|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 8, 2020 15:18:15 GMT 1
Cazador havde endnu ikke fundet sin plads i dette underlige land, og var gået i den retning hans fornemmelse havde fortalt ham. Der skulle være en flok her omkring, hvor viste han ikke han forsatte bare til han fandt nogle. Han kunne se jo mere han kom ind på dette område jo mere befærdet virkede det, når han kiggede på de nedtrampede stier til og fra de gode drikke og spise steder. Men en ting havde han lært gennem sine mange år, ensomheden og det omstrejfende liv var ikke for ham. Nok for en kort periode men ikke i længere tid. Så trods han ikke kendte landet og dens væsner, viste han dog at sammen havde man en anden sikkerhed om det så ville være det rigtige valg måtte tiden vise. Han er en handlingsen mand så der er ikke lang fra tanke til handling, han havde ikke brug for at sove på det eller gøre dette senere. Flokken skulle findes, og gerne nu...
Som altid bar han sig med stolthed, mens hans trav fik jorden til at give eco af svag torden i det fjerne. Ved vægten for hvert hovslag, samt de store benløft. Som altid lød han som en helt lille hær i sig selv, på afstand ville man ikke kunne høre om det var 1-5-eller 10 heste som var på vej. Stolt knejst i nakken og med passende tempo så blikket kunne spejde efter spor. I hvilken retning han kunne være heldig at finde den flok han søgt.
 |
|
|
|
Post by Illana on Apr 9, 2020 14:21:02 GMT 1
Langs Teylars grænse vandrede den gyldne Illana, som hun gjorde det hver eneste dag. Det var blevet en rutine og efterhånden var den gyldne hoppe begyndt at finde enormt meget ro i hendes daglige vandring. I starten havde hun været årvågent og spændt, altid klar hvis en fare skulle dukke op; men efterhånden som tiden var gået, havde hun lært at ekstrem årvågenhed ikke gjorde hende noget godt, og blot var mere udmattende end godt var.
Der var dog også sket en anden ændring i den gyldne hoppes liv. Normalt var hun slank og spinkel, men de seneste måneder var hun begyndt at lægge sig ud. Hun bar nemlig på et afkom, som var skabt af kærligheden mellem Lyset og Mørket – et afkom, som hun bar med stolthed, men også med frygt. Ville føllet blive Skyggefødt? Ville det have arvet Volontaires mørke evner, eller ville det i stedet bare Lysets velsignelse? Illana havde efterhånden gjort sig mange tanker, bekymringer og håb om det kommende føl; men kun én ting vidste hun med sikkerhed. Uanset hvad ville hun elske det og gå gennem ild og vand for at beskytte det.
Hun var ved at være ved vejs ende af hendes vandring, da en sær, nærmest dundrende lyd hørtes i det fjerne. Hun standsede sine endnu yndefulde skridt og hævede den slanke hals, for at spejde efter lydens herkomst. Med sammenknebne øjne kunne hun skimte en skikkelse et stykke ude i horisonten, og på baggrund af hvor stor vedkommende var, selvom han var langt væk, drog hun hurtigt den konklusion, at det måtte være en mægtig skabning der var på vej imod hende. Som han nærmede sig, begyndte Lysets i krystallen også at vågne op og ændre farve hen imod det hvide, som altid karakteriserede dem, som bar magi, eller dem som var nye i landet. Eftersom Illana havde et godt kendskab til dem, som var samme titel som hende – nemlig Vogter – tog det hende ikke lang tid at gisne om, at den fremmede som var på vej i hendes retning måtte være en ny sjæl i landet Andromeda.
[4]
|
|
|
|
Post by El Cazador de Sueños on Apr 11, 2020 1:01:44 GMT 1
Jagten forsatte og han mærke hvordan hans iver, løb afsted med ham. Traven blev voldsommer og mere tung, mens han fnøs. De kunne da ikke være langt væk, ham som ellers var mester i at opspore andre. Næææ nej dette skulle altså vise sig at være løgn. Det kunne lige passe at der kun fantes spøgelses heste i dette land, så fandt han dem sikkert ikke.
Han stoppede op da hans blik opfangede noget 'meget svagt lys' hvad var det? Da han fik stoppet op og skimtede i horisonten, så han noget glimte svagt. Efterfulgt af et omrids af en gylden skikkelse. NU havde han da fundet dette sjæls hersker? Det lignede noget helt guddommeligt - kunne han mon få nogle svar, på sine mange spørgsmål?
Kroppen slappede af, og han mærkede hvordan alt lige som blev forløst. Der var ikke megen tøven, han satte frem i en rolig skridt mod denne lysende solgule skikkelse. Det føltes som en evighed, da han var så spændt. Flokken glemte han helt, for her stod en enkelt skikkelse, som nu skulle undersøges hvad var. Kort efter var han næsten helt henne ved den gylden hoppe med lyset om halsen, klart lille hvidt lys. Det havde fanget hans blik i det fjerne som når solen spejler sig i noget vand og kaster en lille lysende refleks sådan havde genstanden gjort opmærksom på sig selv. Han brummede venligt. Hvor til han fjernede blikkede fra stenen om hoppens hals, for at søge hende blik.
''Cazador'' sagde han med den dybe men charmerede bløde stemme, hvor til et smil bredte sig om den store mule. Mens han forsat kiggede ned på hoppen, der ikke selv var ret høj. 29cm forskel var der mellem de to heste, bygningen lige ledes Cazador var en stor hingst (hans far var Percheron og mor Shire). Og i krops bygning slægte han sin far på. Et stort muskelbundt. I et kort øjeblik gled blikket hen over hendes spinkle men alligevel letter runde krop, samme rundhed som pludselig bragte ham helt tilbage til sit hjemland, for mange mange år siden. Men som betød alt for ham. Den runhed en hopper får når hun gemmer på en lille hemmelighed. Den samme rundhed hans elskede solstråle havde haft kort efter han mistede hende. Cazador følte pludselig at himmel og jord gik i et, som om at han ikke var her mere men alt var et flashbak men samtidig så virkeligt. Der følte han at han stod sammen med sin elskede mage, og deres kommeden føl. Der ved pletten hun altid havde hilst ham velkommen, når han kom hjem fra krig.
''Shorena'' kom det længselfuldt fra ham, samtidig med stemmen var fyldt med sorg, forvirring, glæde, og frygt. Han glemte helt tid og sted, han var der lige der - sammen med hende! Hende han ville gå gennem ild og vand for, hende som bar på hans føl. Lige der stod hun, havde lyset alligevel hørt hans mange bønner, og sendt ham til dette sted hvor hans elskede ventede på ham! Han sank i knæ, mens det blå øje hvilede på hendes mave og han kort hviskede med næsten knækket stemme fik sagt ''Vores, vores lille'' den store mule strakte sig ud mod hendes mave, hvor han blidt lod mulen køre hen over maven, som han havde gjort så mange gange. Som han sidst havde gjort det, alt var som det var den dag. Cazador mærkede varmen i kroppen, glæden, lysten til at kæmpe! Kæmpe for sin familie, i dette nye land. Der lå den store hingst midt på jorden for hovene af denne fremmede lyse hoppe, og med hans store mule hvilende ganske fjerlet på hendes mave.
''Darkness cannot drive out darkness: only light can do that. Hate cannot drive out hate: only love can do that''
Han mærkede det hele køre rundt for ham, som om alt blev visket væk. rundt og rundt det gik, han blev ør i hoved og befandt sig i en tyk tåge i sine tanker. Han kunne overhoved ikke genskabe sig 'nuet' som han så brat havde forladt.
''hvad gjorde han ved dig, min elskede..?''
Mulen gled forsigtig ned af maven, og hang nu tungt mod jorden, mens den store hingst forsat lå ned. Havde han bare ikke tøvet den dag, havde han bare kunne gøre alt om. Han mærkede hvordan hans hjerte som nøjagtig den dag, gik i 1000stykker og aldrig har været helet siden.
|
|
|
|
Post by Illana on Nov 29, 2020 19:42:33 GMT 1
De to sjæle nærmede sig hinanden, og i takt med at deres sjæle kom nærmere og nærmere, blev størrelsesforskellen imellem de to vidst forskellige heste meget tydelig. Han var høj, hvor hun var lav, han var kraftig hvor hun var spinkel; man kan sige at de var som nat og dag, i hvert fald hvis man så på deres staturer – for farvemæssigt havde de visse ligheder. Begge bar de en cremet farve i pelsen og bar lys man og hale; blot bar den mægtige fremmede en masse ar med sig, som Illana aldrig havde set mage til. Det som kom nærmest var hendes tidligere veninde Taia, hvis sjæl nu vandrede i De dødes dal.
Illana nikkede hilsende imod den fremmede, som snart præsenterede sig som Cazador. Lyset som hvilede i krystallen om den gyldne hoppes hals skinnede kraftigere, nu de to fremmede havde nået hinanden og nuancen var stadig meget klar, nærmest hvid. Illana’s formodning om at denne fremmede var ny i Andromeda blev blot bekræftet af Lysets klare farve.
,,Rart at møde dig, Cazador, mit navn er Illana”
Og længere nåede den gyldne hoppe ej at snakke, førend en sær tåge gled over den store hingsts ene øje; som blev han fjern og fortabt i fortidens minder. Hun lagde hovedet let på skrå, inden hun rakte mulen ud imod ham på spørgende vis.
Ingen længe reagerede han, og hans reaktion kom ganske bag på hende. Hans stemme rummede så mange følelser lidt på ét, og han kaldte hende ved et navn, som hun ej kendte til – Shorena. Da han sank i knæ ved hendes side valgte hun at blive stående, om end hun ej vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun ville ikke være uhøflig og vende ryggen til ham, men hun vidste ej heller om hun skulle hjælpe ham op.
Vores lille sagde han, og hun vidste i dét øjeblik at han hentydede til den drægtighed hun bar. Hun forstod dog ej, hvordan hans sind kunne blande nuet og fortiden sammen på så livlig vis, men hun var ret sikker på at det navn, han før havde udtalt, var navnet på hans udkårende fra hans forrige liv; og at de havde ventet sig.
Forsigtigt rakte hun mulen ned for at puffe til ham. I det hun gjorde det ændrede Lyset i krystallen også farve og indtog en mere varm nuance, som forsøgte det selv at opmuntre hingsten der i øjeblikket var tynget af en sorg som Illana udmærket forstod; for selv havde hun for anden gang mistet dén hun elskede.
,,Du har ej gjort mig noget, Cazador.”
Hendes stemme var mild, men også på sin vis gennemtrængende. Hun forsøgte at kalde ham tilbage fra de minder der havde opslugt ham, og bringe ham tilbage til nuet. Lysets stråler bredte sig også fra krystallen og snart bugtede de sig omkring den store, arrede hingst. De berørte ham med blide strøg og forsøgte at nå ind til hans indre, for at oplyse hans sind.
Hun drejede mulen rundt, for at sætte den nær hans som hvilede imod hendes mave som blot lige var begyndt at vise drægtigheden. Hun havde endnu langt igen, og livet inde i hendes mave var ikke begyndt at lade sig mærke endnu; men hun vidste at det var der, et lille liv som en dag ville vandre i landet sammen med hende.
,,Jeg fornemmer du bærer en sorg som jeg desværre godt kan forstå. Er der noget jeg kan gøre?”
Hendes toner var lave, nærmest hviskende. Hun var ikke sikker på om hans sind var vendt tilbage til nuet, eller om det var på vej – og hvis ej hans sind havde sluppet hans minder, vidste hun ikke helt hvordan han ville reagere på de ord, som hun fremsagde.
[2]
|
|
