvordan hun skulle håndtere den lidt mindre bror, og i stedet for at bide var hun begyndt at nøjes med at nappe. Han lod dem derfor også bare lege lidt i sneen mens han lod ørerne vrikke rundt, lyttende. Selvom de to havde det sjovt og legede, var han jo stadig nødt til at sørge for der ikke skete dem noget, og selvom de var inden for flokkens område, var han alligevel altid på vagt. Ubudne gæster havde allerede sat hovene i Teylar 3 gange.

@armonia
// Venter lige med at bruge Maze og Pip til de kan blive ordentligt introduceret

Den røde hoppe havde befundet sig længe i Teylar. Hun havde både bragt Tarik til flokken, og samtidig født endnu en søn, Taranis. Ligesom sin storebror, havde Taranis arvet den ’fantastiske’ egenskab, at strejfe en del omkring, men dog mest indenfor flokkens område. Den røde lyttede altid efter ham, men til trods for utallige forsøg på, at holde ham i nærheden af hende hele tiden, så lykkedes det ikke altid. Dog vidste hun godt, at den ældre Tarik, helt sikkert også ofte havde et øje på ham, eller gik langs hans side. De var jo trods alt brødre..

Den nyfaldne sne prydede hele Teylars område, ja faktisk hele øen, for det var jo vinter nu. Hun vippede forsigtigt rundt med sine øre, lyttende efter enten den ene eller anden søn, men der var ikke nogen at høre, endnu. Dog opfangede de sensitive øre, lyden af andre små hove og Brêgos skridt. I fuld fart kom der 3 løbende i sneen, to små føl, den ene med brunlige nuancer, den anden med sorte. Den ene lavede de fineste dådyrspring igennem sneen, inden der dog blev sat en stopper for det, fordi en snedynge overraskede. Den røde smilede af dem alle 3, inden hun løftede det feminine hoved og vrinskede hilsende i deres retning.
Var det mon den brogedes to føl? Hun håbede det inderligt, for hun vidste, at han bar på et stort ønske om at blive far – og hun var slet ikke i tvivl om, at han klarede den opgave til UG.

Let satte hun frem i skridt, med sirlige og forsigtige bevægelser igennem den fine sne. Blomsterne i hendes man var stadig udsprungne, til trods for vinterens kulde. For de levede jo af og med hende, så de bemærkede skam ikke, om det var vinter eller sommer.

4

Brêgo spidsede ørerne ved lyden af et vrinsk, og endda et velkendt et af slagsen. Selvom han måske ikke var den mest sociale og den der brugte aller mest tid med flokkens medlemmer, havde han alligevel altid et lille øje på dem og omgivelserne. Selvom han havde overladt flokken til Illana hjalp han alligevel lidt til – han kunne trods alt altid finde ud af om nogen farer var i nærheden af flokken, for hans små flyvende meddelere kom altid og advarede ham.

Et mildt og varmt vrinsk blev sendt tilbage i retningen af Armonia, inden han brummede mod de to små for at få dem til at følge ham, og satte derefter kursen mod hende. Ikke i lige så høj fart som før, men i en let trav med høje benløft – det var noget han gjorde helt automatisk så snart han var i nærheden af sne eller vand – eller andet der kunne sænke hans fart eller gøre det mere besværligt at søge fremad.

Maze var ikke lang tid om at følge med, men holdt sig hele tiden tæt på den brogede. Det undrede ham ikke, men han overvejede alligevel hvordan han skulle præsentere hende for en fremmed, og så endda en anden mor, for hans handling gik med garanti imod en mors ønsker. Pippin derimod, den meget udadvendte, var allerede langt foran.

1

Great! Endnu en af de store hopper. Endnu en der ikke var hendes mor. Hun savnede sin mor. Det var der ingen tvivl om. Og selvom dem omkring hende gjorde hvad de kunne for at få hende til at føle sig tilpas, var der stadig noget der manglede. Der var et tomt hul der ikke kunne fyldes. Hun fulgte alligevel med, men holdt sig ved sin fars side og alligevel en smule bagud. Ørerne var rettet bagud, men ikke lagte.

De brune øjne studerede hoppen meget nøje. Endnu en af dem. En af dem der havde evner… Ligesom hendes far, hendes mor, hendes bror, hendes brors mor og den gyldne hoppe som hendes far havde ladet babysitte hende i ny og næ. Hun var den eneste hun havde mødt, der ikke havde nogen evner. Var det så hende der var noget galt med? Hvad havde hun gjort galt? Eller havde hun evner hun bare var for dum til at få til at virke?

# 4

Næsten allerede inden hans far havde givet tegn til at han skulle følge med, var Pippin allerede på benene og på vej mod hoppen for fuld firspring, Han lod langsomt farten sænkes som han kom nærmere og sluttede farten af med et par kåde buk og hop. Han så sig et øjeblik tilbage mod far og søster, inden han rettede blikket mod hoppen med et par store dådyrøjne og et bredt smil om den mørke mule. Damp stod ud i den kolde luft fra hans næsebor og kroppen dampede en anelse efter løbeturen og legen – også selv om dele af hans pels var blevet våd af sne.

”HARJ!”

Det var en munter hilsen fra et muntert føl. Hvis man så på Pippin kunne man somme tider tro der slet ingen bekymringer var i verdenen. Men der var sikkert også nok der bekymrede sig nok på hans vegne. Mulen strakte han en anelse frem mod den rødlige man med blomsterne. Sådan nogen havde han ikke set før!

Brêgo var ikke længe om, at besvare det milde og venlige vrinsk, som den røde før havde sendt i hans retning. Hos ham var de to føl stadig, men den ene ’stak’ hurtigt af, og spurtede i retningen af den røde med sine fine, føllede bevægelser. De to små lignede ikke hinanden særlig meget, men at dømme ud fra hvordan den sort plettede holdt sig tæt til Brêgo, måtte de nærmest være i familie med hinanden. Det brogede føl kom hurtigt hen til hende, og sagde et glædeligt ’harj’ til den røde. Hun smilede varmt og lod sit hoved sænke sig ned til ham, ganske roligt i bevægelserne.

,,Hej, du lille. Sikke hurtig du er på benene!”

Smilede hun varmt, og puffede let imod hans skulder, kærligt og velment. Hun drejede blikket lidt mod Brêgo, der kom nærmere og nærmere med det sorte føl. Hun brummede roligt til dem alle 3, inden hun kiggede ned på den brogede, der stod foran hende.

,,Sikke du ligner din far! Mit navn er Armonia – hvad hedder du?”

Spurgte hun ganske mildt, med et roligt og let tonefald. Hendes øre var hele tiden vippet lidt i retningen af de to andre, som også kom nærmere og nærmere. Armonias egen søn, Taranis, var ikke at se lige nu. Men han var i nærheden, det vidste hun. For det var ikke længe siden, hun havde forladt ham, hvor han lå krøllet sammen, sovende, i et tæt område af buske og træer, inden for Teylars område. Hun slog let med den røde hale bag sig, af ren vane.

4

”Pippin”

Brêgos tone bar autoritet med sig og det var helt sikkert at han bare med et enkelt ord, eller navn, havde i sine at få den lille hingst til at lystre. Han var trods alt ikke helt uopdragen, men havde det med engang imellem i ren og skær iver, at glemme, hvad det egentlig var hans forældre prøvede på at lære ham.

”Vær hilset, Armonia. Det er vidst længe siden jeg sidst har set dig. Hvordan har du det?”

Sidst han havde rigtigt set den røde årstidshoppe, og ikke bare havde spottet hende på afstand eller i det fjerne, var da hendes lille røde hingst, Tarik, var helt lille og han havde spurgt, om ikke hun ville holde øje med den stjerneplettede Nyx indtil hendes far var tilbage. Men han var voksen nu. De var voksne nu. Selvom han ikke havde snakket med dem siden heller, havde han alligevel fulgt med på afstand.

”Jeg hører et tillykke er på sin plads. At du og Matthew har fået en lille ny mere?”

Selv havde han været for travlt optaget med så mange andre ting – som den hvide skygge, hans datter der nægtede at tale eller ikke kunne tale, hans nye søn og selvfølgelig Euphoria. Hun havde taget mere af hans tid end han før havde haft sat af til nogen hoppe, men ikke på den dårlige måde. Han havde bare ikke længere tid til at betragte alle andre lige så ofte og længe, som han havde været vant til siden hans ankomst og siden han startede Teylar. Selvom han havde givet flokken videre, havde han jo stadig holdt et lille øje på flokken og dens medlemmer, når han var i nærheden og ikke var ude for at finde sig selv igen.

# 2

”P-P-Pip”

Det var ikke fordi han stammede men af ren og skær iver, at den lille hingst ikke fik sagt sit navn uden et par ekstra forsøg. De første par P’er kom frem mens han trak vejret indad, for han havde været for ivrig til at spytte navnet ud, til at have husket at trække vejret ind så der var luft nok til at snakke. Det blev alligevel sagt med et stort bredt smil.

Han fik lynhurtigt trukket både hoved og mule til sig, da hans far kaldte hans navn. Han vidste jo godt hvorfor. Det var ikke alle der brød sig om, når man var nærgående, og så længe han ikke havde fået tilladelse til at røre, skulle han holde mulen for sig selv. Han så tilbage mod sin far med et næsten uskyldigt blik inden han så tilbage op mod hoppen.

”Det?”

Blomster havde ikke eksisteret i hans indtil videre korte liv. Det havde været for koldt. Den smule der var, var den fesne ukrudts type, som ingen alligevel lagde mærke til. Aldrig før havde han set den farve eller ting, der hang i hendes man.

1

Det brun-brogede føl holdt sig stadig bag sin far. Hun ville helst ikke for tæt på den fremmede hoppe. Det var ikke hendes mor. Ingen af hopperne hun syntes at blive præsenteret for, var hendes mor. Ingen af dem lignede hendes mor og ingen af dem legede med hende som hendes mor havde gjort. Det var med et meget reserveret udtryk hun betragtede sin halvbror og hoppen. Han snakkede nok for dem begge to, og selvom Maze ikke var stum, var det nu bare blevet nemmere ikke at sige noget. Dem omkring hende lod alligevel til at forstå hvad hun mente, og ellers havde hun et par meget udtryksfulde øjne til at hjælpe hende. Ørerne var vippet en smule bagud. Ikke lagte ned mod nakken, men lyttende. For hver gang hun mødte en ny magiker, voksede mængden af hendes spørgsmål, men det var lettere at bide dem i sig og holde inde, for hun var ikke sikker på hun ønskede at kende svaret. Hvad hvis de troede hun var magisk også og hun ikke var? Hvad hvis de ville hade hende?