Damsel in distress (Åben)

10

Mørke skyer hang over Foehn. Tunge og regn fyldte. N’zall havde ikke noget imod regn, men når regnen blev til sne inden det ramte jorden, var hun ikke synderligt begejstret. I stedet for at stå og vente på jorden ville blive hvid, havde hun søgt ly i en grotte. Engang havde der været to åbninger, men den ene åbning var faldet sammen og forhindrede derfor gennemtræk. Man kunne måske være bekymret for resten af grotten ville falde sammen også, men træer og deres rødder havde med tiden dannet et mere fast tag under jorden.

Hun frøs ikke for hendes krop var kold. Den tilpassede sig temperaturen omkring hende. Men det var som om det kolde vejr gjorde hende sløv – som om det frøs hende til. Grotten ville hun ikke selv kunne varme op, og håbede derfor ikke sneen ville fortsætte i alt for lang tid, så hun kunne vende tilbage til den varme hun var vant til.

N’zall stod i grottens åbning, men lig præcis langt nok inde til ikke at blive ramt af de få snefnug der blev båret med vinden et lille stykke ind i hendes hule. De fleste af dem blev ikke liggende, men jo længere tid der gik og jo flere af dem der faldt, fik de kølet jorden nok ned til at de næste blev liggende. Et lille fornærmet fnys forlod N’zall. I stedet for at stå nær grottens indgang, begav hun sig lidt længere ind i mørket, hvor hun kunne vente og håbe. Håbe på en varm redning eller vente på sneen stoppede med at falde fra jorden. Begge dele ville hun heller ikke have noget imod.

Et nyt imperium var ikke helt uden for Drakkars tanker endnu. Måske ville det være en større udfordring at finde trofaste følgere, som dem han havde i sin gamle flok, så på den måde ville det være nemmest at søge tilbage. På samme tid kunne han ikke være sikker på der var nogen af dem tilbage, og de andre…. Dem var der ikke flere af. Han havde slået dem ihjel hver og en. Hans søns tilhængere, hans egen søn og hans søns mor. Ingen var efterladt i live, hvis de havde så meget som tænkt tanken at gå imod ham. Det ville han ikke risikere.

Drakkar kunne sagtens lege med tanken, mens han overvejede sine næste skridt. Hvis han overvejede den, mens han var på vej hjem, kunne han måske få sit gamle hjem tilbage med nogle af de gamle flokmedlemmer og på samme tid tilføje nogle nye. For at finde den rigtige retning, var Drakkar søgt mod højderne. I horisonten havde han fornemmet nogle bjerge. En bjergkæde måske? Men endnu tættere på havde et bjerg tårnet sig op til skyerne kyssede bjergtoppen. Dér måtte han op. At finde vejen dertil havde ikke været nem, og flere gange måtte han ud i vandet. Et par øer havde han været nødsaget til at krydse, og hver af dem havde et særligt præg der skilte dem fra de andre. Besynderligt, tænkte Drakkar fra ø til ø. Den slags havde han ikke oplevet før. Normalt var omgivelserne nogenlunde det samme og selvom der var forskelle havde han aldrig set så store forskelle. Da han havde ramt endnu en ø, den sidste ø, lod det til, var Drakkar blevet kold og våd. At det var begyndt at sne huede ham heller ikke. Han besluttede sig derfor for, at søge ly, hvor han kunne vente til han enten var blevet tør eller til sneen var holdt op med at falde, så han ikke ville ende med at fryse til.

En grotte. Halvt skjult og alligevel synlig. Det var perfekt. Der måtte være noget læ. Med frosne ben trampede hingsten hen for at stikke hovedet ind. Der var mørkt, men der var læ. Det gik an. Han havde ikke opfanget hoppen, der stod bagerst i grotten.

14

Hove. De trampede og fik jorden under N’zalls hove til at ryste en smule En vibration om man ville. Et lille smil luskede sig frem omkring hendes mule, som en hingst stak hovedet ind, men ikke lod til at se hende. Heller ikke selvom det så ud til hans øjne havde hvilet direkte på hende. Hun rørte sig ikke ud af flækken. Hun stod bum.-stille for hun ønskede ikke jage ham væk med det samme. Ikke hvis hun kunne undgå det. Måske kunne han tilmed bruges. Han kunne måske varme hende i dette kolde vejr? Om ikke andet, kunne han måske underholde hende, til hun igen kunne søge hjem til sine varme stier og steder. Der var steder N’zall elskede at gå hen for sig selv. Steder, hvor hun ikke havde set andre, kun havde taget meget få med hen. Faktisk kun en enkelt anden indtil videre.

Hun lod ham komme ind i grotten og lod ham få noget tid til at falde til. Ikke fordi hun regnede med han ville føle sig hjemme, men de fleste ville måske lige finde det rigtige ben at stå på eller den rigtige måde at hvile på uden at falde sammen, hvis man skulle komme til at blunde en anelse i kulden. Noget der kunne være farligt, men ikke altid uundgåeligt. Først da, trådte hun frem fra sit skjul i skyggerne bagerst i grotten.

”Hveeeeem har jeg æren af at møde?”