Post by Nymphadora on Apr 5, 2020 16:44:12 GMT 1
I de frodige skove, som voksede på øen Chibale, vandrede en ung sort hoppe. Hun var søgt bort fra den flok, som hun var vokset op i, den flok der havde været hendes hjem. Hun var endt på øen, fordi hun af flere omgange havde forsøgt at få sig selv til at drage til Foehn, vulkanens hjem, for at finde sin mor og fortælle hende om den beslutning hun havde taget – den beslutning der skulle ændre hendes liv. Dog havde det været sværere for hende end som så, og gang på gang var hun vendt om med en dårlig undskyldning.
Solens stråler rakte nænsomt ned mellem de tætte træer, som så småt var begyndt at få knopper. Foråret havde meldt sin ankomst og snart ville hele landet stå i fuld flor; græsset ville blive grønnere og længere, smage af mere. Træernes kroner ville blive fyldt med blade, som skyggede for solens varme stråler. Blomster ville dække landet i fantastiske farver og forvandle landet til et rent paradis; med undtagelse af området omkring vulkanen, som var det sted hvor hendes mor boede. Der hvor hun selv skulle bo.
Hendes ører hang fraværende ud til siden og hendes klare blå øjne så slet ikke den skønhed som omgav hende. Hendes tanker havde længe været dystre, sorgmodige og tvivlsomme og langsomt var den ellers livlige unge hoppe begyndt at lukke ned for sin omverden. Det var kun når hun var i selskab med andre, at hendes normale væsen kom frem igen; når hun var alene var hun blot en skygge af sig selv.
Hun vandrede for nu alene; uden at vide at hendes ensomhed snart ville blive beriget med et nyt bekendtskab.
Solens stråler rakte nænsomt ned mellem de tætte træer, som så småt var begyndt at få knopper. Foråret havde meldt sin ankomst og snart ville hele landet stå i fuld flor; græsset ville blive grønnere og længere, smage af mere. Træernes kroner ville blive fyldt med blade, som skyggede for solens varme stråler. Blomster ville dække landet i fantastiske farver og forvandle landet til et rent paradis; med undtagelse af området omkring vulkanen, som var det sted hvor hendes mor boede. Der hvor hun selv skulle bo.
Hendes ører hang fraværende ud til siden og hendes klare blå øjne så slet ikke den skønhed som omgav hende. Hendes tanker havde længe været dystre, sorgmodige og tvivlsomme og langsomt var den ellers livlige unge hoppe begyndt at lukke ned for sin omverden. Det var kun når hun var i selskab med andre, at hendes normale væsen kom frem igen; når hun var alene var hun blot en skygge af sig selv.
Hun vandrede for nu alene; uden at vide at hendes ensomhed snart ville blive beriget med et nyt bekendtskab.
[3]
