Growing up so fast [Avazad]

12

Ava måtte sukke tungt. Hun sendte alligevel Azazael et skarpt blik i ny og næ, når det lod til han skulle til at kalde sin bror øgenavne. Det var ikke første gang han ville gøre det og med sikkerhed heller ikke sidste.

”Cain, han er din bror. Du kan sagtens stole på ham. Ellers får han med mig at bestille.”

Selvom hendes blik først havde hvilet på den lille hingst, lod hun det til sidst falde sigende på Azazael. Hun mente det skam. Hvis ikke han opførte sig ordentligt kunne han få tilbage af nøjagtigt samme skuffe. Nok var han højere end hende, men hun var stærkere. Hun plejede godt kunne få ham til at lytte bare med et enkelt blik, men på det sidste var det blevet en anelse svære. Det kunne måske være han snart skulle sættes på plads igen og have en ordentlig omgang, så han kunne lære hvem der bestemte – eller få hukommelsen genopfrisket.

Cain fulgte hans mors blik over på hans løgnagtige bror. Okay Cain vidste ikke om han løg, men sten var der altså ingen af her.

“ Men mor, der er ingen sten her...”

Lød det stille fra ham. De to-farvede øjne gled på hen på Azazael og han stak meget forsigtigt tungen ud, inden han trykkede sig en anelse ind til hans mor. Hun var stadig den største tryghedsfaktor i hans liv og så kunne han også diskret aflaste det blodige forben.

12

”Moar! Så du lige det?!”

Måske var Azazael en voksen hingst efterhånden, men lige når det kom til hans mor, blev han nok aldrig rigtig voksen. Ikke så længe hun ville blive ved med at bestemme over ham. Selvfølgelig kunne han godt lade hende tro hun bare bestemte, men det betød også han kunne spille en lille smule på hendes moderlige rolle. Og Cains tunge skulle der sladres om! Alt for at sætte sig selv i et bedre lys.

”Der er sten over det hele..”

Han skulede ned mod den lille. Selv i jorden under græsset var der sten, men græs var der ikke meget af. Det vulkanske underlag var jo bare dækket af mos. Alt var sten og mos så tæt på Aljuns tilholdssted. Måske var det meget små sten nogle steder, men derfor kunne de stadig være skarpe. Han havde da selv fået nogle skrammer i ny og næ.

13

Det gav god nok mening hvad den ældste bror sagde, men alligevel havde hun også godt på fornemmelsen af han ikke altid talte helt sandt. Han havde trods alt forsøgt at lyve nogle gange, selvom han oftest blev taget i dem.

”Cain, opfør dig ordentligt over for din bror”

Det skulle jo begge to opføre sig ordentligt. Hvorfor i alverden kunne de ikke bare finde ud af at være ordentlige over for hinanden? Det problem havde hende og Arc aldrig haft. De var tætte. Næsten ligesom Azazael og Azula. Men Cain og Azazael….. Det var en helt anden sag. Alligevel ville hun heller ikke være alt for overbeskyttende, for Cain skulle jo også lære at slå fra sig, og hvem kunne lære bedre fra sig end en bror i leg? Til at starte med i hvert fald.

”Hvorfor kan i ikke bare være ordentlige over for hinanden?”

Cain sænkede hovedet en anelse over hans mors irettesættelse. Ørerne tiltede ud til siden og han skulede olmt på Azazael, som var en lille snitch. Men den leg kunne de være to om. Så snart muligheden bød sig.
I stedet for at svare på hans mors spørgsmål, så lagde han blot hovedet mod hende, nu han stadig lænede sig op af hende.

“ Han bliver sur over ingenting “

Fik han alligevel mumlet.

15

”Fordi han ikke gider høre efter”

tonen var blevet en smule mere gnavent end hidsig og udtrykket med. Hans korte lunte var ikke til at spøge med, og hans bror vidste det udmærket godt. Han skulle ikke stå der og spille så skide uskyldig. Der havde ikke været noget hvis han bare havde gjort som der blev sagt, men i stedet skulle han krybe i skjul bag sin mor. Lille skvat! Han skulle nok få ham på et andet tidspunkt. Den lille rolling fortjente slet ikke at trække vejret, for han var ikke værdig. Hans far var intet og deres mor havde Azazael mistet noget af sin respekt for. Tænk engang hun kunne overgive sig selv til sådan en svaghed. Svaghed kunne kun avle mere svaghed.

14

”Jeg tror ikke han bliver sur over ingenting, Cain. Gør du vel, Azazael?”

Hun sendte et af de skarpe blik i retningen af den ældste søn. Hun vidste udmærket godt han havde nogle dæmoner han kæmpede med, og at han ikke altid havde den bedste dømmekraft. Men hun stolede såmænd også på han ikke ville gå imod hendes ønske om at skade nogen fra deres familie – skyggefødt eller ej.

”Hvor gemmer Xenocrates sig?”

Det lod i hvert fald til der stadig var nogle ting der skulle arbejdes med, og med Cain i nærheden havde Ava ikke de helt store muligheder.

Cains øjne blev mørke i det føllet stirrede på sin bror. Det lille føl kunne på ingen måde lide sin bror og stolede derfor ikke på ham, også selvom hans mor fortalte ham anderledes. Det var vel en del af at blive ældre og det var ikke til at vide hvad fremtiden bragte med sig. Et lille suk lød fra føllet og han så væk fra dem.

" Jeg... gider ikke.. Dum...Ond..Ged"

Fik han vrøvlet en anelse søvnigt og lod hovedet hvile mod hans mors mave. Nok var han rimelig fremmelig af et føl, men træt og barnevrøvlet var han ikke for gammel til.

3

Azazael hævede det ene bryn af hans bror. Wow. Sikke et come-back. Han skulle nok blive til noget engang…. Eller ikke…. For alt i verdenen kunne Azazael være ligeglad. Han ofrede såmænd gerne sin bror til fordel for noget der kunne fremme ham. Den lille lort burde slet ikke eksistere. Hvorfor var det lige han kunne slippe af sted med at være sådan en lille….. Mide? Han undlod at svare Cain, og lod i stedet blikket falde på sin mor og trak på skuldrende.

”Jeg er ikke hans babysitter…. Hvor skulle jeg vide det fra?”

Det var jo ikke fordi han fulgte ham konstant eller hele tiden havde ham i hælene. Engang imellem havde han den luksus at vandre rundt for sig selv, og det var der han kunne have det sjovt. Denne gang havde den lille lort bare spoleret hans morskab. Det skulle han nok få betalt.

1

Ava lagde ørerne af Cains ord, for hun havde lige bedt dem om at opføre sig ordentligt over for hinanden. Han kunne sagtens stå og se så uskyldig og nuttet ud over for hende, men ligesom Azazael skulle opdrages på, skulle han også. Hun lod derfor mulen synke sig ned mod Cain og gav ham et ordentligt skub væk fra sig, og trådte selv nogle skridt den modsatte vej. Han skulle ikke tro han kunne få lov til at stå der og gemme sig.

”Cain. Hvis du fortsætter, må du selv tage konsekvenserne. Det lærte din bror i din alder. Hvis der er mere brok her, får i begge med mig at bestille. Er det forstået?!”

Ava lod stemmen hæves til sidst for at understrege alvoren. Begge ville få sig en omgang, hvis ikke de kunne opføre sig pænt over for hinanden. Hun havde været så heldig ikke at miste Cain, men det betød ikke han var fritaget for opdragelse. Tvært imod. Med hans herkomst var der måske endda endnu mere der skulle arbejdes med end ved Azazael og Azula. Hun ville nødigt risikere han fulgte i sin fars fodspor.

Cain virrede let med hovedet af hans mors irettesættelse, og han så nu væk i en kort protest, inden han opgav til foretagende. De små ører blev vippet bagud og han så ned i jorden, mens han grublede noget så grusomt. Han vidste dog at hans mor mente alvor og det tog ham da heller ikke længe om at vælge den bedste løsning.

" Ja, Mor. "

Lød det så fra ham i et stille toneleje, mens de flerfarvede øjne stirrede fjernt ud i luften. En svag knurren kom fra hans mave, men han turde ikke se på sin mor, og da slet ikke gå derhen uden at have fået lov efter han havde fået skæld ud.

[2]

6

Azazael så måbende fra den ene til den anden. Han skulle lige til at lave øjne og abe efter sin bror i en mine der gjorde nar af ham, men lod være. Han havde ikke lyst til at være den der stod for skud også, for han vidste at han ikke bare ville nøjes med at få en reprimande som den lille lort. Dog kunne han ikke lade være med at fryde sig lidt over den måde han nærmest underkastede sig på. Det havde han aldrig selv gjort. Nej. Han var blevet ved til han blev holdt nede. Deres mor kunne måske bedre lide den lille lort på grund af hans artighed – eller den han viste over for hende. Han endte med at give et lille fnys fra sig over hans tankegang.

”Jeg tror jeg vil se om jeg kan finde noget bedre at tage mig til. Godt det ikke er mig der skal babysitte sådan en lille….”

Gnom, svækling, lort….. Mange skældsord meldte sig i hans hoved, men ingen af dem blev nævnt på grund af deres mors skarpe blik. Han vidste jo godt hun ville snappe af ham, hvis han fortsatte med at kalde ham ting, og nøjedes derfor med at kalde ham ordene inde i hovedet og afsluttede i stedet sætningen med

”Hingst”

Derpå vendte han røven til de to og begav sig væk fra dem og ned af bjergskranten. Han trængte til at finde noget eller nogen, han kunne lade sine frustrationer gå ud over. Aller helst nogen.

7

Ava fulgte Azazael med blikket og sukkede tungt. Der var meget lang udsigt til et venskab mellem dem. Halvbrødre var åbenbart ikke godt nok. Hun tvivlede på de nogensinde ville skabe sådan et bånd hun havde haft til Arc. Godt nok havde de været helsøskende og ikke kun halve, men de havde hver især haft hver deres rolle at indtage, og deres venskab burde ikke eksistere, hvis man da ønskede ikke at stå tilbage med et savn. For Ava skulle sendes væk.

”Cain….”

Denne gang var hendes stemme mere mild, som hun bød ham nærmere igen. Ud fra hans kropssprog lod det til han havde forstået alvoren. Men det var nu ikke derfor hun havde nævnt hans navn. Det var mest for at fange hans opmærksomhed, så hun kunne være sikker på han lyttede efter.

”Du kan lære meget fra din bror.”

[3]
Da den grufulde bror nu endelig forsvandt var det som om at Cain skrumpede et par centimeter da han sukkede lettet. Det ville være løgn at sige at den lille sodfarvede hingst ikke frygtede hvad hans bror ville gøre ved ham den dag at deres mor ikke var der til at skille dem ad. Der var uro i kroppen på Cain, men hans mors milde stemme fik ham endelig bragt ud af det stress det havde været. Han trykkede sig mod hende og gemte kort hovedet væk, inden to store bambi-øjne så op på hende.

" Hvorfor hader han mig? "

Lød det så stille fra den lille hingst, mens han vippede ørerne ud til siden. Han havde aldrig forstået den større hingst had overfor ham. Han kunne mærke afskyen gå gennem marv og ben hver gang de blå øjne så på ham. Når man var alene med mor så kunne man godt sænke paraderne, bare lidt.

2

"Det er ikke til at sige."

Det var en løgn. Ava havde godt på fornemmelsen af, hvorfor Azazael bar rundt på sådan en opførsel og dislike over for sin yngre bror. Men hvordan forklarede man en så ung sjæl, at det nok ikke havde så meget med ham at gøre som hans herkomst. De delte ikke samme far, og Ava mistænkte det var Azazaels misbilligelse der gik ud over broren. At hun havde udvidet familien med en, der ikke nedstammede fra skyggernes broderskab som  ham selv og hans søster.
Selvfølgelig kunne der være andre grunde også, men det var hendes bedste bud, ud fra den opdragelse han havde fået. Og måske lå en lille del af grunden også i, at hun aldrig på samme måde havde holdt hånden over Azazael, som hun havde over for sine andre unger, når der var optræk til problemer.

Mulen lod hun søge mod sin søn, for at nappe kærligt til hans man. Nok var hun ofte kold både udenpå og indeni, men når det kom til hendes små, var der alligevel stadig en lille gnist af den kærlige hoppe hun engang havde været.

"Du skal nok blive stor og stærk en dag. Så kan det være det er ham der skal til at passe lidt bedre på."