Peace and Quiet [Trinse]

I ny og næ måtte man trække sig lidt fra det liv man levede. Xenon havde opsøgt den sandfyldte ø. Hans fristed, hvor tankerne kunne få frit spil, uden at man skulle være på vagt. Den gyldne hingst havde meget at tænke over. Han havde lidt tab i den seneste tid, selvom familien var vokset betydeligt, men det var jo ikke rigtig hans familie. Det var hans bror, brødre, søskende og deres yngel. Hende der havde bragt ham til verden var afgået. Den gyldne bildte sig selv ind at han ikke følte sorg. De var i så fald noget der blev låst inde i hans dybeste sindelag.
Et suk kunne høres i det han åbnede de blå øjne til lyden af en bølge der skyllede ind over land og gjorde det yderste af hans hove våde. En mild brise legede med de lyse lokker og han drejede nu omkring for at begive sig videre på sin formålsløse færd.

Efter at have vandret lidt rundt på må og få i landet uden egentlig rigtigt at have opnået noget med sin tilværelse, havde Nzuri besluttet sig for at vende tilbage til den sandede ø, trods den noget ubehagelige oplevelse, hun havde haft med sin søster og den gyldne ørkenhingst sidst. Hun var endt med at forlade øen i et dødeligt raserianfald og havde svoret, at hun aldrig nogensinde ville se sin søster eller den dumme hingst igen. Men hendes ensomme vandringer rundt i dette store land havde alligevel fået hende til at tænke lidt over tingene. Hun ønskede ikke at være uvenner med sin søster. Trods hun til tider kunne være en dum og egoistisk gås, så var hun trods alt familie - og den eneste familie, Nzuri havde tilbage. Og selvom hun da havde mødt nogle få heste rundt omkring i Andromeda, og tilmed også skabt sig nogle nye venskaber, så manglede hun lige som noget i sit liv for at kunne fuldende det - og hun vidste, at dette var sin søster. Derfor var hun nu rejst tilbage til ørkenøen i et forsøg på at blive forsonet med hende igen.

Da hun havde krydset havet og var trådt op på bredden, fik hun straks øje på en fremmed hingst lidt længere nede ad stranden. En smuk smuk palominohingst, en guldhest lige som hende selv, blot i en lysere farve - lidt som en blanding mellem hende og hendes søster. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Det var lige sådan en type hingst, som hendes søster ville være faldet i svime over... Men hov, hun var ikke sin søster, så hvorfor stod hun her og stirrede sådan på ham?! Hun slog forlegent blikket ned i jorden igen og håbede bare, at han ikke havde opdaget hende, mens hun blot stod lidt akavet og lod som om, at hun havde en meeeget gyldig grund til bare lige at stå her lige nu...
Til trods for, at Nzuri nu var blevet en fuldvoksen hoppe, så havde hun aldrig prøvet at være sammen med en hingst på nogen som helst måde før. Hun havde skam været i brunst mange gange før, men det var altid lykkedes hende at holde sig væk fra hingste i den periode, fordi hun ikke følte sig helt klar til det med føl endnu. Men denne gang føltes det anderledes... Hun mærkede hormonerne fra sin brunst køre rundt i kroppen på hende og kunne slet ikke fokusere på andet end den magiske, nærmest magnetiske tiltrækning, denne gyldne hingst havde på hende.

Normalt var Xenon altid på forkant med hvem der var i området, og i særdeleshed hvem som var tæt på ham. Dog var det først da han mærkede et blik på sig at han nu stoppede op og drejede hovedet for at se hvem det var som havde formået ikke at fange hans opmærksomhed før nu. Han måtte have været langt væk. Han følte sig taget lidt på sengen, og stod derfor for en stund uden at foretrække en mine, for han kunne ganske enkelt ikke finde en når vedkommende troppede op uanmeldt.
Det var ikke duften af hende selv der ramte ham først, men duften af noget mere lokkende. Det vildrede der foregik i hans hoved kunne dog ikke ses ud af til og et lille smil viste sig på hingstens mule.

" Nzuri, formoder jeg? "

Løj han. Han formodede intet. Han vidste det. Ingen havde fortalt ham det, men han havde længe set det. Hendes sind var ubevogtet, som de flestes. Xenon rykkede på sig og inviterede sig selv en anelse nærmere.

Hun stod blot og skrabede lidt distraherende i sandet med den ene forhov og håbede, at hingsten langsomt vilde forsvinde af sig selv, da hun til sin store rædsel kunne høre hans stemme. Han var kommet tættere på. Hun mærkede kortvarigt panikken løbe igennem sin krop, men så gik det op for ham, hvad han lige havde sagt. Han kendte hendes navn? Var hun allerede blevet så populær i Andromeda, at folk kendte til hende på samme måde som i hendes hjemland? Nej, det kunne ikke passe. Hun havde for længst lært, at folk var ligeglade med kongeriger her i landet. Ingen her kendte hende som Prinsesse Nzuri, og dem, der gjorde, var pisseligeglade med den titel. Men hvordan vidste han så, hvem hun var...?
Hendes undren og lettere skepsis havde heldigvis distraheret hende fra de forbudte tanker, og derfor så hun nu op på ham og mødte hans øjne med et lettere køligt og reserveret blik. ,,Hvem er du?"
Hun var ikke dum. Hun ville ikke bekræfte noget over for denne fremmede, før hun i det mindste havde fået lidt at vide om, hvem han var, og hvor han kendte hendes navn fra.

Xenon foretrak ingen mine som hoppen begyndte at røre på sig i en blanding af panik og mistro der farvede hendes sind. Et stille og roligt suk lød fra den gyldne hingst som vippede ørerne frem og maskerede de bagtanker der end måtte være. Ikke at han faktisk havde gjort sig mange tanker om hvordan han kunne udnytte hoppens selskab. Så langt var han ikke kommet.

” Beklager. Hvor uhøfligt. Det er Lumine der har fortalt ihærdigt om sin søster. ”

Det lå ikke til Xenon at være høflig, men han kom ikke rigtig nogle vegne hvis han blot creepede rundt. Nzuri var dog offer for hans anelse distrete sind og de blå øjne vandrede fjernt ud over kysten, inden han dog bragte blikket tilbage på hende.

” Du kan kalde mig Xen. ”

Hun lyttede til hans ord, og inde i sit hoved gjorde hun himmelvendte øjne. Åh, selvfølgelig havde hendes søster allerede været på denne hingst... Fandtes der nogen hingst i hele verden, som hendes søster ikke havde været på?! Hun smilte dog varmt og lettet til ham, for hvis det bare var Lumine, der havde fortalt om hende, så var det jo slet ikke så mistænkeligt alligevel - de var jo to meget specielle hopper af udseende, så det krævede ikke nogen stor detektiv at se, at de var søskende.

,,Ah. Det glæder mig at møde dig, Xen. Du må undskylde min opførsel før. Man ved bare aldrig, hvilke skumle typer, der lusker rundt..."
Hun blinkede forsonende til ham. ,,Men ja, det er ganske rigtigt mig, der er Nzuri - Lumines søster. Det er forhåbentlig kun gode ting, hun har fortalt om mig??" Et lille, charmerende smil faldt automatisk over hendes mule.

Et smil tegnede sig på hingstens mule og han nikkede stille med en rolig brummen. Han stod stille og betragtede hende indgående, mere indgående end hun lige umiddelbart ville kunne opfatte. Han trådte et skridt nærmere så han næsten kunne røre hende.

” De lurer bag hvert et hjørne. Det er klogt at være varsom. ”

Lød det monotont fra ham og han vippede let med ørerne inden han så sig over skulderen. Det var egentlig en form for falsk tryghed han forsøgte at indgyde i hoppen. Han skulle nok holde øje, men faren stod reelt set lige foran hende. Eller gjorde den?

” Det meste – ja. Din søster er naturligvis også af lidt mere frembrusende natur. ”

Xenon plantede ordene med stor omhu. Han ville se hvor meget af hoppens stædighed han kunne vende mod hende. Han sænkede hovedet en anelse indbydende.

Den gyldne hingst trådte nu atter et skridt tættere på hende, så deres kroppe næsten rørte hinandens, og det fik næsten alle hårene på hendes krop til at rejse sig - men ikke af ubehag. Nej, tværtimod så skød der en uvant sitren igennem hendes krop ved fornemmelsen af en hingst så tæt på sig. Hans monotone ord lød nu i hendes ører, og hele atmosfæren var utrolig creepy. For selvom han egentlig blot gav hende ret i hendes ord, så var der alligevel et eller andet over hans tonefald, der fik det til at lyde som om, at det nok i virkeligheden var ham, man skulle være lidt varsom med... Men i stedet for at skubbe ham væk og kalde ham for en ulækker creep, blev hun stående og mærkede atter den behagelige sitren i sin krop. Der var noget ved denne situation, hun fandt spændende og interessant. Det var lidt farligt... Og hun kunne godt lide det.

Hans næste ord lød nu i hendes ører og fik hende til at himle øjne indvendigt igen. Århh, hun havde slet ikke lyst til at høre om, hvor "frembrusende" Lumine havde været ved deres møde! Bvadr! Ufrivilligt bakkede hun et par skridt væk fra ham igen, og begyndte i stedet at skridte videre ind på øen. Hun kom dog helt ubevidst til at svinge lidt med halen, så duften rigtigt blev spredt rundt med vinden i hans retning.
,,Jeg kom faktisk hertil for at finde hende. Du ved vel ikke tilfældigvis, hvor hun holder til?" spurgte hun en anelse lokkende, og indbød ham dermed til at følge med hende og vise vej. Indvendigt prøvede hendes sind dog desperat at skrige nej. Hvad var det, hun lavede?! Hun skulle skynde sig væk fra denne hingst i en fart - ikke indbyde ham til at følge med hende! Men det var som om, at hendes krop bare reagerede helt af sig selv lige nu... Den ville slet ikke, som hendes hjerne ville.

Han var tæt på. Tæt på at røre hende, men hun trak sig væk i utide. Xenon måtte kvæle en utilfreds mine og hans stædighed begyndte også at træde i kraft. Derpå fulgte han prompte efter hende i det øjeblik hun gav ham invitationen. Han skridtede op på siden af hende, en anelse tættere end de fleste normalt ville. Bare for at trykke hendes knapper lidt.

” Det gør jeg. Men jeg tvivler på hun vil forstyrres. ”

Med de ord satte han farten lidt op og trådte ind foran hende. De blå øjne så indgående på hende, som stirrede han ind i hendes sjæl. Han åndedræt en anelse tungt, men han gjorde ikke andet, mens han lignede en der ledte efter ord.

” I virker, dybt forskellige. Beklager mine ord, men Lumine kaldte dig en kedelig oldhoppe. Søskende toppes, det forstår jeg. Jeg har selv søskende, men hvorfor ville hun sige det? ”

Xenon forsøgte at fremstå en anelse uforstående, mens hans løgn udfoldede sig foran hende. Han vidste Lumine ville bakke til alt, hvor søsteren virkede langt mere. Fornuftig. Om så at sige. Kunne han rykke op i noget jalousi blandt de to?

Hun kunne ikke holde et lille veltilfredst smil tilbage, da hingsten uden tøven fulgte efter hende. Dog kom han til hendes store skræk meget tæt på hende, og hun kunne mærke, hvordan hele hendes krop reagerede på hans nærvær. Alle hendes hår sitrede, som var hans krop magnetisk og prøvede at lokke hendes krop over til sin.
Hans første ord fik hende til lettere undrende at rynke panden, inden hun kom med et lille hånligt fnys. ,,Pfff, hun har vel næppe travlt eller er i gang med noget vigtigt, hun ligger sikkert bare og ruller rundt med en eller anden tilfældig hingst..."
Hendes temperament var allerede blusset en lille smule op ved tanken om sin søsters adfærd, så da hingsten lige pludselig trådte ind foran hende og tvang hende til at stoppe, stampede hun fornærmet med det ene forben og udstødte et fnys. Hvad lavede han?!

Hans ord fik hendes indre til at eksplodere - ikke på ham, men på den dumme gås! En kedelig oldhoppe, nu havde hun da aldrig!!! Den lille tøjte! Hun var absolut ikke nogen kedelig oldhoppe, bare fordi hun ikke var lige så billig som sin søster!
Hendes øjne slog gnister af vrede, da hun atter vendte opmærksomheden mod hingsten. ,,Det skal jeg fortælle dig, hvorfor hun ville sige! Hun er en billig tøjte, der kaster sin bagdel i hovedet på alle hingste, hun møder på sin vej! Hun mener åbenbart, at jeg er en "kedelig oldhoppe," bare fordi jeg har en smule værdighed i forhold til hende! Men jeg skal vise hende, at jeg ikke er nogen kedelig oldhoppe..."
Hun stirrede pludselig på hingsten foran sig med et nærmest glubskt blik i de gyldne øjne, mens hun lettere opstemt slog et slag med halen. Hun skulle fandeme vise sin søster, at hun også sagtens kunne være sammen med en hingst, hvis det var dét, der skulle til!

Temperament. Det kendte han til. Han havde selv en god andel gemt væk bag det fattede ydre. Han var modnet med årerne, men nogle formåede at få det til at blusse op uden meget besvær. Det var der han blev svag. Et lille smil tegnede sig skævt på hans mule over hendes ord, som havde hun gættet hvad søsteren havde gang i, uden han dog vidste det.
Temperamentet blev til vrede, og hoppen kastede gloser af ord mod ham, som han sugede til sig. Dramaet udfoldede sig uden at han havde behøvet at gøre meget, måske endda uden at prøve. Han viste dog ikke sin selvtilfredshed, men lod hende rase ud. Han mødte hendes blik og trådte et skridt retur. Hvad havde hun tænkt sig? Han var i et øjeblik usikker.

” -Og hvordan vil du vise hende det? ”

Lød det uskyldigt fra hingsten. Han havde en idé om hvad det var hun ville, men hvis det var ham hun var ude efter, så måtte hun arbejde lidt for det. Der var også en vis tøven fra den gyldne hingst. Måske var det derfor han blot stod stille.

Hun mødte hans blik og forsøgte at genkalde sig et billede oppe i hovedet af, hvad Lumine gjorde, når hun skulle charmere sig ind på en hingst. Hun så derfor på ham med et flirtende blik og trådte et skridt nærmere, så deres brystkasse næsten mødtes igen. Hun slog da atter et lille slag med halen og lod den denne gang blive hængende på en lidt opløftet måde, så lugten af brunst rigtigt kunne sprede sig. Hun smilede da charmerende til hingsten og tippede let hovedet på skrå.
,,Tjaeh, jeg skal bruge en hingst, der kunne have lyst til at tage min mødom... Og så skal det naturligvis være én, der kender Lumine i forvejen, så han kan bekræfte hende i, at det rent faktisk er sket." Hun hævede let det ene bryn og smilede charmerende til ham. ,,Nogen bud?"

Xenon foretrak ikke en mine da hun trådte tættere på, udover en kortvarig og skælvende udånding. Man kunne måske fornemme at de blå øjnes blik på hoppen blev en anelse stift og han spændte i kroppen. Hendes ord lød jo som sådan ganske oplagt, men en snært af samvittighed strejfede hingsten. Han kunne ikke lide det.

” Ville det gøre dig bedre end hende? ”

Måske han egentlig ødelagde sine muligheder her, men med den stank hun rendte rundt med så vidste han godt hvad det kunne resultere i. Ørerne blev kort vippet bagud, men så frem til deres vante position.

” Tro mig. Vend dig om og jeg kan ordne det. Men konsekvenserne af det vil aldrig nogensinde blive mit problem. ”

Der var noget dystert over Xenon. Måske ikke lige det man havde brug for som et forspil til noget som helst. Han var som sådan ikke bange for det efterspil mellem hende og Lumine. Det ville være morsomt, men tanken om at der om mange måneder stod et føl ved hendes side, var umådelig skræmmende.

Det gjorde hende en smule bekymret, at hingsten slet ikke så ud til at fortrække en mine, da hun forsøgte at forføre ham. Hun mærkede pludselig, hvordan der gled lidt præsentationsangst ind over hende. Gjorde hun det mon forkert? Kunne hun overhovedet finde ud af det her? Åh nej, hvad var det dog, hun havde rodet sig ud i?!
Hans ord ætsede sig nu ind i hendes ører og gav hende straks både dårlig samvittighed og kvalme. Hvor havde han dog ret... Det var virkelig for lavt for hende at synke ned på Lumines niveau på den måde. Hvis hun engang skulle gøre det, skulle det være med en hingst, som hun elskede, og som elskede hende - ikke en eller anden tilfældig fremmed, hun lige havde mødt og bare ville bruge til at overbevise Lumine om noget. Og hvordan skulle det her overhovedet vise noget som helst for Lumine?? Det var jo latterligt!
Hun trak sig lettere skamfuldt tilbage og sænkede forlegent sit blik. ,,Det må De undskylde... Jeg ved virkelig ikke, hvad der gik af mig."

Den gyldne hingst vidste godt at han måske havde smidt en oplagt mulighed væk, men noget i ham rumsterede. Sikke et tidspunkt at gro en samvittighed på. Tsk. Men han kunne ikke trække hans ord tilbage nu, for hoppen havde allerede trukket sig, med skammen hængende over hende som en tung sky. Xenon slog de blå øjne betænksomt til siden og funderede over om han bare skulle gå og overlade hoppen til skammen. Han tog dog en anden beslutning i øjeblikket og skridtede hen mod hende og strøg hende over halsen med et roligt brum.

” Hmm. Jeg vil antage at Lumine var den der rendte med den meste opmærksomhed dengang i, var yngre. I alle afskygninger. ”

Xenon løftede et øjenbryn og så indgående på Nzuri. Han vidste det måske allerede, men om ikke andet så kendte han godt til den problemstilling fra hans egen søster. Om end Euphoria ikke ligefrem var som Lumine. Slet ikke.