Open wounds (MS)

Smerte. Hele kroppen gjorde ondt. Hovedet var tungt og kroppen stadig træt, men kulde havde vækket hende. Det måtte være sådan det føltes at være død, tænkte Dawn. Der var stille omkring hende. Stille og hvidt. Dawn åbnede øjnene på klem, men lyset omkring hende var ikke barmhjertigt. Det skar i øjnene og tvang hende til at lukke dem igen. Dawn brød sig ikke om at lukke øjnene, for hver gang hun gjorde, så hun Killighan for sig. Killighan og hans fordømte smil. Hvordan kunne hun være faldet for det trick? Hvordan havde hun ikke opdaget det før det var for sent? Hun havde jo for pokker brugt så lang tid på at flygte, at det burde være et instinkt at stille spørgsmålstegn ved hver og en når hun mødte nye sjæle.

Langsomt var det som om hendes hukommelse vendte tilbage. Det var ikke længere kun Killighan og hans smil, men også de andre og deres latter. Deres hove, deres tænder og deres hån. I skam og smerte krympede Dawn sig sammen til hun ikke kunne fylde mindre. Rystende og langsomt gemt mere og mere af sneen, der føg omkring hende. Små hulkende lukkede hun øjnene i igen og lod sig indhylde af mørket.

7

Vinter havde ikke altid været en af Brêgos yndlingsårstider. Det var noget der havde ændret sig siden hans ankomst til Andromeda. Det første år havde han ikke dannet sig en ordentlig vinterpels, men nu var han efterhånden vant til vejret i landet. Han kunne nyde det smukke landskab med de nøgne dog snedækkede træer og en uberørt eng. Det kolde vejr havde aldrig holdt ham fra hans vandreture, og denne gang var ikke spor anderledes. Ungerne havde fået lov til at blive tilbage – Pippin ved hans mor og Mazikeen hos Illana. Jo mere tid Maze brugte med den gyldne hoppe, jo nemmere blev det forhåbentlig at få hende til at åbne op. Han ville utroligt gerne vide hvad der foregik inde i hendes hoved. Vide hvad han kunne gøre for at hjælpe.

Det ene øre blev vrikket ud til siden og Brêgo standsede, da han syntes at se noget i sneen, der ikke plejede at være der. Noget brunt. Langsomt trådte han nærmere, indtil det gik op for ham hvad det var. De sidste par skridt var en smule hurtigere og da han stoppede, var det inden for rækkevidde, så han kunne give hoppens hoved et lille forsigtigt puf.

”Hey?”

En stemme. En lyd. Et Hey. Stemmen trak Dawn ud af mørket og tilbage til det alt for skarpe lys. Tvang hende til at åbne øjnene for at stirre direkte ind i et par brune øjne. Havde det ikke været for kulden, var hun kommet på benene hurtigere end man kunne sige hendes navn, men hun var svækket og svag efter flugten og torturen. Hvis ikke de allerede havde gjort det af med hende, havde de i hvert fald chancen nu, og der var ikke noget Dawn kunne stille op.

Forsigtigt løftede Dawn hovedet og tvang sig selv til at lukke en smule mere lys ind gennem øjnene. Hun måtte misse med dem og engang imellem klemme dem sammen i ubehag, men endte med til sidst at betragte en broget skikkelse. En hingst. Hun burde flygte, men benene ville ikke lystre. Hans nærvær var ikke velkommen, og når ordene fejlede måtte hun bruge kropssproget. Et par lagte ører og et blottet tandsæt med et kvæstet advarende hvin.

9

Hoppens reaktion på hans tilstedeværelse syntes at komme lidt sløvt frem. Da hun endelig lod til at være nogenlunde vågen, gjorde det kun ondt på ham, at hun lod til at synes han ikke skulle være der. Han ønskede jo bare at hjælpe. At hjælpe hende ligesom han ville hjælpe alle andre i Andromeda, hvis han havde evnerne til det – også selvom det ikke var med brug af magi.

”Jeg gør dig ikke noget.. Det lover jeg. Mit navn er Brêgo..”

Han forsøgte at tale i så rolig en tone som overhovedet muligt. Hun så da ret medtaget ud, og måske var det smartest at blande sig uden om og gå sin vej. Gå tilbage til sin familie og sørge for den var varm og sikker, men han kunne heller ikke bare efterlade en hoppe eller hingst i sneen på jorden under nogen som helst omstændigheder. Han havde startet Teylar for at hjælpe dem, der havde brug for hans hjælp og selvom han havde givet flokken videre til Illana, var hans trang til at hjælpe andre ikke blevet mindre.

På trods af hendes nedlagte ører og advarsler, trådte Brêgo alligevel hen så han kunne smide sig på jorden op af hende. Forhåbentlig kunne han give hende lidt af sin varme.

Jeg gør dig ikke noget Det lover jegl. Hingstens ord mente han måske, men Dawn kendte ham ikke godt nok til at vide, om hun nu også kunne stole på ham. Han kunne være ude på at snyde hende, ligesom Killighan gjorde det. Den rolige tone lod Dawn sig ikke narre af. Med al respekt, Brêgo, kender jeg dig ikke og kan derfor ikke vide om dit ord er sandt eller til at stole på.” Hendes krop rystede af kulde. Hvor Dawn kom fra, havde vinteren endnu ikke ramt, og vinterpelsen var hun ikke engang begyndt at danne. Chancen for at overleve havde hun selv vurderet til at være meget lille, men det var nok også det de jagende havde tænkt sig, da de efterlod hende.

Dawn trak sig så langt væk fra Brêgo, som hun kunne uden at flytte for meget på sig, da han lage sig ned tæt op af hende. Et par ører trykket ned i nakken havde tydeligvis ikke været nok. Så snart han havde lagt sig til rette, og lod til at ville blive liggende, Bed hun ud efter ham, ikke kun en gang, men igen og igen. Forhåbentlig kunne det få ham til at flytte sig, så hun ikke behøvede at bekymre sig om, hvorvidt hun kunne stole på ham eller ej. Det var lettere at stole på sig selv. Men åh, hvor hun dog savnede Mellicent. Hun ville vide hvad hun skulle gøre. Den spinkle unge hoppe hun havde mødt på sin flugt, omtrent hendes egen alder. Man skulle ikke tro hun ville komme til at leve længe, men med hjælp fra Dawn og hendes evner til at heale, havde det hjulpet. Hendes evner havde ikke været gennem magi som sådan, men i stedet som en sjette sans. Dawn vidste hvad hun måtte gøre, når hun så problemet foran sig, og hun havde set sin mor i aktion flere gange. Det havde været nok til at få Mellicent på fode igen. Måske ville hun ikke leve lige så lang tid som så mange andre, men det var lykkedes Dawn at forlænge hendes venindes liv og forbedre hendes livskvalitet. Men en ting var sikkert. Hvis Mellicent var blevet fanget af sne også, ville hun med 99% sikkerhed, allerede være død.

1
wordcount: 552

Det var koldt. Meget koldt. Kulden fra jorden fik det til at krible i kroppen på den rødbrogede. Det var som om han kunne mærke hvordan forskellen på det varme og det kolde dansede omkring ham. Som om kulden forsøgte at overvinde det varme, men hans vinterpels lod den ikke overtage.

Et bid. Et bid mere og endnu et. Brêgo lod hoppen bide. Han havde været vant til det fra han var lille af, og nu var han voksen og stor – han kunne klare mere nu end han kunne den gang. Der var måske mange der ikke ville kunne holde sig tilbage fra at svare tilbage med bid, men Brêgo var ikke en af dem. Hans rolige væsen var ikke et der kastede sig ud i vold af nogen art, med mindre han ikke havde nogen anden udvej – og i dette tilfælde kunne han jo bare flytte sig. Han gjorde det ikke. Flyttede sig ikke, men blev liggende op af hoppen. Hvis ikke hun ville rejse sig, så han ikke nogen anden udvej, hvis han skulle hjælpe hende med at holde varmen.

Hovedet blev trukket op i små ryk for hvert bid, men blev sænket igen til den samme hvilende position det havde været i før bidet. Det var den eneste reaktion han kom med, foruden nogle små brummende lyde af ubehag. På et tidspunkt ville hun vel blive træt af det? Brêgo forblev tavs. Hvis hans ord før ikke havde givet hoppen nogen form for tillid til hans ord, regnede han ikke med der var så mange andre der ville hjælpe heller. Det eneste han følte han kunne gøre, var at vise hende, at han mente det. Han ønskede ikke gøre hende noget ondt – han ønskede kun at hjælpe. Han havde jo selv haft det svært da han lige var kommet til Andromeda, og havde det ikke været for Antheia, ville han måske ikke selv have overlevet mere end et par dage.

Brêgo tillod sig selv at snige et blik i retningen af hoppen i ny og næ, men lod ellers ikke blikket hvile på hende. Han forblev ventende. Ventende på hun stoppede med at bide. Ventede på hun præsenterede sig selv. Ventede på at høre hendes historie – for noget måtte der da være hændt hoppen ud fra hendes reaktion over hans tilstedeværelse og ikke mindst hendes fjendtlighed over for ham. Var det bare ham? Eller var det fordi han var fremmed.

”Jeg ønsker kun at hjælpe, men jeg kan ikke hjælpe med mindre du fortæller mig hvordan. Hvor kommer du fra? Du ligner ikke en der har været i Andromeda længe”

Hvis ikke hun var helt ny i Andromeda, vidste han ikke hvad forklaringen på den manglende vinterpels var. Hvordan skulle han kunne hjælpe? Selv hvis han tog hende med til Teylar, ville der stadig være lige så koldt og sne. Det var jo ikke ligesom dengang han kom, hvor varmen havde sit tag i ham og han søgte vand. Og dog! Varme! Zenobia! Den sandfyldte ørken ø. Måske var der varmere der?

”Kan du stå?”

Han forventede som sådan ikke nogen svar fra hende, men håbede da hun ville tillade hans hjælp. Han brød sig ikke om at se andre lide på den ene eller den anden måde. Hverken føl, plage eller voksne, hingste eller hopper, nye eller gamle.