Freetime [Bregs]

Euphoria havde overladt babysiting af en sovende Pippin til en hun havde stor tillid til, så hun kunne komme ud og så lidt luft omkring sig. Hun havde valgt at gå ud over Teylars grænser og havde fundet et lille fristed hvor hun stod og nød freden. Det kunne godt være at mor tilværelsen havde gjort hende lykkelig, men det var mindst lige så hårdt som hun havde forestillet sig. Hun sukkede veltilpas, men kunne godt mærke at ensomheden kom snigende. Pippin var naturligvis selskab, men voksenselskab var yderst tiltrængt. Især når når Pippin blev ældre og mere selvstændig, så kunne hun godt føle sig en del overflødig.

[1]

2

Det var på ingen måde unormalt for Brêgo at befinde sig uden for flokkens grænser. Da han havde stået i spidsen for Teylar, havde han holdt sig til grænsen, når han gik sine ture for at sikre sig ingen ubudne gæster kom for tæt på. Nu følte han sig langt mere fri, om end han stadig hjalp til med at holde et åbent øje, så han kunne advare den gyldne hoppe, hvis han så noget på sine vandreture.

En velkendt duft havde ramt hans næsebor og helt automatisk havde han søgt i retningen af den anden sjæl. Euphoria. Som han nærmede sig hende, forholdt han sig stadig tavs, men nøjedes med, da han ramte hendes side, at placere den silkebløde mule mod hendes hals med en kærlig brummen. Ord var ikke altid nødvendige. Han nød hoppens selskab og han nød stilheden der var omkring dem. Derfor lod han også øjnene glide i for en lille stund for bare at stå og samle alle sanseindtryk sammen som han kunne, der ikke kom fra synet. Først efter lidt tid, valgte han at åbne munden.

"Følfri dag?"

Selvom Brego ikke gav sig til kende før han rørte hendes hals, så blev hun ikke forskrækket. Det var som om at hun følte sig så tryg i hans selskab at hun bare rent instinktivt vidste at hun ikke skulle få et chok når det var ham der kom snigende. Hun besvarede hans brummen med en tilsvarende kærlig og varm en.
Hun lod stilheden forblive i mellem hende mens hun hvilede panden mod hans bringe imens det stod på. Hun trak på smilebåndet og så op på ham.

“ Ja for nu i hvert fald. Jeg gruer for når han bliver så stor at han ikke har brug for mig mere “

Lød det fra hende, mens hun klukkede en anelse selvironisk. Det at få føl var nok noget at det bedste der var sket for hende i nyere tid, så hun ville jo helst ikke af med ham endnu, men tiden løb godt nok stærkt.

4

Brêgo lod selv en latter lyde fra sig. En klukkende en af slagsen. Han havde helt sikkert et andet forhold til deres søn, men det var trods alt heller ikke ham, der nogensinde havde været den mest nødvendige. Han kunne jo ikke forsøge et lille føl på samme måde som en mor kunne.

"Bare vent. Der kommer sikkert en dag hvor du ville ønske du kunne slippe af med ham i stedet."

Måske var det ikke helt sådan det kom til at fungerer - I hvert fald var der ingen der kunne sige det med sikker hed uden at se ind i fremtiden, men det var alligevel Brêgos forsøg på at opmuntre Euphoria.

"Man stopper vel aldrig helt med at have brug for sin mor - eller familie?"

Han vidste godt det var anderledes for hende, på grund af hendes mor og bror, men han havde selv haft brug for sin egen mor i en god del af sin tid med hende - også som voksen. Han havde altid kunne søge hendes visdom og beskyttelse, når andre var efter ham. Havde han stadig haft chancen for at opsøge hende, havde han gjort det, men hun var ikke i Andromeda og i stedet havde han måtte lære at klare sig selv. Det var anderledes for Pippin - han var ikke nødt til at lære at klare sig selv. Han var ikke tvunget til at skulle stå på helt egne ben på samme måde. Han havde begge sine forældre til at guide sig lige så længe han havde brug for det - forhåbentligt.

Hans forsøg på at opmuntre hende virkede og hun klukkede en anelse, og lod hovedet forblive hvilende mod hans hals. Et smil hvilede på hendes mule, selvom det kortvarigt døde ud, da tanken gled over hendes familie. Hvert fald den biologiske del, men tanken om Illana og hendes liv i Teylar fik smilet til at dukke op igen.

“ Du har nok ret, men det bliver underligt ikke at skulle have ham i hælene dag ud og dag ind. “

Lo hun mildt. Hun var måske lidt en hønemor, selvom hun helt oprigtigt prøvede at vende sig selv lidt fra ham, for tiden ville snart komme. Det havde også været i hendes overvejelser om der skulle en ny til, men hun var ikke helt sikker på hvad Brego havde af tanker. Han havde trods alt også Maze.
Euphoria havde haft en mor i Illana og søgte stadig hendes råd og vejledning når de rendte ind i hinanden, men der gik længere og længere imellem jo ældre hun selv blev.
Hendes mule puffede mildt til Brego, inden hun rykkede lidt på sig, så hun stod i en mere komfortabel position.

6

Den milde latter smittede, så Brêgo selv kom til at le en lille smule. Han kunne lige se det for sig, med en halvvoksen knægt, der stadig fulgte sin mor tæt. Sådan ville det jo nok ikke de ud, når først han blev ældre.

"Mon ikke vi finder ud af noget at bruge den ekstra tid til?"

Selvom det kun var Euphoria, der egentlig endte med ekstra tid, mente han stadig det kunne være et fælles projekt. Bare fordi deres søn blev ældre, betød det jo ikke han selv ønskede at de mindre til hoppen ved hans side.

"Vi kunne udforske landet lidt sammen, når Pippin er stor nok til at klare sig selv?"

Der lå en spørgende tone over ordene, for det var trods alt bare et ud af mange forslag der stadig kunne nå at komme. Det skete jo ikke at knægten blev voksen fra den ene dag til den anden. Samtidig lagde han op til at hun ligeledes kunne komme med idéer.

Et varmt smil blev sendt i Bregos retning og en tilsvarende brummen, inden hun lænede sig en anelse imod ham. Hun ville hellere end gerne bruge tid med ham, og synes måske at de så hinanden for lidt. Desuden ville hun være helt tryg ved at drage på eventyr ud i landet sammen med Brego. Hun havde jo faktisk ikke rigtig set andet end Leventera.

“ Det lyder som en herlig idé. Det er så sjældent jeg kommer længere end til kysten. “

Brummede hun, og nippede en anelse kærtegnende til hans skulder. De ravfarvede øjne søgte hans blik og hun trak på smilebåndet.

“ Det kunne være at der kom en dag hvor han kunne få en lillesøster “

Klukkede hun stille. Det var også et forsigtigt spørgsmål, men samtidigt ikke nødvendigvis noget der behøvede at ske indenfor nærmeste fremtid.

7

"Så er det vel næsten min pligt at vise dig rundt."

Latteren lå stadig bag ordene og var både mild og varm. Selv havde Brêgo vandret meget rundt i Andromeda - og ikke kun for at kredse om flokken ved at følge grænsen, men decideret gennemsøgt landet efter den rødbrogede hoppe han til sidst fandt for derefter at miste igen. Men han havde jo ikke som sådan holdt øje med sine omgivelser og virkelig lagt mærke til dem, som han har haft søgt efter lyde og dufte der i stedet kunne guide ham, hvor synet lod til at svigte i stedet. Han egen færd, hvor han drog ud for at finde sig selv, var heller ikke som sådan med opmærksomheden rettet mod den skønne natur, men nok nærmere en tid, hvor han i stedet kunne strejfe omkring i sit eget hoved.

"Eller to.... Eller tre... Eller en bror.."

Selvom tonen var drillende, var det ikke en idé han have tænkt sig at skyde ned. Han havde bestemt intet imod familieforøgelse og jo større den var - jo bedre. Det kom måske af han omgav sig med ting, han ikke havde i sit eget liv. Han havde aldrig selv haft nogle søskende og havde altid været alene, så helt naturligt ønskede han heller ikke, at det skulle ske for hans egne unger.

Euphoria lod ligeledes en mild latter forlade hendes brystkasse og hun tillod sig selv at føle sig meget lykkelig i øjeblikket. Hun lod øjnene glide lidt i og lod omgivelsernes lyde og Bregos varme og leende stemme fylde hende med ren og skær glæde.

" Jeg glæder mig allerede. Hvor mon vi tager hen først? "

Svarede hun så med latteren tydelig i hendes toneleje. Hun mente det oprigtigt. Hun ville elske at se mere en Leventera. Det hun havde set andre steder i Andromeda havde været da hun var helt lille og det forbandt hun oftest med traume.
Hun lod mulen hvile mod hans skulder i en kærtegnende gestus og var heller ikke bleg for en stor familie. De ravfarvede øjne hvilede på ham med et varmt blik og hun lo mildt.

" Vi får travlt "

Lød det muntert for hende, inden hun gav ham et lille puf med bagpartiet. Selvom hun egentlig følte sig ganske klar til nummer to i dette sekund, så var det måske bedst at vente til Pippin var blevet bare lidt større. Han skulle jo lige nå en alder hvor det ville give mening.

9

“Lige der, hvor du har lyst til at tage hen først.”

Det var trods alt så let. Han havde selv været næsten over det hele, og der var ikke mange steder han foretrak over andre, men få steder han foretrak mindre. Den vulkanske ø, var ikke et af de steder han ønskede at komme, men han var heller ikke forfærdeligt vild med Zenobia. Han huskede øen fra hans første tid i Andromeda, men det var ikke med glade minder han tænkte tilbage på den.

”Siger du jeg er gammel?”

Spurgte han drillende, og måtte selv le, inden hag gav hende et puf tilbage med bagparten. Selv mente han jo de havde alt den tid i verdenen de kunne bruge. Han havde ikke travlt. Alligevel var der jo også en alders forskel mellem dem, og det kunne derfor også tolkes som en hentydning til han var ved at blive for gammel.

Hun lod smilet blive på hendes mule og der ville nok også være svært at tørre af med den glæde hun følte i øjeblikket. Det måtte jo overvejes hvor de skulle tage hen først og hun planlagde det allerede i hendes tanker. Hun nynnede en munter og drømmende lille melodi og så op på ham.

“ Jeg har aldrig rigtig set andet end bjergene på Enophis. Måske vi kan starte der”

Foreslog hun så, mens hun forblev ved hans side. Hun måtte dog slå en latter op da han mente at hun synes han var gammel. Jo vidt var han ældre end hende, men det havde nu ikke været det hun mente.

“ Nej fjolle. Hvis vi skal på eventyr i mellem alle de små søskende Pippin skal have. Medmindre du vil trille mig hele vejen “

Lo hun drillende. Hun havde ikke ligefrem været muntert selskab som meget tyk og hormonel drægtig hoppe.

10

"I bjergene du har set? Eller Enophis?"

Det lød ikke umiddelbart som det værste sted at starte. Faktisk passede det jo næsten fint med at starte i den ene ende og langsomt begive sig mod den anden - men selvfølgelig skippe steder man ikke burde gå hen. Brêgo havde i hvert fald stadig ingen intentioner om at sætte sine hove på den vulkanske ø uden backup - og den backup krævede han var mindst et par defensive og måske endda offensive magikere, og ikke bare hvem som helst. Samtidig krævede han jo også det var nogen han følte han kunne stole på, og lige når det kom til dén del, var der meget få Brêgo reelt set turde stole på. Tillid var ikke noget han delte ud til højre og venstre.

"Nej tak! Du kan trille dig selv."

Brêgo lo. Han kunne sagtens se det for sig med en rundmavet Euphoria der trillede ned af bakke. Det ville straks blive værre, når det gik opad, men der var en ting han bestemt ikke havde glemt og det var hormonerne.

"Jeg vil ikke risikere at få bidt mulen af, hvis jeg kommer til at give udtryk for det er hårdt at trille dig op af bakke og du antager det som at du er for tyk...... Men hvis det er med dén på..... Så har du nok ret i vi har travlt."

Nok hvis der skulle mange søskende til. Så blev det helt sikkert heller ikke en lang tur, men snare en masse små ture rundt i landet for at se steder. Men så var der jo også mere at glæde sig til.

“Lad os se hvor hovene bringer os hen “

Hun nippede kærtegnende til hans kæbe med et lille smil. Hun trak dog hovedet til sig med et grin over hans bemærkning og forsøgte virkelig at se fornærmet ud, men smilet afslørede at hun ikke var i stand til at holde masken overhovedet. Men hun kunne godt se det for sig. At hun ville blive en sur olm hoppe der bestemt ville tage det dybt personligt at han ikke kunne trille hende op af bakke.

“ Det ville være en skam hvis du mistede mulen. Den klæder dig sådan “

Lo hun mens hun drillende puffede til den. Hun kunne godt mærke iveren efter at komme i gang, men for nu måtte de vente med begge dele, så længe Pippin ikke var større. Ikke at hun godt kunne tænke sig at det gik hurtigt, men samtidigt så følte hun at hun måtte fokusere på sønnen så længe han var lille nok til at ville hende.

11

"Drillepind!"

Endnu en gang gav han den lidt yngre hoppe et puf med bagparten. Der virkede så stille omkring dem, ja næsten for stille, og Brêgo var ellers ikke en der normalt havde noget imod stilhed. Ørerne lod han tippe i alle retninger inden han begav sig et par skridt fremad, og derefter ventede, for at se om Euphoria fulgte med.

Det bekymringsfrie udtryk i Brêgos øjne, ændrede sig til noget andet, der i stedet fik ham til at se en smule alvorlig ud. Smilet falmede også langsomt, for han havde jo noget han var nødt til at snakke med hende om - eller nok rettere informere hende om, for der var ikke som sådan noget at snakke om.

"Det varer ikke længe før jeg skal øst på..... Med Maze... Så hun kan få lov at se sin mor."

Han havde trukket sin datter til Teylar for at undgå hun voksede op iblandt skyggerne, og blev en af dem før hun overhovedet havde en chance for at vide hvad der ellers var at vælge i landet. Men han ønskede jo heller ikke at hun aldrig måtte se sin mor. Alligevel turde han heller ikke bare lade den hvide myte komme i nærheden af Teylar for at tilbringe tid med deres datter. Det var bedre det foregik på neutral grund.

En latter skød op fra den lille hoppe. Hun kunne se det hele for sig, og stod for en stund og så drømmende ud i luften, i det hun fulgte med ham. Jo det kunne være hyggeligt.
Bregos udtryk ændrede sig og det fik den grå hoppes blik til at ændre sig til en mere bekymret mine. En stille spørgende brummen kom fra hende og hun tiltede hovedet en anelse på sned. Hans ord fik hende kort til at vippe ørerne en anelse bagud. Det var ikke fordi hun var utilfreds med hans besked, men nærmere bekymret. Hun sukkede stille og rystede en anelse på hovedet, inden hun blev nød til at sætte ord på de signaler hun smed til højre og venstre.

" Jeg forstår... "

Lød det fra hende. Hun krøb en anelse tættere på ham, bare lige for at mærke ham tæt på. Hun frygtede mødet på hans vegne. Hvad hvis det gik galt?

" Men i har bare at komme hjem igen.. "

Hviskede hun stille. Det var ikke fordi Euphoria havde haft meget med Maze at gøre, for hoppeføllet ville ikke rigtig vide af hende. Hun anså hende dog stadig som værende familie, og en hun ville passe på.