Disgrace |Titan

Den tykke, velfornøjede forårssol havde dovent lagt sig ude i horisonten, og sendte sine varme stråler lidt ligegyldigt og ubesværet ud over Enophis’ bakker, der hvælvede sig kunstnerisk gennem landskabet. Et par azurblå øjne kunne skue bjergpas, floder og tætlukkede skove, men befandt sig selv ude på midten af herligheden. Efter det der snart havde strakt sig til et døgns tid, havde hoppen endelig affundet sig med en ny sandhed. Dette var ikke en drøm. Hverken fortid, nutid eller fremtid var noget der fyldte hendes tanker, men i stedet hærgede en dyb forvirring i den unge skikkelse. Siden hendes opvågnen, midt i skovens mørke hvor kun træernes skygger og vindens hvisken bød hende velkommen havde hendes instinkt sat hende i gang med at gå. Med blodet pumpende i årerne, hjertets banken og et panik-fyldt blik havde den unge hoppe gået med taktfaste skridt gennem skoven i søgen efter lys og måske et svar?

Nu var hun nået igennem skove og dale og stadig havde intet familiært gransket hendes eksistens. Intet virkede bekendt og alt duftede og føltes nyt - og fremmed. Dagen gik på hæld og hun befandt sig midt ude på den vidtstrakte eng hvorfra hun kunne observere den smukkeste diversitet af miljøer - og alt hvad hun kunne ønske sig. Her var ingen mangler… så derfor, hvis dette ikke var en drøm havde tanken strejfet hende om dette måske var et paradis? og måske var det hendes eget?

Riven var dog ikke en hoppe med tålmodighed og aldrig havde noget så godt kommet til hende i livet uden blod, sved og tårer, så frustrationen vandt over fornøjelsen, for det var for godt til at være sandt. Ikke en eneste sjæl var at se og hun havde ellers været på farten i et helt døgn. Kunne det virkelig passe at hun var den eneste sjæl i miles omkreds? Måske den eneste sjæl overhovedet? Hun måtte have svar, men “first thing first”… Da hun endelig havde sat hovene i ro, med blikket mod solen og åndedrættet stadig blev trukket tungt fra hendes udmattede krop, listede hendes initielle bekymring sig over hendes læber.

“Hvorfanden er jeg?”

Titan havde søgt mod Enophis. Siden hans møde med lyset, havde alt været anderledes, og havde han nogensinde opholdt sig inden for flokkens grænser, kunne man roligt sige han befandt sig inden for grænserne endnu sjældnere nu. Det var næsten som om han før havde været blind. Han så meget mere nu, og ikke altid med vilje. Det var som et instinkt. En ekstra sans om man ville og ligesom man ikke bevidst opfangede lugtene omkring en eller hørte lyde, var det ikke altid bevist Titans fremtidssyn sparkede ind. Han kunne, hvis han ville, fokusere og se, men andre gange var det som om visionerne kom af sig selv – som var det vigtigt han befandt sig et sted på det rigtige tidspunkt, eller var der noget der var vigtigt for ham at vide, så han kunne rette op på en fejl der endnu ikke var sket.
Om man kunne kalde det timing kunne diskuteres. For var det timing hvis man bevidst troppede op et sted man vidste man burde være?

”Enophis... Øen hedder Enophis.”

Svarede Titan på hoppens spørgsmål, som han fik sat farten ned og til sidst standset inden for en hørbar afstand. Hendes spørgsmål var højst sandsynligt et af de oftest stillede spørgsmål blandt de nye sjæle i landet, men også stillet på en meget anderledes måde end han var vant til. En måde, der fik det til at trække op i mundvigene, så et smil kunne dannes om den mørke mule.

”Hvor burde du befinde dig?”

Det var nærmest helt forfriskende ikke at skulle tænke på formaliteterne. Der var så mange, der brugte De og Dem, når de talte til en, men han gik ikke ud fra den del var så vigtigt, når hun lige havde stået og bandet under sit eget spørgsmål.
Titans spørgsmål var lige så meget en måde at spørge om, hvor hun kom fra. Selv kendte han ikke til andet en Andromeda, men ligesom så mange andre, kom han også udefra. Han havde bare været for ung til at huske det – men han vidste de fleste var ramt af forvirring over at befinde sig et sted og vågne op et nyt.

3

Med det samme blev Riven belært sin første lektie i forhold til "the do's and don'ts" i dette - tilsyneladende - fuldstændigt uforudsigelige land. Aldrig stil et spørgsmål ordlydt for dig selv, for sandeligt vil der komme et uopfordret kækt svar der i dén grad vil komme så meget bag på dig, at du nu er mere tilbøjelig til få et hjerteanfald. For den unge hoppe havde jo endelig troet at hun måtte være den eneste i miles omkreds, og havde tilladt sig selv lige at zone ud i et par minutter for at granske årsagen til hendes tilstedeværelse i dette forladte land - eller, ha! det troede hun i hvert fald. Netop som ordene forladte hendes læber, som havde de været med til at påkalde en hændelse i lighed med "sesam, luk dig op" eller hvad pokker man nu hører om, fik hun et større chok da en dyb, rungende stemme skar igennem luften og nåede hendes ører. Chokket var stort nok til at rive hende ud af hendes ego-seance og gav et sæt i den udmattede krop, så bagparten fløj til side idet hendes bagben lettede sig fra jorden i et ukontrolleret spjæt. Hold kæft hvor blev hun forskrækket - men lige så hurtigt fik hun vendt hovedet mod kilden til denne - lettere ubehøvlede, hvis man skulle spørge hende - afbrydelse og ørerne spidsede til.

I sin forskrækkelse ænsede hun ikke ét eneste af de ord der havde afbrudt hende og fik absolut intet med, men det næste denne kulsorte skikkelse bød hende, nåede hun dog at samle op på, imens hendes øjne granskede denne fremmede skikkelse der tonede sig tydeligt frem i solens klare stråler. Riven brugte blot et par sekunder, uden at virke for overvældet - selvom den facade for længst var tabt - på lige at se denne hingst an. Der manglede ikke noget, så at sige, for denne skikkelse virkede samlet og stærk i sin fremtoning og med nul usikkerhed at finde i de kraftfulde grønne øjne. Var det et smil der hvilede om hans læber? - what is his deal? - ment vent... Hendes opmærksomme øjne blev fanget af det smykke han bar om halsen og hvilede på det i hvad der nok var et sekund for meget, før det atter skød op igen.

Stadig en anelse overrumplet af hingstens pludselige tilstedeværelse, fik hun fremkaldt hans spørgsmål. Riven tog et par enkelt skridt om sig selv så hun stod med siden til ham - med fronten ville det tage hende længere tid at få vendt væk og sat i løb, hvis situationen skulle udvikle sig aggressivt. Stolt hævede hun hovedet og lagde det en anelse til siden og mødte ham med et blik af skepsis. Hvad ragede det ham? Dog kunne hun ikke modstå at udtrykke sin forvirring og var på lige fod så nysgerrig som hun var irriteret. Desuden havde hun kun haft dårlig erfaring med typer som ham - kæphøje hingste, altså.. Men Riven ville ikke benægte at hun var hurtig på aftrækkeren når det kom til at dømme folk, men hun mente at det ultimativt var for sit eget bedste og havde reddet hende flere gange end ledt hende i ulykke.

"Ikke her i hvert fald... " Hun lod hendes bløde røst lyde som vinden tog roligt fat i deres man og hale. Man kunne mærke at det langsomt blev køligere i takt med at solen gik ned.

"Hvorfor bekymrer du dig om det?" Riven fulgte hurtigt op og vippede ganske roligt med de mandelformede ører der scannede området diskret. Var denne hingst alene?

Var det med vilje han havde givet hoppen et chok? Måske! Højst sandsynligt... Ja... Helt sikkert. Det var et af de små beviser på, at den kulsorte hingst nok aldrig blev rigtig voksen. Han var voksen af alder, han var voksen af bygning, han var oftest voksen af sind også, men engang imellem var der en lille glitch i hans matrix, der lod den barnlige side skinne igennem. En lille latter forlod ham, som han nærmede sig hoppen yderligere, men var alligevel også smart nok, til at blive uden for rækkevidde. Hvad han ikke havde lært som føl havde han alligevel husket som voksen – hopper kunne finde på at bide, hvis utilfredse, og der var da ingen der brød sig om at blive forskrækket – heller ikke ham selv.

”Tydeligvis!”

For det var det. Det var tydeligt det ikke var der hun havde regnet med hun skulle være. Det var det samme der hang over de fleste nye i Andromeda, og derfor var det også let at genkende dem. Foruden lugten var det også forvirringen der oftest skinnede igennem deres øjne.

”Hvem siger jeg bekymrer mig? At det ikke bare er almindelig nysgerrighed?”

Han kunne sagtens have bekymret sig, det kunne han virkelig, men der var bare ikke ret mange ting, der havde bekymret ham gennem hans...... Ja, hvor mange år var det nu lige han havde været i landet? Kun få gange havde han virkelig været bekymret, og det havde ikke rigtig gavnet ham i sidste ende.

”Du er ikke den første til at vågne op et fremmed sted, og sikkert heller ikke den sidste. Det sker ret ofte her. For de fleste vil jeg tro.”

Titans ord var overvejende, som tænkte han højt. Samtidig forsøgte han at genkalde fra sin hukommelse, hvor mange han havde observeret lande i Andromeda og hvor mange af hans bekendtskaber var født i Andromeda. Selv var han ikke født i landet, men han havde jo levet stort set hele sit liv der. Han kendte ikke til andet – med mindre man talte de drømme med, som føltes som minder, men der var ingen måde at få bekræftet, hvorvidt det var ting, der rent faktisk var hændt eller noget hans hjerne selv havde strikket sammen ud fra de minder han ikke selv huskede.

”Kom med.”

Og med de ord gjorde den sorte hingst et kast med hovedet, og trådte et skridt skråt fremad. Fremed, men alligevel en anelse til siden for ikke at komme alt for tæt på hoppen, i tilfælde af hun ikke havde glemt chokket og pludselig havde en trang til at vise utilfredshed. En anden ting de fleste nyankomne havde til fælles, var manglen på kendskab til området, og det havde Titan i overflod. Han havde været over det hele! ..... næsten. En enkelt ø havde han besøgt men aldrig rigtig udforsket. Han havde ikke trangen til at udforske den heller, selvom nysgerrigheden var stor. Vand..... Vand og ly for den kommende nat ville hoppen sikkert sætte pris på – eller det var hvad Titan forsøgte at bilde sig selv ind. Derfor var det også vand, han først havde sat kursen mod, men standsede alligevel halvt op inden han gik alt for langt, for at sikre sig hoppen fulgte med.

4

Hele situationen var blot yderst absurd for den unge hoppe, der det ene øjeblikket havde bildt sig selv ind at dette var en drøm og det næste øjeblik sidder hendes hjerte i halsen og ideen om en drøm faldt brat til jorden. At en fremmed som ham skulle komme og rive hende ud af seancen var for hende heldigt. Hun havde tydeligvis taget fejl, da hun antog at hun måtte være alene i dette land. Helt væk i sine tanker og forestillinger som hun var, kunne hun jo let være endt som byttedyr for ja - hvad ved jeg. Det var faktisk en anelse pinligt for hende at blive overrumplet på den måde, og hun brød sig bestemt ikke om at have mangel på kontrol. Det åbnede op for hendes vinkler, og gjorde hende modtagelig over for hvad som helst, når hun ikke havde chancen for at se noget komme. Da en let latter undslap den mørke hingst, løftede hun hovedet og lagde ørerne tilbage i fornærmelse - grinte han ad hende? Riven kunne mærke hendes kinder flyde til med varme, som hun blev pinligt berørt - ikke noget hun ville lade sig vise. Da hingsten satte sig i bevægelse og nærmede sig med et par skridt var det tydeligt på hoppen at hun var usikker og anspændt. Hele hendes lette krop spændte op, samlede sig og halen slog et enkelt slag. Til gengæld blev hun stående, for han skulle lige ses an og om han ville hende ondt havde hun ikke tænkt sig at vente på at finde ud af. Hvis noget skulle ske, skulle hun nok være klar. Et hårdt pust forlod den mørke mule og hendes ører måtte spidse til da han talte igen.

Hans ord fik hende til at overgive sin anspændthed til forundring i stedet. Hendes blik blev kastet i jorden i undren, men med tydelig bekymring i hendes dybblå øjne. Hun var altså ikke den eneste dette var hændt? Hvad den mørke hingst præcist mente med at det skete ret ofte og for de fleste kunne hun ikke helt forstå, men det gav hende i det mindste en forsikring om, at hun ikke var et særtilfælde og at hun - indtil videre - nok skulle klare den. Alt hvad der normalt var af hendes natur var den unge hoppe nødt til at lade falde til jorden. Som regel var der ikke usikkerhed og bekymring, men i stedet selvsikkerhed og rastløshed. Det var blot ikke muligt for hende i hendes tilstand, for hun var alene i et fremmed land, sulten og tørstig og havde ikke den fjerneste ide om hvad hun skulle stille op. Hvis denne mørke hingst var der for at hjælpe hende, jamen så så hun ikke mange andre muligheder end at lade ham. For helt ærligt, var hun jo bange... Riven forholdt sig stum, uden evne til at ytre ord der ellers ville give mening, fordi hun var fortvivlet og var nødt til at få ordene ind under huden. Igen var det som om at hendes tanker og bekymring sendte hende til et andet lag, men da en mørk stemme bad hende om at følge med, blev hun atter revet ud af det.

Da hingsten med de fængende grønne øjne kastede med hans ædle hoved, viste det blot hvor mange muskler han bar rundt på. Hingstens mørke, blanke skind tydeliggjorde blot musklerne der arbejdede loyalt, som han tog et skridt frem. Riven tog sig et par sekunder og sendte ham et tøvende blik, indtil hun med forsigtighed gik frem for at følge ham. Kortvarigt tillod hun sig selv at stoppe op og kaste et blik over skulderen for at beskue hvad hun nu efterlod, for at tilrette sig hvad end hun nu ville gå i møde. Dette var starten på et nyt liv, og aldrig havde hun været mere klar til at give slip på fortiden, end hun var nu. Da et øjeblik havde passeret, tog hoppen en dyb indånding og så fremad mod den mørke sjæl - uden at fange hans blik satte hun roligt af og begyndte for første gang at mærke hvor afkræftet hun egentlig var, efter hendes livs største rejse.

Tålmodighed lå ikke til den kulsorte hingst, og alligevel var det som om, han ikke besad andet i dette øjeblik. Det måtte være et tegn, på den hingst han langsomt havde ladet sig vokse op til at være, den han engang havde være bange for at blive og den han måske også havde forsøgt at undgå at blive. Ansvar. Hvad skulle man med ansvar? Men ansvar havde han fået. Mere end han måske havde turde tænke på i første omgang. Først da hans datter kom til verdenen – endnu mere da hendes mor forsvandt og lige et ekstra lag oven i, da lyset havde opsøgt ham og bedt ham finde Djanges rustning – Den faldne vogters genstande skulle helst ikke havne i kløerne på skyggerne, og den eventyrlystne Titan havde ikke kunne sige nej.

Da det lod til hoppen endelig gav efter og fulgte med, trak Titan svagt på smilebåndet. Hovedet var endnu en gang rettet fremad, for smilet var kun ment for ham selv. Hoppens dybe indånding fik Titan til at gøre det samme. Det sitrede svagt ved halsen, da et af de stædige insekter landede i den sorte pels, men han forholdt sig tavs – i hvert fald for det der måtte være tid nok til hoppen lige kunne nå at sluge, hvad der foregik omkring hende.

”Mit navn er Titan.”

En præsentation var på sin plads. Det satte et navn på den sorte krop med de sirlige grønne øjne – den syregrønne farve ingen andre i landet bar. Et navn var ikke nok til hun kunne påstå hun kendte ham, men forhåbentlig kunne det give en lille forsikring om, han ikke havde tænkt sig at gøre hende noget.

”Ligesom dig er jeg kastet ind i denne verden. Og alligevel ikke. Alle har en forskellig historie. Nogen husker hvad der skete – andre gør ikke.”

Hingsten besad måske et lille spinkelt håb om, at det kunne få hoppen til at åbne bare en lille smule op. At han måske, på en måde, kunne danne en form for midlertidigt bånd, der gjorde hun turde lægge sin tillid hos ham, og at han kunne få lov at hjælpe hende med den overgang, der måtte være fra hvor end hun var kommet fra, og til dette besynderlige land hun nu var havnet i. Ikke at Titan selv syntes Andromeda var besynderligt, for det var det eneste han havde kendt til, men han havde hørt andre kalde det det.

”Der er mange teorier om dette sted, men jeg ved ikke, om nogen af dem nogensinde er blevet bekræftet. Dermed er det også svært at sige præcis hvor du er. Men landet hedder Andromeda. Det består af en klynge af øer. Hvis du har mod på det er det værd at udforske stedet. Landet gemmer på mange ting. Ting mange kun har kunne drømme om før.”

Magi var en ting. Han var selv vokset op med magi, men sådan var det ikke for alle. For de fleste udefra kommende var magi et helt nyt koncept. Noget helt nyt at skulle forholde sig til – både den lyse og den mørke.

”Men først....... Vand....”

Der havde ikke været langt, men det handlede lige så meget om at orientere sig. En fremmed kunne jo umuligt vide om vandet lå mod nord, syd øst eller vest. Selv satte Titan farten en smule op som det ferske vand i søen kom til syne, og strakte halsen længere og længere frem for til sidst at lade mulen ramme det kolde vand, så ringe spredte sig som små bølger.

5

Nattens mørke begyndte langsomt at strække sig ind over landet og solens lys blev sælsom kvalt, som månen tog over. Kun lyden af enkelte insekters syngen og de to hestes hovslag fyldte det tomme lydrum. Riven holdt sig mærkbart en halvanden meter bag ham som de skridtede afsted. Han gav hende en kort præsentation - Titan. Ikke et navn der overraskede hende ud fra hans silhuet at bedømme, og sikke forventninger hans forældre måtte have haft, tænkte hun. Som situationen nu havde lagt sig en anelse til ro, kunne Rivens personlighed godt begynde at skinne en anelse igennem. Tempoet blev sat op, og som hingsten talte, lyttede hun - men forholdt sig stum som han forklarede hende hvordan andre havde oplevet denne overgang ind i anden verden - åbenbart. Det var på en måde beroligende at vide at man ikke var den eneste, men at der så til gengæld ikke lød til at findes nogen forklaring på hvorfor man sådan uden videre var blevet sendt til en anden verden af anden dimension var ud over hendes forstand. Der måtte helt sikkert være mere til det, men hvor meget denne mørke hingst kunne fortælle hende var sikkert sparsomt. Heller ikke han lød til at være overbevist om præcis hvilke kræfter der var på spil. Som om at han bare havde ladet tingene ske, og accepteret at sådan var det. Misforstå ikke, Riven var glad for at hun ikke længere var, hvor hun kom fra. Det havde været et helvede for hende.

Endelig nåede de det klare, friske ferskvand og den unge hoppe tøvede ikke med at sætte i trav og nå op på hingstens side. Samtidig, side ved side nåede de frem og ligesom han, strakte hun sin hals frem så hendes mule kunne mødes med det kølige, klare vand. Aldrig mindedes hun at noget havde smagt så godt og forfriskende, så hun tog lange, dybe slurke og mærkede hvordan hendes krop blev tilsat energi. Endelig, efter et minut eller to, hævede hun sit mørke hoved fra vandet, hvis ringe spredtes og fornyedes af dråberne der faldt fra hende. De mørke, mandelformede ører vippede fornøjet men lagde sig så på hæld.

"Jeg har skam ikke glemt, hvad der skete, eller hvor jeg kommer fra..." lød hendes stemme i den tætte luft, en smule forpustet efter at have taget så meget vand ind så hurtigt, stadig tørstig. Det var en sammenbidt tone sætningen blev sat sammen i. Alt hvad der før havde været, havde ikke været andet end ulykke for hende. Så ung og alligevel bar hun så meget vrede og beklagelse, at hun selvfølgelig ikke havde meget til overs for sin fortid, selvom det føltes som i går at alle hendes livs ulykker var løbet over hende.

"Jeg havde bare aldrig tænkt over, at der kunne være andre verdener end den jeg levede i..." Det var jo noget af en omvæltning, og den verden hun dengang havde været i, havde syntes stor og samtidig så lille, for det havde været umuligt at undslippe følelsen af at blive kvalt og omklamret af hendes handlinger og den skyld hun havde båret rundt på. Det var en følelse af kortvarig befrielse der løftede det første tæppe af hendes skuldre, siden hun kom hertil. Betød det, at hun virkelig aldrig var nødt til at skulle se de samme i øjnene igen? Hvilken frelse.

"Riven. Jeg hedder Riven." - sluttede hun tøvende og sendte et hurtigt blik hen på den mørke, inden hun atter lod sin mule søge ned imod det klare vand, der lod hendes spejlbillede møde hende. Endnu ikke var hun tryg ved hingstens nærvær, for det hele syntes på en og samme måde opstillet og mærkeligt. Det føltes mærkeligt. Hvorfor skulle hun velsignes med en venlig sjæl der leder hende vej og hjælper hende når alt hun har fået i livet er modstand?