Peace and Quiet [Trinse]

Hun så en smule overrasket op på ham, da han til hendes store overraskelse valgte at skridte hen mod hende og lettere trøstende stryge hende over halsen med en beroligende brummen. Hun følte sig straks bedre tilpas og kunne stille og roligt lægge skammen lidt på hylden igen, fordi det virkede som om, at hingsten faktisk slet ikke dømte hende. Tværtimod spurgte han nu interesseret ind til hendes fortid, som han allerede virkede til at have ramt rimelig godt plet på med sin antagelse. Hun nikkede let.

,,I hvert fald hvad angik relationer til andre heste - og i særdeleshed hingste. Jeg var nok mere den pæne hoppe, der fik mest opmærksomhed fra mine forældre for at opføre mig ordentligt og udfylde mine pligter."

En rolig brummen var hvad der kom fra den gyldne hingst der lod mange tanker glide gennem sit sind, mens han havde sneget sig tæt på hoppen. De blå øjne studerede hende nøjsomt, mens han overvejede sine ord nøje. Dog hørte han efter hvad hoppen sagde og han nikkede stille.

“ Var du glad? Hvordan ville din fremtid have set ud hvis ikke du kom her til? “

Xenon var nysgerrig, selvom han som ofte kendte svarene på hans egne spørgsmål. Nogle gange lod han det være op til tilfældighederne, for det kunne godt blive kedeligt i længden at føre en samtale med andre, når man allerede kendte svarene. Normalt var han heller ikke så ‘venlig’, men han var trods alt ikke usårlig. Xenon balancerede på kanten mellem at være for nærgående og tilpas tæt på. Han forsøgte i hvert fald meget diskret at få hoppen til at gengælde de mindst lige så diskrete berøringer.

Hans brummende toner beroligede hende og fik hende til at føle en helt ny form for tryghed og beskyttelse, som hun aldrig havde følt før. Det var første gang, at hun var så tæt på en anden hingst, og det var virkelig rart. Til trods for, at hun ikke kendte denne hingst særlig godt, så følte hun sig virkelig tryg, tilpas og i sikkerhed her hos ham.
Hans spørgsmål fik hende til at smile. Hun kunne godt lide, at han blev ved med at spørge så interesseret ind til hendes fortid og følelser. Det fik hende til at føle sig værdsat; som om han virkelig så hende og oprigtigt var interesseret i at lære hende bedre at kende.

,,Jeg vil nødigt lyde utaknemmelig, for jeg havde et godt liv og var vel i bund og grund rimelig glad, men... Jeg var aldrig lykkelig eller tilfreds med min tilværelse. Jeg blev ved med at søge ud over slottets murer; i modsætning til Lumine gjorde jeg det dog kun i tankerne og ikke i virkeligheden."

Hun bemærkede, hvordan hans mule let gled over hendes skind i små, kærlige berøringer. Og i et øjeblik tillod hun sig at lukke øjnene i og blot give sig hen til øjeblikket. Hun sukkede lettere nydende, inden hun fortsatte med at besvare hans næste spørgsmål.

,,Min fremtid... Jaeh, den var skåret i sten. Jeg ville have giftet mig med en af de mange prinser fra de andre kongeriger. Og så ville vi have overtaget hans kongerige, når hans forældre en gang døde... Og ja, så ville jeg føde et par sønner eller døtre til ham og forblive på det røvsyge slot, indtil jeg selv en dag ville dø."

Hun løftede hovedet og så på ham med et glimt i øjet. ... så jeg er ærlig talt glad for, at skæbnen ville det anderledes med mig i sidste ende."

Den gyldne hingst lyttede roligt til hendes beretning. Han vippede ind i mellem med ørerne, blot for at vise at han gjorde det. Han slugte hvert et ord og udtænkte planer for hvordan han kunne udnytte dem mest muligt. Hun var snakkesalig, da hun først havde fået munden på gled og han skulle da heller ikke anstrenge sig. En dyb brummen, så dyb som han nu kunne formå, kom nu fra ham og han strøg mulen over hendes manke. Han funderede over hvad han skulle gøre ud af dette møde, men han fandt da et moments ro i hendes selskab.

” Skæbner. De er hvad man gør dem til. Jeg er født med et formål i livet, men den sti er jeg afviget fra for længe siden. ”

Fik han mumlet en anelse krybtisk. Han ville ikke dele alt for meget ud af hans gøren og laden, for hun skulle nødigt kunne finde ham så nemt igen. En snert af utålmodighed bredte sig i hingsten og han lagde derfor mulen mod hendes ryg med et dybt og rastløst suk.

Det gav et lille sæt i hendes krop, da hun mærkede hans mule stryge hen over sin manke. Hun var ikke helt sikker på, om dette sæt skyldtes nydelse eller ubehag - for hun havde aldrig rigtigt oplevet noget lignende før.
Hun lyttede til hans ord og vippede nysgerrigt med de gyldne ører. Hun lod godt mærke til, at han lagde mulen mod hendes ryg og sukkede dybt, men hun opfangede ikke rigtigt, at det var fordi, at han var ved at blive rastløs - for hun var i et yderst snakkesaligt humør lige nu og var mega nysgerrig på at høre mere om hans fortid! Hun drejede derfor hovedet bagud og så på ham med et nysgerrigt glimt i de gyldne øjne,,Hvad skete der?"

Den gyldne kunne mærke en snert af irritation hobe sig op i kroppen, grundet hans rastløshed. Han måtte kort bide tænderne sammen, inden han gav hende et mildt puf. Han blev trods alt nødt til at holde masken. Hun spurgte ind til hans fortid, og Xenon havde ikke i sinde at fortælle hende noget, så derfor måtte han komme på en fordrejet sandhed.

” Jeg har brugt mit liv på at forsøge at gøre andre tilfredse. Ofret meget på det, indtil jeg fik nok. ”

Lød det så kryptisk fra ham. Det var som sådan sandheden, men med en del twists. Det vedkom ikke hende hvad han rendte og foretog sig. Hun var måske også mere sikker hvis hun var uvidende. Ikke at han bekymrede sig meget om det.
Xenon løftede hovedet lidt og placerede så mulen mod hendes manke. Han nippede en anelse rastløst til hende, og overvejede sine muligheder.

Endelig begyndte det langsomt at gå op for hende, at han var ved at blive lidt utålmodig og rastløs. Hun lod nemlig godt mærke til, at han virkede til nærmest at måtte bide sine tænder sammen, inden han blidt puffede til hende og besvarede hendes spørgsmål med en sætning, der ikke gav meget info, og som rimelig tydeligt indikerede, at han ikke var interesseret i at snakke om det. Dette valgte hun derfor høfligt at respektere ved ikke at spørge yderligere ind til det, men i stedet blot nikke forstående.
Da hun atter mærkede ham nippe en smule rastløst til hendes manke, tænkte hun, at hun hellere måtte få gjort noget ved det - den stakkels hingst var jo nærmest ved at gå ud af sit gode skind! Hun trak sig derfor let ud af hans greb og så på ham med et venligt, indbydende blik.

,,Nå, men jeg var jo egentlig på vej for at finde Lumine og den gyldne hingst, hun vist bor sammen med... Du nævnte, at du ved, hvor de holder til? Har du ikke lyst til at følge mig lidt på vej så?"

Xenon skar en grimasse. Han løftede hovedet en anelse og stod blot stille. Han vippede let med ørerne, og så en anelse misfornøjet ud ved hendes spørgsmål. Med et suk trak han sig et enkelt skridt væk fra hende, næsten som om at han var en anelse forarget. Mest fordi han var ved at løbe tør for idéer.

” Hvorfor vil du dog opsøge dem? ”

Lød det så tørt fra ham. Inden han drejede halvt om og gav et nik i hans retning, inden han begyndte at gå. Et par skridt efter drejede han hovedet mod hende.

” Kommer du? ”

Hendes spørgsmål havde tilsyneladende ikke den ønskede effekt, da han om muligt blot virkede endnu mere irriteret på hende nu, da han trak sig væk fra hende med et nærmest forarget suk. Det gav dog mening, da hans spørgsmål lød i hendes ører - han forstod stadig ikke, hvorfor hun ville opsøge dem. Og det kunne hun da også godt forstå... Det var jo ikke ligefrem positive ting, der var blevet fortalt om hendes søster under deres samtale, så det måtte forståeligt nok virke meget ulogisk på ham, at hun overhovedet ønskede sin søsters selskab igen.

,,Hun er trods alt min søster... Det eneste familie, jeg har tilbage. Vores sidste møde endte meget... uheldigt. Jeg vil gerne finde hende og gøre det godt igen."

Han drejede nu omkring og gav et nik i den retning, inden han begyndte at skridte frem og efter et par skridt ligeledes spurgte hende, om hun kom med. Hun så en anelse skeptisk på ham. Hun følte sig pludselig i tvivl om, om han mon overhovedet ville føre hende den rigtige vej... Men hun måtte lade tvivlen komme ham til gode - hun havde trods alt ikke andet at gå efter. Hun nikkede derfor og travede let op på siden af ham igen med et lille smil.

,,Tak."

Pfftt Lød det så stille fra ham. Han gjorde sig ikke meget i familie trods alt, og forstod ikke hoppens logik. Så hendes begrundelse var ganske uimponerende og han lagde ikke skjul på det. Hans tempo var sat herefter. Det var et roligt og ganske afslappet tempo, en stor omvej fra det oprindelige mål. Der var ingen ord der fandt vej over hans mule i længe, og det eneste der afbrød deres færd var at han nu stoppede op.

Han blik var rettet mod en af de andre øer. Mere specifikt Foehn, som han var kommet fra og brugte det meste af hendes tid. Der kom et overvejende vip med ørerne, inden han skævede til Nzuri. Han kunne kaste hende for bæsterne, tænkte han uvidende om at hun allerede havde mødt Ava.

Hans reaktion vidnede om, at han var ganske uimponeret over hendes svar og med alt tydelighed ikke forstod det. Men det trak hun blot lidt på skuldrene over i sit stille sind. Det var ikke livet om at gøre, at han forstod hendes tankegang - og hun var ikke forpligtet til at prøve at få ham til at forstå det.
Tavsheden sænkede sig nu over de to heste, som de fortsatte af sted i et meget langsomt og afslappet tempo. Nzuri havde en smule svært ved at matche dette rolige tempo med den rastløse adfærd, han før havde udvist, men fulgte dog blot stilletiende med uden at spørge ind til det. Hun fornemmede tydeligt, at denne hingst ikke var i humør til at tale, og at hun derfor nok ville gøre klogest i bare at holde sin mund.

Pludselig stoppede de endelig op, og da gik det op for hende, hvor de var. De var ved havet... Det stykke af havet, der førte over til Foehn. Hun drejede hovedet og så en anelse skulende på ham. Selvom hun ikke vidste, hvor Lumine helt præcis var, så kunne hun trods alt godt regne ud, at hun ikke var her. Hun kneb skeptisk øjnene sammen.

,,Hvad laver vi her?"

,,Hvad laver vi her?"

Det gik egentlig godt med en detour, og Xenon overvejede om han blot skulle tage turen over vandet, eller rent faktisk hjælpe hende. Han kunne godt lide hoppen, men hendes iver havde sat en hjul i kæppet for hans sympati. Hendes lugt drev ham til vanvid, og han overvejede sågar endnu engang at tage den i fugleflugt over vandet. Han lagde dog an til at dreje rundt for at gå mod klitterne, i det han mente at han godt kunne aflevere hende. Det var dog kun lige indtil hun åbnede sin mund. Hendes toneleje og skepsis satte noget i værk hos den gyldne hingst, og han rynkede på mulen i et forstadie til at blotte tænderne.

” Vil du have en grund til ikke at stole på mig? ”

Lød det en anelse iltert fra ham, i det han trådte tæt på hende. Hvor han før havde nusset hende bed han nu tænderne sammen om hendes manke. I en hurtig bevægelse rejste han sig fra jorden og klamrede sig til hende, med alt den vrede han havde i kroppen som drivkraft. Det var en vrede der havde hobet sig op over mange år, og Nzuri var bare uheldig at være den der havde fået bæreret til at flyde over. Han bedækkede hende, og kastede hende nærmest fra sig da han havde fuldbyrdet det.

” Følg solen, så finder du hvad du søger ”

Lød det så nonchalant fra ham. Han var dog forberedt på at hun ville forsøge at æde ham.

Hingsten ignorerede hendes spørgsmål og drejede blot rundt for at gå i retning af klitterne, mens han rynkede mulen og skulle lige til at blotte tænderne, som om hendes spørgsmål havde vakt en stor vrede i ham. Hun forstod det ikke. Hun havde da for pokker lov til at spørge, hvorfor han havde valgt at følge hende i den stik modsatte retning af, hvor de skulle hen?!
Hans stemme lød pludselig iltert i hendes ører, og det løb hende koldt ned ad ryggen, da han langsomt trådte tættere på hende og spurgte, om hun ville have en grund til ikke at stole på ham. Hun sank en klump i halsen og bakkede langsomt bagud med ørerne lagt i nakken. Hvorfor opførte han sig pludselig sådan dér? Truede han hende?!
I det samme mærkede hun hans tænder bide sig sammen om hendes manke. Hun lukkede øjnene i og bed tænderne sammen, da smerten ramte hende. Det næste, der skete, gik så hurtigt og kom så meget bag på hende, at hun slet ikke nåede så meget som at tænke på at gøre modstand, før han pludselig rejste sig fra jorden og klamrede sig fast til hende med en vrede så stor, at hun kunne føle den igennem hver en celle i hans krop.

Det føltes, som var der gået flere timer, da han endelig blev færdig med at bedække hende og nærmest kastede hende fra sig, som var hun bare et stykke legetøj, han nu var færdig med at underholde sig med. Hun blev stående fuldstændig passiv og nærmest helt død indvendigt, mens hun blot så ned i jorden og forsøgte at holde tårerne tilbage. Det sidste, hun ønskede lige nu, var at give ham den tilfredshed at se hende græde. Hun måtte være stærk og beholde sin værdighed bare nogenlunde...
Det vendte sig helt i hendes mave af ubehag, da han nu endelig gad fortælle hende, hvor hun skulle hen. Det havde aldrig været hans mening at følge hende hen til sin søster... Han havde bare udnyttet hendes tillid til at få, hvad han ville have. Hun vendte sig bort fra ham uden at sige noget eller værdige ham et blik, mens hun blot bevægede sig mod solen i så hurtigt et tempo, hun kunne - det var lidt svært at bevæge sig efter den hårde omgang, han havde givet hende. Lige så snart hun var kommet langt nok væk til at være sikker på, at han ikke fulgte efter hende, lod hun sig dumpe udmattet ned på jorden og lod tårerne få frit løb...

( Out - tak for tråden!  )

Xenons intentioner havde været at følge hoppen mod hendes søster. Givet turen nok med vilje var blevet gjort lidt længere. Af en eller anden årsag så var det slået klik for den gyldne hingst, som nu meget utålmodigt ventede på at hoppen forlod ham.
Det var da også først da hun var væk fra ham at han nu sukkede dybt og bandede indvendigt, da han langsomt kom til sig selv igen. Den tilfredsstillelse der havde været i øjeblikket var nu erstattet af noget det knugede i hans indre. Det føltes som en stærk irettesættelse og han kunne ikke helt hitte ud af hvorfor han følte som han gjorde. Xenon gumlede lettere betænksomt og han kunne ikke feje en overvældende følelse af tristhed væk, selvom det jo havde været hoppens skyld alt sammen.

Hans impulser fortalte ham at han måtte væk fra dette gerningssted, men han vidste godt at hans sind var for oprevet til at han kunne vende snuden mod Foehn. Et par dråber ramte sandet under ham, og han sænkede hovedet for at tørre kilden til dem væk. Han kunne ikke forstå det, men han følte sig overvældet af tristhed, og han kunne ikke få det til at stoppe. Det hele kulminerede i dette øjeblik, og han kunne kun prise sig selv lykkelig for at han var alene.

//out - selv tak