|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 8, 2020 10:19:17 GMT 1
Denne morgen var ikke som alle de andre, det var en ny dag - et nyt sted. Cazador prøvede stadig at finde hoved og hale i hvad der var sket, og hvad dette nye sted var.
Det virkede som et øde sted, men samtidig fyldt med fred og ro. Ikke noget han havde været særligt bekendt med den gammel hingst, men det var en helt anden fred. Som om alt var startet på ny, var han genfødt?
Stadig viste han det ikke, og på vagt lod han blikket glide rundt i det nye landskab. Mens han stod rank og stolt, det var tydeligt at se på afstand denne store hingst, havde kæmpet mange slag. Holdningen afslørede dette var en krigsherre, men kom man tæt nok på kunne man se i blikket at det var mildt. Han var ikke ude på ballade, men mangeårs krig havde sat sine spor også i måden han første sig frem på. Uden at bide mærke i det, Cazador spilde næseborene op, for at kunne opfange de mange nye dufte.
Men intet, førte ham tilbage til hans hjem - kun nye ukendte dufte...
|
|
|
|
|
Post by Dovahkiin on Apr 8, 2020 10:41:25 GMT 1
Den gyldne hingst havde i disse dage besluttet sig for at opholde sig på Enophis. Det var egentlig ikke fordi at han havde noget imod de andre øer, men det her var stedet hvor han følte sig mest hjemme. Dog begav han sig aldrig op i bjergene. Der sad en ukendt frygt i ham og den fik ham til at fryse fast på stedet når han så meget som tænkte på at vandre derop.
Dovahkiin rystede på hovedet og gøs bare ved tanken. Længere henne fik han øje på en fremmed og han spidsede interesseret ørerne og sendte en imødekommende brummen mod ham. Han var ikke en af de der fjollede hingste der ikke kunne med samme køn.
|
|
|
|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 8, 2020 10:57:50 GMT 1
Som ét lyn fra en klar himmel, slog han øjnene op. Der havde ramt en lyd i det indre øre, nogle eller noget var i nærheden. Og det blev hurtig bekræftet da en brummen gav genlyd kort efter. Hurtigt men i en glidende bevægelse drejede han det store hoved, og der lidt længer fremme stod en skikkelse. Var dette landes vogter? Gylden som solen, og med hvide aftegn. Kort lod han sit blik hvile på hingsten, som for at in-printe ham i hans hukommelse. Hvor til han gjorde et kort nik med hoved...
Uden tøven lod han den store krop sætte i en glidende skridt mod den fremmede, mens han knejset stolt med nakken. Venligt lod han en lang dyb brummen komme ham i forkøbet mod den fremmede. Mens han forsatte sin lige linje mod ham.
|
|
|
|
|
Post by Dovahkiin on Apr 8, 2020 11:47:11 GMT 1
Dovahkiin løftede hovedet lidt og betragtede hingsten med ro i de to-farvede øjne, mens han smilede skævt. Han var måske en anelse socialt akavet når det kom til andre, men han besluttede sig da for at skridte hingsten i møde for at stoppe op med en lille afstand.
" Hej med dig "
Brummede han så roligt i et mildt toneleje inden han lod sit hoved blive sænket til en mere afslappet holdning. Han skulle jo nødig sende de forkerte signaler. Han var nemlig forsigtigt anlagt og ikke specielt dominerende når det kom til stykket.
|
|
|
|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 8, 2020 12:30:14 GMT 1
Den fremmede havde en imødekommende hilsen, og Cazador stoppede selv op med passende afstand til den gyldene hingst. Mens han selv lod hoved sænke en smule. Der var ingen grund til at skabe noget drama, det var han ganske enkelt for gammel til. Men forsat kunne man mærke han var hingst af rang, men intet han bed mærke i eller bevist ville udøve. Det sad bare i ham, som den hærføre han engang havde været. Smilet blev bredt om den aret mule. Mens hans blå øje kiggede venligt på hingstens to-farve øjne. Selv havde han kun et det andet var væk og nu dækket af et kæmpe ar, godt skjult af den store pandelok der hang til den side.
Kort nikkede han og sagde; ''Vær hilset Hr.''
Han havde svært ved at finde ud af om denne fremmede, mon var englen til paradis der ville byde ham velkommen i himmeriget - eller ? En demo i forklædning. På vagt var han for hvem ved hvad denne fremmede havde i sinde, eller hvad var han...
"Ensomheden er alle ånders skæbne - Er du dette lands sjælehenter?"
Den store hingst betragtede ham meget nøje, for at se hvilken reaktion han ville få fra den fremmede, kunne han overhoves stole på han var af kød og blod. Alle hans sanser var i højeste gear, og uden tøven var han klar. Var der noget han havde lært af sine mange år, var det aldrig at tøve. Ej eller når det kom til at søge svar.
 |
|
|
|
|
Post by Dovahkiin on Apr 8, 2020 12:52:56 GMT 1
Det var først da de stod stille at Dovahkiin nu kunne se arrene på hingsten og det fik da hans nysgerrighed til at sitre i hans indre. Hvad mon der var sket? Måden han bar sig selv på fik ham til at tænke på om han mon havde været en lederhingst på et tidspunkt i hans liv? Men hvorfor jog han ham så ikke væk? Manglede han selskab? Hjælp? Han brummede tænkende og nikkede så hilsende retur.
“ Sjælehenter? Jeg er bange for at jeg bare er mig. Dovahkiin. “
Lød det så fra ham. Hans spørgsmål vagte liv i alle de spørgsmål Dovahkiin havde haft da han var kommet hertil. Der var ikke kommet færre af dem, men han havde måske lagt det hen.
" Har du været her længe? "
|
|
|
|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 8, 2020 13:53:55 GMT 1
Han så det lille forbløffet blik hingsten, kom med da han fik tænkt over spørgsmålet. Så en dæmon var han nokke ikke, men omvendt han havde aldrig mødt sådan en. Så hvordan ville de mon være?
''Dovahkiin'' sagde han og gumlede lidt på navnet, hvad mon det betød. Hvis det overhoved betød noget, var det dette lands gud, leder eller noget helt 3. Han var letter skeptisk det hele virkede så underligt og alligevel så rigtigt i dette land. Da han kom med sit spørgsmål om hvor længe han havde været her, smilte han og sagde.
''Dette land, mig... hmmm mindre end et døgn tror jeg.''
Så det var ét sted, men han havde ikke valgt at tage til et nyt land. Hvad var der sket, alt stod som i en tyk tåge han huskede ikke noget. Faktisk huskede han sidst han stod i søen og mærkede varmen hvor til alt blev opslugt af lyset.
''Og hvad med dem Hr. Dovahkiin den noble og milde tone i den dybe stemme kunne man ikke undgå at høre, han så lidt omkring bare for lige at tjekke denne hingst nu også var alene, og det ikke var et baghold. Man viste jo aldrig, hvem er konge af dette land. Mon han ved det?
''Er de alene i dette land?''
|
|
|
|
|
Post by Dovahkiin on Apr 8, 2020 14:23:01 GMT 1
Dovahkiin lagde hovedet på sned med et forsigtigt lille smil inden han brummede stille. Hr. Det var han ikke vant til at blive kaldt. Faktisk havde det mest været Forsvind. Han rømmede sig lidt.
“ Jeg kom hertil for ikke så længe siden.. For at være ærlig, så husker jeg ikke så meget, men for et godt stykke tid så var jeg sikker på at jeg var død. “
Øjnene blev en anelse forskræmte, inden han mimrede en anelse med mulen. Det vagte fortrængte minder bare at tænke over det. Han gumlede en anelse inden han dog blev nysgerig.
“ Så du også det skarpe lys? “
|
|
|
|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 8, 2020 18:55:17 GMT 1
Det gik op for ham, at det nok alligevel ikke kunne udelukkes at dette sted - ikke var et land. Men måske stadig et form for mellemstation for de døde, han ture ikke stole på noget ikke endnu. Men han måtte få det bedste ud af situationen. Han blev dog en smugle mere opmærksom. Da han bed mærke i at denne Dovahkiin, hvad end han så var eller ikke var. Svarede på om han var alene i dette land. Hmmm, skulle han mon tillægge dette noget, eller? Han mærkede hvordan musklerne begyndte at sitre en smugle, og ørene vippede lidt frem og tilbage. For lige at lytte en ekstra gang godt efter, han var selv mester i bagholdsangreb så ud fra sine erfaringer viste han at alt kunne virke så normalt og fredeligt. For med et at bryde ud i lys lue.
''Lyset''
Han brumme, jow det huskede han. Han så det ikke som sådan han havde lukket øjne men varmen huskede han så tydeligt. Det gøs lidt i kroppen. Og han mærkede hvordan hans tanker gled lidt væk. Tilbage til sidste øjeblik med sin elskede, og den lykkelige stund. Nu var alt tomt, og helt vendt på hoved.
''Hmmm, jeg husker intet. Men lyset ja.''
Det blå øje blev letter tomt hvis man lå mærke til hans blik, letter drømmende stod han i sine egne tanker. Det var en værre virvar at finde ud af tingene lige nu.
Stille mumlede han; ''Sindet er dens egen, og den kan lave himmel til helvede, og helvede til himmel'' ikke som en direkte samtale til Dovahkiin, men sig selv. Det hele virkede så mystisk mon han var sjælehenter. Dem hans mor havde fortalt ham om på sit dødsleje.
|
|
|
|
|
Post by Cain on Apr 9, 2020 19:35:30 GMT 1
Lyset. Dovahkiin kendte det ikke ved navn, men han kunne huske det så tydeligt. Det havde blændet ham og det var efterhånden det han kunne huske. Han huskede ikke det der burde have været hans død, ikke andet end den irrationelle frygt for at vandre i bjergene.
“ Tror du.. At vi døde inden vi kom her til? “
Spurgte han så. Han var selv overgået til en mere tænkende mine og han vidste ikke helt om han skulle afbryde hingstens samtale med sig selv. Han vippede en anelse usikkert med ørerne, men valgte at blive hos ham. To var trods alt bedre end en, så kunne han slappe lidt mere af end ellers.
“ Hør.. Hvad lavede du før du kom hertil? “
Nysgerrigheden tog overhånd, da han havde betragtet hingstens mange ar.
|
|
|
|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 9, 2020 22:57:43 GMT 1
Cazador, viste faktisk ikke hvad han skulle svare til hans næste spørgsmål - om de var døde? Det var jo netop det han selv var igang med at finde hoved og hale i, og tænk hvis dette var en form for prøvelse. Kort brummede han mens han gumlede lidt og lod blikket hvile på Dovahkiin. Han virkede så ligetil hvilket han satte pris på. Men tiden måtte vise om Cazadors indtryk var korrekt.
''Døde, jeg ved det ikke...Måske, måske ikke...''
Ordene lød så tomme, for det var jo ikke et spørgsmål han kunne svare på.
Dertil kom det næste, hvad han havde lavet inden. Og det udsprang sig helt sikkert af hans mange ar samt udsende, det viste Cazador udemærket godt men han var jo så vant til dem i hans hjemland netop altid kun havde set ham sådan, det var tegn på hvor god en kriger han engang havde været. Hvert ar var en form for triumfmærke.
Jeg var en stor kridsleder, hvad med dem Hr. Dovahkiin?
Han tilføjede ikke at han også havde været konge efter han havde slået den onde leder ihjel. For det var ikke for at få den titel og han ønskede den aldrig, og derfor følte han sig aldrig helt tilpas i den rolle. Samtidig med han ikke mene han overhoved havde gjort sig fortjent til den rolle, det var for at sætte landet frit ikke for at indtage rollen som ny konge.
''Føler du dig død?'' Cazador lavede en hurtig bevægelse og med sin store mule gav han Dovahkiin et puf med lidt kraft bag men uden at være noget som ville forvolde nogen skade eller stor ubehag. Så kunne han samtidig få stilles sin nysgerrighed om denne lyse hingst, var et genfærd.
Neeeej han mærkedes nu som om han var helt af kød og blod som sig selv, kort nappede han sig selv i skulderen. Og korrekt han følte sig helt som han plejede, hvis man var død mærkede man vel intet? Kold var de ej heller. Men omvendt han havde aldrig prøvet at være død før, så hvad viste han om døden. Kolde var de, det vidste han med sikkerhed var et tegn, fra de mange krige han havde været i, samtidig med hvor varmt blodet faktisk er lige inden døden indtræffer.
|
|
|
