En ny start | Drezar <3

Meget var hændt i den endnu unge hoppes liv. Hun havde haft en noget voldsom start i dette land, da hun var blevet voldtaget af en Skygge, der senere havde kidnappet hendes elskede datter, som hun ikke havde set siden da, og efterhånden havde opgivet alt håb om nogensinde at få at se igen... Sorgen havde taget så uendeligt hårdt på hende, og hun havde i lang tid befundet sig i et nærmest deprimeret stadie, hvor hun knap nok kunne holde sig selv i live... Men der var også sket gode ting i hoppens liv! Hun havde mødt nogle fantastiske sjæle, der havde taget hende til sig og hjulpet hende igennem den svære tid, hvilket havde resulteret i, at hun nu var en del af Teylar. Hun havde fået et nyt hjem og fået et nyt formål med livet. Og selvom sorgen over sin datter stadig fyldte, så var den blevet mindre gennem tiden, og i hvert fald nemmere at leve med... Og den kryblende angst og nærmest PTSD, hun havde udviklet efter den traumatiske oplevelse, var nu takket være folkene i Teylar næsten helt væk.

Det var derfor med et smil på læberne, at den grå hoppe nu bevægede sig væk fra Teylars grænser og længere ud på resten af øen. Det var sådan et pragtfuldt vejr i dag, og hun var lige i humør til en god gåtur. Det var så længe siden, hun havde gjort noget godt for sig selv... Det var så længe siden, hun havde smilet... Så da hun kom gående ned mod en af øens mange strande, sukkede hun nærmest lykkeligt. Foråret var på vej i Andromeda, og med det fuldte starten på nyt liv. Starten på hendes nye liv... Hun trådte ned til vandet og lukkede saligt øjnene i, mens hun blot mærkede havbrisen skylle ind over sig. Hun smilede igen. Den bange og deprimerede Silvara var væk, og i stedet var den gode gamle Silvara på vej tilbage!

Panikken fyldte den spralgede Drezar, der havde kæmpet sig op fra havets domæne. Det havde taget ham lang tid, ja faktisk hele vinteren at tage sig sammen til at forlade ørkenøen, hvor han havde gemt sig siden sidste efterår. Han havde været alene, isoleret i ørkenen på Zenobia – skånet for vinterens barske måneder – men nu var det tid til at komme væk. Foråret var på vej, vejret var blevet mildere og havet havde lagt sig så meget til ro, at det endelig var overskueligt – eller, tilnærmelsesvis overskueligt – for ham at krydse det. Føden på Zenobia havde været mangelfuld i vinterens måneder og selvom han havde kunnet bevare en nogenlunde muskelmasse på den sparsomme føde samt sparet på energien, da Zenobias klima havde kunnet holde ham varm, var han afkræftet i forhold til hvordan han engang havde haft det. Han kunne stadigt danse, bevæge sig med elegance og overbevisning; men han blev hurtigt træt og energien var ej, hvad den engang havde været.

Han havde længe gået frem og tilbage ved Zenobias kyst, inden han havde kastet sig ud i det. Først var det gået nogenlunde, men jo længere han kom fra kystens sikre grund, jo tydeligere mærkede han panikken brede sig i kroppen. Sidst han havde krydset havet, havde han haft hjælp fra hingsten Jaidev, som bar den magiske kappe. Selvom hans stolthed var blevet såret, af at modtage hjælp af en fremmed, så havde han også været lettet over at nogen havde forbarmet sig over ham. Hvis ikke Jaidev havde været der, var han gået til på Foehn for længe siden.

Så snart han mærkede sandet på havbunden begyndte den spraglede Drezar at sætte i paniske spring ind mod kysten på øen Leventera. Selvom han var udmattet, selvom han mest af alt havde lyst til at give op og overgive sig til bølgerne, så jog panikken ham mod land. Så snart hans hove var fri af vandet satte han i enorme buk i ren forløsning over at være fri af vandets klamme hænder og først da han var i god afstand fra bølgernes relativt rolige skvulp mod sandet stoppede han op. Hans flanker hævede og sænkede sig med ubehagelig hastighed og hans næsebor kunne ikke udspiles mere. Han hev efter vejret og hans hjerte var på kanten til at briste. Han skævede bag sig, imod det glubske hav og stille i hans sind svor han, at han aldrig ville krydse det igen. Hvis der var tilstrækkeligt mad og vand på denne ø, ville han blive her – eller, det var i hvert fald hans beslutning for nu.

I første omgang troede han, at han var ganske alene ved denne kyst – men da først han blev i stand til at fokusere på andet end blot at trække vejret, opdagede han at der stod en anden sjæl et stykke længere henne af kysten. En skimmel skikkelse, slank og med lange lemmer – lidt ligesom ham selv. Dog virkede denne fremmede langt mere feminin, end han var og derfor gisnede han på at det var en hoppe. Han stod et øjeblik med let sammenknebne øjne, inden han satte sine ben i bevægelse i retning af denne fremmede sjæl. Havde hun mon set hans kaotiske ankomst til øen? Han håbede det ikke – for han var langt fra stolt af den vandskræk han havde. Og selvom han havde forsøgt at blive ”gode venner” med vandet, så var det endnu ikke lykkedes ham.

[1]

Der gik ikke længe, før den gråskimlede hoppe fik øje på noget bevægelse ude på havets bølger. Først var hun ikke helt sikker på, hvad det mon var for et underligt havdyr - men som den kom tættere og tættere på, kunne hun pludselig se, at det var en hest, der var i færd med at krydse havet! Hun vippede uroligt med de mandelformede ører og iagttog bekymret hestens kamp mod bølgerne. Hun beundrede dennes mod. Selv havde hun også krydset havet et par gange i løbet af sin tid i Andromeda, så hun følte bestemt med den brogede skikkelse - for det var i sandhed ikke nogen nem opgave. Hun smilede derfor lettet, da det lykkedes denne - som hun nu kunne se var en hingst - at komme helskindet op på bredden.

Til hendes store glæde valgte han nu at bevæge sig i hendes retning. Før i tiden ville hun være blevet noget nervøs over at se en hingst nærme sig hende, men angsten var næsten helt ude af hendes krop nu, og det var derfor en lettelse at mærke, at hun faktisk bød hans selskab velkomment. Det var ved at være længe siden, hun rigtigt havde mødt og talt med en anden sjæl, så det skulle blive godt. Hun slog let med hovedet og sendte ham et imødekommende smil, som han kom nærmere.

"Flot klaret! Det så ud til at have været nogen af en kamp."

Vandet dryppede stadig fra den spralgede vandres pels, som var ganske kort i forhold til at foråret først var startet nu; men Ørkenens varme havde holdt hans pels fra at blive lang og tyk. Den var tæt nok til at han kunne holde varmen, vel og mærket i tør tilstand, men nu hvor hans pels var gennemblødt og vinden endnu kold, begyndte hans muskler at sitre en anelse under den spraglede pels.

Hans skridt bar ham hurtigt og dansende imod den spinkle, skimlede hoppe, som på nogle punkter kunne minde lidt om ham selv i statur. Hun havde en slank, strømlignet krop og lange, smalle lemmer. Hun var køn; også selvom hun manglede den lange man, som Drezar ofte havde set hopper med. Der var noget.. Anderledes over hende, som egentlig faldt i hans smag.

Han lod stadig som om, at hans kamp mod havet ikke var foregået kort forinden. Stolt bar han sig selv helt hen til denne nærmest sølvfarvede hoppe. Han hylede hingstet, da han var indenfor rækkevidde af hende og med hvælvet hals rakte han mulen frem imod hende og snuste til hende med helt udspilede næsebor. Hendes duft var tydelig og sødlig og stod i stor kontrast til hans egen duft, der i nuet nærmest kun duftede af hav.

Endnu med hvælvet hals trippede han, efter at have hilst hende an med en hingstet brummen, om på den anden side af hende, hvor han placerede sig ved hendes side, endnu med mulen hængede ganske nær hendes. Det var først da hun snakkede, at han trak sig en anelse – hun havde set ham bakse med havets bølger, og det ærgrede ham en anelse. Han ønskede helst ikke at fremstå svag, særligt overfor nogen han ikke kendte – særligt ikke overfor en smuk hoppe, som hende.

Han rømmede sig og lagde hovedet lidt på sned med en anelse beklagende, men alligevel charmerende mine; som var han en ung hingst der var blevet taget i at gøre noget, han ikke måtte.

,,Så du så det?.. Aye, det.. Det var ikke let.”

Og mere sagde han ikke til det. Han ville helst ikke vedkendes hans indre kamp, hans frygt for havet. Den fysiske udfordring kunne han bedre forholde sig til, og jovist var det også fysisk hård for ham at krydse havet. Havde hans sind dog ikke frygtet havet, havde udfordringen været langt mindre.

,,Tillad mig at præsenterer mig selv – mit navn er Drezar. Og hvem er den sølvfarvede skønhed?”
[2]

Det gav et lille sæt i hende, da hingsten pludselig hylede dyrisk og gav sig til at snuse til hende. Hun havde ikke oplevet sådan en hingstet adfærd siden dengang med Skyggen, så hun blev først en smule forskrækket og lettere ængstelig, men hurtigt fandt hun dog ud af, at han ikke ville hende noget ondt. I stedet gav hun sig selv lov til at slappe af og blot nyde synet af den prægtige hingst, der trippede rundt omkring hende. Hun betragtede de stramme muskler, der arbejdede godt under hans skind, og nød bestemt synet.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt indvendigt, da hendes ord nu fik ham til at trække sig en anelse. Det var tydeligt at se, at hans selvtillid lige fik sig et knæk, og han så nærmest helt beklagende ud i et øjeblik. Nu smilede hun dog rigtigt til ham. Han så stadig noget charmerende ud, som han stod dér og lignede en lille knægt, der var blevet taget i at gøre noget forkert.

Han åbnede nu munden og talte, og hans stemme var nøjagtig lige så charmerende og tiltrækkende at høre på, som hun havde forestillet sig. Han havde tilmed også en lidt anderledes og spændende måde at tale på, som om han kom fra en helt anden egn end hende selv.
Hun smilede og så en anelse forlegent ned i jorden, da han nu præsenterede sig selv og kaldte hende en sølvfarvet skønhed. Hun var ikke rigtigt vant til at blive flirtet med på den måde. Hun havde et noget specielt udseende og var derfor aldrig blevet betegnet som en skønhed før, og det gjorde hende i et kort øjeblik helt blød i knæene.

"Mig en fornøjelse at møde dig, Drezar. Mit navn er Silvara."

Hun blinkede charmerende til ham, inden hun selv begyndte at danse rundt omkring ham i feminine, bløde bevægelser. Det var en helt ny og uvant situation for hende at stå i, så hun nød blot øjeblikket og lod sig rive med. "Det er en interessant dialekt, du har. Hvor stammer den fra?"

Selvom den spraglede Drezar havde syntes det var lidt pinligt at blive taget i at kæmpe mod vandet uden det store mod, så virkede det ikke til at den sølvfarvede hoppe ved hans side fandt det ligeså pinligt, som han gjorde det. Nej faktisk smilede hun oprigtigt til ham, da han havde bekendt sine anstrengelser og det boostede hans selvtillid lidt på ny. Han rankede sig en anelse og lod bringens muskler holde en lille spænding, for at få den til at se lidt mere fyldig ud; for som altid ville Drezar gerne fremstå som den bedste udgave af sig selv. Altid klar.

Han brummede med hingstede toner da hun præsenterede sig som Silvara – et smukt og feminint navn som i den grad passede til hende. Hendes navn lød næsten som sølv, og passede perfekt til hendes sølvfarvede pels. Han mimrede med mulen, inden han strøg den mod hendes hals, helt op til hendes øre, hvor han ganske forsigtigt nappede imod hendes pels, som ikke var meget tykkere end hans egen. Et tegn på hun også hørte til i varmere omgivelser.

Da han trak hovedet til sig igen sendte han hende et charmerende blik, inden han trådte et skridt til siden og placerede sig en anelse mere skråt i forhold til hende.

,,Dit navn klæder dit udseende Silvara. Sjældent har jeg mødt en med en pels der kan skinne om kamp med månen”

Den spraglede Drezar var ikke sen til at benytte sig af komplimenter, men dog skulle man ikke tolke det blot som et trick til at vinde en hoppes opmærksomhed; nej, altid sagde han sandheden. I hvert fald så længe det omhandlede andre. Dele af hans fortid havde han endnu ikke været ærlig omkring, overfor dem der havde stået ham nær.

Hun spurgte indtil hans dialekt og hvor han kom fra. Først var det en følelse af stolthed der gled igennem hans spraglede krop; men hurtigt blev den erstattet af en form for sorg.

,,Min dialekt er præget af et andet sted, end min hjemland.. Jeg kommer fra et land kaldet Indien, hvor stort set alle heste har krøllede ører, som jeg. Der boede jeg med min familie til jeg blev 4 somre. Derefter begyndte en rejse, som endte med at bringe mig hertil, hvilket jeg i dag er taknemmelig for”

Let og elegant sprang han alle detaljer over omkring sin fortid, ganske enkelt fordi det smertede ham for meget at fortælle om. Hans savn til hans familie var stort; savnet til Thork, til hans mor Jadis, til hans ejer Darshan. Og bare tanken om hvordan det hele var blevet revet fra ham, fik ham til at lukke i. Han var ganske simpelt ikke klar til at snakke om.. Hvordan han døde..

Han rømmede sig lidt og lod blikket vandre direkte imod hendes Silvaras klare øjne. Hurtigt valgte han at lægge omdrejningspunktet overpå hende, hvilket han havde meget lettere ved at forholde sig selv.

,,Hvor stammer du selv fra, du sølvfarvede? Hvis jeg må være ærlig ligner du ikke en, som kommer fra så kolde egne som disse”

Generelt var dette forunderlige land ganske koldt i vinterperioden. Indtil nu havde Drezar kun stødt på varme himmelstrøg på Ørkenøen, hvor vinteren ikke rigtig kunne få fat.

[1]

Hun kunne ikke skjule et lille smil om sin mule, da hun betragtede selvtilliden langsomt vokse tilbage hos den ædle hingst. Hun kendte kun selv alt for godt til det med at være usikker på sig selv, og hun ønskede bestemt ikke, at nogen skulle have det sådan i hendes selskab!
Hun mærkede nu hans mule mod hendes hals og stivnede i et kort øjeblik - ej af ubehag, men simpelthen af ren forskrækkelse. Handlingen kom virkelig bag på hende, da hun aldrig nogensinde havde prøvet noget lignende. Hun var normalt slet ikke en hoppe, der tiltrak sig hingstes opmærksomhed på den måde!
Da hun lige havde givet sig selv lov til at falde til ro et øjeblik, sukkede hun blot afslappet og tillad sig at give sig hen til øjeblikket og blot nyde hans berøring, som fortsatte helt op til hendes øre, hvor han forsigtigt nappede hende. Hun kunne ikke lade være med at smile nydende og le en smule. Det hele var så uvant for hende, men også virkelig rart.

Hans ord fik hende til at rødme og se ned i jorden igen. Denne gang blussede de røde kinder så meget op, at hun umuligt kunne skjule det. Hun så derfor op på ham med et uskyldigt blik og smilede lettere undskyldende.

"Mange tak, Drezar. Dine ord rører mig meget. Jeg er ikke vant til at få komplimenter på den måde, så du må undskylde, hvis jeg reagerer lidt unormalt."

Hun lyttede med stor interesse til hans fortælling om sit hjemland og kunne ikke lade være med at bemærke det pudsige sammentræf. De kom begge to fra et varmt land, hvor hestene havde et særpræget udseende, og de boede begge to med deres familie, indtil de blev fire år og endte i Andromeda. Hun kunne ikke lade være med at smile. Måske havde hun og den spraglede hingst meget mere tilfælles, end man lige skulle tro.
Hun lyttede til hans næste ord og lo mildt.

"Nej, lige som dig kommer jeg også fra varmere egne. Mit hjemland hedder Turkmenistan, og her er de fleste heste også næsten helt hårløse eller meget tyndpelsede lige som mig. Her levede jeg også med min familie, indtil jeg blev fire år og kom til Andromeda."

Hendes egen stemme blev ligeledes en smule sørgmodig til sidst. Akkurat lige som ham selv havde hun også oplevet noget traumatisk, som hun ikke havde delt med andre før. Og det værste var, at hun kun havde fået det endnu værre, efter hun kom til Andromeda...

Den sølvgrå hoppe udviste i første omgang lidt blandede signaler, der kortvarigt forvirrede den spraglede Drezar. Da han lagde mulen imod hendes kort, tætte pels, stivnede hun som var det ubehageligt for hende – men kort efter lod det til at hun nød det. Han undslap en lidt undskyldende og samtidigt undrende brummen, blot for at vise hende at han var lidt usikker på, om hans tilnærmelse var okay.

Dog kom hun selv med forklaringen kort efter og den spraglede hingst måtte knibe sine øjne let sammen. Hvordan kunne det dog være at en hoppe med så smuk en statur som hende, ikke fik komplimenter?

,,Jeg er da glad for at mine ord gør dig glad, Silvara, men jeg kan da ikke forstå at en som dig ikke er vant til at få komplimenter! Aye, hvis du havde været min..”

Wups, han måtte afbryde sine ord. Selvom han havde levet vildt i en rum tid nu, så var der stadig visse punkter hvor hans gamle liv adskilte sig ufatteligt meget fra denne verden; blandt andet at han ikke skulle bedække hver en hoppe han så. Her var hopperne mere frie, og søgte selskab og kærligheds-bånd med dem de brød sig om, i stedet for blot at lade sig bedække af hingste, som deres ejere havde valgt for dem – hingste som Drezar. Denne sølvgrå hoppe var altså ikke en af hans hopper, selvom han da måtte erkende at han fandt hende ret så tiltalende.

,,Jeg synes du fortjener komplimenter!”

Slog han derefter fast. Han tillod sig på ny at berøre hende, nu hvor han var lidt mere sikker på at hun synes det var okay, om end det var uvant for hende. Alt imens hans mule strøg hende over halsen med nærmest fløjelsbløde bevægelser, lyttede han til de næste ord. Pudsigt nok lød det til at hendes historie, ligesom hans egen, havde involveret en pludselig ændring og også hos hende var det i hendes fjerde år at hendes liv var blevet ændret. Han brummede sagte, men ganske hingstet, inden han ophørte hans berøringer og trak sig en smule tilbage.

,,Var der også mennesker i dit land?”

Han fornemmede godt at hendes toner, der ellers var meget feminine og milde, fik en sørgmodig klang. Drezar var dog ikke den bedste til at dvæles ved fortidens minder; de var med ham, de pinte ham, men han forsøget at lægge dem bag sig. Derfor prøvede han også at holde samtalen i gang, på et lidt mere neutralt emne, end hvad der skete siden hun blev skilt fra sin familie og kom hertil Andromeda. Hans egen rejse havde på ingen måde været rar, og han havde en lille fornemmelse af at det var en ret generelt ting for de sjæle der boede her.

[1]

[2]

Hun hørte hans undskyldende og lettere undrende brummen og vippede usikkert med ørerne. Hun ville bestemt ikke have ham til at føle, at han havde gjort noget forkert. Derfor skyndte hun at gengælde hans brummen med varme, tilkendegivende toner for at forsikre ham om, at hun var helt ok med hans berøringer nu.

Hans ord fik en lettere genert rødmen til at skyde frem på hendes kinder. Han afbrød sine ord midt i en sætning om, hvis hun havde været hans... Hans hvad? Nysgerrigheden var svær at holde tilbage, men hun turde heller ikke spørge mere ind til det. I sit stille sind håbede hun da på, at han havde ment sin hoppe, mage eller lignende ord, men hun var samtidig alt for påpasselig og forsigtig med overhovedet at turde tænke sådan noget. Hun havde så lav selvtillid og var så vant til afvisninger og svigt, at hun stadig inderst inde tænkte, at han blot gav hende alle disse komplimenter for at være høflig...
Hun stoppede dog brat sit tankemylder, inden det kom ud på et alt for stort sidespor, og smilede varmt og oprigtigt til ham.

"Det er jeg oprigtigt glad for at høre! Og du... ser bestemt heller ikke værst ud."

Hun skar let ansigt af sine ord, der var kommet lidt akavede ud, men hun var som slagt slet ikke vant til det her. Hun sendte ham derfor blot et smilede blik.

"... men du er sikkert vant til at få komplimenter fra hopper hele tiden!"

Han begyndte nu atter at stryge sin bløde mule ned over hendes hals, hvilket fik hende til at pruste afslappende og nydende. Og så - ganske blidt og forsigtigt - rakte hun sin egen mule frem og berørte hans ene skulder med en fjerlet bevægelse. Han duftede godt, af saltvand, eventyr og maskulinitet. Og hans skulder var blød og varm, selvom man også tydeligt kunne mærke de hårde muskler under huden.
Det her var et kæmpe skridt for Silvara. Hun havde ikke haft nogen fysisk kontakt med en anden hingst, siden dengang hun blev voldtaget af Skyggen. Hun havde aldrig nogensinde troet, at hun ville turde befinde sig i så sårbar en situation igen, at turde lade en hingst komme tæt på sig - men her stod de altså.

Hans spørgsmål fik hende tilbage til virkeligheden, da de nu trak sig lidt væk fra hinanden igen, og hun så på ham med et nysgerrigt smil. Det var helt rart at møde en anden sjæl, der også kendte til mennesker - det føltes så dejlig hjemligt. Hun havde nemlig ikke mødt andre end ham i dette land, der ligeledes vidste, hvad mennesker var. Hun nikkede med et smil.

"Ja! Dog har jeg aldrig stiftet personligt bekendtskab med dem, da min flok og jeg levede som vilde. Men jeg har dog betragtet dem på afstand et par gange. Hvad med dig? Det er ikke så tit, man møder andre her i Andromeda, der også kender til mennesker!"

De små signaler som den sølvfarvede hoppe udviste som tydede på at hun nød hans nærvær, forstærkede blot hans hingstede adfærd og lyst til at kæle for hende. Drezar var på mange måder en meget galant hingst med stærke instinkter, men han var ikke en dominerende hingst. Hans slanke, men stærke hals, blev hævet og hvælvet ved hendes berøring og en dyb hingstet brummen forlod hans bryst. Han kendte endnu ikke denne hoppe særligt godt, men han nød hendes tilnærmelser til fulde.

Et skævt smil fandt vej til hans spraglede mule og han tillod sig at se direkte imod hende. Selvom hendes ord på sin vis gjorde ham en smule forlegen, så skjulte han det til fulde. Han havde vist tilstrækkelig svaghed, eller sådan tolkede han det selv; og efter hans farefulde dans med sirenen, som han først havde tabt sit hjerte til, var han noget mere påpasselig ved at vise sårbarhed.

,,Det hænder, men det sker ikke hele tiden”

Sagde han med en kæk undertone. Dog, hvis man lyttede rigtig godt efter, lå der en snært af usikkerhed bag. Selvom han stadig forgudede hopper, så var han skeptisk over at skulle komme tæt på en, rent følelsesmæssigt igen. Hans sirene havde været noget helt særligt, men hun havde været drevet af et mørke han ikke havde set, et mørke der nær havde kostet ham livet. Nej, han måtte forlige sig med tanken om at leve som alene; og blot nyde hoppers selskab med mådehold.

Han lyttede interesseret da hun svarede på hans spørgsmål – hun kendte til mennesker, men havde ikke haft samme tilknytning til dem, som han havde.

,,Så du levede vildt, aye? Det lyder.. Dejligt!”

Sagde han med den hingstede stemme. Efter han var kommet til Andromeda, og havde vænnet sig til livet som ’vild’ havde han for alvor lært at sætte pris på det. I starten havde det været hård, og mange ting skulle han ganske enkelt lære. Simple ting i virkeligheden, så som hvordan man fandt mad i vinterens måneder. Det var blot endnu en af de ting, som Drezar holdt for sig selv – for han havde virkelig fundet det svært at begå sig.

,,Jeg boede modsat dig sammen med mennesker. Jeg er født og opvokset hos en mand sammen med min familie. Eller, alle på nær min far, ham ved jeg ikke hvem er.”

Og det var ganske naturligt. Drezars egne afkom kendte ham ej heller; sådan var det bare i menneskers verden. Til gengæld havde han været velsignet med et liv sammen med sin mor – for hos mennesker blev hingste ikke drevet bort fra ’flokken’ når de blev gamle nok til at være en trussel mod deres far.

[2]

[3]

Hun mærkede en varm fornemmelse sprede sig i sin spinkle krop og kunne ikke lade være med at smile, da hingsten tydeligt reagerede på hendes berøring, men dog ikke gjorde noget yderligere for at forstærke den. Hans reaktion var helt perfekt for sådan en som hende. For det føltes godt at se, at hendes berøring behagede ham, men uden at han tyede til stærkere midler, ligesom Skyggen havde gjort. Nej, ham her var helt anderledes. Han gav hende plads, plads til selv at komme nærmere, hvis hun ønskede. Han var så sød og høflig, ikke spor dominerende eller dømmende. Og ganske langsomt mærkede hun da også sin tryghed og selvtillid stige i denne hingsts selskab.

Hun smilede let over hans ord om, at det hændte, men dog ikke skete hele tiden. Hun studerede nøje hans blik og kunne ikke helt gennemskue, om han mon blot sagde det for at være høflig og ikke få hende til at føle sig alt for dårlig tilpas, eller om der rent faktisk var en snert af usikkerhed gemt i ham? Men det kunne også være ligemeget... Han var i hvert fald både pæn og helt vildt sød, og hun kunne stadig ikke helt begribe, at en hingst som ham rent faktisk gad at bruge sin tid i selskab med hende!

Hun nikkede ivrigt, da han kommenterede, at hun levede vildt. Men han sagde også, at det lød dejligt... Hun så nysgerrigt på ham. Betød det mon, at han havde haft nær kontakt med menneskene?
Det fik hun hurtigt svar på, da han nu til hendes store fornøjelse selv begyndte at fortælle. Hun gjorde store øjne af bar spænding, da hun hørte, at han ikke bare havde været nær mennesker, men tilmed boet sammen med dem! Han var endda en af de heste, der var født og opvokset i fangenskab! Hun så på ham med øjne, der brændte af nysgerrighed. Hun havde altid tænkt på, hvordan livet i fangenskab mon måtte være, og hvordan menneskene opførte sig på tæt hold. Hun kunne ikke længere holde sin nysgerrighed tilbage!

"Wauw! Det må have været noget af en omvendelse for dig at komme til Andromeda så! Hvordan gik det til?"

Hendes nysgerrighed sprang over af iver, da hun nu atter så på ham med brændende nysgerrige øjne og et ivrigt blik!

"Og Drezar, vil du ikke fortælle mig lidt om menneskene? Hvordan de var at være sammen med? Og hvordan de behandlede dig og din familie? Jeg har altid været så nysgerrig! Min egen familie ville nemlig aldrig lade mig komme for tæt på menneskene, fordi de mente, at de var farlige..."

Hans maskuline røst hørtes af og til i sagte, men alligevel hingstede brum. Han nød kontakten med hoppen, selvom noget rørte sig meget dybt i hans indre; nemlig en frygt. Sidste gang han havde hengivet sig til en hoppes væsen, havde det nær kostet ham livet. Han vidste godt, at denne sølvfarvede hoppe ej var hans Sirena, om end hun havde fysiske ligheder med hende. Den spinkle, men alligevel stærke krop der var bygget til fart. Hendes statur og pels der var skabt til at udholde varme frem for kulde. Manen var dog anderledes, for der hvor hans Sirene havde haft den smukkeste, længste og fyldigste flødefarvede man, bar den sølvfarvede hoppe ingen. Hendes nakke var bar, kun beklædt af hendes nuancerende sølvfarvede pels der var lys bag ørene og gradvist blev mørkere ned imod hendes manke. Det klæde hende, helt umådeligt og Drezar havde svært ved at forestille sig hvordan hun havde set ud, hvis hun havde båret lang man, som ham selv.

Hun var ikke hans Sirene – det vidste han, og han måtte vælge at tro på at hun ej ville ham noget ondt. Hvis han skulle være mistænksom overfor alle levende hun-køns-væsner, kunne han ligeså godt ende sit eget liv – for på mange måder levede han for dem. En tilværelse uden mulighed for flirt og charme var en tilværelse han ej ønskede. Så hans frygt forblev begravet; trods han sagtens kunne mærke den.

Hendes milde toner fangede hans opmærksomhed fra de ulmende og ubehagelige tanker, der omhandlede hans sidste møde med Sirenen – og atter hævede han sig en smule for at gøre sig en anelse mere præsentabel. Han brummede hingstet på ny og rakte sin mule tilbydende frem imod den søvltonede, dog uden at presse sig på. Han havde godt fornemmet hendes første reaktion på hans umiddelbare væsen, og derfor forsøgte han at være en anelse mere ydmyg i sin fremtoning – også selvom han egentlig helst ønskede at være direkte og berøre mulen.

Hendes spørgsmål fik ham til at smile en anelse afvigende. Ikke fordi han ikke ville fortælle hende sin historie og om sin tid med mennesker – men den var fyldt med både sorg og savn.

,,Aye, mennesker kan være farlige”

Startede han ud med den charmerende stemme. Hans sidste tid i hans forrige liv havde været fyldt med frygtelige mennesker – ja faktisk havde der kun været ét der behandlede ham bare nogenlunde ordentligt.

,,Der findes få som er søde og utroligt fantastiske. Jeg boede hos en som hed Darshan. Han havde selv en familie af tobenede ser du, men selvom han også skulle passe på dem, så passede, plejede og trænede han mig og de andre heste hver dag. Den gård som vi boede på havde flere forskelle folde – indhegninger – som gjorde at jeg feks. ikke gik direkte sammen med min mor, men jeg kunne altid røre hende hvis jeg ville. Jeg gik sammen med en anden hingst.”

Han stoppede kort sin fortælling. Han kunne ikke få sig selv til at nævne Thork ved navn. Det gjorde for ondt.

,,Mennesker hos os adskilt efter køn, for at der ikke skulle dukke en masse uplanlagt føl op, hvis man kan sige det sådan. Og foldene var store nok til at man sagtens kunne bruge sin energi på at løbe rundt. Vi fik mad flere gange om dagen, noget de kalder for hø. De slog græsset de havde på deres marker og gjorde det tørt, hvordan ved jeg ikke, men det smagte skønt! Og så kom vi også på græsfolde om sommeren. ”

Hans blik blev næsten helt fjernt, som han stod og tænkte tilbage. På forunderlig vis fyldte maden meget for ham. Græsset her i Andromeda var fantastisk, men hans mave og muskler savnede også kraftfoderet, som virkelig hjalp ham med at blive stærkere. Og så havde det smagt helt fantastisk.

,,Darshan, manden, red på os. Ikke på min mor, hun var avlshoppe, men på mig og den anden hingst. I starten var det en meget mærkelig følelse, at slæbe rundt på en mand på ryggen som oveni købet prøvede at bestemme hvilken vej man skulle gå ved at hive i den metal dims man har i munden, men i takt med vi blev mere og mere et makkerpar, så blev rideturene meget sjovere. Selvom man ikke forstår hinandens sprog, så kunne vi alligevel fordi hinandens signaler.”

Han flyttede sig en anelse fra den sølvtonede, så han bedre kunne betragte hende imens han fortalte.

,,Vi deltog i konkurrencer sammen. Han lærte mig en særlig dans, og jeg var utroligt god til det. Vi vandt mange præmier – penge, som menneskerne kaldte det, men de penge kunne Darshan bruge på sin gård, familie og ting til os heste. Så det gjorde mig ikke noget, at jeg ikke direkte vandt præmien, for i sidste ende kom det mig til gode. Jeg syntes også næsten det var sjovere at slå de andre, fordi jeg bare var bedre.”

Det sidste kom ud med en lidt for selvglad klang. Et forlegent blik gled over hans ellers livlige øjne inden han trak en smule på skuldrene.

,,Det lød forkert, aye.. ”

Han tav derefter. Han havde fortalt så meget allerede. Faktisk var det første gang han rigtig fortalte om sin tid med menneskerne og det føltes nærmest som en lettelse at sige alle disse ting højt. Hans blik søgte hendes kort tid efter, for at spotte efter hendes reaktion. Hvad tænkte hun mon om alt det han havde sagt?

[3]

Som han i et kort øjeblik syntes at lukke sig lidt ind i sig selv, sikkert dybt fanget i en tankestrøm, som hun ligeledes selv var god til at blive en gang imellem, syntes hun at skue den dér usikre fornemmelse i hans blik. Men denne gang var det anderledes, ikke som da hun havde set ham komme op af vandet, og han havde følt sig pinligt berørt - nej, dette så ud til at stikke dybere, næsten som hendes eget problem. Og da begyndte det langsomt at gå op for hende... Kunne denne hingst være lige så usikker og bange omkring hopper, som hun var omkring hingste? Det havde ikke virket sådan ved første øjekast på denne hingst, der virkede så charmerende, flirtende og nærmest frembrusende - men hun vidste, at folk kunne være gode til at sætte facader op. Det kunne hun også selv være sommetider... Men måske hende og denne hingst faktisk var ved at finde hinanden rigtigt, dybt inderst inde, bagved de ydre facader?

Lige så hurtigt, som hun havde skimmet det i hans blik, var det dog væk igen, og i stedet rettede han sig nu op og gemte det væk igen. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt - en sikker forsvars- og overlevelsesmekaniske, som hun også selv brugte en gang imellem.
Hans mule blev atter rakt frem mod hendes, men denne gang var det meget mere blidt og nænsomt end før. Han lod mulen stoppe i luften og overlod det til hende, om der skulle dannes yderligere kontakt imellem dem eller ej. Hun brummede varmt og tilkendegivende, inden hun langsomt strakte sin egen mule frem og lod den møde hans.
En lille sitren løb igennem hendes krop, som deres kroppe atter mødte hinandens. Hans mule var varm og blød, og de små hår kildede let mod hendes næsebor. Han duftede så godt - af hav, af vind og af eventyr! Og langsomt mærkede hun sin krop og sit sind åbne mere og mere op for denne hingst, som hun følte sig mere og mere tryg både i hans nærvær og ved hans berøringer.

Hun bemærkede godt hans lille afvigende smil, da hun havde stillet ham sit spørgsmål, men til hendes store fornøjelse begyndte han alligevel at fortælle. Hun lyttede spændt og nysgerrigt med, som han bekræftede hende i, at mennesker kunne være farlige, men at der også var få, som var utrolig søde og fantastiske. Hun kunne ikke lade være med at smile, som han begyndte at fortælle om Darshan, som det var tydeligt at mærke, at han havde haft et godt forhold til. Og hans tilværelse lød da heller ikke til at have været alt for slem - selvom hun ikke var helt sikker på, at hun brød sig om tanken om at være indespærret og ikke selv have mulighed for at vælge, hvem man ville have føl med.
Hun så mildt og indgående på ham, da han pludselig stoppede sin fortælling og så en smule sørgmodig ud, da han havde nævnt den hingst, han gik sammen med. Hun lod kort mulen glide kærtegnende ned over hans kæbe. Hun kunne godt selv gætte sig frem til, at han nok nærede et stort savn til denne hingst - og hun respekterede uden videre hans ønske om ikke at ville snakke yderligere om dette.

Hun kunne ikke lade være med at smile, som han nu begyndte at tale videre og nærmest så helt drømmende ud, som han talte om menneskenes mad. Tørt græs? Det lød altså ikke særlig lækkert - men at dømme på hans blik og fortælling, havde det åbenbart smagt helt fantastisk.
Hun måtte chokeret spærre øjnene op, da han nu fortalte, at menneskene red på deres kroppe og styrede dem via metaldimser i deres munde. Det lød jo som ren tortur! Men at dømme på hans videre fortælling havde det åbenbart ikke været så slemt alligevel, og hun kunne da også godt forestille sig, at det måske var meget rart at kunne komme ud fra sin indhegning en gang imellem, også selvom man ikke selv kunne bestemme, hvor man ville gå hen.
Da han nu afsluttede sin historie ved at fortælle om en særlig dans, han havde vundet konkurrencer i sammen med sit menneske, og at han havde fundet det sjovest at slå de andre heste, fordi han var bedre, kunne hun ikke lade være med at slå en mild latter op. Hun kunne se på hans reaktion, at han med det samme havde fortrudt sine ord, og da han nu ligeledes kommenterede, at det lød forkert, nappede hun blot drillende ud efter hans mule.

"Det synes jeg bestemt ikke! Det er godt med noget selvtillid - og jeg er sikker på, at de andre heste ikke kunne nå dig til sokkeholderne!"

Det var næsten helt overvældende mange informationer, den sølvtonede Silvara havde fået på én gang, og hun vidste næsten ikke, hvordan hun skulle begynde eller slutte. Hun så derfor blot varmt på den spraglede hingst, inden hun blidt rakte ud efter hans mule igen.

"Tusind tak for din fantastiske fortælling, Drezar. Det gav mig i den grad et godt billede af, hvordan det var at være hest hos menneskene. Det er virkelig svært at forestille sig et liv på den måde, når man altid har været fri til at gå hen, hvor man ville, og gøre som man ville 24/7. Men jeg kan alligevel sagtens se nogle nuancer, der gør, at det ikke lyder helt så farligt og frygteligt at være hos menneskene, som min familie altid har troet."

Hun trak sig nu lidt væk fra ham igen og fik et skælmskt blik i de udtryksfulde øjne, mens hun trippede let med de slanke ben og smilede udfordrende med et drilsk glimt i øjet. Hun vidste, at han nok ikke ville bryde sig om det spørgsmål, hun havde tænkt sig at stille - men hun kunne alligevel ikke lade være.

"Vil du ikke lære mig den dans, som Darshan lærte dig, og som du eftersigende skulle være så god til?"