|
|
Post by Tsavani on Apr 6, 2020 12:25:50 GMT 1
Det var efterhånden ved at være længe siden, at den gyldne Tsavani havde været på sin mission for Den Vise, og hun var nu ved at vænne sig til sit nye liv som Vogter. Selvom det også bragte mange nye opgaver og ansvar med sig, så var hun lykkeligere, end hun nogensinde havde været! Da hun først var ankommet til Andromeda i sin tid, havde hun været en hoppe fuld af sorg og had... En hoppe, der ikke kunne lide andre end sin bror. Og nu stod hun her; Vindens Vogter og et elsket medlem af Teylar. Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun nogensinde ville få så godt et liv, og at hun ville få så mange fantastiske venner! Sorgen over både sin bror og sin største kærligheds forsvinden fyldte selvfølgelig stadig, men den blev mindre dag for dag, og takket være alle sine nye fantastiske venner og bekendtskaber blev den nemmere og nemmere at leve med.
Der var én bestemt sjæl, hun ikke havde set endnu, siden hun var blevet Vogter, og denne havde hun i sinde at finde denne dag. Hendes bedste veninde; den hoppe, der havde introduceret hende til Teylar, Vogterne og hele denne fantastiske verden; den hoppe, hun skyldte hele sit liv; Illana. Af uforklarlige årsager var det lykkedes de to sjæle ikke at støde på hinanden, siden dengang Ava havde angrebet Tsavani, men i dag havde hun tilkaldt hjælp til at finde sin veninde. Med sin nye titel som Vogter fulgte en herlig gave, nemlig Alizeh - Vindens Fugl. Tsavani havde hidkaldt hende til at hjælpe med at finde sin veninde, og galoperede derfor nu lystigt efter fuglen, der søgende fløj rundt oppe i luften. Pludselig skræppede den triumferende og dykkede ned på jorden, hvor den nu landede i nærheden af den smukke, gyldne hoppe Illana. Den fortsatte med at kalde på Tsavani med sin skræppen, indtil hun nu dukkede op og fik øje på både Alizeh og Illana. Hun smilede stort, mens hun lykkeligt travede imod sin veninde. "Illana!"
They say that life is an open book,
turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. |
|
|
|
|
Post by Illana on Apr 6, 2020 16:55:55 GMT 1
Den gyldne hoppes liv havde efterhånden ændret sig markant. Indenfor de sidste få måneder havde hun endelig fundet kærligheden igen – og havde mistet den. Hun havde mærket hvordan hendes sjæl atter var blevet fyldt med kærlige følelser og ro; og hvordan disse var blevet erstattet af sorg og fortvivlelse. Hun havde godt vidst hvad det indebar at hengive sig til Skyggebæreren Volontaire. Han havde haft en pris på sit hoved, og denne var nu blevet betalt. Ej længere vandrede han blandt de levende og umiddelbart var den gyldne Illana ladt alene tilbage – og alligevel ikke helt.
Inden den sorte Volontaire var gået bort, havde de to sjæle nået et forene deres kærlighed. Lyset og Mørket var blevet til ét, og selvom den sorte Volontaire nu var borte, var der alligevel noget af ham tilbage i Andromeda. Illana bar nemlig hans afkom – en hemmelighed hun indtil nu havde holdt for sig selv. Selvom hun var stolt af at have været hans mage, havde det også været hårdt. Det var stridt imod alle hendes instinkter, stridt imod Lysets vilje; men Lyset havde lært at elske ham, ligesom Illana havde det – og nu hvor han var borte, begræd Lyset også tabet af Skyggehingsten.
Livet måtte gå videre, og det havde hun også lovet Volontaire. Hun måtte ikke fortabe sig i fortvivlelsen, selvom det var svært ikke at gøre det. Om ikke andet blev hun nødt til at se fremad – ikke blot for sin egen og sit ufødte afkom – men også for Teylar, flokken hun havde svoret sin loyalitet til. Og netop Teylar var omdrejningspunktet for den gyldne hoppes hverdag, nu hun var vendt tilbage efter at have sørget over tabet af sin kærlighed.
Hun var et stykke fra grænsen. Egentlig var hun i gang med at inspicere flokkens områder og sikre at alt atter åndede fred, samtidigt med at hun gerne ville vise medlemmerne at hun stadig var nærværende, at hun stadig sørgede for at flokken var sikker. Dog var hendes sind en anelse fjernt, men det skulle man kende den gyldne sjæl godt for at kunne skimte.
Noget hidkaldte dog hendes sind og tanker; for over hende strøg en skygge hvis udformning hun aldrig havde set før. Hun så op og lod blikket falde på en stor fugl med et ganske særligt udseende. Lyset, som boede i krystallen omkring hendes hals, var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en af landets magiske væsner, som havde fundet vej til den gyldne Illana og med det samme begyndte det at lyse kraftigt og hvidt, som det altid gjorde når det var i nærheden af ren magi. Illana betragtede fuglen med forundring i blikket; trods hendes efterhånden mange år i Andromeda, havde hun aldrig set denne fugl før eller mødt dens magi.
Snart forstod Illana, at fuglen ikke blot var kommet alene – for en stemme gav sig til kende. En meget kærkommen stemme som tilhørte hendes flødefarvede veninde Tsavani. Illana lod med det samme blikket flyttes fra den magiske fugl og overpå den majestætiske danserinde, som nærmede sig; og ligesom den gyldne Illana stod forandret, var Tsavani i den grad også forandret. Hoppen som nærmede sig, var blevet velsignet af Den Vise og var nu en af Vogterne; en af det fællesskab som Illana selv tilhørte. Et kæmpe smil fandt frem til den grå mule og jog de sidste rester af sorg bort fra hendes ansigt; og med ivrige skridt trippede hun imod hendes savnede veninde med en hilsende brummen.
[2]
|
|
|
|
|
Post by Tsavani on Apr 9, 2020 15:29:27 GMT 1
Hun smilede om muligt endnu større, da Illana nu gengældte hendes smil og ivrigt skridtede hende i møde. Hun mødte sin veninde i en varm omfavnelse og trykkede hende kærligt ind til sig, inden hun bakkede et skridt bagud igen og så på hende med strålende øjne.
"Undskyld hvis vi forskrækkede dig! Det her er Alizeh - Vindens Fugl. Kilden til min magi!"
Hun kunne ikke lade være med at stråle af glæde, mens hun stolt så hen mod den isblå fugl, der holdt sig lidt på afstand. Da den fik øje på Illanas Lys, tog den dog et par nysgerrige, vaklende skridt hen mod dem og undersøgte nysgerrigt den lysende kugle med sit næb. Hun havde valgt navnet Alizeh, da det betød Vind i hendes hjemland. Selvom hun ikke havde tænkt voldsomt meget på sit tidligere liv, siden hun var ankommet til Andromeda, så var det alligevel rart altid at have et stykke af sit hjemland med sig nu - specielt efter hun havde mistet sin bror, Cadeyrn.
Da Tsavani flyttede blikket fra fuglen og endelig fik tid til at se ordentligt på sin veninde, opdagede hun dog hurtigt, at hun ikke var den eneste, der havde forandret sig siden sidst. For Illanas mave bulede godt nok lige lidt mere ud, end den plejede at gøre...
"Hov vent, er du...?"
Hun så med forventningsfulde øjne på Illana og turde næsten ikke at fuldføre sin sætning i ren spænding!
They say that life is an open book,
turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. |
|
|
|
|
Post by Illana on Apr 10, 2020 13:45:18 GMT 1
Omfavnelsen vakte en enorm glæde i Illana, som ikke var sen til at gengælde den. Hun nød virkelig at være nær den majestætiske danserinde Tsavani, der siden de to hopper havde mødt hinanden for første gang, havde været en stor støtte for den gyldne Illana. Hun brummede mildt og med glade toner. Da Tsavani trådte lidt tilbage, gjorde Illana det samme og derefter mødte hun de varme øjne, som Tsavani besad.
Den gyldne hoppes opmærksomhed blev nu rettet imod den magiske fugl, som havde fundet hende før Tsavani – og som hendes veninde nu præsenterede. Fuglen, som nysgerrigt tog kontakt til krystallen, der hang om Illanas hals, bar navnet Alizeh; et smukt navn, som havde en stærk aura over sig. Så snart at den bevingedes fugls næb rørte ved krystallen, begyndte Lyset at sende sine stråler ud i legende bevægelser; som søgte Lyset at hilse dets søster an. De to magiske energier stammede fra den samme kilde i Andromeda, blot havde de i tidernes morgen taget forskellig form. Snart var Alizeh omringet af legende, klare stråler, som kærtegnende og legesygt bugtede sig ud og ind mellem hendes fjer. Illana smilede bredt, inden hun med glimtende øjne så tilbage på Tsavani.
,,Jeg er så glad på dine vegne, kære Tsavani. Du er om nogen værdig til at modtage Den Vises velsignelse! Fortæl mig, nu din følgesvend er Vindens fugl; bærer du så titlen Vindes Vogter?”
Tsavanis udseende havde også ændret sig. Hun var smukke blå bånd, der smøg sig om hendes ben og på hendes skulder prydede et særligt aftegn, som havde samme klare blå farve. Det kunne godt ligne at vindes brise havde sat sit aftegn på hendes stærke krop – og Illana begyndte strakt at tænke over hvilke magiske egenskaber den majestætiske sjæl mon besad.
Hun nåede dog ikke at tænke længe over det, inden Tsavani’s spørgsmål fik hende til at rødme en anelse. I og med Illana altid havde været en meget spinkel type, skulle der heller ikke meget til at afsløre hendes drægtighed. Hun nikkede en anelse forlegent. Hendes drægtighed vakte så mange følelser i hendes indre, og hun var – hvis sandheden skulle frem – en anelse nervøs for hvad andre ville sige til at hun bar en Skygges føl.
,,Det er stadig tidligt, men ja.. Jeg skal være mor”
Stoltheden nærmest emmede fra hendes milde toner, da hun bekræftede Tsavanis anelse. Dog lå der også en lille usikkerhed gemt; nu Tsavani var en vogter, ville hun så dømme hende? Ville hun tænke at Illana havde svigtet som Lysets vogter, ved at lade sig ”friste” af mørket og nu bære dets afkom? Eller ville hun forstå, at den kærlighed hun havde næret til den sorte Volontaire var stærkere, rakte ud over Skyggernes tag i ham?
[5]
|
|
|
|
|
Post by Tsavani on Apr 13, 2020 20:01:08 GMT 1
Hun betragtede lysets og fuglens interaktion med et stort, varmt smil om den lyse mule. Hun blev aldrig træt af at se magien i Andromeda interagere med andre på den måde, det var simpelthen så fascinerende. Hun mødte Illanas glimtende øjne og lo let.
Hun lyttede til Illanas ord og blev helt varm om hjertet. Det betød utroligt meget for hende, at Illana så hende som værdig til at modtage Den Vises velsignelse. Illana selv var en af de få heste, Tsavani altid havde set utrolig meget op til, så at stå her som en af hendes ligemænd, og samtidig blive anerkendt for det, var simpelthen en helt ubeskrivelig følelse. Hun nikkede ivrigt ved Illanas spørgsmål.
"Mange tak, Illana! Dine ord betyder så meget for mig. Og ja, det gør jeg! Det er som om, at jeg er blevet ét med vinden nu... At den er en del af mig. Og sammen med Alizeh kan jeg også selv fremmane en hvirvelvind, der fungerer som et slags skjold til at skubbe eventuelle Skygger væk fra mig!"
Hun smilede stort, og man kunne ikke undgå at høre stoltheden i hendes stemme. Det var ikke fordi, at hun pralede - nej, hendes oprigtige glæde og stolthed over at være så beæret lyste bare ud af hende. Hun havde indtil videre ikke afprøvet sin evne, men det glædede hun sig til en dag! Det var så dejligt praktisk, til hvis hun en dag skulle rende ind i typer som den sure Ava igen. Det var altså bare en helt speciel følelse selv at kunne forsvare sig nu og ikke hele tiden være afhængig af, at Illana eller Brêgo skulle være i nærheden til at beskytte hende.
Hun bemærkede med det samme, hvordan Illana forlegent begyndte at rødme, hvilket fik hende til at lyse op i et stort smil. Illana kunne ikke skjule det - det var altså sandt! Hun var nærmest ved at revne af stolthed og glæde på sin venindes vegne, da hun nu bekræftede det med sine ord, og smilet på hendes mule blev snart så stort, at det føltes som om, hendes ansigt kunne revne! Normalt ville hun være mere tøvende - det kunne jo være, at føllet var uønsket og blevet til ved magt. Men hun kunne fornemme Illanas stolthed gennem sine ord og var derfor slet ikke i tvivl om, at dette føl var mere end ønsket! Hun kunne ikke holde sig tilbage og løb derfor direkte ind i Illana igen og knugede hende til sig i et kærligt knus.
"Åh Illana... Tillykke!!! Hvor er jeg glad på dine vegne!"
Hvor var det en fantastisk nyhed! Siden hun havde hørt om Illanas ulykkelige fortid med tabet af sin mage, havde hun sådan ønsket for sin veninde, at hun ville finde kærligheden igen! Og hun kunne slet ikke vente med at møde det kommende føl! Selv havde Tsavani aldrig været særligt glad for de små væsner og havde bestemt ikke kunnet forestille sig en dag selv at få et. Men meget havde ændret sig, siden hun var kommet til Andromeda og blevet en del af Teylar... Hun var blødt mere op, havde fundet en mere kærlig og feminin side frem i sig selv, og havde fået et mere positivt og åbent syn på tingene. Så hvis det nogensinde skulle lykkes hende at finde kærligheden igen, ville hun bestemt ikke udelukke muligheden for selv at blive mor...
Apropos hingste... Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, som hun stod dér og krammede sin veninde. Hvem mon faderen kunne være?! Hun havde ikke lagt mærke til nogen særlig hingst, Illana havde rendt rundt sammen med... Kunne det være Brêgo? De to havde i hvert fald et godt forhold. Men ej, det var næsten for venskabeligt, til at hun kunne forestille sig det... Og havde han ikke også lige fået føl med en anden?
Hun kunne ikke længere holde nysgerrigheden tilbage og trak sig derfor ud af omfavnelsen igen, mens hun så på Illana med et lumskt glimt i øjnene.
"Hvem er den heldige far?"
They say that life is an open book,
turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. |
|
|
|
|
Post by Illana on Nov 22, 2020 18:38:32 GMT 1
Det var en næsten overvældende gestus, som den majestætiske Tsavani bød den gyldne Illana, i det hun knugede hende til sig med et knus så varmt, at alle hendes bekymringer for en stund forsvandt. Hun tillod sig at fortabe sig et øjeblik i trygheden og glæden, som hendes flødefarvede veninde – og nu søster – tilbød hende. Illana lod et lille prust forlade hendes mule for at tilkendegive at hun virkelig satte pris på Tsavani’s glæde.
,,Tak kære Tsavani, det betyder rigtig meget for mig”
Smilet som prydede Illanas mule, falmede en lille smule. Den sidste del af Tsavani’s spørgsmål, var også den del hun var bekymret for at svare på. Ville hun forstå? Ville hun vende ryggen til hende? Uanset hvilken reaktion der ville komme fra den majestætiske Tsavani, så vidste Illana at hun ville sige sandheden. Det var trods alt en sandhed, som hun langt hen af vejen var stolt af at bære på.
,,Faren er en, som ej længere er iblandt os. Ser du Tsavani, de sidste mange måneder har jeg, som du nok ved, brugt en del tid udenfor flokken, og det har været af en ganske særlig grund.”
Illana lod blikket vandre lidt mod horisonten, og et øjeblik blev Lysets ellers klare og legesyge stråler, en anelse mere matte og langsomme. Det var ikke kun Illana, som havde elsket Skyggebæreren, Lyset havde også næret stærke følelser for Volontaire. Ikke for det han var, men for ham.
Illana tog mod til sig og begyndte atter at tale med velovervejede ord.
,,For længe siden lærte jeg en hingst at kende. Volontaire. En sortbroget hingst med et temperament som ikke mange brød sig om at være nær. Dog skete der noget, dengang vi først mødte hinanden. Der opstod en kontakt, et bånd mellem os, som i starten var meget skrøbeligt og sårbart. Med tiden voksede det sig stærkere, og det kom sågar dertil, at jeg måtte vælge om jeg ville følges i livet med ham, eller min tidligere mage. Du kender mit valg, og det valg jeg tog dengang, sendte Volontaire ud på en sti, der ledte ham imod mørket. Først solgte han sit hjerte til Rumpelstiltskin, for at beskytte mig. Dernæst indledte han et bekendtskab med Skyggerne, som til sidst førte til at Skyggerne opsøgte Rumpeltstiltskin, for at tage hans hjerte tilbage. De vandt kampen mod den snu sjæl og jog ham på flugt – så vidt jeg ved, har han ikke rigtig vist sig siden. Volontaire blev der en foreviget del af Skyggernes broderskab.”
Illana tav et øjeblik igen for at skæve til hendes veninde – nærmest for at tjekke, om hun var på vej til at vende sig og gå. Dog virkede det ikke til at det var hendes hensigt, og Illana fortsatte derpå.
,,Efter jeg mistede min mage, stødte jeg på Volontaire op til flere gange. Hver gang var det som om, at han stadig var under den kappe, som Skyggerne havde lagt over ham, og en dag endte han også med at bevise, at hans sind stadig var hans. Han advarede os mod Skyggernes angreb, en beslutning som han vidste ville være fatal for ham. Inden han vendte tilbage til Skyggernes land, brugte vi nogle dage sammen, hvor vi endte med at forfølge de gamle følelser, som stadig lå og ulmede hos os begge. Trods Lys og Mørke, sejrede vores følelser for hinanden og resultatet bærer jeg nu med mig – og skal opfostre engang.”
Hun vendte blikket tilbage direkte imod Tsavani og lod et lille, usikkert smil finde vej til hendes grå mule.
,,Faren er en Skyggehingst. En stor del af mit indre er lykkelig over, at jeg ikke forspildte den chance jeg havde for, om end kortvarigt, at finde lykken med en anden igen. Jeg elskede ham, Tsavani. Selvom han var en del af Mørket, en del af det jeg selv forsøger at beskytte alle fra, så elskede jeg ham. Og han elskede mig. Og selvom jeg er glad for, at det skete, er jeg også bange for følgerne. Har jeg svigtet min flok? Bærer jeg på en Skyggehest? Har jeg svigtet Vogterne? Har jeg svigtet Andromeda? Jeg ved det ikke. Jeg håber, at de som end må dømme mig, kan se ud over forskellen mellem Lys og Mørke og se, at to sjæle, trods deres forskelligheder, godt kan elske hinanden.”
[1]
|
|
|
|
|
Post by Tsavani on Nov 29, 2020 22:33:03 GMT 1
En lille bekymret rynke tegnede sig i hendes pande, da hun så Illanas smil falme en smule. Gad vide, hvad det skulle betyde? Normalt ville man jo forvente, at en hoppe ville stråle af lykke og stolthed, når hun snakkede om sin mage/kommende far til føllet. Så gad vide, hvad Illanas reaktion mon skyldtes?
Det var derfor med fuld opmærksomhed, at Tsavani nu blot stod helt stille og lyttede med største interesse til Illanas ord. Det var en sørgmodig, men meget stærk fortælling. En fortælling om en kærlighed så stærk, at den trodsede alle regler, normer og nuancer af Mørke og Lys. En lille tåre trængte sig på i Tsavanis øjenkrog, som Illana kom dybere og dybere ind i historien. Hun blev simpelthen rørt til tårer, både af at se sin veninde så fortvivlet og i så stor sorg for nu anden gang i sit liv, men også fordi historien mindede hende lidt om hendes egen. Tsavani var nok lige præcis den hoppe i verden, der allermest ville kunne forstå Illana og hendes valg - for selv havde hun jo oplevet på egen krop, hvordan det føltes at være forelsket i en Skyggehest. Og hun havde selv været præcis de samme tanker igennem, samt blot endt med en stor sorg til sidst.
Det var derfor med stor ømhed og intet andet end ren kærlighed og dyb forståelse i blikket, at Tsavani nu endnu en gang rakte ud efter sin elskede veninde. Denne gang var det dog ikke en energisk og lykkeberuset omfavnelse, hun kastede sig ud i, men derimod et dybtfølt, varmt og trøstende kram. Et knus, der med alt sin nærhed viste, at Tsavani var der for hende, forstod hende til fulde og ikke dømte hende så meget som en procent.
"Åh, kære Illana... Tak, fordi du ville dele din historie med mig. Det gør mig så ondt, at du atter måtte gå igennem sorgen over at miste en elsket. Du skal vide, at jeg forstår dig til fulde, og under ingen omstændigheder vil dømme dig for dit valg. Jeg har selv prøvet, hvordan det føles at elske en Skyggehest - og min Sicarius og din Volontaire er blot eksempler på, at der ikke kun findes mørke og ondskab hos Skyggerne.
Jeg er sikker på, at din kommende søn eller datter vil vokse op og blive en helt fantastisk person - Skyggehest eller ej. Med dit ufatteligt rene, lyse og kærlige hjerte og dets far uovertrufne mod og loyalitet, kan det umuligt gå helt galt."
[1]
They say that life is an open book,
turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. |
|
|
|
|
Post by Illana on Nov 29, 2020 22:49:33 GMT 1
Tiden var nærmest som gået i stå alt imens den gylde Illana afventede hendes venindes reaktion. Hun havde blottet sin hemmelighed for hende, fortalt hendes historie og vist hendes sorg.
Da Tsavani omfavnede hende med et knus der emmede af medfølelse og trøst, tillod Illana for første gang en tåre at forlade hendes øjenkrog. Hun havde begrædt tabet af Volontaire flere gange, men altid når hun havde været alene. Når hun havde været i andres selskab, havde hun holdt facaden oppe og forsøgt at se positivt på fremtiden; men sammen med Tsavani kunne hun også være sårbar.
Hun stod i en rum tid og fokuserede på sit eget hjerteslag. Det slog kraftigt og for hvert hjerteslag pulserede Lyset i krystallen ganske svagt. Det havde været hårdt at holde modet oppe, og for engang skyld var det rart blot at kunne give slip.
Tsavanis ord kaldte hende tilbage til omverdenen og hun trak hovedet let tilbage, så hun bedre kunne se den flødefarvede hoppe i øjnene. Et lille smil fandt vej til hendes grå mule, da hendes veninde udtalte sine ord; og hun havde så ret. Netop Tsavani havde stået præcis der hvor Illana stod nu; hun havde set bag Skyggernes mørke kappe og havde forelsket sig i en sjæl, som havde valgt den mørke sti. Det havde også bragt Tsavani en stor sorg, da hun havde mistet ham – og på sørgmodig vis var de to hoppers historie nu nærmest som skåret fra samme træ.
,,Jeg kan ikke takke dig nok for din støtte, kære Tsavani. Og tak fordi du lyttede.”
Hun puffede mildt imod hendes veninde, som også så noget rørstrømsk ud ovenpå den fortælling som Illana havde ladet høre for lidt siden.
,,Jeg håber du har ret, jeg håber inderligt at det afkom jeg bærer vil vokse op uden mørkets indflydelse. Og hvis tiden så viser, at afkommet skulle blive Skyggehest, så vil jeg håbe at det kan leve et liv med fri vilje, og ej være bundet til Skyggernes herre. Og du har helt ret Tsavani; både Sicarius og Volontaire bevarede deres egen vilje og evnede at se ud over Skyggernes ønske om at gøre ondt. Hvis de kan, så er der stadig håb for de, som bærer Skyggerne. ”
Smilet blev nu mere oprigtigt og Illana lod sin mule strejfe Tsavani’s kind der stadig var en smule fugtig efter hendes egen tåre var trillet ned igennem hendes pels.
,,Tsavani, vil du ikke fortælle mig om din forvandling?”
Selvom det var rart at dvæle ved de dybe følelser, som var forbundet ved Illanas drægtighed, så ønskede hun ikke at det hele skulle dreje sig om hende. Tsavani selv havde undergået en intet mindre en magisk forvandling og Illana var spændt på at høre hvordan hendes møde med Den Vise havde været.
[3]
|
|
|
|
|
Post by Tsavani on Dec 8, 2020 13:11:12 GMT 1
[2]
Hun mærkede atter en varm fornemmelse i kroppen, da hun mødte Illanas tårevældede blik og gengældte hendes lille smil. Hun var stadig så forundret over den ændring, hun havde fået til følelser og relationer efter sit liv i Andromeda. Hun havde aldrig troet, at hun skulle knytte bånd til andre end sin bror - og i en overgang havde hun næsten erklæret sit hjerte til Skyggerne og valgt de ondes sti - til nu at stå her som Vindens Vogter, medlem i Teylar og oprigtigt kunne sige, at hun havde fundet en bedste veninde for livet. Ja, hendes rejse igennem Andromeda havde i sandhed været lang og forvirrende, men hendes udviling havde været helt fantastisk, og hun følte sig nu lykkeligere og mere elsket end nogensinde før.
Hun lyttede blot tavst til Illanas ord og nikkede samstemmende til det hele. Der var ikke så meget mere at tilføje, så hun smilede blot varmt og sendte et blik, der tydeligere end nogen ord viste, at hun var enig i det hele, og både håbede og troede på, at Illana havde ret i forhold til fremtiden.
Da Illana nu strøg sin mule hen over hendes kind og i stedet spurgte ind til hendes forvandling, smilede hun varmt og var taknemmelig for emneskiftet. Ikke fordi hun ikke brød sig om at tale om de mere dybere emner - nej, tværtimod var hun blot glad og rørt over, at deres venskab var blevet stærkt nok til at kunne dele disse ting - men det var heller ikke rart at blive ved med at dvæle ved deres tragiske fortid, og derfor var et muntert emneskift bestemt kærkomment. Hun begyndte derfor med glæde at fortælle om sin oplevelse, og det var tydeligt at mærke på hendes energi samt tyde i hendes blik, hvor meget denne rejse betød for hende, og hvor stolt og glad hun var for den!
"Åhh Illana, den var så utrolig! Det hele var så magisk! Jeg har aldrig i mit liv oplevet nogen som Den Vise før! Jeg følte mig nærmest som en lille, ubetydelig mide i hans storslåede selskab, men alligevel formåede han at være så venlig og fyldt med kærlighed, at han alligevel fik en til at føle sig som en ligemand.
Han bad mig om at rejse til Zenobia og finde Alizeh. Han skulle bruge en af hendes fjer, som hun kun ville udlevere til en helt særlig udvalgt - som så viste sig at være mig. Og ja, da jeg så vendte tilbage til Den Vise, skænkede han mig gaven som Vindens Vogter, der blandt andet gav mig evnen til at kontrollere vinden samt at kunne hidkalde Alizeh, når end jeg har brug for hende."
They say that life is an open book,
turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. |
|
|
|
|
Post by Illana on Dec 8, 2020 21:41:14 GMT 1
Den gyldne Illana betragtede indgående den større, majestætiske Tsavani, hvis aura nærmest lyste op da Illana spurgte indtil hendes møde med Den Vise og hendes forvandling. Samtidigt mærkede hun også hvordan den nærmest knugende fornemmelse fra hendes indre begyndte at svinde; det havde krævet mod, selvom hun virkelig stolede på den guldfarvede Tsavani, at fortælle hendes historie omkring forholdet til Skyggebæren; og fortælle hende om den sorg hun bar på nu hvor hun havde mistet ham.
Illana lyttede og ligeså gjorde Lyset i krystallen. Dets nuance blev atter nærmest hvidt – klart som krystallen selv og dets intensitet kunne mærkes omkring de to hopper som en mild varme. Lyset nød at høre om magien som det selv var en del af; og det nød at byde nye familiemedlemmer til familien af Vogtere. De klare stråler lagde sig atter tæt om Tsavani, nærmest dansende, og både Illana og den guldfarvede Tsavani ville kunne mærke hvordan deres energier nærmest forenede sig. Det var en vidunderlig følelse når magien blev forenet; som kunne de mærke hinandens stærke hjerteslag.
Illana brummede mildt og nærmest nydende; for når magien flød så frit som nu følte hun sig fri og tilpas.
,,Det lyder helt vidunderligt Tsavani – og sikken rejse du har været på. Jeg kendte slet ikke til den del af Andromedas historie. Atter overrasker landet med dets hemmeligheder. ”
Illana smilede bredt til den guldfarvede Tsavani der bar vindens blå farve i et sirligt aftegn på hendes majestætiske krop. Det måtte være en fantastisk følelse at kunne bruge vindens kræfter – en langt mere fysisk evne, end den Illana besad.
,,Hvordan er dig og Alizeh knyttet? Kan du mærke hende, som jeg mærker Lyset?”
Det var svært at beskrive, men Illana og Lyset var som ét. Selvom Lyset ikke havde en stemme, som Illana selv, så havde det tydeligt en personlighed, som på sin vis var smeltet sammen med den gyldne hoppes. Hvad hun følte, følte Lyset og omvendt. De delte den samme frygt – frygt for mørket, og da Illanas følelser for Volontaire var blomstret op, havde hun kunne mærke Lysets frygt og foragt til start – en frygt som langsomt blev omvendt til kærlighed.
[4]
|
|
|
|
|
Post by Tsavani on Dec 20, 2020 11:27:32 GMT 1
[3]
Hun betragtede med et varmt smil, hvordan lyset skiftede nuancer og toner og indhyllede de to hopper i sin varme. Hun kunne ikke lade være med at le lykkeligt, som de klare stråler nu omfavnede hende, delte hendes glæde og nærmest dansede omkring hende. Det var altid en helt fantastisk følelse at opleve Illanas lys på egen hånd. Selvom det var en ting, så var det alligevel tydeligt, at det havde sin egen personlighed, og at dets følelser var knyttet så stærkt til Illana, at det afspejlede hendes humør. Det var simpelthen så fascinerende! Hun huskede tydeligt tilbage på det første møde, hun havde haft med Illana i sin tid, og hvor fascineret hun havde været af lyset allerede dengang. Det var helt klart Illana og hendes lys, der var den største skyld i hendes utrolige rejse mod Vogterne. At opleve Vogternes og lysets kærlighed og varme, at blive medlem i Teylar og rent faktisk få venner, der holdt af hende, og til sidst at blive udvalgt af Den Vise... Det havde været en helt utrolig rejse, og hun ville for altid være taknemmelig for den gyldne Illana, der havde sat gang i det hele i sin tid.
Lykkelig var et stort ord at bruge, men Tsavani kunne oprigtigt sige, at det var dét, hun var nu. Selvfølgelig bar hun stadig en sorg over tabet af både sin bror og sin første og eneste kærlighed, men hun var efterhånden blevet beriget med så meget kærlighed og gode oplevelser, at sorgen var gemt godt væk dybest i hendes sind og i stedet erstattet med en følelse af lykke. Hun var lige præcis dér, hvor hun hørte til; i Teylar, som Vindens Vogter. Og når hun tænkte på sin fremtid, kunne hun absolut ikke forestille sig den anderledes. Hun ville vie resten af sit liv til lyset og dets tilhængere, til alle de fantastiske folk i Teylar, til Den Vise og selveste Andromeda, som hun ville vogte med sit liv. Ja, hun kunne i sandhed sige, at hendes skæbne var sat, og hun kunne ikke være mere tilfreds med resultatet.
Hun blev afbrudt af sin tankestrøm og vendte tilbage til virkeligheden igen, da hun atter hørte Illanas varme stemme. Hun nikkede anerkendende til hendes første ord, og da hendes næste spørgsmål om Alizeh lød, lyste hun igen op i et stort smil.
"Ja, det tror jeg i hvert fald! Jeg er endnu ikke helt sikker på, hvordan det overhovedet fungerer, men da jeg blev Vindens Vogter, følte jeg helt klart en stærk tilknytning til Alizeh. Det føles lidt som om, at hun er en del af mig, og jeg en del af hende; en slags sjæleven. Selvom jeg ikke kan læse hendes tanker eller kommunikere med hende med ord, så er jeg aldrig i tvivl om, hvor hun er, eller hvordan hun har det. Og af en eller anden grund er hun aldrig i tvivl om, når jeg har brug for hende. Jeg skal bare kalde stærkt nok fra hjertet af, og så hører hun mig."
They say that life is an open book,
turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. |
|
|
|
|
Post by Illana on Jan 3, 2021 19:15:46 GMT 1
Hvis man betragtede de to hopper på afstand, ville man kunne se Lysets klare stråler der nærmest havde viklet et bånd omkring de to gyldne hopper – et bånd, som bandt dem sammen, forenede dem, men som samtidigt gjorde plads til deres forskelligheder. Den magi som Tsavani bar var mere subtil i hendes krop, end den Illana bar – for Lysets var i sig selv magien; og den var levende, befandt sig omkring Illana, hvos Tsavani’s magi gemte sig i hendes indre. Dog var det klart at de to magier kunne fornemme hinanden, føle på hinanden og forene sig med hinanden.
Illana smilede bredt da hendes større veninde begyndte at fortælle – og hun lyttede opmærksomt til de ord, som den majestætiske hoppe udtalte. Den måde hun beskrev forholdet til Vindens fugl mindede meget om Illanas egen fornemmelse af Lysets bånd med hende selv. Illana rakte forsigtigt mulen frem for at puffe imod den stærke hals, som hoppen foran hende bar, inden hun med en lille latter trak hovedet til sig igen.
,,På mange måder lyder dit bånd med Alizeh lidt som det bånd jeg deler med Lyset. Selvom det er en del af mig, så har Lyset sin egen personlighed, som var det en sjæl der blot vandre med mig. Sommetider er det som om dets vilje endda overskygger min egen, hvilket kan give meget spøjse og oftest morsomme situationer. Det sker som regel når Lyset bliver fascineret af andre – så har jeg ingen kontrol længere, men jeg kan fornemme dets ivrighed og nysgerrighed, hvilket er noget så smittende”
Og Illana mærkede i den grad den fascination Lysets havde overfor Tsavani’s magi. Altid havde Lysets egen vilje været stærkest når det var i nærheden af andre magiske væsner, som det kunne forene sig med. Illana brummede mildt, inden hun nikkede inviterende til den større hoppe; og kort efter trakt Lysets stråler sig tilbage til krystallen.
,,Vil du med til søen?”
[1]
|
|
|
