Haunted [Azula]

Siden den dag havde den røde hingst knapt lukket et øje. Alt føltes koldt og hult indeni og skyggernes hvisken forsøgte at overdøve det væld af tanker der buldrede afsted i hans hoved. Det var en grum hovedpine og sønnens døde øjne kunne han se for sig hver gang han lukkede øjnene.  Hvad havde han gjort? 

Canicus ville græde og lade tårerne få frit løb, men det var som om han ikke længere var i stand til det.  Hvad end der var sket med ham da skyggerne havde gjort ham til en af deres, så havde hans følelser været i et stort virvar.

Han søgte efter Azula der var som gået i jorden siden den dag. Det kunne han vel godt forstå inderst inde og det ville ikke undre ham hvis hun aldrig ville se ham igen. Han sukkede tungt, men han havde brug for at tale med hende. Se hende.  Selvom han ikke kunne gøre det godt igen. 

Det var ikke meget, man havde set til den unge, røde hoppe på det seneste. Efter den skæbnesvangre episode på toppen af vulkanen havde hun haft brug for at trække sig lidt og isolere sig selv. Det var ikke nemt i en flok så lille og tæt som Aljun, men heldigvis var resten af Foehn stor, og det var bestemt muligt at kunne synke under jorden og gemme sig for andre, hvis man ønskede.
Denne dag var hun dog med tunge skridt på vej mod flokkens territorie igen. Hun havde gemt sig længe nok... Det var på tide at se sandheden i øjnene. Hun måtte leve med, hvad hun havde gjort, og forsøge at finde fred med det. Og det uundgåelige kunne heller ikke undgås meget længere... Hun måtte finde Cináed, uanset hvor lidt hun havde lyst til det. De havde meget at snakke om...

Det var heldigvis en forholdsvis let opgave - for så stort var flokkens område trods alt ikke. Så hun fik hurtigt øje på ham i det fjerne. Han var altid nem at få øje på ligesom hende selv. En af de få Skyggeheste, der ikke var sorte... Hun tog en dyb indånding og sukkede let, inden hun tog sig sammen og skridtede hen mod ham med en lys brummen.

"Hej..."

Snart var hun der, foran ham og hjemsøgte ham. Han sank en klump og brummede tøvende tilbage. Han var dog ikke sen til at forkorte afstanden mellem dem, så det der var sagt i mellem dem kun ville blive hørt af dem. Hans blik var rettet med jorden, men han vidste at han måtte mande sig op og leve med det. Det var for sent at ændre det. Blikket blev derpå løftet så han så på hende.

" Azula, jeg.. Havde jeg vidst.. "

Forsøgte han med sin hæse stemme. Han vidste bestemt ikke hvad han skulle sige og gøre. Hvad var hendes reaktion? Han var faktisk forundret over hun overhovedet ville opsøge ham.

Det pinede hende at se, hvordan han virkede til at være mindst lige så påvirket som hende selv. Han lignede også en, der hellere ville være alle andre steder end her lige nu... Men heldigvis kom han da hende i møde og afviste ikke hendes selskab. Hans ord lød undskyldende i hendes ører og fik hende til at se mildt og medfølende på ham. Hans forandrede øjne var kulsorte og kunne virke skræmmende på mange, men Azula fandt ro i hans mørke blik - det mindede hende om hjem og alt, hvad hun havde kært.

"Shh... Ingen af os kunne vide det. Og vi gjorde det rigtige. Hvis Herren har en plan med vores søn, er det vores pligt at adlyde."

Hun trådte forsigtigt tættere på ham og lagde mulen mod hans skulder, der nu var beklædt med Mørkets Tegn. Hun lod blidt mulen køre op langs mærket og nulrede ham blidt på skulderen. Hun ønskede at vise ham, at hun ikke var sur på ham. Hun bebrejdede ham ikke noget. I så fald bebrejdede hun sig selv mindst lige så meget. Det var en beslutning, de havde taget i fællesskab. Det var ikke nogens skyld alene.

Da hun rørte ham var det som om at hele kroppen igen slappede af, og han gengældte hendes gestus ved at ligge hovedet over hendes hals med et tungt suk. Jo vist var han lettet over hun ikke sad i struben på ham, for det havde ikke været til at bære. Han lukkede de mørke øjne ind, og havde han kunnet, så havde tårerne nok trillet ned af kinderne på ham. Dog kom der intet. Hendes ord lød og han åbnede øjnene igen, så han kunne se på hende.

" Vi.. Vi må sørge for det ikke var forgæves.. "

Hviskede han hest og knugede hende kort ind til sig. Samvittigheden tyngede ham stadig, men det var nemmere for ham her med hende.

Hun lukkede øjnene i og nød bare øjeblikket mellem de to unge sjæle, da han gengældte hendes kærtegn. Hun gengældte ligeledes hans omfavnelse og nikkede let ved hans ord.

"Du bliver en fantastisk Skyggehest. Og vores Lille Spurv bliver en fantastisk kriger nede i Skyggehæren."

Hun trak sig ud af deres omfavnelse og skridtede roligt forbi ham, mens hun lod mulen køre ned langs hans skind.

"Kom, lad os gå en tur."

Hun havde brug for at få ham væk fra Aljun. Til et sted, hvor hun kunne nyde hans selskab lidt mere privat...

Han ønskede at tro på hendes ord, men i dette øjeblik tvivlede ham, men han brummede dog varmt til hende for at bakke hendes ord op. Han håbede hun havde ret. Da hun trak sig fra ham kunne han mærke den hule følelse brede sig i kroppen, men det var kun indtil at hun inviterede ham med. Han indvilligede og fulgte derfor efter hende uden at sige ret meget.
Han holdt sig tæt på hende og fulgte hende længere væk fra Aljun, afventende.

De skridtede blot af sted sammen side om side, væk fra flokken og længere ud på Foehn. Der blev ikke delt så mange ord imellem dem, men det var der heller ikke behov for lige nu - hun nød blot den ro, det gav hende at vandre af sted ved hans side. Stilheden var blot behagelig, ikke akavet.
Hun havde egentlig ikke nået endeligt mål for deres destination og blev derfor en smule overrasket, da hendes ben ubevidst havde ført dem til vulkanen. Hun stoppede op og betragtede det kæmpe bjerg, der bragte så mange minder med sig, mens hun lænede sit hoved ind mod ham og sukkede dybt.

"Tror du nogensinde, vi får ham at se igen?"

Han fulgte hende blindt og stoppede for foden af vulkanen med hende. En varm brummen kom fra ham og han lod mulen glide kærtegnende over hendes hals med en ganske særlig ømhed. De mørke øjne blev lukket i ganske kort og han stemmede i til hendes suk, mens han begravede mulen i hendes man.

" Herren belønner de som tjener ham, så hvis vi gør vores bedste, så kan det være "

Hviskede han stille og åbnede så de mørke øjne. Han så ned af hende og mimrede stille med mulen. Han undrede sig stadig over hvad Herren ville med sådan en lille sjæl. Den lille spurv kunne have været blevet en trofast følger. Men måske der manglede noget. Han puffede stille til Azula, inden han lagde hovedet over hendes hals.

Hun lukkede øjnene i og sukkede kort af velbehag, da hun nød hans kærtegn. Hun nikkede let ved hans ord og følte sig en smule beroliget. Ja, han havde ret... Herren var ikke ond. Han havde ikke taget deres lille spurv fra dem af ond vilje. Han skulle nok belønne dem, hvis de tjente ham godt. Hun puttede sig tæt ind til Cináed og nød blot varmen fra hans tilstedeværelse. Hun var så stolt af ham... Han havde formået at få enhvers drøm til at gå i opfyldelse og var nu blevet en rigtig del af broderskabet. Azula kunne ikke vente, til det en dag blev hendes tur. Gad vide, hvad Herren ville stille hende for en opgave? Hun havde ikke rigtigt noget, hun kunne ofre til ham. Medmindre...
Hun trak sig ud af hans omfavnelse og så på ham med et blik, som om hun måske lige havde fået en genial idé.

"Måske vi skulle prøve igen? Måske vi var for unge før... Måske kunne Herren se, at vi ikke havde gjort det godt nok med Sparrow; ikke opdraget ham godt nok til at blive en værdig Skyggehest. Måske det her er vores chance for at prøve at gøre det bedre?"

Han så ned på hende med en varmt udtryk i de mørke øjne. Ja til trods for at de næsten var tomme, så formåede han at få følelser ud af dem. For hende. Hendes ord lød og han nikkede stille, mens han tyggede på dem. Det gav måske mening. Jo. Nu var han en del af broderskabet og kunne videreføre Herrens arv til et eventuelt nyt afkom. Måske var det lige netop det at den lille spurv skulle bruges til.

" Måske Herren vil give os en del af Den lille Spurv tilbage igen, hvis vi prøver. "

Brummede han så, og stryg mulen stille over hendes hals. Han ville hellere end gerne prøve igen, og igen, og igen, indtil det lykkedes at få et afkom som Herren ville være tilfreds med. Han lukkede øjnene en anelse i mens han kærtegnede hende ømt.

" Jeg er klar når du er "

Hviskede han stille.

Hun smilede mildt ved hans ord om, at Herren måske ville give dem en del af deres lille spurv tilbage igen, hvis de prøvede.
"Åhh, det håber jeg..." hviskede hun blidt og hvilede panden mod hans hals, mens hun blot nød alle hans ømme kærtegn.
Hun var ubeskriveligt glad for, at han forstod hende. Selvom det var en lettere morbid tanke at prøve igen blot for at please Herren, så betød det virkelig meget for hende, at Cináed forstod hendes tankegang. Måske ville det også gøre sorgen mindre svær at holde ud, hvis de havde en lille ny at fokusere på...

Hun smilede mildt, da han hviskede, at han var klar, når hun var. Hun var også klar mere eller mindre med det samme. Men hun havde brug for at komme væk herfra. Det virkede forkert at lave en ny Sparrow her...
"Kom..." sagde hun en anelse gådefuldt, inden hun smøg sig forbi ham og satte af sted i en fjedrende trav. Hun sørgede dog for lige at svinge tillokkende med halen mod hans ansigt i forbiparten. Man var vel hoppe...

Han brummede opstemt, da hun nu smøg sig omkring ham. Det tog ham heller ikke meget længe at lunte efter hende og høje knæløft. Halsen blev hvælvet og han viste sig også lidt frem, men han holdte sig dog bag hende. Dog kunne han ikke dy sig og placerede et par blide nap mod hendes bagparti.
Stemningen var vendt og han kunne mærke de døde hjerte banke i brystkassen. Det var kun i hendes nærvær at han følte sig levende efter den skæbnesvangre dag på vulkanen.
En tanke strejfede ham, men tidspunktet var ikke det rette for det endnu og desuden var der vigtigere ting på programmet. Som et andet føl vimsede han derfor fortsat efter hende.

Hun hvinede hoppet og smilede opstemt for sig selv, da hun mærkede hans tirrende små nap mod hendes bagpart. Hun mærkede en rus af lyst vælde ind over sig, som instinkterne slog til. Han skulle dog ikke have det alt for let, den kære Cináed... Nu hvor hun endelig havde ham for sig selv, skulle hun da også nyde ham!
Hun lod ham derfor trave pænt efter hende som en anden hundehvalp helt ned til kysten, hvor hun vendte sig om og blinkede charmerende til ham, inden hun fortsatte helt ud i vandet. Hun dansede rundt i bølgerne i bløde, feminine bevægelser og bød ham nærmere med sit kropssprog.

Canicus kunne godt mærke rusen vælde op i ham og hans gang blev gradvist mere trippende, inden hun nu fortsatte ud i vandet. Han gav et lille hvin fra sig, inden han med høje knæløft fulgte efter hende. Blikket hvilede intensivt på hende, og han nippede tirrende ud efter hende, inden han bevist møvrede sig ind foran hende, for at hapse hende i skulderen.
Han trykkede mulen mod hende med en maskulin brummen, inden han kærtegnede hendes hals. Han havde savnet hende rigtig meget i den tid de havde været adskilt.