Nye venskaber (Åben)

"Lim"

Every flower is a soul blossoming in nature. Look deep into nature, and then you will understand everything better.

Selvom foråret var på vej, prægede vinteren stadig landet. Sneen lå som en tyk dyne over jorden, og det var koldt i vejret. Frosten hang fra træerne og lavede søerne til is. Det var et barskt vejr for vildhestene, men det var nu også rigtig smukt. Dette var i hvert fald Lims holdning til det. Hun befandt sig nu på en stor eng, der strakte sig som et hvidt landskab, så langt øjet rakte. Hun var endnu ny i disse omgivelser,  og havde derfor ingen anelse om, hvor hun var lige nu. Hun kendte endnu ikke de forskellige steder i landet og var derfor på eventyr for at udforske landet. Det var en smuk formiddag. Solen skinnede klart på himlen og lyste det hvide sne op. Frosten hang i luften og gjorde alting ekstra smukt og klart. Det var stadig køligt i vejret, men det var en mild og vindstille dag, hvilket fik solen til at varme mere end vanligt.

Hun vibrerede let med næseborerne, hvilket fik en sky af damp til at stå stille i luften foran hendes mule. Hun stod lige nu stille og betragtede den lækre eng, der boltrede sig foran hende. Den indbød virkelig til en god galop! Ivrigt gjorde hun et kast med hovedet, inden hun satte kroppen i gang. Hendes hove buldrede derudad, og halen blafrede vildt bag hende. Det var længe siden, hun havde fået strukket ud på denne måde, og følelsen var derfor helt ubeskrivelig! Det var hårdt at løbe i den tunge sne, men hendes hove førte hende ubesværet af sted. Hun løb op og ned ad det bakkede landskab uden hverken at snuble eller miste balancen. Hun kastede livligt med hovedet, inden hun lod et glædesstrålende vrinsk give genlyd langs engen. Hun var i fantastisk godt humør og ville have hele omverdenen til at høre det! Mon der var andre heste, der havde hørt hende ude på denne smukke dag?

Sunshine is delicious, rain is refreshing, wind braces us up, snow is exhilarating; there is really no such thing as bad weather, only different kinds of good weather.

10

Vinteren havde været kold nok til at fryse søerne til, men ikke havet. Det havde været nemmere, hvis han kunne gå fra den ene ø til den anden uden at skulle svømme eller vente. Men ligesom med søerne, ville han ikke turde prøve, for man vidste jo aldrig om isen var tyk nok. I stedet havde Brêgo ventet på lavvande, så han kunne gå det meste af stykket mellem de to øer. Der var ikke andre muligheder frem og tilbage for ham. Kun en enkelt havde han set med vinger, men hun var væk for længst. Pelsen og benene var kolde da han kom til Enophis, sørgede Brêgo for ikke at stå stille alt for længe. Han skulle jo gerne holde varmen. Og selvom sneen var våd omkring hans hove og koder og luften var kold, lykkedes det ham alligevel, efter noget tid, at varme ordentligt op igen. Havde det ikke været så vigtigt, var Brêgo blevet på Leventra, men han havde hørt rygter om en skygge på Enophis, og han var nødt til at se om dette var sandt. En skygge på Enophis var tættere på end han havde regnet, og hvis det var sandt, var det en der havde sneget sig uden om hans små øjne for oven. Det måtte ikke ske!

Et vrinsk bar sig selv af sted hen over det tomme landskab. Træerne var nøgne eller snebeklæte, engene tomme, hvor der før plejede at være andre heste eller måske endda andre dyr. Græssende harer eller fugle der ledte efter orme. Men nu var der stille. Som om sneen havde lagt en dæmper på alt og ikke kun varmen. Brêgo spidsede ørerne og lod hovedet hæves en anelse som om han nemmere kunne se længere på den måde, og besvarede vrinsket med et af sine nysgerrige.

"Lim"

Every flower is a soul blossoming in nature. Look deep into nature, and then you will understand everything better.

Ørene stod helt fremme, som hun sprang afsted i den lyse sne. Sneen hvirvlede op omkring hendes ben, og hver gang det faldt mod jorden lød der en ganske forunderlig lyd. Calla-Lily var helt i sit es denne vinterdag. Hun havde aldrig i sit liv oplevet så meget sne før – hvis hun da endda havde oplevet sne før i sit liv? Hun mindes ikke, at det var hændt hende før – at der havde været dækket af hvidt på hele underlaget. Hendes blik skævede snart op mod himlen. De træer der var rundt omkring havde et fint drys af snehvidt over sig, og under sig var der ganske få uberørte områder, som stadig var golde af vinterens forunderlige evne til at rydde alt grønt fra jorden. Hun var dybt fascineret – ikke at der skulle meget til, for hun var en hoppe der var nem at fascinere. Intet skulle der nærmest til. Hovene slog mod underlaget, og snart sprang hun fra en tør plet til en snedækket. Klangen fra hendes hove ændrede sig for hvert skridt. Lige som hun var ved at springe ud i den største snedynge, som hun kunne få øje på hørte hun et svar! Hovene blev sat i med en bremsen, men det var allerede for sent for den unge sjæl, der snart tumlede lige ned i en bunke fyldt med sne. Hun ramlede ned på forknæene med måsen lige i vejret, inden der var hold på det. Hovedet blev proppet ned i sneen, så kun ørespidserne lige tittede op. Hun kom springene op igen. Rystede sig. Fnyste en gang eller to, inden hun vrængede på den brogede mule. Sneen kildede i den, og hun måtte fnyse for at prøve at få den fri igen efter sit turmult.

Med en virren gled ørene ud til siden. Hun prustede endnu engang. Sneen dalede hun og med et fnys, lod hun blikket glide rundt. Der var kommet et svar! Men hvem tilhørte det? Hun spejdede rundt, men ingen sjæl var til at spotte. Havde hun overset en? Hun lagde hovedet på skrå og gav endnu et vrinsk fra sig i håb om, at der ville komme endnu et respons. Tålmodigheden var dog ikke altid den største, så i stedet for at vente på endnu et svar satte hun frem i en let og vuggende trav. Hun kunne da lokalisere retningen, det var jo en begyndelse for hende.

En mild brummen forlod mulen, efterhånden som hun travede roligt afsted. Snart dukkede en broget skikkelse op! Nøj! Så der var flere brogede i dette område! Det havde været sparsomt, hvor mange hun havde mødt. Ja, det kunne endda tælles på to hove, så det var ikke mange. Men hun var lykkelig over endelig at have fundet en! Derfor satte hun også ganske imødekommende og venligt direkte kurs som den fremmede. Snart stod dens skikkelse mere skarpt, og hun kunne se det var en hingst.

”Er du også ude for at nyde det dejlige snevejr?”

Spurgte hun med en vis iver, mens hun studerede hingsten foran sig. Ham havde hun i hvert fald ikke mødt før! Det var hun sikker på.

Ord: 518

Sunshine is delicious, rain is refreshing, wind braces us up, snow is exhilarating; there is really no such thing as bad weather, only different kinds of good weather.

Huh!?
Følelsen af at blive vækket, uden at vågne. Åbne de krystalblå øjne, uden at kunne se. Tomheden. Den uendelige tomhed fyldte ham, uden at kunne fylde.; som løb tomheden rindende ud igen. En urolighed dukkede op, men uden at kunne mærke et bankende hjerte. Et hjerte der drog adrenalinen rundt i kroppen.

Hvad var der sket? Hvor var han? Kun en masse lys var det eneste han fornemmede, for han så det ikke? Det eneste han kunne mærke udover ingenting, var kulde. En svag kulde. Hvad havde vagt ham?

Brêgos vrinsk... Han var ikke sikker på hvem eller hvad der gjorde at han følte en følelse af genkendelse, men det gjorde han.

Stille så han nu to brogede skikkelser nærme sig hinanden. På en måde, lang væk i lyset. På en anden måde, lige foran ham?

...