Growing up so fast [Avazad]

Cain var ved at være ude over hans nyfødte stadie og var derfor på opdagelse, dog stadig tæt på sin mor som han ikke bevægede sig alt for langt fra. Hun var hans sikre base og nok også det sikreste sted at opholde sig.  Minderne omkring hans fødsel var tågede, men han huskede silhuetterne og hvem de var, men ikke meget mere end det.  En ting var sikkert, at den lille hingst var glad for sin mor, og havde derfor ikke i sinde at begyndte at løbe væk, som så mange andre føl.  Han stoppede derfor også op og ventede på hende, når han kom lidt for langt væk.

5

Azazael havde holdt godt øje med stumpen. Hans mors yngste. Hans bror. Og alligevel ville han ikke gå så langt som at kalde ham en bror. Han var uren! Uren og ikke værdig, ligesom rollingens far. Han forstod stadig ikke hvordan hans mor kunne finde på at formere sig med sådan en… en… Der var ikke et skældsord godt nok til at beskrive ham. Azazael fnøs ved tanken. Tænk at det stankelben var i familie med hans babysitter……….. Et lille lusket smil voksede sig større omkring hans mule, og han lod blikket glide opmærksomt rundt. Selvom de ikke var langt væk fra deres mor, betød det jo ikke han ikke kunne lokkes lidt længere væk… Eller meget længere væk – ville det virkelig være så slemt hvis han blev væk?

”Hey, rolling! Kom her!”

Hans stemme var kommanderende halvt hviskende og alligevel fyldt med autoritet. Han var jo den ældste af de to, så det måtte også være ham der bestemte.

Cain hørte en puslen i nærheden og snart kom hans bror frem. Føllet stod med store øjne, men veg ikke fra sin position. De tofarvede øjne missede en anelse mistænksomt og han mente bestemt ikke at han skulle adlyde. Derfor lød der blot et lille fnys fra føllet inden han lod blikket glide rundt efter hans mor.

" Næ! "

Lød det også fra ham, i det han alligevel var fræk nok i kæften. Uden tvivl en kvalitet fra begge forældre. Ingen skulle bestemme over ham, andre end hans mor selvfølgelig.

6

”Jeg sagde kom her hen!”

Denne gang havde Azazael bidt tænderne sammen. Det var sidste advarsel, ellers skulle han nok selv hente det lille bæst. Den lille lort lod til at være lige så stædig som deres mor og ham selv. En egenskab der ikke var særlig sjov, når den var rettet mod en selv. Ikke at det havde nogen som helst betydning for hans egen opførsel – han skulle bare lære lorten at opføre sig pænt.

Azazael trådte nogle skridt tættere på føllet for at vise han mente det i alvor. Han var tilmed parat til at jagte skvattet, hvis han skulle finde på at prøve på at stikke af. Den eneste lille form for bekymring han overhovedet havde, ville være hvordan han skulle forklare det, hvis rollingen sladrede til deres mor. Og alligevel havde han en lille idé om hvordan han skulle takle det.

" Nej ! "

Svarede han nu igen, med en anelse tøven forinden. Han havde jo godt fornemmet alvoren fra hans ældre bror, men det betød ikke han blot lystrede. Hans toneleje var blevet højere i det han nu bestemt ville gøre opmærksom på hans tilstedeværelse. Eller nærmere hvor han befandt sig.
Cain var ikke dum, men der fandtes ikke meget frygt i den lille krop. Det var også grunden til han ikke havde stukket halen mellem benene endnu.

7

DET var dråben! Azazael lagde ørerne i nakken og trådte fremad mod føllet for at indskrænke den sidste afstand mellem dem, til han til sidst var inden for rækkevidde. Tænderne blottede han, og snappede ud efter føllet – dog uden helt at få fat. Han ville jo bare lege lidt med ham. . . Til at starte med. Snappet blev dog efterfulgt af et kraftigt skub for at sætte gang i rollingens lange ben, eller vælte ham, alt efter hvor stædig han havde tænkt sig at være. Han var selv blevet væltet mange gange, så han havde efterhånden lært et par ting eller to om hvordan man satte andre på plads. Hvem skulle have troet han engang fik muligheden for at bruge de samme kneb hans babysitter brugte eller bruger på ham, på en der var blodsbeslægtet med hans babysitter. Ikke at Snokrates nok havde særlig meget imod det. Han havde ikke selv lydt forfærdeligt begejstret for hans egen bror.

Ugh. Cain satte i bakgear for at undgå det snapperi der kom fra hans bror. Han havde næsten sat sig på røven med hans skubben, men Cain var et stærkt føl, så der skulle lidt mere til. Dog blev blikket vendt febrilsk rundt omkring i omgivelserne, mens han bakkede i en stor cirkel for ikke at komme væk fra der hvor han skulle vente på sin mor. De små uldede ører blev vendt bagud

" Stop så ! "

Råbte han nu af sin dumme bror.

8

”Så kom her!”

Der lå stadig en form for autoritet i stemmen. Han gav i hvert fald ikke bare op. Han havde ikke tænkt sig at stoppe før den lille rolling af en bror, gjorde som der blev sagt. Så ville han jo bare tro han kunne gøre det en anden gang. Næh nej! Han måtte blive ved, ligesom andre blev ved a det var ham selv der var et lille skvat.

”Jeg har noget jeg skal vise dig”

Det var ikke helt løgn, men der lå mere bag det. Azazael var blevet god til at skjule sine hensigter, for han kunne jo ikke have hans legetøj forsvandt væk før han havde haft muligheden for at lege med det. Hverken diverse hopper, de udefra kommende eller hans egen lillebror.

" Nej! "

Blev han stædigt ved, mens han bakkede videre i cirkler. Nu måtte hans mor godt snart komme. Han overvejede at dreje rundt og bare løbe, men hvordan ville hans mor så kunne finde ham? En lille vrinsken kom fra ham i håb om hans mor var rundt om hjørnet.

" Jeg gider ikke! "

Råbte han så igen, for han synes godt nok storebror var træls.

9

Denne gang bed Azazael ud efter skvattet! Uduelige halvblods… Azazael lagde ikke altid mærke til når han formåede at bruge sin evne, for det kom mest af alt til ham, når han var ved at miste besindelsen, og ligesom sin mor, havde han en meget kort lunte – og den lunte var så kort nu, at han var ved at springe i luften. Forbandede lille unge! Han bed ikke kun en gang, men en gang til og en gang mere. Klemte til med tænderne for hver gang han fornemmede han kunne få fat.

”Møgunge! Hvorfor kan du ikke bare høre efter?!”

Azazael fnøs aggressivt. Hvordan skulle han nogensinde kunne blive til noget? Eller… Vent nu lige lidt. Han var allerede noget. Han var lige til at smide i vulkanen og ofre til Herren. Andet kunne han vidst ikke bruges til.

Svush. Det var lyden af sin brors tænder der kom faretruende tæt på ham, gang på gang. De snittede ham i ny og næ og Cain vidste at gassen snart ville gå SF ballonen og så ville det gære ondt.

“ Du er ikke min mor! “

Hylede han nu op i en mere skinger tone. Inden han snappede tilbage med de håbløse gummer han havde.

10

Azazaels grænse var allerede overskredet, men så snart hans bror begyndte at snappe med sine gummer, tændte han fuldkommen af. Det var ikke nok at bide. Forben blev sendt mod ham, og han var ret så ligeglad med, hvorvidt den lille svans kom galt af sted eller ej. Hans mor havde jo også tilladt andre satte ham på plads, så hvorfor ikke også den lille lort her? Det var vel ikke anderledes for ham. Og så var han tilmed kun en halvblods! Med lidt for mange af de forkerte gener.

”Men jeg bestemmer over dig og du har bare af at høre efter! Fordømte skabning!”

Han hvæsede næsten af det lille føl. Nogen ville måske mene han skabte sig, men de havde ikke selv stået med sådan en lille lort der ikke gad høre efter og et temperament som næsten ingen andre. Det var for meget at holde styr på.

11

Lyden af Cains hyl fik Ava til at spidse ørerne. Hun var ikke langt væk, men havde alligevel overladt føllet til at passe sig selv uden at lade det rende for langt væk. Alle havde jo brug for ”mig” tid og der var i forvejen ikke alt for meget af den, med skyggernes hvisken og alle de planer der skulle lægges og udføres.

Ava var ikke et sekund i tvivl om, hvorfor Cain havde hylet sådan op, da hun så ham sammen med sin bror. For et øjeblik lagde hun ørerne ned i nakken og sendte et advarende hvin i retningen af den ældste bror. Hun satte dog farten ned for til sidst at standse henne ved dem.

”Hvad foregår der lige her?!”

Hun så fra den ene til den anden mens hun afventede et svar. Allerede fra start af var hun godt klar over der sikkert ville være uenighed om hvem der startede, og lige når det kom til de to, var hun en smule i tvivl om hvem hun skulle tro på og ikke tro på.

Cain tillid sig selv at stoppe halvt op da hans mor kom til syne med det resultat af hans storebrors forhov snittede knæet nok til at det gav et sår. Ikke slemt, men nok til at blodet piblede langsomt ned af benet.
Han pilede dog hen til sin mor og gjorde ikke noget stort nummer ud af det, selvom det gjorde ondt, men det skulle hans bror ikke se.

“ Jeg ville ikke gå med... For jeg skal blive i nærheden. Stoler ikke på Azaza. “

Lød det stille fra ham. Hans sprog var ikke helt på plads endnu, men jo ældre han blev jo bedre.

11

”Jeg ville såmænd bare lege lidt… Lidt længere henne hvor der ikke er lige så mange sten…… Så han ikke behøvede stå her og glo helt alene, men l… den gad ikke høre efter”

Azazael dukkede hovedet en anelse ved hans mors skarpe blik da han skulle til at kalde sin bror for ”lorten”. Det var jo ikke helt forkert det han stod og sagde. Han ville jo sådan set bare lege – men et mere spændende sted. Den bedste måde at lyve på, var en halv sandhed. Han havde prøvet så mange gange og var blevet taget i det lige så mange gange, men han var efterhånden begyndt at finde ud af, hvordan han bar sig ad.

”Han er lige så stædig som…. Well… Der er ikke noget at sammenligne ham med”