|
|
Post by Altaïr on Oct 15, 2019 18:36:19 GMT 1
Hans ben havde denne gang bragt ham til øen Enophis, som husede de store, mægtige bjerge. Som sådan søgte han ikke bjergene på denne aften, men han kunne godt lide at vandre i deres nærhed. Der var noget særligt over de ensomme kæmper, som havde hvilet på øen hele deres liv.
Den skimlede, som ved første øjekast godt kunne ligne en ganske almindelig hingst, var dog ikke helt så almindelig igen. Nej, den skimlede bar nemlig et særligt udseende; rundt omkring på hans ædle krop, var han blevet bestøvet med det reneste stjernestøv, og omkring hans hove hvirvlede det i takt til hans skridt. Når han stod stille, var det ej synligt – men når han var i bevægelse, blev det tydeligere og tydeligere alt efter hvor hurtigt han bevægede sig. Han var i bund og grund et ganske prægtigt syn, men ej ønskede den skimlede at føre sig frem, vise sig for andre og prale med hans udseende. Nej, faktisk ønskede han helst at vandre i det skjulte, hvilket han efterhånden var ganske god til. Først når han selv ønskede at blive set, ville man kunne støde på ham; og netop denne aften havde han valgt, at han var åben for selskab, såfremt muligheden skulle byde sig.
[3]
|
|
|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 10, 2020 14:34:59 GMT 1
Cazador havde fundet vej til bjergene, og lod blikket kigge på dem. De så utrolig mørke ud her i skumringen. Det varede ikke længe før det blev mørkt og månen begyndte at kigge op bag de mørke skyer. Den store hingst kom roligt gående og gjorde intet for at prøve at gøre sig ubemærket. Han havde altid lært at nogle gange kunne det bedste forsvar være netop at blive hørt. De store hove dunkede mod jorden og gav et hult ekko der fik det til at lyse som var der nogle stykker på vej. Retningen var ikke fastlås han strejflede lidt på må og få, hvad han søgte var mere vished om dette sted. Men nu viste han da hvor bjergene lå, og hvilke dufte der befandt sig her omkring. Han syntes at kunne opfange en helt særlig duft, men ingen se i nærheden? Han satte kurs mod duften ... Ville han mon finde nogen, eller noget...
|
|
|
|
Post by Altaïr on Apr 12, 2020 10:10:10 GMT 1
Solens sidste stråler var forsvundet bag horisonten, og kun eftermæglet af solens klare lys holdt himlen over ham fra at blive overtaget komplet af mørket; om end der ej ville gå længe, før mørket ville kvæle det sidste lys og give plads til månens blege skær. Dog, selvom mørket stod for døren, var det ej svart at skimte den fremmede, store hingst, som vandrede længere fremme.
Hans krop synede nærmest gigantisk; som var han en af bjergenes sagnspundne kæmper. Den skimlede kneb sine øjne sammen et øjeblik, imens han betragtede denne fler-farvede majestætiske skikkelse. Det var tydeligt, at det var en hingst, som havde retningen delvist imod ham.
Altaïr selv blev stående, uden at gøre tegn til at ville gå væk fra den fremmede hingst, eller gå imod ham. Han lod det ganske enkelt være op til den fremmede, om han ville indlede et møde med den skimlede Vogter eller ej.
[4]
|
|
|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 14, 2020 22:43:04 GMT 1
Cazador kunne se hvordan solen forsvandt mere og mere, og bjergene kastede deres lange skygger som var de ved at sluge alt lyset. Mørket krøb langs jorden og kom ham nærmere og nærmere - og med et ville han selv være fandet af mørket. Det varede ikke længe, før dagens sidste lys måtte give fortabt, og lade mørket herske. Kort lod han blikket kigge søgende rundt, men stadig intet at se. Han mærkede hvordan duften blev kraftigere og kraftigere jo nærmere han kom. Kort slog han over i en rytmisk galop bare for at kunne udnytte det sidste lys, for med 1 øje så han ikke helt så godt i mørket.
Der, eller ?
Han blev helt i tvivl da han lod blikket skimte ind i mørket mod bjergne. Var der ikke som om der stod en? Eller bedrog hans øje ham... Han lavede en glidende bevægelse og satte i skridt.
Jow...
Han havde set rigtig, men det var svært helt at skille skikkelsen fra alt omkring den fremmede. Kunne han mon være sikker på dette ikke var en der stod på lur? Var der mon flere? Han valgte at stoppe op og blive hvor han var på en god af stand og med det sidste lys på hans side. Kunne han nå at få en fornemmelse inden mørket tog over, og der måske var mere end denne ene fremmede. Havde han de bedste odds lige her...
Dybt og venligt lod han et lavmælt vrinsk lyde, som hurtig kastede ekko mod det store bjerg.
 |
|
|
|
Post by Altaïr on Nov 22, 2020 21:49:28 GMT 1
Som fanget i tiden stod Altaïr tavs og ganske stille. Hans grå skikkelse, som var belagt med det reneste stjernestøv, gemte sig i Bjergenes skygger, og kun den som så godt efter, ville skimte ham.
Det lod ikke til at den majestætiske fremmede, som bar lyse og milde farver havde set ham. Han var stoppet op dér hvor lyset endnu kastede sine sidste stråler, dér hvor skyggerne rakte længst. Et øjeblik forblev den fremmede også tavs, men snart hørtes hans røst som en ekko blandt de nøgle klipper.
Altaïr tippede sine ører frem og med en overvejende mine tillod han sin stemme at svare den fremmede med en lavmeldt brummen. Kort efter valgte den skimlede Drømmevandre at sætte sin krop i bevægelse; og med ét trådte hans skikkelse frem i de dunkle skygger. Stjernestøvet lyste op og begyndte at hvirvle omkring hans ben, i det han satte frem i en springende trav med halsen hvælvet og ryggen hævet. Hans næsebor var udspilede og blikket fikseret på den fremmede hingst. Ofte valgte Altaïr at søge bort fra hingste; og det havde han nogle helt specifikke grunde til. Dog var der noget over denne fremmede kæmpe, som lokkede ham.
Kendte man ej til magi, måtte det, som mødte ens øjne føles som pure opspind. Den dansede Drømmevandre nærmest lyste skyggernes mørke op med et blegt, men samtidigt varmt lys. Som var det stjernerne, der var kommet ned på jorden og delte deres magiske lys med omgivelserne.
Hans krus bragte ham på en cirkulær bevægelse om den fremmede hingst. Han holdt sin afstand, klar til at søge bort hvis den fremmede skulle vise sig at have onde hensigter – og først da han nåede omkring den store hingst og atter befandt sig ved hans front, stoppede han sine dansende bevægelser, og med et par smidige skridt, placerede han sig med sin egen front imod den fremmede. Da han først stod stille, lagde stjernestøvet sig atter til ro omkring hans ben og på hans krop – og da de mørkeblå øjne mødte det éne øje, som den fremmede besad, afgav han et kort og måleholdt nik, for at tilkendegive at den fremmede havde hans opmærksomhed.
[1]
|
|
