|
|
Post by Melli on Apr 6, 2020 12:45:17 GMT 1
Det var en nydelig dag i Andromeda i dag. Foråret var endelig begyndt at titte frem og velsignede landet med både sol, plusgrader og mere saftigt græs. Efter en lang og hård vinter, var der intet bedre end at fylde sin sultne mave med frodigt, mættende græs! Den lille Melli befandt sig på en eng ved Teylars område, hvor hun lykkeligt fyldte sig med græs. Solens stråler varmede hendes plyssede pels, der efter vinteren faldt af i store klumper, som lå som små skyer rundt omkring hende på engen. Hun var så taknemmelig for, hvordan hendes liv var endt ud, efter hun var kommet til Andromeda. I modsætning til alle de skræmmende historier, hun havde hørt om nogen af de andre steder i Andromeda, så var hun heldigvis endt i Teylar; noget nær det mest glade og sikreste sted i verden! Hun var dybt taknemmelig for, at hun kunne få lov til at bo her og føle sig så tryg og glad hver dag.
I takt med at foråret var spiret frem, kom de helt naturlige tanker og lyster frem i hende. Åh, hvor kunne hun godt tænke sig et føl... Fornemmelsen af at mærke det lille, spirrende nye liv i maven måtte være helt fantastisk! Der var flere af de andre hopper i Teylar, der havde fået føl, og hun nød sådan at se de små liv rende rundt. Ih, hun var noget så misundelig! Melli havde aldrig haft en mage før og kunne godt mærke, at hun var noget usikker på det punkt. I hendes hjemland havde den slags virket helt naturligt, fordi at alle ponyerne havde samme størrelse, og ingen derfor følte sig anderledes. Men her i Andromeda var hingstene så store, prægtige og elegante. Der var da ingen af dem, der ville falde for en lille buttet hoppe som hende...
Men det var blot, indtil hun var kommet med i Teylar og havde mødt Christian; den eneste anden hingst, der så ud som hende. Hun kendte ham endnu ikke helt så godt og havde indtil videre ikke rigtigt set på ham som andet end en potentielt god ven, men hun kunne mærke, hvordan der stille og roligt var begyndt at spire en smule nye følelser frem for ham. Når hun så ham på afstand, mærkede hun en lille knude af sommerfugle i maven... Og når han var i nærheden, blev hun helt rundforvirret og kunne ikke stoppe med at rødme! Hun havde aldrig prøvet noget lignende før. Var det mon sådan, det føltes at være forelsket?
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Christian on Apr 6, 2020 18:06:55 GMT 1
Forårets varme havde fået den ældre Christian til at søge lidt på eventyr. Selvom han elskede og trivedes godt i vinterens kulde, nød han også den spæde forårsvarme der fik pelsen til at falde af. Foråret varslede altid om nyt liv, om varme og overflod; og han glædede sig til at se landet forvandle sig til et frodigt paradis. Årstiderne i Andromeda var mere markante, end de havde været i hans gamle hjemland. Overgangen fra en årstid til en anden kunne godt være langtrukne og skjulte; men her var man ikke i tvivl. Solens sarte stråler kærtegnede landets beboere og varslede om en varm, mild sommer.
Den ældre musegrå hingst var på farten i en afslappet – dog alligevel rummelig – trav. Han havde ikke nogen bestemt retning for øje, men han søgte gerne selskab. Selvom han havde det godt i selskab med sine egne tanker, nød han bare mere at dele dagen med en anden. Og der skulle ikke gå lang tid, førend den lille grå hingst fik øje på en ganske særligt sjæl.
Længere fremme stod nemlig den lyse Melli, som den ældre herre havde håbet han ville møde igen. Deres første møde havde været ganske kort, til hans ærgrelse, men omstændighederne havde blot været således, at han skulle finde så mange af flokkens medlemmer som muligt, og derfor ikke kunne hengive sig i en lang samtale med den interessante hoppe. Nu stod hun der igen; og han havde mulighed for at nærme sig, lære hende at kende, måske endda blive tættere med hende – men atter blev han mødt af en form for usikkerhed og ydmyghed. Hans bevægelser blev stoppet og hans blik hvilede en rum tid blot på hende, imens han prøvede at samle sig mod til at gå derhen igen. Havde hun mon fået et godt nok indtryk af ham sidst? Ville hun mon snakke med ham igen? Hans små ører vippede rundt i ivrige, men tænksomme cirkler – en af hans små sære vaner. Dog kom han snart frem til en beslutning om at give sig til kende og anmode om hendes selskab.
Han vrinskede, højt, og endda en anelse ’hvinet’. Hun stod godt på afstand, og han måtte fylde sine lunger godt for at kunne sende toner der var høje nok til at hun ville kunne høre dem. Derpå hævede han den tætte hals så højt han kunne og ører var rettet imod hende, observant. I dag havde han dog ikke tid til at vente på at hun ville komme ham i møde – ja, faktisk kriblede det så meget i hans lille krop for at springe imod hende, at han satte frem i en samlet, springende trav med så høje knæløft han kunne præsterer. Normalt lå det meget fjernt for den ældre hingst at vise sig frem; men netop overfor hende ville han gerne gøre undtagelsen og gøre sig umage med at imponere hende. Bagerst i hans sind lå en tanke om, at det var ganske fjollet af ham – men han kunne alligevel ikke lade værre. Selvom han var gammel, selvom han ikke var den mest prangende sjæl i landet, så gjorde han alligevel et bravt forsøg – og dansende nærmede han sig nu den lyse hoppe.
[4]
|
|
|
|
|
Post by Melli on Apr 9, 2020 15:26:55 GMT 1
(Århh, søde Crelle altså! <33)
Hun blev brat afbrudt af sin tankestrøm, da et højt og hvinende vrinsk rungede henover engen. Hun løftede nysgerrigt hovedet og fik øje på en skikkelse længere væk mellem træerne. Hun mærkede blodet forlade hovedet i et kort øjeblik, da det gik op for hende, hvem det var. Åh gud, når man taler om solen... Hun vippede nysgerrigt og imødekommende de små plyssede ører i hans retning og indbød ham til at komme nærmere. Han satte frem mod hende i smukke dansende bevægelser, og hun kunne ikke lade være med at sende ham små skjulte, beundrende blikke. Wow! Hun anede ikke, at han var i stand til at bevæge sig så smukt og elegant! Hun brummede venligt og hilsende til ham og sendte ham et stort smil, da han stoppede op foran hende.
"Hej Christian!"
En tot af hendes hvide hår blev fanget i en brise og fløj fra hendes krop og over mod ham, hvor den naturligvis landede lige i hans pande. Hun smilede en anelse forlegent og skridtede forsigtigt hen og fjernede den med sin mule, inden hun trådte et skridt tilbage og så undskyldende på ham.
"Det må du altså undskylde... Min pels har lidt sin eget liv lige for tiden."
Hun kunne ikke lade være med at rødme lidt forlegent igen, da hun pludselig blev ramt af en pinlig tanke om, hvor grim og utiltalende hendes pels måtte se ud lige nu. Øv, hvor var det altså typisk!
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Christian on Apr 9, 2020 18:31:19 GMT 1
Den ældre herre prustede en del, og sveden piplede også ligeså stille frem mellem de lange pelstotter, som han så småt var begyndt at smide, nu forårets varme havde meldt sig. Det var længe siden han havde gjort så meget ud af sine bevægelser – normalvis traskede han ganske afslappet af sted. Han fortsatte de høje knæløft og nærmest springende trin, indtil han var få meter fra den lyse Melli. Her satte han farten ned og lavede en kontrolleret overgang til skridt, hvorefter han stoppede i en perfekt parade foran hende, men dog med høflig afstand. Han nikkede hilsende til hende, og han måtte lægge bånd på sig selv for ikke at placere mulen direkte imod hendes. Hun var bare så.. Tiltrækkende. Han rødmede næsten helt over sine egne tanker, inden han hævede halsen en smule og rømmede sig.
,,Kære Melli, hvor er jeg glad for at vi mødes igen. Hvordan har du haft det, siden vores veje sidst krydsede hinandens?”
Kort efter han havde stillet hende spørgsmålet, blev hans opmærksomhed dog afledt, da en tot af hendes løse pels blev fanget i vinden og båret hen imod ham – og minsandten om ikke den lyse pelstot landede lige i panden på den ældre Christian. En varm latter forlod ham, og han fremstrakte sin hals en smule, da hun med undskyldende mine trådte frem for at fjerne den. Han nød kontakten, der i det lille øjeblik blev skabt imellem dem, og han så sit snit til lige at strejfe hende med mulen, efter hun havde fjernet totten. Åh, han følte sig som en kåd unghingst der havde glemt sine manerer, men han kunne ikke helt lade værre. Han trak hovedet til sig derefter, og se funklende øjne som var tæt omkringet af den lange, grå pels, mødte nu hendes.
,,Melady, undskyld ej; det er blot naturens gang. Men jeg kender et sted, som kan hjælpe dig af med noget af den vildfarende pels, hvis du vil følge mig?”
Derhjemme havde Christian været vant til at blive striglet, og på den måde komme af med den tykke vinterpels. Dog havde han også udviklet en meget.. Kreativ teknik, syntes han selv, til at komme af med pelsen; og til alt held var der netop et træ her i Teylar, som mindede meget om hans gamle kradsetræ hjemme på folden. Han nikkede inviterende til den flødefarvede Melli, inden han bød hende til at følge ham længere ind i Teylars midte.
[5]
|
|
|
|
|
Post by Melli on Apr 13, 2020 19:56:02 GMT 1
Hun mærkede sit hjerte slå et ekstra slag over, da han omtalte hende som 'Kære Melli.' Hun følte sig en lille smule fjollet, da det jo bare var en lille ting og sikkert ikke noget, han lagde noget i... Men alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig som en lille kulret teenager, hvis store crush lige havde sagt noget sødt til en! "Fornøjelsen er helt på min side, kære Christian! Og jeg har haft det fantastisk, tak! Alle her i Teylar er så søde og har taget så godt i mod mig - det er en sand fornøjelse! Hvad med dig selv?"Hun mærkede nu, hvordan han flygtigt strejfede hende med mulen, og mærkede atter en varm rødmen skyde frem på sine kinder. Hvor var det pinligt! Hun ønskede virkelig ikke at fremstå så fjollet, men hun havde slet ikke kontrol over sin krop og følelser lige nu, når han var så tæt på hende. Hun lyttede til hans ord og blev om muligt endnu mere smigret, da han nu omtalte hende som 'Melady.' Åh, han var så høflig og vidste lige, hvad han skulle sige for at gøre en pige blød i knæene... Hun smilede taknemmeligt til ham, da han beroligede hende ved at sige, at det blot var naturens gang, og at hun derfor ikke havde noget at undskylde for. Da han nu spurgte ind til, om hun ville følge ham til et sted, der kunne hjælpe hende af med noget af den vildfarende pels, lyste hun op i et stort smil. "Det lyder fantastisk! Mange tak Christian, det vil jeg meget gerne." Hun smilede varmt og taknemmeligt til ham, inden hun nu trådte op ved hans side og mærkede en lille knude af sommerfugle i maven. Nu skulle hun rigtigt på eventyr med Christian, bare de to sammen! Ih, hvor hun glædede sig!
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Christian on Nov 22, 2020 20:53:18 GMT 1
Den lille, ældre, sjæl nærmest emmede af varme da den flødefarvede Melli tillod hans tilnærmelse og hans smil blev, om end det næsten ikke kunne, bredere og varmere. Da hun indfandt sig ved hans side og accepterede hans invitation, satte han frem i en langsom, samlet – men stadig energisk trav. Han ville så frygtelig gerne vise sig fra den bedste side.
,,Jeg er glad for at du er faldet godt til i Teylar, jeg må indrømme at jeg selv er noget benovet over så venlige medlemmerne er. Jeg vil endda næsten vove at påstå, at denne flok er bedre end min gamle, selvom der mangler én vigtig detalje for at jeg kan sige det med sikkerhed”
Hans smil famlede en anelse; og man skulle kende den ældre herre rigtig godt, for at få øje på det. Stille og gemt i hans sind, dukkede mindet om hans gamle ven frem på ny. Han dvælede kort ved det, inden han lagde det forsigtigt tilbage på sin plads; hvor det for evigt ville blive værnet om.
Han brummede muntert og mildt til den yndefulde hoppe ved hans side, inden han lod blikket vandre frem. Kursen var sat – og snart ville de være ved det helt perfekte træ, som kunne hjælpe dem med at komme af med de løse lokker.
Der gik ej mere end et kvarters tid, før de nåede det krumme træ. Det lignede noget fra et eventyr; bøjet, kroget, snoet, gammelt. Lige som Christian godt kunne lide det. Han smilede bredt til den flødefarvede Melli, inden han trissede hen under en af de brede, krogede grene. Den var præcis så lav, at Christian skulle bukke sig for at komme under den, men med lidt snilde, kunne han gnubbe den løse pels af på ryggen. Og så man godt efter på træets tykke grundstamme, sad der masser af små grå hår, som den ældre herre allerede havde gnubbet af sine flanker.
[1]
|
|
|
|
|
Post by Melli on Dec 1, 2020 6:34:37 GMT 1
[1]
Den lille hoppe fulgte glad og energisk efter ham i en lettere trissende trav. Hun havde svært ved at skjule sin begejstring, som de løb dér side om side, og måtte også konstant tage sig selv i at sende små skjulte, beundrende blikke mod den smukke herre ved sin side. Da de nåede til det store, smukke træ, gengældte hun hans brede smil og lyste op i hele ansigtet. Wauw, det var fantastisk! Aldrig havde hun set så smukt et træ! Det lignede noget fra et eventyr! Og med sine små, brede og krogede grene var det perfekt for små ponyer som dem! En masse små, grå hår fra tidligere afslørede også, at Christian allerede havde været der og prøvet det af. Hun lyste atter op i et stort smil, som hun trissede hen mod en af de andre lavthængede grene. "Åhh Christian, det her er perfekt! Mange tak for at have taget mig med hertil!"Det var med største velbehag, at den lille hoppe nu ligeledes begyndte at gnubbe sig godt og grundigt over alle steder på kroppen, hun kunne nå. Hun brummede saligt og veltilfreds og nød blot fornemmelsen af den kløende følelse, der endelig blev stillet. Som de stod dér og hyggede sig, og de løse pelstotter fløj om ørerne på dem, kom hun pludselig i tanke om noget, han havde sagt tidligere. Hun så på ham med et blik, der brændte af nysgerrighed, interesse og omsorg. "Christian? Du nævnte noget om en vigtig detalje, der manglede, for at du kunne sige det med sikkerhed?"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Christian on Dec 1, 2020 20:01:21 GMT 1
Det var en skøn følelse at få løsnet mere af den genstridige, tætte pels. Med årene var pelsen kun begyndt at sidde bedre og bedre fast og den ældre herre havde derfor oftest gået sommeren i måde med vinterfrakken delvis på endnu. Dette træ var dog nærmest skabt til at han selv kunne bekæmpe de løse totter og dermed bedre udholde varmen, når den kom.
Han smilede bredt da den flødefarvede Melli og fandt træets perfekt placerede grene anvendelige. Totter af lang pels hvirvlede snart rundt i luften og lagde sig i græsset omkring træet; og træet selv lignede snart at det var blevet beklædt i pels og havde fået flotte grå og flødefarvede nuancer. Den ældre herre kunne ikke lade værre med at brumme fornøjet for sig selv af synet – men det fornøjede udtryk blev hurtigt erstattet af et mere tænksomt et; for den betænksomme Melli stillede ham nu et spørgsmål, som ville blive lidt svært for den ældre herre at svare på. Han tog sig en rum tid til at tænke over hvordan han ville formulere det, og herefter begyndte han med en afdæmpet stemme at forklare hende hvorfor denne flok kun næsten var bedre end hans gamle.
,,Jeg vil nødig beklage mig, kære Melli. Det er så beæret over at have fået chancen for et nyt og godt liv. Jeg har mødt så mange fantastiske skabninger, dig inklusiv, så jeg har absolut intet at mangle. Og dog mangler mit hjerte ikke noget, men nogen.”
Han lod sine små runde øre tippes lidt ud til siden og et blik som indeholdt både sorg, savn og afklarethed fandt vej til den lille hingsts milde øjne.
,,Mit liv nåede sin ende, der hvor jeg kommer fra, kære Melli. Min krop var slidt og mit sind var slukket. Jeg havde levet et langt og lykkeligt liv og jeg havde mødt nogle helt særlige sjæle, som jeg vidst regnede med at jeg ville gense. Særligt en, min bedste ven gennem mine sidste godt og vel 10 år. Klavs hed han.”
Åh, det var svært at skulle fortælle den flødefarvede Melli, som stod ved hans side, om hans sorg. Ikke fordi han var flov over den og ikke fordi han ikke ville dele den; men fordi den endnu var så tung at bære.
,,Han var der igennem tykt og tyndt for mig. Fra den dag vi mødte hinanden, til den dag han drog fra vores gamle verden, var vi uadskillelige. Han passede altid på mig og sørgede altid for at jeg havde selskab. Han døde et par år før jeg selv var klar til at komme.. Afsted. Og i de år mistede jeg langsomt modet på livet. Faktisk ønskede jeg, selvom det lyder ganske frygteligt, at mit liv ville få en ende. Ikke fordi jeg ikke brød mig om min ejer eller de andre heste – men fordi det bare ikke føltes rigtigt uden Klavs. Og da tiden kom, bød jeg livet efter døden velkommen; men vel og mærket med tanke om at jeg snart ville se Klavs igen.”
Han puffede ganske let efter den kønne Melli. Ikke fordi han ville puffe hende væk, men fordi han gerne ville udvise nærhed.
,,Klavs er ikke her i Andromeda. Måske fordi der findes flere forskellige liv efter døden – måske fordi dette ikke er døden for mig. Noget siger mig, at jeg vil komme på endnu en rejse når min tid her i Andromeda er slut. Måske vil jeg der blive genforenet med ham. Hvis jeg skal være ærlig, så håber jeg at det vil ske. Jeg er sikker på at han er et godt sted og venter på mig – og jeg vil nyde hvert øjeblik jeg har her i dette vidunderlige land. Men, kære Melli, nu ved du hvorfor jeg ikke med sikkerhed kan sige, at mit liv nu er bedre end før; dermed ikke sagt, at det ikke kan blive det.”
Han smilede let. De sidste ord var ligeså meget en opfordring til ham selv, som til hende. Uanset hvad ville han få så meget ud af sin tid her som muligt. Han ville ikke være tynget af sorgen, selvom den endnu var stor; for han vidste at han engang ville se Klavs igen.
[1]
|
|
|
|
|
Post by Melli on Dec 8, 2020 13:10:28 GMT 1
[2]
Det var tydeligt at se på den ældre hingst, at hendes spørgsmål ikke just ville blive hurtigt og let at besvare, da han nu blot stod i en rum tid og så tænksom ud, som overvejede han nøje, hvordan han skulle besvare det. Hun vippede nysgerrigt og afventende sine ører mod ham med et venligt smil, alt imens hun blot håbede, at hun ikke havde været for grænseoverskridende ved at spørge ind til det.
En lille uskyldig rødmen skød frem på hendes lyse kinder, da han omtalte hende som en af de fantastiske skabninger, han havde mødt. Åh, hvor var han sød altså! Hendes store smil blegnede dog lidt, da hun nu kunne ane sorg og savn i hans blik. Det var altså ikke noget, han manglede i sit hjerte, men nogen...
Hun havde lyst til at fare frem og give ham et trøstende kram, men holdt sig dog pænt tilbage og lyttede blot opmærksomt til hans fortælling med et kærligt blik hvilende på ham.
Et næsten helt forfærdet udtryk viste sig i hendes ansigt, da han fortalte, hvordan han havde ønsket, at hans eget liv nåede en ende, så han kunne blive forenet med sin elskede ven igen. Det var lige før, at hun fik tårer i øjnene over hvor barsk, men også utrolig smuk og nobel en tanke det var.
Hun smilede varmt og kærligt til ham, da han nu puffede let til hende for lige at markere, at han stadig var med hende i nuet.
Hun lyttede da til slutningen af hans historie med et lettere sørgmodigt udtryk i ansigtet. Selvom hun selvfølgelig godt vidste, at denne historie nok ikke ville ende lykkeligt, så havde hun alligevel sådan håbet på, at den på en eller anden måde ville være endt med, at Christian havde fået Klaus at se igen! Men ak nej...
Hun bed sig medlidende i læben, men gengældte dog hans smil, da han til sidst tilføjede, at hans liv måske ville kunne ende med at blive bedre end før. Hun kunne ikke undgå at få et lille, spændt sug i maven. Var det mon henvendt til hende? Hun håbede ikke, at det var alt for meget ønsketænkning...
Hun trådte nu forsigtigt frem og lagde sin mule mod hans skulder i et varmt knus.
"Åh Christian... Tusind tak, fordi du ville dele din historie med mig. Det gør mig så ufatteligt ondt at høre, at du ej fik dit ønske om at møde Klaus her i Andromeda opfyldt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han må have været noget helt særligt, og at han elskede dig meget højt. Jeg håber sådan, at du har ret i din teori om, at der er et liv efter Andromeda, hvor I en dag vil mødes igen. Og indtil da vil jeg gøre mit ypperste for at sørge for, at dit liv her i Andromeda bliver så skønt som muligt!"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Christian on Dec 8, 2020 19:09:34 GMT 1
Selvom det var en sørgmodig og på sin vis svær historie at rumme, så vedblev den flødefarvede Melli ved den ældre herres side. Hun forblev tavs indtil hans historie havde nået sin ende og da hendes mule blev lagt imod hans skulder i et varmt knus, drejede den lille grå hingst sit hoved for at gengælde omfavnelsen. Han brummede varmt og nærmest kærligt, inden han strøg hende over mulen. Han var hende så taknemmelig for at høre ham – og for at gøre hans tilværelse her i landet endnu bedre, end den allerede havde været. Han kunne uden tøven have hengivet sig helt til deres ømme omfavnelse og blot stå i timevis og nyde hendes nærvær; men han ville ikke være uhøflig og forblive tavs. Han rømmede sig derefter efter lidt og lod sine varme øjne møde hendes klare.
,,Det er mig der takker, min kære, for at du ville lytte. Jeg er også meget ked af, at dette ikke var liv hvor vi blev genforenet, men jeg har stadig håb om at det vil ske. Du ville også have kunnet lide ham”
Et lille skævt antræk kunne anes i hans smil. Klavs havde altid været noget for sig selv. Vild, på sin egen måde og samtidigt utroligt beskyttende og omsorgsfuld. Den måde han altid havde passet på Christian på, aldrig veget fra hans side. Den måde han havde danset og sprunget med menneskerne på; lavet ballade med den ene og bragt den anden igennem tordenvejret uden at trække en mine. Han havde været en éner uden lige, og en som alle ville have elsket.
,,Du gør allerede mit liv skønt kære Melli. Ja, siden jeg mødte dig har jeg bare følt mig mere hjemme, end jeg havde regnet med. Du kender det sikkert, men det kan være svært at være den eneste af sin slags.. Og at jeg skulle være så heldig at møde dig, er langt over min forstand.”
Han smilede nu bredere og mere muntert. Han nippede derefter efter hendes ene øretip på en nærmest drillende facon; derpå trippede han et par skridt til siden og rejste sig i et lille stejl. Under dette træs krogede grene, var det næsten oplagt at lege en lille ta-fat-leg – men ønskede hun at lege med?
[2]
|
|
|
|
|
Post by Melli on Dec 10, 2020 15:11:31 GMT 1
[3] En varm fornemmelse spredte sig i hele hendes krop, da han nu gengældte hendes omfavnelse og kærligt strøg hende over mulen. Hele hendes krop nærmest sitrede af velbehag, og hun kunne ikke gøre noget som helst for at kontrollere det. Hun stod helt salig og nærmest i trance, og blev derfor endelig bragt tilbage til virkeligheden igen, da han nu rømmende trak sig lidt tilbage. Hun mødte hans varme øjne og smilede kærligt. Hun var lykkelig! Dette øjeblik var alt, hun nogensinde havde drømt om, og nu ønskede hun blot, at det kunne vare for evigt. "Det er jeg også helt sikker på, at jeg ville kunne! Han lyder fantastisk - og enhver ven af dig, er en ven af mig!"Hun var helt oppe og ringe over, at han havde kaldt hende min kære! Det lå så let og naturligt i hans mund, som om han slet ikke skulle tænke over det, men blot helt naturligt omtalte hende som noget så sødt. Åhh, det var næsten for godt til at være sandt! Men hvis dét havde været for godt til at være sandt, så var det godt nok ingenting i forhold til de næste ord, han nu ytrede! Hun var nær faldet bagover af forbløffelse og enorm lykke! Kunne det virkelig være sandt? Kunne det virkelig passe, at han også følte for hende, som hun følte for ham? Kunne hun virkelig være så heldig? Hun gengældte hans brede, muntre smil og nikkede ivrigt. "Århh kæreste Christian, det er jeg vel nok glad for at høre! Og jeg kan kun sige i lige måde til det hele! Jeg kommer selv fra et sted fyldt med shetlandsponyer, så da jeg kom til Andromeda, følte jeg mig godt nok også alene og anderledes! Men efter at have mødt dig, er alle brikkerne ligesom bare faldet på plads... Min kære, jeg er sikker på, at vi to er skabt for hinanden - at skæbnen har ført os sammen!"Hun blev næsten helt pinlig berørt over at stå og ytre sådan noget pladderromantisk sludder, men hun mente virkelig hvert et ord! Hun havde aldrig før følt for nogen, på samme måde som hun følte for ham. Hun vidste ikke engang selv, hvordan hun skulle beskrive det, andet end at hun blot virkelig følte, at skæbnen måtte have ført dem sammen. Det havde været kærlighed ved første blik for hende, og hun var sikker på, at Christian var hendes sjæleven, som hun var parat til at dele resten af sit liv med! Hun slog en høj og lys latter op, som han nu drillende nappede ud efter hendes ene øretip, inden han trippede et par skridt til siden og legesygt rejste sig i et lille stejl. Hun tøvede ikke ét sekund med at tage imod hans invitation til leg og var derfor hurtig til at følge trop. Hun trippede ligeledes elegant til siden, og i en sky af det løstflyvende pels hoppede hun nu hen til ham og prikkede ham på skulderen med mulen som et slags 'du er den', inden hun grinende spurtede væk i en galop, der fik de små pelsede ben til at køre som trommestikker.
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Christian on Dec 10, 2020 22:25:31 GMT 1
Foråret kriblede helt ind i sindet på den ældre Christian, som nærmest ikke kunne tænke sig noget lykkeligere øjeblik, end det han var i nu. De ord, som den flødefarvede Melli udtalte, fik en kåd og nærmest ustoppelig lykkerus til at brede sig i hans aldrende krop; men efterfulgt af den kom tvivlen. Han formåede dog hurtigt at begrave den, da hun accepterede hans invitation til leg. Hun trippede efter ham med yndefulde bevægelser og placerede sin mule opfordrende imod hans skulder – han forstod øjeblikkeligt hvilken leg de gav sig i kast med og han spænede efter hende alt hvad pels og ører kunne rumme; men hendes unge alder gav hende en fordel i denne leg, og selvom han kæmpede nok så nobelt, så var det svært for ham at løbe hende op.
Han måtte derfor ty til andre midler for at indhente hans kærlighed, han måtte benytte sig af hans firnurlige krumspring og smidighed. Han vendte derfor sin krop i en 45 graders vinkel væk fra hende i et stort hop – så stort en lille sjæl som ham kunne mønstre – og han for under en af de andre grene, som hang meget lavt og man derfor ikke nødvendigvis ville vælge at løbe under. Hans ryg skrabede lige på og en tot pels blev siddende på undersiden af grenen. Ved at vælge denne rute, kom han dermed tættere på hende end hvis han skulle have opløbet hende på den rute hun havde valgt. Han rakte mulen så laaangt han overhovedet kunne og fik lige akkurat rørt hende på maven. Et varmt grin forlod hans mule, inden han i nogle små hop bremsede sin egen fart og med beundring gav sit et øjeblik til at betragte hendes smukke bevægelser. De små runde ører blev tippet ganske afventende imod hende, imens han ventede på om hun ville fortsætte legen, eller standse den. Selvom de ej havde leget længe, så var den ældre hingst allerede en anelse udmattet; formen var bestemt ikke som den havde været engang.
[3]
|
|
|
|
|
Post by Melli on Jan 6, 2021 14:31:56 GMT 1
Hun kastede ivrigt med det lille hoved og lo højt og lykkeligt, da Christian nu spænede efter hende. Ud ad øjenkrogen skimtede hun en bevægelse, og da hun drejede hovedet for at se bagud, nåede hun lige at se ham hoppe væk. Nysgerrigt betragtede hun, hvordan han ændrede rute og løb lige hen imod en lavthængende gren. Hun mærkede et nervøst sug i maven. Han havde vel ikke tænkt sig at hoppe over den?! Hun holdt vejret i spænding og lo lettet, da han valgte at løbe under den i stedet. Ah, en af de få fordele ved at være lav!
Hans ændring af rute gjorde nu, at han kom ud næsten lige ved siden af hende, og selvom hun løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde, mærkede hun alligevel hans bløde mule mod sin mave. Fanget! Hun lo varmt og muntert sammen med ham, indtil det pludselig gik op for hende, at hun løb alene. Hun stoppede forvirret op og kiggede bagud. Den smukke Christian var nu stoppet op og stod afventende og så lidt udmattet ud. Et blidt smil faldt over hendes mule. Han var så ungdommelig af sind, så sommetider var det svært at huske hans egentlige alder! Med et feminint hvin og et nærmest flirtende glimt i øjet, skridtede hun mod ham.
"Det må jeg nok sige! Af en ældre herre at være, kan du sørme stadig bevæge dig!"
Hun blinkede drillende for lige at klargøre, at hun ikke mente noget ondt med det, men bare var ude på lidt flirtende ballade...
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Christian on Jan 10, 2021 19:51:55 GMT 1
De små flanker hævede og sænkede sig endnu i hurtigt tempo, da den flødefarvede Melli opdagede at hun nu løb alene og kort efter stoppede op, for at komme den ældre Christian i møde. Han rakte glædeligt mulen imod hende, inden han med en munter og let forlegen tone besvarede hendes ros.
,,Jeg prøver da, kære Melli. Om end det er noget mere besværligt end da jeg var ung!”
Han vippede ivrigt med de små ører, inden han lod sin mule bevæge sig op langs hendes næseryg, for at ende ved hendes pande. Hendes tykke pandelok lagde sig tæt omkring hans mørke mule og han lod et øjeblik hendes duft være det eneste han fokuserede på. Han puffede let til hende ganske kort efter og trak så mulen til sig igen.
,,Melli, jeg har ikke meget at byde dig.. Min alder er høj, og jeg ved ej hvor mange år jeg er blevet skænket i dette vidunderlige land. Dog vil jeg skænke dig alt jeg har, skænke dig mit hjerte, hvis du vil tage imod det.”
Hans ord var sandfærdige og der emmede en kærlig aura over dem. Han holdt virkelig utroligt meget af hende, og han kunne slet ikke forstå at han havde været så heldig at møde en som hende i dette land. Kærlighed havde han altid haft i sit liv, men aldrig havde han haft en mage. Det havde ikke været muligt i det liv han havde levet – for aldrig havde han været blandt hopper af hans egen race, foruden hans moder.
Han trådte et lille skridt bagud, hvorefter han så elegant han kunne formå det, bukkede for hende. Dette var hans måde at fri til hendes hjerte på – en måde han havde adapteret fra menneskerne omkring ham. Han havde set det før, når mennesker udvalgte deres mager; og han så det kun passende, at han gjorde det samme overfor hans hjertets kære.
[1]
|
|
|
