Dreams of a Stranger | Åben

[Denne tråd foregår om natten og deltageren må gerne være sovende. Altaïr vil besøge deltageren i vedkommendes drøm]

Natten var gået på held, og over Chibale hang den store, klare måne hvis blege skær fik forårets spæde blomster til at ligne sne. De dækkede skovbunden i et tæt, men lavt lag og den duft som solen fremkaldte fra disse sarte blomster, hang stadigt mellem træerne. Blomsterne var dog ikke det eneste, som denne nat blev belyst af månens blege skær – for en ensom vandre bevægede sig gennem Chibales tætte skove.
Atter var den skimlede drømmevandrer på færde under nattens beskyttende kappe, og som altid vandrede han uset. Selvom hans skimlede skind, som var prydet med det reneste stjernestøv var ganske synlig, for den som måtte kigge efter, da vandrede han steder hvor han vidste andre sjældent befandt sig. Stedet hvor han kunne være alene, fordybet i sine tanker og begravet i hans drømmesind. Sådan havde han det bedste.

Efter en rum tid, hvor den skimlede hingst ikke havde sanset et andet levende væsen, stødte han dog på en sjæl, som vakte hans opmærksomhed. Han kunne ej se denne, men hans indre kunne fornemme den. Der befandt sig en sovende sjæl, hvis sind havde bevæget sig ind i Drømmenes rige. Den skimlede hingst stod et øjeblik over overvejede, hvorvidt han skulle bevæge sig videre eller ej, men til sidst besluttede han sig for at placerer sig netop tæt nok på, til at han ville kunne træde ind i sindet på den, som befandt sig i hans nærhed. Han stillede sig godt til rette, og lod derpå sit sind vandre indad – indad imod Drømmenes verden, hvor han snart ville finde ud af hvem det var, som sov under Chibales nattehimmel.

[5]

Cain var kommet på afveje. Hvorfor han var vandret fra sin mors tryghed og til en helt fremmed ø, havde noget at gøre med den stigende nysgerrighed der ulmede i hans indre. Det havde også lidt med at gøre at han ikke gad hænge på sin storebror, som i øvrigt ikke var nogen god babysitter.
Overfarten havde været hård ved den unge hingst, som klogeligt havde besluttet sig for at finde et sikkert sted at hvile sig, inden han kunne begive sig videre på sin færd. Det var dog mindre heldigt for ham at han var gået ud som et lys og nu lå og sov.
Hans mor ville blive rasende hvis hun fandt ud af hvor han var på vej hen. Det eneste problem var at Cain faktisk ikke helt vidste hvordan man fandt hen til der hvor hans far holdt til, og der var en risiko for at han ville blive fundet først. Hvad den lille hingst ikke vidste, var at han for længe siden havde været i Teylar med sin mor. Indirekte havde han kunne mærke stresset hun var blevet udsat for den dag, og en svag erindring af et lys, som var lig det han så da han blev født.

Først så den skimlede vandre kun mørke. Sådan startede det altid, når han søgte ind i Drømmeverdenen og særligt når han trådte ind i andres drømme. Den skimlede Altaïr, der bar stjernernes klare støv bevægede sig igennem et tomrum, hvor der hverken var op eller ned, der var hverken nat eller dag. Der var intet. Mange ville nok frygte intetheden, men han vidste hvad vej han skulle gå for at bevæge sig ud af intetheden og ind i drømmen, som en ung plag var i gang med at drømme.

Et svagt lys viste vejen, og Altaïr var ikke sen til at følge det. Hans hove gav en genlyd som nærmest rungede i intethedens tomrum, men i takt med han nærmede sig døren til drømmen, blev hans skridt mere og mere lydløse, og snart larmede de ej mere end hvis han vandrede på sommergræsset.

Da han trådte ind i drømmen udfoldede et landskab som lignede Chibale sig foran ham. Dog havde det også visse ligheder med Teylar. Omkring ham var en speciel stemning der både emmede af stres og lys på samme tid; en særlig kombination, som Altaïr ikke havde mødt før.
Han prustede fascineret for sig selv, inden han søgte længere ind i drømmen for at finde dens ejermand. Og ej gik der længe, før han fik øje på plagen som lå i læ under nogle store træer. Han nærmede sig forsigtigt; og da han var på behørig afstand gav han sig til kende.

,,Åben dine øje”

Hans stemme kunne høres dybt i den unge plags sind – men ej ville den forskrække ham. Altaïr hidkaldte ham til drømmen, og skabte en bro mellem hans dybe sind og den verden, som Altaïr havde gjort synlig for dem begge.

[3]

Åben dine øjne

Cain følte han vågnede i det han slog øjnene op, men verden omkring ham var helt anderledes end den han netop havde været i. Forvirret så han sig omkring, og rejste sig op. Han var da sikker på at han havde været et helt andet sted kort forinden.
Snart fik han dog øje på hvem hvis stemme han måtte have hørt. Plagen havde ikke noget poker-fjæs og stod nu blot måbende og nedstirrede den skimlede hingst, som lignede han var blevet drysset til med stjerner. Cain formåede først efter lidt tid at flytte de tofarvede øjne fra hingsten. Hans øjne lignede noget der kom fra to vidt forskellige verdener. Den karakteriste blå lig den mange skyggeheste bar, men også en gul, som kunne forveksles med et lys. Hvis man altså troede på den slags.

" Hvem er du? "

Spurgte han så hingsten. Cain havde mange flere spørgsmål, men de skulle nok se dagens lys.

Et overbærende smil fandt vej til den skimledes mørkegrå mule da den unge plag sprang på sine ben og med nærmest måbende mine betragtede ham og dernæst sine omgivelser. Han bar et særligt udseende, den unge hingst – han bar to forskelligt farvede øjne. Det var noget Altaïr ikke havde set ofte og det gjorde blot den unge plag endnu mere fascinerende i Altaïrs øjne.

Han rømmede sig, da han spurgte hvem han var – et spørgsmål som Altaïr altid besvarede på samme måde.

,,Jeg er Drømmenes Vogter. Og må jeg spørge hvem jeg har æren af at møde?”

Han nævnte ikke sit navn. Det havde han kun gjort meget få gange siden han var ankommet til dette magiske land. Som altid mente han at navne var noget mange gemte sig bag, at navne holdte en identitet oppe som ikke svarede til den personlighed et enkelt individ bar. Derfor var navne for ham blot en møde at adressere en anden sjæl på, og derfor kunne Altaïr ligeså godt respondere til et navn, hans selskab valgte til ham, som det hans moder i sin tid havde givet ham.

Han nikkede anerkendende til den unge sjæl, hvis drøm han befandt sig i; en sjæl der nu havde muligheden for at udfolde lige præcis det eventyr han måtte ønske.

[4]

Cain stivnede. Vogter. Hvad var det nu lige at hans mor havde sagt? De var farlige? Jo det var det hun havde sagt. Han bakkede væk fra den fremmede. Vogter, men kunne ikke finde ud af hvordan man vågnede fra det han jo måtte tolke som et mareridt.

"Je-jeg. Du. "

Han kunne ikke få ordene ud af munden og følte sig i øjeblikket meget magtesløs, men han burde jo sørge for at få denne vogter ned med nakken. Det var jo det han var opdraget til. Var det ikke? Midt i Cains mindre panik, lagde han dog mærke til at den skimlede hingst ikke havde forsøgt at gøre det af med ham endnu.

" Hvorfor? "

Fik han nervøst kvækket. Med det mente han selvfølgelig hvorfor at hingsten havde valgt at opsøge ham her. Hvor end her var.

I takt med at den unge sjæl stivnede bredte fornemmelsen af frygt sig omkring de to skikkelser. Det var sådan at drømme afspejlede de følelser som den drømmende oplevede, og tydeligt var der noget ved Altaïr som fremkaldte en nærmest mareridtsagtig tilstand hos den unge sjæl. Altaïr vidste at han skulle passe på, for mareridt var lunefulde og farlige; potentielt kunne de begge blive fanget i denne parallelle verden og en opvågning kunne blive svær.
En drøm som var styret af en som Altaïr, var nemlig anderledes end almindelige drømme. Man kunne ikke vågne med et sæt på samme måde, som når man havde dårlige drømme; for det krævede at Altaïr forlod sindet på den, som han var i drømmen sammen med – og når drømme blev til mareridt, blev vejen ud svær at finde.

,,Jeg beklager hvis jeg trænger mig på”

Startede han ud. De drømmende bar en undskyldende klang med sig. Han ønskede på ingen måde at skræmme den unge sjæl, men dog var han nysgerrig over hvorfor at plagen fandt ham skræmmende.

Da hans stemme formede ordet hvorfor dannede der sig nærmest uhyggelige skygger bag træernes store stammer. Det var en afspejlning af den unge plags tanker, og snart stod det klart for den skimlede Drømmevandre at han nærmest forventede at han ville gøre ham ondt.

,,Jeg er ikke kommet for at gøre dig ondt. Jeg er kommet for at hjælpe dig med at udfolde din fantasti. Ser du, unge sjæl, ligenu drømmer du – og i drømme er det kun sindet der sætter grænser.”

[5]

Cain var skeptisk overfor om den skimlede hingst nu virkelig mente hvad han sagde. At hjælpe ham. Den askefarvede hingst så kort bort fra hingsten. Han ville skuffe hans mor så groft hvis han faldt i og lod hans fantasi løbe løbsk i sådan et selskab. For den skimlede var jo dårligt selskab, ikke? Men noget havde drevet Cain bort fra Foehn og bragt ham hertil.
Han huskede de gule øjne der tilhørte hans far, hvordan hans tilsvarende askefarvede pels var svøbt i alverdens spraglede farver, men det var det. Nysgerrigheden var overvældende for Cain.

Blikket fandt den skimlede hingst igen. Vidste han hvad det var som Cain søgte efter?

" Men.. Min mor siger.. "

Lød det så barnligt fra den lille hingst i et forsøg på at vedholde sin skepsis og fralægge sig den overvældende lyst han havde til at hoppe i med alle fire ben.

Som altid var drømme forunderlige; og den lille sjæl som var indehaver af netop denne drøm bar allerede på mange minder og mange følelser. Bag ham dannede en silhuet sig, først var den nærmest uformelig – men snart tog den form som en hest. Først nærmest som et bank lærred, men langsomt begynde kendetegn at dukke op. Gule øjne og en flerfarvet pels. Skikkelsen var skabt ud fra den unge plags hukommelse, og han måtte formegentlig tænke på denne sjæl, siden den dukkede op i drømmen.

Føl og plage var generelt mere umiddelbare en voksende og derfor var deres drømme også mere usammenhængende, som oftest. Derfor, da den lille sjæl vendte opmærksomheden tilbage på Altaïr, forsvandt skikkelsen som symboliserede én som den unge hingst kendte. Endda en Altaïr meget muligt var stødt på før.

Han smilede diskret, inden han sænkede hovedet en anelse. Igen ændrede omgivelserne karakter og der lå nærmest en faretruende aura omkring dem; som truede hele drømmen med at kollapse omkring dem, hvis den unge hingst lod Altaïr guide ham igennem drømmenes verden.

,,Din mor siger du ikke må snakke med fremmede?”

Spurgte han, inden han lagde hovedet let på sned. Det var muligt det var noget andet, som plagens mor havde sagt han ikke måtte, men det skulle da heller ikke være første gang at en plag havde fået at vide at man ikke måtte opsøge fremmede.

,,Du kan give mig et navn. Så er jeg ikke fremmed for dig mere”

Sagde han med de milde, drømmende toner. Dog gjorde han det klart med sit toneleje at plagen kunne sige fra; og ønskede han ej Altaïrs tilstedeværelse i hans drøm, ville den skimlede vandre søge tilbage til den virkelige verden og lade ham drømme videre i fred.

[6]

Cain var nysgerrig, hvilket også var hvorfor at han ikke var gået fuldstændig i baglås. Denne vogter virkede ikke farlig, som han havde fået fortalt, men han vidste også at de kunne være snu. Måske ville han lure ham i en fælde?
Men vidste han hvem han var? Cain blev nød til at være modig, og ikke lade sig skræmme af disse tricks. Hingstens milde toner mindede ham dog om når han og hans mor havde stunder alene. Der var hun blid og kærlig.

" Min mor siger at vogtere er farlige og onde.. "

Lød det så fra ham, mens han trykkede sig en anelse ved sine ord. Der var ikke nogen til at beskytte ham her. Ikke sin dumme bror, eller hans venner. End ikke hans egen mor. Måske havde det været en fejl at forlade Foehn? Men hvordan ellers ville han kunne finde det han søgte.

" Cain... "

Svarede han den skimlede. Drevet af nysgerrighed og et ønske om trods alt ikke at være uhøflig.

De ord, som den unge plag udtalte, fik den skimlede Altaïr til at vende blikket bort et øjeblik. Han var opdraget med den overbevisning, at Vogterne var onde, at de var farlige – og det stak dybt i hjertet på den skimlede drømmevandre. Ganske kort overvejede han endda at forlade drømmen, som den unge plag var i færd med at drømme; men han valgte at blive. Måske kunne han vise den unge plag, at Vogterne ikke var farlige – og i den grad ikke ondskabsfulde.

Kort efter præsenterede han sig som Cain; et flot og stærkt navn. Altaïr gjorde sig et graciøst nik imod den unge Cain, inden hans drømmende toner lød på ny.

,,Det er rart at møde dig Cain. Det smerter mig at høre at din mor mener sådan om Vogterne, for jeg har intet ondt i sinde overfor dig eller nogen anden skabning i dette land. Tværtimod. ”

Han trådte et lille skridt nærmere den unge sjæl, hvis sindsstemning gradvis var ved at ændre sig. Den tunge, truende og skeptiske stemning som emmede omgivelserne var så småt ved at skifte til en mere nysgerrig en, og lyset begyndte også at skinne en anelse mere klart.

,,Denne verden er din, Cain. Jeg er blot på besøg, og jeg er taknemmelig for at du har ladet mig blive.”

Hvis den, som Altaïr trænge ind i sindet på, absolut ikke ønskede ham der, kunne han blive smidt ud; men dog kunne det blive farligt for ham. For blev han smidt ud, ville han ikke dukke direkte op i den vågne verden, men ende i intetheden; og selvom han kendte vejen ind og ud af det mørke tomrum, når han var velkommen, så kunne det være meget svært at finde ud, hvis hans sind var blevet placeret der grundet en anden ønskede ham ude. Dørene blev så og sige lukket, og så var det ikke sikkert han ville kunne finde tilbage til sin egen krop igen.
Han brummede mildt, inden han lod de mørkeblå øjne søge omkring i dette landskab der afspejlede både Enophis og Leventera på samme tid.

,,I drømme kan du gøre præcis hvad du ønsker, Cain. Og jeg er her for at hjælpe dig, så du ikke farer vild i din drøm. Vil du lade mig gøre det? Vise dig, at jeg ej ønsker dig ondt?”
[1]

Cain lyttede intenst til den skimlede hingst, og kunne mærke spændingen stige i hans indre. En barnlig fornemmelse, men det var svært for ham at holde det i sig. Han var jo ung og det var sjældent han havde mulighed for at folde sig helt ud. Så alt dette var hans? Cain gumlede på hans ord og kunne slet ikke overskue hvad han skulle starte med at forestille sig. For hvordan drømte man egentlig når man selv kunne bestemme?

" Alting? "

Spurgte han så hingsten. Cain grublede længe over det, men det kunne være at han kunne nå derhen hvor han søgte uden faktisk at gå derhen.

" Jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen.. Jeg kan ikke huske hans ansigt, kun hans blik og ro "

Lød det så fortvivlet for ham, i det han nu rakte ud efter hingstens hjælp.

Den skimlede Altaïr nikkede med en diskret, men alligevel bekræftende mine. Alt i denne drømmeverden var skabt af den lille Cain; alt fra himlen over dem, til jorden under dem. Og den unge hingst kunne skabe hvad end han ønskede, blot ved tankens kræft. Det var det smukke ved drømme, eller det syntes den skimlede Altaïr i hvert fald; i drømme kunne man skabe hvad man ønskede.
Han brummede sagte, imens han lyttede til de næste ord den unge sjæl fremsagde. Der lå en søgende aura over den unge Cain nu, som søgte han hjælp fra den skimlede drømmevandrer.

,,Hvilken betydning har den du leder efter for dig?”

Han spurgte bevidst ikke om hvem Cain ledte efter, for følelse havde større virkning i drømmenes verden, end tomme navne. Et navn kunne jovist godt genkalde følelser, men hvis den unge sjæl ikke vidste præcist hvad han hed, hvilket det ej tydede på, så var det langt mere effektivt at søge ned i de følelser han forbandt med den, han søgte. Ro og hans blik.

,,Prøv at luk dine øjne og se hans øjne for dig. Se dem ligeså klart, som hvis dine øjne var åbne i den vågne verden”
[3]

Cain var forvirret, måske endda fortvivlet, for han følte sig tæt på, men også langt væk på en og samme tid.  Han satte i gang, og så tilbage på hingsten, som han regnede med fulgte med ham.  Alt virkede så virkeligt, selvom man naturligvis ikke gik på et tæppe, som mindede om aske, men samtidigt glimtede som stjernestøv.  Det eneste landskab han kendte var Foehn, hvis mørke fyrretræer tårnede sig vogtende op på den ene side af plagen, der forsøgte at huske sine første spæde minder.  

" Jeg kender ikke betydningen...."

Hviskede han stille, som om at nogen ville høre dem. I mørket modsat de store fyrretræer gemte sig blå glødende øjne, i en stor skyggelignende skikkelse, der fik Cain til underdanigt at sænke hovedet. Han anså ikke hans mor som et monster, men når hun var vred var hun altså skræmmende, og han forestillede sig ikke at hun ville blive glad for dette møde. Altaïrs ord, fik ham til at lukke øjnene i. Hvis han kunne huske. 

Et blændende lys viste sig ved siden af den uformelige masse af skygger, og Cain slog øjnene op. Et slørret billede af den spraglede hingst kom til syne og Cain stivnede, men blikket flakkede fra skyggerne der vendte sig bort fra lyset.  Var det, det lys som Cain havde set som det første før han blev født. Det stod klart på hans nethinder. Han mindedes dog at have set det flere gange, men han havde første gang ikke været i stand til at finde ud af hvad det var. Han forbandt det med både et massivt stress, symboliseret i hvordan skyggerne vred sig for det, men også ro, da han så blikket hos den slørrede spraglede hingst.  Han var splittet, og skævede over på den skimlede hingst uden rigtig at vide hvad han burde foretage sig.

"Hvad..?"

Var det eneste Cain kunne få fremsagt. Billederne der havde tegnet sig foran den unge hingst blev erstattet af mørke og ulmende skyer, som  trak ind over dem. Den unge hingst følte en knugen i brystkassen, men selve følelsen kunne han ikke sætte ord på. Han følte sig et øjeblik fortabt i sin egen verden, og stod nu med valget om hvorvidt han burde søge videre på hans færd eller søge hjem hvor hans familie var. Der var trygt, det var kendt og der havde han et formål. Havde han ikke?

Den unge hingst bar en mere aktiv tankestrøm, end den skimlede selv normalt gjorde brug af; så da han satte frem i skridt, fulgte Altaïr trop uden spørgsmål. Denne verden, denne drøm var hans, og Altaïr ønskede ej at stå alene tilbage, uvis om hvad det unge sind gemte af hemmeligheder.

Omverdenen omkring dem formørkede sig; og for en stund var det kun selve jorden under dem, som lyste op. En sti formede sig, en sti som lignede aske fra Vulkanen på Foehn, men iblandet det reneste stjernestøv; som det, der prydede den skimlede Drømmevandres krop.
På den ene side af den stjernedækkede sti tårnede de mørke fyrretræer sig op og på den anden side var der ved første øjekast intet; men i takt med de vandrede længere og længere ind i underbevidstheden på den unge Cain, dukkede et lys op i det fjerne.

Først var det blændende lys uformeligt; men så man efter dannede et billede sig blandt Lysets stråler. Selvom det var en utydelig gengivelse, et tidligt minde ville den skimlede tro, så var der noget bekendt over det spraglede udseende og de karakteristiske gule øjne. Han havde set denne hingst før, mødt ham. Han vidste hvem han var.

Kort efter hørtes den unge hingsts stemme med en spørgende mine. Altaïr nåede dog ej at svare, førend et ulmende mørke erstattede det lys, som var blevet hidkaldt dybt fra hans hukommelse. Selvom Altaïr ej kunne føle det, som den unge hingst følte, talte omgivelserne for sig selv; den unge hingst følte sig ej godt tilpas og hele hans drømmeverden krøb nærmest sammen omkring dem med en truende stemning.

Altaïr trådte frem og puffede forsigtigt imod den unge hingst. Derpå hørtes hans stemme på ny, de drømmende toner bugtede sig ud i de nu nærmest toneløse omgivelser.

,,Den hingst du så, den spraglede. Det er din far, ikke?”

Det havde været tydeligt for den skimlede hingst at den unge Cain bar på minder fra to forskellige verdener; og han vidste at Mindraper, den spraglede hingst, holdt til i Teylar. Og hvis ej han gættede meget forkert, var den unge hingst født på Foehn, som lignede meget godt det landskab de nu vandrede i, som var indhyllet i mørke.

,,Og din mor er Skyggehoppen Ava, ikke sandt?”
[2]