Evergreen (White)

Sneen var for længst smeltet og havde efterladt markerne først halvdøde, men langsomt var græsset blevet grønnere, træerne havde fået knopper, der langsomt var ved at blive til blade. Nogle så stadig bare ud, mens andre næsten lignede levende træer igen.
en lille forårs byge havde gjort græsset fugtigt og glinsende - og det samme var Titans pels. Manen, halen og pandelokken var pyntet af små dråber, mens dele klistrede til panden, næseryggen og halsen. Selvom regnen langsomt faldt over området, fandt solen alligevel vej gennem skyerne, og pyntede jorden med pletter, der nogle stedder var lysere end andre - og når lyset ramte vanddråberne fra himlen, dannede de en regnbue. En regnbue Titan stod og betragtede på afstand. En lille del af ham ønskede at jagte den som han havde gjort flere gange som lille. Det var endnu ikke lykkedes ham at nå dem, for jo hurtigere hand løb, jo hurtigere forsvandt den også længere og længere væk og til sidst forsvandt den helt væk uden han havde nået at indhente den.
Måske denne gang ville være anderledes? Det kriblede i kroppen på ham for at undersøge det, men alligevel var der en lille del af ham, der ønskede at blive stående for at iagttage den skønhed landet bød på. Et land der stadig formåede at overraske ham, på trods af han havde levet der hele sit liv. Der var altid noget at leve for og noget nyt at betragte eller udforske.

1

White kiggede på det smukke landskab, imens hun gik iblandt træerne med vanddråber der glimtede på hende. Hun var glad for at sneen næsten var væk, så hun kunne spise noget frisk grønt græs snart. White kiggede på en regnbue og smilende, mens hun bevægede hendes ører og hale med tanken om hun skulle løbe efter den. Hun kiggede og løb med et smil hen mod regnbuen og vrinskede glad.

Som Titan stod der og betragtede det frie landskab af grønne, våde små bakketoppe og klynger af træer, kom en skikkelse frem midt i det hele. En der lod til at have retning mod den selv samme regnbue han havde overvejet at jagte.

Dette fik ham til kådt at stå og trippe på stedet i et kort sekund, inden han selv kastede sig fremad. Hoppens vrinsk blev besvaret med et, der bar en mere maskulin undertone. Med de langs sorte lemmer var han også hurtigt oppe i fart, og vidste at han uden problemer ville kunne indhente den hvide hoppe. For hvert ryk fremad strakte han sig nærmest mere og mere. Han vidste han ikke kunne løbe fra sin "bror", men det havde aldrig afholdt ham fra at prøve, og det havde resulteret i en masse forsøg og øvelse. Titan var derfor heller ikke bange for at risikere at skvatte over sine egne ben, og som han langsomt nåede hoppen, sendte han et par drillende nap ud i hendes retning for at byde op til leg. Nok var han en voksen hingst, men det betød vel ikke man altid behøvede at opføre sig som en oldgammel voksen?

2

White løb glad hen mod regnbuen og smilede, mens vanddråberne faldt langsomt af hende. Hun kastede et blik på den sorte hingst og hun sendte et par drillende nap ud i hans retning for at byde ham op til leg. Hun kiggede på ham og smilede, før hun løb fremad mod regnbuen i fuld galop for at komme først end ham med alt hvad hun kunne præstere og klare sig med.

Hoppens fart tog Titan nærmest som en lille udfordring. Hvordan skulle han kunne lade være med det? I modsætning til så mange andre i Andromeda, var han trods alt vokset op med leg omkring sig - selv når andre måske ikke var helt enige i hvorvidt det havde været for sjov eller ej. Alt var en udforring - Alt var en leg, hvis man da i hvert fald skulle gå efter Titans syn på livet.
Den kulsorte krop blev strakt så langt den kunne, som han kastede sig fremad i den høje hastighed. De næsten syregrønne øjne skævede kun lige et kort øjeblik over mod hoppen inden han for alvor satte af med bagbenene for lige at sætte farten en lille smule mere op. Det var vel også en måde at vise sig selv lidt frem på, og vise hvad man duede til. Lige når det kom til Titan, havde han nogle mangler i forhold til andre, men hvad han ikke havde af erfaring kunne han alligevel gøre op for med sin charme, sit udseende og sin viljestyrke.

1

White kiggede efter hingsten og hun smilede lidt for hende selv, hvis det var et kapløb, at han ville have mod hende, så ville hun give ham det. Hun strakte sig og hun satte farten op og løb forbi den sorte hingst og mod regnbuen, så hurtigt som hun havde mulighed for det. Hun kiggede fremfor hende selv og sprang over et væltet træ flot og elegant mod deres fælles mål for hendes øjne. Hun var næsten fremme ved den og tænkte at det var sjovt, at løbe mod den fremmede hingst imens hun overvejede om han skulle have lov til at komme først til målet, da hun fandt ham meget tiltrækkende. Hun vendte hendes blik mod hingsten, så hun kunne se om han var med bagved hende og hun gav ham et lille vrinsk for at vise ham hendes støtte til ham. Hun vendte hendes hoved og hun kiggede på et andet træ hvorefter hun snubler og falder mod jorden og hun ligger der og vrinsker såret.

Hoppen var ikke nær så hurtig, som Titan, men hun skulle da også have en chance. Derfor lod han hende overhale, og holdt sig i stedet lige i hælene på hende - selv hen over det væltede træ. Han var på ingen måde vant til den slags hop og derfor var det også med en smule klumsede skridt han kom videre derfra, men var hurtigt oppe i fart igen. 
Halsen strakte han fremad som Titan endnu en gang øgede farten. NU skulle hun altså overhales, for selvom hun var en hoppe, kunne han ikke lade hende vinde. En ting var, at det ville være træls at tabe, men han skulle heller ikke risikere at hans kære bror, Xenon, fik at vide han havde tabt til en hoppe.
Det næste træ var han langt bedre forberedt på, og fik derfor også tilpasset sine skridt, og pludselig var han foran. Det var dog først ved hoppens vrinsken det gik op for ham hvorfor, og Titan fik hugget bremserne i så han nær havde sat sig på røven for ikke at skvatte. Så snart han stod næsten stille fik han vendt sig rundt, og satte halvt i trav det lille stykke tilbage mod den hvide hoppe.

"Er du okay?"

1

White lå og vrinskede såret, men så kiggede hun på den sorte hingst og hun vrinskede til ham, imens hun rejste sig op på hendes ben. ”Jeg har det fint, jeg er bare en smule øm. Men tak for at du kom tilbage og så til mig. Tillykke med at du vandt.” Hun smilede til ham, imens hun prøvede at skjule, at hun var en smule såret, men det var ikke noget alvorligt. ”Jeg hedder White, hvad er dit navn?” Hun tænkte, at hun gerne ville vide det, hendes øjne hvilede i hans blik imens hun bevægede hendes ører og hale. Hun tænkte, at han var en meget flot hingst.

Hovedet gled en anelse på skrå, som den sorte hingst betragtede den lyse hoppe - nærmest studerede hende, for selv at se om han kunne bedømme hvor slemme hendes knups havde været, men hun vidste nok bedst selv. Så længe hun selv mente hun var okay, havde han ingen grund til at tro andet.
Et smil strakte sig hen over den mørke mule, der tilmed nåede helt op til de syregrønne øjne som et lille glimt i øjnene. Man kunne altid se om et smil var oprigtigt eller bare halvhjertet, for de rigtige smil var lige så meget med øjne som med munden.

"Titan... Mit navn er Titan. Hvor er du fra, White?"

Han var udmærket godt klar over hun ikke kom fra Andromeda. Hun var ikke født der, for så havde han mødt hende før - så meget var han sikker på. Selv havde han jo tilbragt næsten hele sit liv i landet, fordi han kun havde været lille føl, da magien havde bragt ham til landet på hans søsters ønske. Han havde set mange og kendte mange, og følte derfor også han let kunne udpege dem, der ikke havde været der hele livet. Han var nysgerrig. Nysgerrig på, hvad andre havde oplevet før de ankom til Andromeda, men mange huskede det ikke. Dem der gjorde, havde altid nogle spændende historier at fortælle - noget han engang imellem godt kunne misunde dem. Spænding var det han levede for, og tænk engang, hvad han selv havde kunne fortælle af historier, hvis han ikke var bragt til Andromeda i så tidlig en alder.

1

White kiggede på ham med et smil, som gik helt op til hendes øjne imens hun bevægede hendes ører og hale mens hun gik langsomt ved siden af ham, da hun havde lidt ondt i hendes krop over de knubs hun fik da hun faldt. Hun vrinskede til ham. ”En fornøjelse at møde dig, Titan. Jeg kan ikke huske, hvor jeg kom fra dengang jeg gik igennem portalen, men jeg er glad for at være her sammen med dig. Hvor kommer du fra Titan?” Hun kiggede på ham med et smil, da hun gerne ville vide mere om ham. Hun kiggede rundt omkring imens hun gik ved siden af ham og hun nød omgivelserne. ”Jeg leder efter en flok og en hingst. Hvad med dig?” Hun vidste godt, at hun måske havde stillet et personligt spørgsmål om ham, men hun ville gerne vide det om ham, da hun godt kunne lide ham og hun håbede at han havde det på samme måde som hende. Hun kiggede på ham og så gik hun hen for at drikke noget vand fra en sø ikke så langt væk fra hvor de var i området. Hun kiggede på ham, imens hun drak af vandet.

Titan lyttede opmærksomt og ikke mindst nysgerrigt. Noget af det bedste ved at møde andre i Andromeda, var at høre hvor forskellige steder de kom fra. Mange havde en masse til fælles, men stort set alle kom fra forskellige steder. Steder Titan kun kunne drømme sig til og tænke sig til. ”Jeg kom hertil som lille. Jeg husker ikke hvor jeg var før jeg kom hertil, men min søster har fortalt mig om det.” Søsterens fortællinger og Leos fortællinger, var det tætteste han kom på viden om hans hjemland – hans rigtige hjemland. Selv betragtede han Andromeda som sit hjem og landet han kom fra. ”Andromeda er det eneste jeg kender til”
Der var ingen portal han var gået igennem ligesom alle andre, der ikke var fødte i Andromeda. Han var kommet til landet gennem et ønske fra hans søster, men det havde ikke været ham, hun havde haft i tankerne, da hun ønskede sin bror til Andromeda.

”En flok siger du? Jeg ved hvor der er en flok!” et smil bredte sig endnu en gang om den mørke mule. Næsten trippende af ivrighed, fulgte Titan efter hoppen ned mod søen sammen med hoppen. ”Den ligger ikke så langt herfra. Jeg kan vise dig derhen, hvis du ønsker det?” Flokken havde et bestemt område de oftest holdt til på Leventra, den selv samme ø de var på nu. Og selvom han ikke selv befandt sig inden for området altid selv, havde han aldrig haft svært ved at finde tilbage.

//248 ord

1

White kiggede på Titan med et smil på mulen, imens hun lyttede til hans fortælling om hans liv og hun syntes det virkede meget spændende. Hun kunne ikke huske meget fra hendes gamle liv fra før hun gik igennem portalen, men hun var meget glad for det liv som hun havde nu. Hun løftede hendes hoved og hun kiggede på ham og hun sagde til ham. ”Ok. Jeg kan ikke huske meget fra før jeg kom igennem portalen. Jeg kan kun huske mit liv her i Andromeda.” Hun kiggede på ham glad, næsten helt spændt, da han fortalte hende om flokken og hun sagde til ham. ”Udmærket. Det vil jeg blive meget glad for, hvis du vil gøre det for mig, da jeg ikke har lyst til at fare vild. Du viser vejen.” Hun fulgte efter ham mod flokken og hun sagde til ham. ”Er du selv med i flokken? Og hvordan er de i flokken?” Hun var nysgerrig efter at vide det, da hun gerne ville være forberedt på hvad hun kunne forvente at møde. Hun kiggede rundt omkring imens hun gik ved siden af ham stille og roligt, da hun havde lidt ondt i hendes krop efter hendes fald tidligere.