Wash it all away (Relucir)

Sulten og svag. Det var de mest dominante følelser Dawn var udsat for. Hun følte sig stadig svag selv efter at have hvilet. Dawn huskede ikke, hvornår hun sidst havde fået noget at spise, for det var en brat opvækning efterfulgt af næsten en dags tid på flugt fra de jagende. Det måtte være mindst et døgns tid, og alligevel føltes det som længere.

Jorden omkring hende var hvid. Ren, hvid og glitrende. Aftrykkene fra hendes hove var beskidte. Beskidte ligesom hende selv, som hun følte sig og som hun var. Pelsen var stadig pjusket og klumpet af blod fra bid og slag, men hun havde ikke fundet noget vand hvor hun kunne vaske sig.

Ironi. Det måtte det være. Hendes mor var healer og Dawn selv havde vist tegn på at besidde moderens magiske evne til at hjælpe andre. Men nu? Hun kunne ikke heale sig selv. Hun havde aldrig prøvet på sig selv før. Mellicent, ja, men aldrig hende selv. Det virkede heller ikke sådan. Måske var den gave forsvundet med resten af hendes liv. Det var som om noget manglede i hendes indre, og hun kunne ikke komme i tanke om, hvad det ellers kunne være. Det var som en følelse, der ikke længere var der.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Det var første gang i Relucirs liv, at han havde oplevet sne. Han havde skam hørt om det, javist. Men oplevet det? Nej det havde han ikke. Nu stod han så helt forblændet og så små lyse snefnug - som mest af alt lignede små stjerner, der dalede ned fra himlen. De prydede jorden og efterlod den sjoveste og mest våde substans af fugtigt underlagt. Knasende under hans gyldne hove. Han var fascineret! Nej det var næsten ikke ordet. Han havde allerede forsøgt at spise det - men efter 3 forsøg og mindst 5 mundfulde sjap, havde han konkluderet at det ikke var noget man skulle spise. 

Han vandrede afsted, men midt i dette virvar af sne, havde han spottet ikke mindre end ét sæt fodspor - ikke noget som var farligt på den måde, men det der havde fanget hans opmærksomhed var de bloddråber der fulgte med. Han havde derfor sat i en let trav for at følge sporene. En broget sjæl, lettere forpjusket dukkede op i det fjerne. Han var varsom, men alligevel imødekommende, da han vrinskede hilsnede til den fremmede og fortsatte fremad for at undersøge grunden til blod.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Det gav et sæt i Dawn. Lyden af et vrinsk efterfulgt af fodspor. Det var nok til at sende hoppen i et par paniske sprint fremad inden hendes ben gav efter og hun tumlede omkring i sneen igen. Åh nej! Hvad hvis de havde fundet hende igen? Dawn dukkede hovedet og spejdede rundt. Hvad hun fik øje på var ikke hvad hun forventede. En enkelt hingst. Ikke en hel gruppe, og ikke en af dem hun havde set for det der måtte være mindre end 24 timer siden. Men hun måtte passe på. Hvad hvis han, ligesom Killlighan, var en af dem? Hvad hvis han var den der var sendt ud for at lede efter hende?

Ørerne blev vippet bagud. Ikke lagte mod nakken, men vendt bagud for at lytte. Hvad der skete foran hende kunne hun nemmere se og hvad der skete bag hende måtte hun lytte efter i stedet. Langsomt satte hun den ene hov foran sig for at trække sig selv op. Hun endte med en siddende stilling, men kunne ikke rigtig få resten af den tunge krop med sig. Det krævede lidt længere tid end hun normalt ville have brugt.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

De dryppende blodspor var en kæmpe kontrast til det snehvide underlag. Snart dukkede en skabning op længere fremme. En hoppe. Hendes krop krympede sig og hoppen satte frem i en sprint. Forbløffet løftede han hovedet og lod blikket spejde rundt. Hans ører roterede, men ingen tegn på fare? Hvad var hoppen blevet så forskrækket over? Han rynkede let i panden, inden han så fremad mod hoppen igen. Benene havde givet efter under hendes krop og hun lå nu i en dynge sne. Han satte frem i en let trav. Sneen knasede let under de gyldne hove. Det var koldt og det gav en underlig form for stød op gennem hovene. Måske fordi de var blevet så kolde af det her mærkværdige vejr.

Hoppen trak snart sig selv op i en siddende stilling. ikke hurtigt, men han undrede sig på trods af det. Han stoppede nogle behærdige skridt fra hoppen, og lod ørene glide frem mod hende. Det var besynderligt. Hvad var hun for en størrelse. Hans blik granskede hendes udseende. Der var mange mærker, og flænger. Hvad havde hoppen oplevet siden hun så så forhutlet og ile tilredt ud, som hun nu gjorde? Hans hoved tiltede let på skrå.

"Hvad er der hændt, hoppe? Siden De er så ile tilredt? Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe Dem?"

Han trådte et varsomt skridt frem mod hende. Hun virkede til, at have været i kamp, men han havde ikke set nogen andre spor. Det var som om at blodet var begyndt at dryppe ud af det blå og hovene var dukket op gemt i sneen. Måske var det andet vasket bort af en storm? Han kendte ej sandheden, men han var nysgerrig.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.