|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 8, 2020 10:50:23 GMT 1
Den store hingst med de mange ar, kom travende hen over det grønne græs. Som lage sig fladt ned under vægten af hans enorme hove, der gav en hul genlyd for hver gang de ramte jorden. Foråret var på vej, solen varmede så dejligt. Men dette nye sted virkede som et paradis. Stadig kunne han ikke finde ud af om ham var død, men hvor var himmelvogteren? Skulle ingen byde ham velkommen til himmeriget. Hmmm... Det hele virkede som en drøm, men alligevel så virkeligt.
En hurtig og flydene bevægelse og han slog over i en taktfast galop som fik det til at lyde som echo af svag torden i det fjerne. Vægten af denne store hingst, havde altid haft sin fordel at han lød som en lille hær i det fjerne. 5-10 heste på en og samme tid, han var for stor og tung til at være lydløs. Så han havde lært gennem sine mange år og 'larme' at give sig til kende i et større antal end hvad sandheden var. Hvem ved, nogle ville tage flugten inden de fandt ud af hans bedrag. Kort lod han blikket glide over landskabet der flød roligt forbi ham mens han forsatte sin galop. Kroppen var på ny, de mange smerter var væk. Kun de mange ar røbede hvad kroppen bar på af hemmeligheder. Lyset havde varmet ham og skænket ham fred i sine gamle knogler. Ingen smerte, ingen halten, intet. Det eneste der stadig var ved det gamle var det ene øje som var væk. Et stort ar på siden af hoved hvor hans pandelok altid hang ned over.
 |
|
|
|
Post by Minerva on Apr 9, 2020 14:52:46 GMT 1
Den gråspættede Minerva havde overvintret nær bjergenes ubarhjertige tinder. Der havde været godt med læ, og øen tilbød i øvrigt masser af mad og drikke, når hun havde behov for det. Den elegante Minerva havde derfor valgt at blive i det område, som hun var ankommet i, dengang hun var landet i dette sære land – Andromeda – for mange måneder siden. Ved sin ankomst havde hun pådraget sig en skade, som også havde begrænset hendes muligheder for at komme rundt, og det var først for nyligt at hendes halten var gået helt væk. Hun kunne nu bevæge sig frit i alle tempi igen uden gener og smerter.
Minvera havde på denne forårsdag bevæget sig et stykke bort fra bjergets fod, hvor hun ellers havde holdt til. Selvom bjerget også var et symbol på smerte, savn og frustration, så havde hun alligevel også forbundet det med et spinkelt håb; et spinkelt håb om at det som havde fået hende hertil, ville vise sig og lade hende komme hjem igen. Dog var det ikke sket, og som dagene var gået var håbet også blevet mindre, og det var så småt begyndt at gå op for den grå hoppe, at hun blev nødt til at etablere en eller anden form for liv her.
Engens græs strakte sig næsten så langt som øjet kunne se. Helt i det fjerne rakte skovens træer op mod himlen, og afgærnsede engen fra kysten, som lå endnu længere borte. Minvera stod ganske fredeligt og græssede på det åbne stykke; men selvom hun stod afslappet og umiddelbart så ganske uopmærksom ud, da så så og hørte hun alt. Derfor var hun ikke sen til at hæve hovedet, da en dundrende lyd mængede sig med vindens milde brise. Hun skævede omkring sig, søgende efter lydens oprindelse, og snart efter fik hun øje på en stor skikkelse der kom galoperende i det fjerne. Hun vendte sig rundt, så hun befandt sig med fronten imod denne fremmede, men gjorde sig umiddelbart ingen tegn til at komme ham i møde. I stedet lod hun sine blå øjne betragte ham med en naturlig skepsis; endnu havde hun ikke mødt mange særligt høflige eller venlige sjæle i landet her – ja, faktisk var den eneste hun havde haft et nogenlunde indtryk af, den førte hun havde mødt i landet. Onyx, ham der havde hjulpet hende ned fra bjerget og i sikkerhed.
[1]
|
|
|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 11, 2020 0:29:36 GMT 1
Cazador var i sin egen verden, mens han satte tempoet en smugle mere op. Hans galop var tung og kraftig men alligevel med overraskende meget ynde og lethed af så stor en hingst at være. Høje benløft så han rigtig kunne få sat af med bagpartiet og vise kræften i hans galopspring. Han mærkede hvordan brisen legede med hans hår, og smilet om mulen blev større. Han elskede at mærke vinden omfavne sin store krop, med et blev han hevet ud af sine tanker. Da en duft ramte ham, kort lod han galoppen svinde hen til en kort taktfast trav. Mens han forsøgte at lokalisere hvor duften kom fra, hvilken vej.
Det tog ikke mange sekunder, før næsen første ham på vej. Og blikket spejdede hvad mon han fandt denne gang? Dette land var et stort mysterium. Nu, kom der en skikkelse til synde i det fjerne. Og traven blev til en parade, lige der stod den store hingst 188 i højden, samt stort muskelbjerg. Det kunne ofte virkede meget overvældene men lige her på afstand kunne man hurtig fejlbedømme hvor stor han faktisk var. Skule han mon hilse?
Han tog chancen, og sendte en dyb melodisk venlig brummen mod den fremmede.
Fulgt af et dybt nok, hvor på hans blå blik lod sig fæstne på hvad han havde fundet i det fjerne.
|
|
|
|
Post by Minerva on Nov 29, 2020 15:04:32 GMT 1
Trods den fremmede hingst var langt borte, var det tydeligt at se at han bevægede sig med en kraft som var ganske imponerende for en så stor og tung skikkelse, som han var. Galoppen bragte ham i svævefase over jorden og hans knæ nåede op i vinkel-løft i både hans galop og trav. Den gråspættede Minerva tillod sit ellers reserverede sind at betragte ham med fornøjelse, blot et øjeblik, men da den fremmede hingst sansede hendes tilstedeværelse og standsede sine ellers prægtige skridt, lod hun blikket blive fjernt og hævede sin hals en anelse. Det reserverede udtryk, som hun oftest bar, gled elegant ind over hendes feminine ansigt og hendes ører blev reserveret tippet bagud.
Det ene øre måtte hun dog tippe frem, rent instinktivt, da hun hørte hans maskuline røst. Han hilste hende an på afstand, hvilket hun egentlig fandt ret høfligt. Hun så hellere at en fremmed gav sig til kende og lagde op til et møde som den fremmede gjorde det, frem for at vandre ind over hendes personlige grænse og tvinge sig til hendes opmærksomhed. Hun udspilede sine næsebor med en overvejede mine; for selvom hun fandt hingstens adfærd positiv, så var hun endnu meget skeptisk omkring dette lands beboere. Var han blot endnu en som ikke forstod andres grænser?
Efter hvad der føltes som lang tænketid for den gråspættede hoppe, svarede hun dog hans kald. Tonen var meget feminin, men i og for sig også skarp. Ikke afvisende, men heller ikke direkte indbydende. Hun anerkendte han var der og havde besvaret hans hilsen – men om mødet skulle udvikle sig til mere end blot en vokal udveksling af toner, måtte være op til den fremmede majestætiske skikkelse.
[1 - 1. advent]
|
|
