Princess no less <Lumine>

---

Cazador var stadig en smugle forundret over hvad dette nye land, var for noget. Og mens solen skinnede og græsset stille var ved at blive forårs klar. Lod hans blikket glide rundt, var her mon andre? Der virkede så stille, men alligevel fyldt med lyde. Fuglene sang, brisen legede med græsset og træernes toppe i nærheden. Det gav en førelse af fredfyldthed. En følelse han ikke havde mærket længe - det var på en og samme tid rart men også skræmmende. Han ventede bare på at der lurede noget et sted i det fjerne. Var han død?

Kort nappede han sig i bringen, nej! Han levede endnu - desværre... Men hvorfor havde lyset valgt at bringe ham hertil? Paradis, helved, eller skærsilden? 

Den store hingst, med de mange ar. Stoppede op midt på engen og lukkede sine øjne. For at mærke alt omkring sig. Duftene, lydene, brisen, solen - alt.

---

Siden hendes møde med den sorte Titan havde Lumine ikke forladt øen Enophis. Selvom hun vidste, at der nok var en vis gylden hingst, der efterhånden var ved at undre sig over, hvor hun blev af hjemme på Zenobia, så nød hun bare så meget sin frihed her... Og hun nød også lidt tanken om at være rebelsk samt tanken om, at han måske bekymrede sig om hende. Hun skulle nok vende tilbage en dag uden tvivl. Men han kunne godt lige få lov til at vente bare lidt længere! Desuden kunne han jo bare selv komme og lede efter hende, hvis det var... Ja, det var lige før, at hun godt kunne finde på at lade ham vente længe nok for at se, om han mon ville komme efter hende, eller om han blot var helt ligeglad!

Hun nød det smukke forårsvejr, som hun kom travende af sted op ad en bakke. Den spinkle, men muskuløse krop arbejdede smidigt under hende. Hun nød at bruge sin krop, så hun kunne beundre sit slanke spejlbillede senere! Hvis bare der dog var en flot hingst i nærheden, der kunne beundre hende imens... Så ville det være helt perfekt!
Som hun kom op på bakketoppen og travede videre ind på en eng, så det dog ud til, at hendes bøn var blevet hørt. For dér midt på engen stod sørme et rigtigt mandfolk af en hingst. Uff, hvor så han godt ud! Men han havde lukkede øjne... Så kunne han jo ikke se hende! Hun hvinede derfor feminint og hilsende mod ham, mens hun fortsatte imod ham i en fjedrende, feminin trav. Hun sørgede for rigtigt at bøje nakken og løfte benene, så hun kunne tage sig så godt ud som muligt!

---

Mens han stod der og bare nød at mærke alt det nye omkring sig. Blev han pludselig revet ud af den fredelig stilhed. Der var ingen tvivl om det var en hoppe, er havde forstyrret ham. Ud fra det feminine hvin, hvor til den fremmede havde direkte kurs mod ham. Det blå øje betragtede hende mens hun yndefuldt men også meget frembrusende. Sikke en velkomst, Cazador svømmede lidt hen i sine egne tanker/minder. Da dette lille triumfoptog hoppen havde gang i, mindede ham om alle de fjollede unghopper når ham og hans soldater kom hjem fra endnu en vundet krig. De gjorde sig til som de ikke havde øvet andet, i håb om at indsmirege sig ved en af de mange soldater - især deres øverste leder Cazador...

Han kendte det alt for godt, men hopper havde aldrig rigtig sagt ham så meget. Jow jow de var yderst tiltalene ingen tvivl om det, men han havde bare altid haft så meget andet at give sig i kast med samtidig med han havde sit livs lys. Utrolig loyal var Cazador og trods hans lys var slukket og hjertet itu. Følte han sig på en eller anden måde stadig bundet til hende, og havde ikke lyst til at genoptage nyt forhold. Men hvem ved, om den eneste ene findes endnu engang. Men det var ikke noget han nu og her gjorde noget aktivt for at finde ud af.

Den store pandelok hang ned over siden hvor det store ar dækkede næsten hele siden af hoved. Så man ikke kunne se at han manglede sit ene øje. Det var ikke noget der generede ham men ofte kunne de for andre virke lidt voldsomt når de først opdagede det, selv hæmmede det ham ikke og ej heller hvad andre mon tænkte og mente. Cazador var en stor og flot hingst det kunne man ikke tage fra ham, men det var ikke noget som steg ham til hoved. Langt fra var han typen der udmærket ved hvor tiltræknede han kunne være, han følte sig nok aldrig helt tilpas i det der 'dating' halløj.

Der lød en dyb brummen fra hans strube, mens et venligt nik blev givet til den fremmede let på tå' hoppe.

---

Hun strålede op som en sol, da hingsten nu hørte hende og gav hende sin opmærksomhed. Selvom han ikke virkede videre imponeret over hendes sexede fremtoning, så skulle hun nok få ham omvendt! Hun var efterhånden vandt til, at hingstene her i Andromeda var lidt mere "hard to get" - ikke lige som i hendes hjemland, hvor alle samtlige hingste var faldet i svime over hende og kastede sig for hendes hove. Nej, her skulle man gøre sig fortjent til en hingsts krop... Og selvom det ikke altid var helt let, så var der også noget spændende ved det.

Hun stoppede op foran ham og stillede sig op med rank, feminin holdning. Hun knejsede let i nakken og sørgede for at stå helt rigtigt vendt mod ham, så han så hende fra hendes bedste side af. Hun blinkede let med de himmelblå øjne og sendte ham et charmerende smil.

"Og hvem har vi så her?"

---

Cazador betragtede hoppen, som bestemt ikke manglede selvtillid. Der var ikke det den hoppe tøvede med, han bemærkede godt hvordan hun strålede, og indsmigrede sig. Trods dette ingen effekt havde på den gammelhingst, ærligt så var Cazador for gammel til det pjat og nok bare generelt for mærket af sit savn til sin elskede. Men hvem ved, dette var et nyt land måske ville han genfinde sig selv?

''Yndefulde frøken, jeg dig hilser ærbødig goddag; Mit ydmyge navn er Cazador''

Han bukkede dybt for hende, som var hun en kongelig han tiltalt ikke fordi han troede hun var prinsesse men han var bare meget venlig og høflig af natur, samtidig med han kunne mærke denne fremmede kunne lide at blive smigret.

---

Hun smilede smigret, da hans stemme nu lød i hendes øregang. Han var meget høflig og veltalende, ja endda helt ydmyg overfor hende. Det fik hende til at smile veltilfreds. Hun havde ikke mødt andre hingste end ham her i Andromeda, der viste denne form for respekt overfor hende - ja, det havde hun faktisk ikke oplevet siden sit hjemland, hvor hun jo også havde været kongelig. Overraskelsen var derfor stor, da han nu også bukkede dybt for hende. Kendte han mon til hendes fortid? Hun smilede charmerende til ham, inden hun ganske tirrende trådte tættere på ham og puffede ham op igen. "Der er da ikke noget ydmygt over sådan en stor, stærk hingst som dig..."

Hun lod nu mulen køre ned langs hans krop, mens hun tirrende bevægede sig rundt om ham. "Jeg er Prinsesse Lumine af Turkmenistan."

Hun plejede egentlig ikke rigtigt at bruge sin fulde titel, da hun efter sin tid i Andromeda var blevet lidt ligeglad med den... Men det var første gang, at hun havde stået over for en sjæl i Andromeda, der faktisk virkede ydmyg og underdanig over for hende, så hun nød at falde tilbage i sin gamle rolle for en stund. 

---

Cazador betragtede hende, og i sine mange år som tæt knyttede til heste af højre rang. Var det let for ham netop at spotte at denne hoppe sikkert havde fint blod i sig. Måden hun første sig frem på, den glidene men legende bevægelse om kring ham. Fortalte en del at denne hoppe var godt tilpas med at være i centrum samtidig med at hun lod mulen køre over hans krop, adelige havde tit en tendens til at tro de ejede alt her i verden. Han lod sig ikke tirre, og venligheden og den indre ro kunne man ikke tage fejl af. Han havde prøvet ting der var værre end dette, værre end at blive betragtet som 2 rangs kød, som de glubsk prinsesser drømte om.

"Kære Prinsesse, mig en fornøjelse at træffe dem"

Han havde ramt plet dette var en prinsesse, men det lød ikke til hun var prinsesse af dette land, hun var fremmede som ham. Hmmm hvad mon hun lavede her, var hun fristelsen gudinde i dette land? Hun gjorde det godt og kunne ikke lade være med at tænke, om det mon ikke havde bragt denne skønhed i problemer at være så tillokkende, der var jo mange som sikkert ikke kunne holde sig tilbage som den stabile ældre herre Cazador. Der havde prøvet næsten alt her i livet, og ikke lod sig friste. Men omvendt, hvem ved om fristelsen i dette land ville blive for stor? Intet var/er som det plejede.

"Hvad bringer, sådan en skøn prinsesse til dette sted?''

Han rankede sig og kiggede lidt rundt, mens han lige ville tjekke op på om de nu også var alene. Det lå bare til ham efter de mange år som øverste krigs herre. Altid at være på vagt, lige en ekstra gang.

---

Det var næsten helt irriterende, at han slet ikke reagerede på hendes berøringer og tilnærmelser - men alligevel kunne hun ikke lade være med at være en smule fascineret og beundret. Det var ikke mange hingste, der kunne kontrollere sig selv på den måde, når en hoppe først foldede sig sådan ud over for dem - så det måtte betyde, at han var meget stolt og viljestærk. Hun ville da også lyve, hvis hun påstod, at det ikke vakte hendes interesse - kostbare hingste var altid lidt sjovere at kæmpe for!

"Fornøjelsen er helt på min side."

Hun kunne ikke lade være med at smile, da hun bemærkede hans årvågne blik og den store stærke krop, der lige blev ranket let op. Det lå tydeligt til den store hingst at beskytte hende, og dette smigrede hende... Hun forventede bestemt, at enhver hingst ville se det som sit livsmål at beskytte en sjælden perle som hende, og det tilfredsstillede hende derfor godt og grundigt at se, at denne Cazador ligeledes havde det sådan.

"Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, at jeg på en måde er blevet frelst..."

Hendes blik var kort fraværende, da hendes tanker røg tilbage til den skæbnesvangre aften, hvor hendes liv på brutal vis var blevet flået fra hinanden. Skrigene, de døde soldater, synet af hendes familie i flammer... Hun tvang sig dog tilbage til virkeligheden og fokuserede i stedet på hingstens blik, der gav hende en følelse af ro og tryghed.

"Ser du, det sidste jeg husker fra mit hjemland, er en aften, hvor min fars kongrerige blev angrebet af en flok rebeller. De dræbte alle vores soldater og tjenere, og til sidst havde de jaget mine forældre, min søster og jeg ind på et værelse, hvor de smed antændte fakler ind... Jeg husker ikke andet end min familie og jeg, der gik op i flammer, indtil jeg pludselig vågnede op her, helt uskadt og i live."