Little talks (Asira)

2

Brêgo havde tage de to føl med uden for flokken. Han foretrak at tage dem med, frem for at lade dem udforske stedet på egen hånd når de blev lidt ældre eller mere nysgerrige. Selvom man ikke så tit så skygger i nærheden af Teylar, var der alligevel et par gange, nogen havde været spottet og et føl var før forsvundet fra flokken og bragt til Foehn. Han så helst ikke nogen kom for at tage Mazikeen med tilbage til Aljun. Da det lod til de havde fundet en ny legekammerat, holdt Brêgo sig lidt i baggrunden. Han behøvede ikke lege med. Han var trods alt ikke en ung hingst længere, men ved at være oppe i årene.

Selv om han ikke stod og betragtede de små, havde han alligevel en del af sin opmærksomhed rettet mod dem. Den anden del af hans opmærksomhed var vendt mod omgivelserne, og mens han stod og lyttede, tillod han sig selv at lade mulen undersøge jorden for at finde nogle stumper af græs.

Asira var taget til Leventera med sin datter. Egentlig skulle Apeiron også have været med dem, men da han ikke havde været at finde, var hun vandret afsted uden ham, og kun sammen med Luthíen. Det var imod alle Asiras principper og hvordan hun altid havde levet sit liv. Men med en datter, som hun ønskede beskyttet og ikke ville lade forsvinde og dø, som sin første datter, var valgene bare nogle andre. Hun var nødt til, at sætte sine egne behov bag sig og gøre det bedste for Luthíen. Derfor var de i Leventera; for Asira ville bede om flok optagelse i Teylar. Et flokliv.. Det fik nærmest det hele til, at vende sig i kroppen på hende. Men hun var nødt til det.

Asiras mørkebrune øjne stirrede efter Luthíen, som så ud til, at have fundet en på sin egen størrelse og alder, som hun kunne lege med. Dette ville være første gang. For på Chibale havde de holdt sig alene i evigheder, og dermed havde den lille datter ikke lært andre at kende. Asira holdt skarpt øje med hende, men nikkede så alligevel i retningen af det andet føl; ja, hun måtte gerne gå derhen og lege. Ørene vippe rundt, lyttende og intenst, opmærksomt. Og bag det andet føl, nogle meter væk, så hun nu en anden broget skikkelse – måske føllets fader? At dømme ud på lugt og udseende, var det hvert fald ikke en hoppe.

De var tæt på grænsen til Leventera, og Asiras grå øre vippede derfor lidt uroligt rundt. Måske denne hingst, kunne hjælpe hende ind i flokken? Hun måtte tage sig sammen, og lade tvivlen komme til gode for den anden hingst – for måske ville et møde med en fremmede, ikke være så slemt. Noge ved ham, var dog en smule genkendeligt. Hun mindes, at havde mødt en med samme udseende. Men måske hun tog fejl? Langsomt knejste hun den grå nakke, og bevægede sig nu fremad i skridt, imod den brogede hingst. Alt i hendes bad hende skride den anden vej – men hun fortsatte stødt og stabilt igennem sneen.

3

Lyden af knasende skridt i sneen fik Brêgos ene øre til at vippe i retningen, lyttende. Først da han var sikker på han ikke bare bildte sig det ind, og at lyden kom nærmere, løftede han hovedet og rettede blikket mod det der lod til at være en hoppe. En hoppe han ikke havde set længe, men godt huskede. Det var ikke ligefrem glade minder han havde om hoppen – faktisk var hun en af de få han aller først havde mødt da han kom til Andromeda, men det var i hvert fald ikke takket være hende, at han formåede at overleve den gang. Men havde hun hjulpet ham dengang, havde han nok heller ikke mødt Antheia, så på en måde kunne han takke hende for både glæde og sorg på samme tid.

Brêgo sendte en maskulin, men hilsende brummen mod den ikke helt fremmede hoppe, hvis navn han enten ikke kunne huske eller aldrig fik. Det var jo så længe siden og hun havde ikke ligefrem været en han havde haft i tankerne siden. Han ønskede dog stadig at vise han ikke var fjendtligt indstillet, at hun var velkommen til at nærme sig og at han ikke havde tænkt sig at jagte hendes selskab væk, hvis hun ønskede at joine ham. Han kunne, selv på afstand, godt fornemme uroen fra hoppen, for den slags var han blevet god til. Han havde ikke altid været opmærksom på den slags, men siden han var blevet far, havde han langt mere opmærksomhed rettet mod andre og hans omgivelser, så han hurtigere ville kunne spotte, hvis nogen var ude efter de kære små. Han blev derfor også selv stående, så hun kunne komme nærmere og dermed bestemme hvornår de var tæt nok på hinanden uden at overskride hendes komfort zone. Mens han ventede, kunne han lige nå en enkelt tot græs mere, før han lod sin fulde opmærksomhed hvile mod hende – eller det meste. Et øre var stadig rettet mod Pippin og den nye legekammerat han syntes at have støvet op – muligvis hoppens afkom.