Woniya wakan the holy air ⫷ Zitkala Aiyana ⫸

---

Dagen var ved at gå på hæld, og der ville forsat være lys nogle timer endnu. Den store hingst mærkede hvordan hele kroppen bare havde lyst til at synke sammen på jorden. Han havde vandret vidt omkring i dette nye land, men uden held i at finde hvad han søgte. Især tørste havde sit tag i ham, sulten kunne heldigvis altid stilles med det frodige græs der var mange steder, men noget mere spænende havde han ikke held med at finde. Han prøvede at huske de veje han havde gået og skabe sig et indrekort over dette sted. Det virkede så uendeligt stort, men hvor mon drikkevandt befandt sig?

Cazador vidste ikke at han faktisk var næsten omgivet af gode drikkesteder, men han havde først prøvet at gå langs stranden fra bjergene og ned af men uden held. Der efter gennem noget skov og nu her i den bakkede eng. Han kunne godt mærke på kroppen den ikke helt var så ung, som den engang havde været. Den krævede en del flere hvil end han kunne mindes, han havde haft brug for før - stille sukkede han. Mens han lod blikket spejde lidt rundt, hvad vej skulle han mon gå?



Vinden var begyndt at tage til, og der skulle også tænkes over at finde noget ly for natten. Han ville normal bare have stillet sig til rette i lysningen af skoven. Men dette land var endnu så nyt og ukendt at han ikke viste hvad der kunne lure om natten i dette land.

---

Zitkala havde været i landet længe efterhånden, og alligevel var det som om hun på ingen måde havde set det hele. Alt var så anderledes her, end det hun var vant til og hele hendes liv var blevet vendt op og ned da de to-benede ikke længere var der til det stykke samarbejde hun havde været så vant til. Ingen børster der gled over hendes ryg og intet spiseligt blev serveret for hende på samme måde længere. Hun stod for alvor på egne ben, men var også begyndt at affinde sig med den tilværelse. Ånderne guidede hende og der måtte være en mening med hele en omvæltning af tilværelse.

Benene bar hende i den retning de lystede og Zitkala fulgte med som en passager der ikke selv bestemte retningen. Hun havde som sådan ikke nogen bestemt destination, men hun vidste det ikke kunne vare længe, før hun måtte søge noget afskærmning for natten. Nætterne kunne stadig være kolde, selvom dagene lod til at blive varmere og varmere. Snart ramte de sikkert et klima, der lå tættere op af noget hun selv var vant til.
Øjnene blev misset sammen, da vinden smækkede hende i hovedet, og hun lod hovedet drejes så den ikke sad direkte i næseboerne. Det måtte betyde det var på tide at dreje – og det gjorde hun. Alligevel trak vinden en fremmed duft med sig. Hun var ikke alene i dette område. Så meget var hun sikker på. Alligevel tøvede hun med at give lyd fra sig, selvom det trak i hende at kalde ud til den fremmede. Men hvis hun først afslørede sin position, kunne hun ikke være sikker på, hvad der ellers blev bragt i hendes retning. Derfor vendte hun rundt for i stedet selv at søge i retningen af denne fremmede.
Tempoet blev sat op fra skridt til travl – en trav der til at starte med var en smule sløset og traskende, men som hun fik sat lidt mere fart på hjalp det også på resten af holdningen. Først da hun spottede den fremmede, gav hun en lyd fra sig. En lyd der nok kun lige var hørbar og i form af en feminin brummen, der ville have været et vrinsk, hvis hun havde lagt lidt flere kræfter i.

[ 1 ]

---

Cazador mærkede hvordan viden forsat tog til, det var som om det gøs lidt i ham. Stille mumlede han for sig selv ''Woniya wakan Oo hellige vind. Der blæser over det store hav, hvilken historie bringer du? Hvert et blad klapper på hvert et træ, samtidig synger fuglende dig velkommen under hver en gren. Har du mon noget nyt med til mig?'' Da stod han lidt og sukkede, mens vinden legede med hans man og hale. Woiya wakan var vindens gud i hans land, som sin mor havde fortalt ham så meget om. Var denne gud mon med ham i dette nye land?

Cazador vendte hoved i en glidende bevægelse, da hans næsebor opfangede en duft og kort efter ørene en svag brummen fra en hoppe i nærheden. Øjet spejdede rundt til det fik øje på skikkelsen i en tilpas tempo havde kurs lige imod ham. Smilet om mulen blev bredt, og den tørhed han havde i munden forsvandt et kort øjeblik hen i glemslen. Den mørke palomino fik ham sådan til at smile lidt ekstra bredt, nok fordi det var så længe siden han havde mødt en hest med samme chokoladefarve som sig selv. Kort efter bemærkede han de to fjer der flagrede om kap med hendes lange lyseman. Hvad var hun mon for en? En dronning af dette land? Eller noget helt 3, han var stadig ikke helt sikker på om dette nu også var et land. Eller om det var noget mellem himmel og jord, en form for sted ens sjæl befandt sig inden den kom videre til rette sted. Han grinte lidt af tanken, da han nu igen mærkede tørsten. Hvis dette var døden, skulle han hilse og sige at det mærkes lige som at være i live. Tørsten var lige så ulidelig og hele kroppen føltes som da man var i live. Hvad var meningen så med livet, når døden er det samme?

Igen hvilede blikket på denne fremmede, efter at have været letter svævede da han forsvandt ind i sine egne tanker, som han havde forvane med. Fokus var endnu engang på hende, samtidig med han afventede hendes ankomst hos ham. Men samtidig med smilet om mulen, og den dyb brummen som venlig hilsen fra hans side af.

---

Farten blev sænket igen, som hun nærmede sig den fremmede hingst. De fleste i landet var endnu fremmede, men det skræmte ikke Zitkala. Det nye hjem havde hun taget imod med åbent sind, om end hun stadig til tider savnede sin partner på to ben. Ørerne var nysgerrigt tippet fremad, som hun betragtede hingsten fra afstand. Da hun nåede inden for en hørbar afstand, gjorde hun et enkelt hilsende nik med hovedet og tilføjede sin hilsen.

”Hau.”

Hvor hun kom fra, talte man et anderledes sprog end hun havde hørt andre gøre i dette land. Det i sig selv havde været noget af en omvæltning, men hun var alligevel kommet godt efter det. Alligevel var det som om hendes mund og tunge ikke var helt vant til de anderledes udtalelser, og derfor talte hun også stadig med en form for accent. Det var noget, der sikkert ville tage lang tid at komme af med, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre.
Som hun betragtede hingsten, var det som om hun lyste en smule mere op end før. De delte næsten samme farve, og alligevel ikke helt. Han havde aftegn hen over bagen, hun ikke ejede, men hun havde set noget lignende før. Han lignede en hun kendte. En hun ikke havde set længe, og alligevel var det ikke ham. Denne hingst var fremmed for hende.

”Du ligner en jeg kender, men jeg er næsten sikker på det ikke er dig.”

Hun var næsten sikker. Kun næsten, for der var ting der så småt var begyndt at fordufte fra hendes hukommelse – ting som lå hengemt i en tåge som hun ikke huskede lige så tydeligt. Hingsten lignede af farve og aftegn og alligevel ikke helt. Og så var der bygningen. Krops bygningen var anderledes.

”Har vi mødt hinanden før?”

[ 2 ]

---

ordet Hau kom fra hoppen og Cazador kunne ikke lade være med at undres, Hau? Var det hendes navn, eller noget helt andet. Han nåede ikke rigtig at svare før hoppen snakkede igen, og gav udtryk for at han lignede en hun kendte. Smilet om hans mule forblev som det var, mens han rystede roligt på hoved. ''Desværre frøken, de er mig ikke en bekendt'' han viste ikke hvorfor men han var helt ked af at måtte skuffe denne fremmede sjæl, mon hun var et genfærd? Hau var det mon en skikkelse, en der ikke kunne finde over på den anden side - fordi hun søgte en ?

Han forsatte med at betrakte hende og sagde med den dybe men helt milde stemme ''Cazador, er mit navn. Jeg er lige kommet her til dit land'' nu betragtede han hende ekstra godt, han var på vagt i dette land. Og som den erfarne krigsherre han engang var, dette var hans egne små prøvelser. Netop med at tiltale folk som var dette deres sted. For at gennemskue om dette var en mulig fjende eller andet. Han viste forsat ikke hvad dette land var, eller hvad det gemte på - Hvem herskede, hvem gjorde ikke ect. var dette mon prinsessen af dette land, eller en undersot til noget større. Dette måtte tiden vise.

---

Ørerne blev tippet ud til siden ved nyheden om de ikke havde mødt hinanden før. Hun havde jo godt haft på fornemmelsen af det ikke var den samme hingst hun engang havde kaldt ven, og som havde været som en bror for hende. Alligevel gav det et lille stik indvendigt. Det lille spinkle håb om han en dag blev fundet, var dog endnu ikke kvalt.

”Åh..... Det her er ikke mit land.”

Forklarede hun til at starte med, men med et næsten undskyldende smil. Et eller andet sted var hun da næsten beæret over, at han måske havde troet det, men hun ville jo heller ikke lade ham leve i en tro der ikke var sand. Andromeda var ikke hendes – men hvem der ejede det, vidste hun ikke. Gjorde nogen det overhovedet?

”Mit navn er Zitkala Aiyana. Jeg er kommet hertil, ligesom dig, men for tre vintre siden. Alligevel er jeg bange for jeg er på bar bund i min viden omkring stedet.”

Hun kunne ikke forklare hvor det var – ikke engang hvor det var i forhold til det sted hun selv kom fra og hun havde ingen anelse om, hvilken vej hun skulle gå for at komme tilbage, for hun havde ingen erindringer om at have krydset vand, før hun vågnede op langt væk fra alt hvad hun kendte.

”Husker du hvordan du kom hertil?”

[ 3 ]

---

Han bed hurtig mærke i, at hun så letter overrasket ud. Så det var nok ikke hendes land, og helt rigtig uden tøven fortalte hun netop hvad han forventede at høre. Han nikkede og så venligt på hende mens hun fremsagde sit navn, Zitkala Aiyana. Og at hun var ankommet til dette sted lige som ham selv.

Krort brummede han mens han så lidt op og ned af ende, hun virkede meget åbent af sind, mild og rolig. Hvor mon hun kom fra?

Hvor er den unge frøken fra, hvis ikke dette er dit land? Og har de mødt andre her omkring?

Cazador tænkte faktisk ganske længe over hendes sidste spørgsmål, næææ det gjorde han ikke - andet end lyset og varmen. Kort rystede han på hoved ''Nej, hvad med dem?''

---

Zitkala var smigret. Det kunne nok ikke undgås med hans måde at tiltale hende på. Unge frøken. Det var ikke ord hun var vant til, eller noget hun som sådan ville kategorisere sig selv som, men gammel var hun bestemt heller ikke. Hun var stadig i starten af sit liv, men havde oplevet meget allerede fra en ung alder af.

”Langt herfra. Og ja, ja det har jeg. Jeg har mødt nogle, men ikke mange. Mest omflakkende ligesom jeg selv og alligevel på en anden måde.

Det var svært at beskrive. Som sådan var hun ikke en omflakkende hoppe. Hun flakkede ikke hvileløst rundt i søgen på noget, men holdt sig oftest til de samme steder. Hun havde ikke behov for at vandre omkring – det kunne hun gøre den dag, hun søgte efter noget. For nu, havde hun hvad hun havde brug for og det var nok.
Hingstens spørgsmål fik Zitkala til at trække ind i sit hoved. Ind til minderne i hukommelsen, men måtte alligevel ryste på hovedet som svar.

”Desværre. Jeg husker det ikke, ligesom jeg ikke længere husker meget fra før jeg vågnede her. Mine minder bliver sværere og sværere at genkalde.”

Navne huskede hun. Nogle dufte huskede hun. Detaljer om hendes bekendtskaber huskede hun, men de var på ingen måde lige så nøjagtige som de havde været, da hun lige var ankommet i Andromeda. Var det et tegn til, at hun skulle lægge det gamle liv fra sig og i stedet åbne sindet og muligheden for et helt nyt liv? Det var hvad hun selv var kommet frem til. Hun så det som et tegn – som hun havde set tegn så mange andre steder.

”Hvis du søger andre, har jeg hørt om en flok. En der befinder sig på en af de andre øer. Der er ikke langt derhen.”

[ 4 ]