Inconvenience

De første par dage siger man som regel er de hårdeste. Det er aldrig nemt i starten og forudsætningerne gjorde ikke opgaven at komme fra A til B lettere for den unge, langbenede hoppe. Hun var blevet vækket med et sæt om natten og gik i panik da det gik op for hende at hun ikke anede hvor hun befandt sig, eller hvad eller hvordan det var hændt at hun nu lå dér. Den første dag var blevet brugt i vandring for først at beslutte om hun befandt sig i fiktion eller realitet. Da hun så havde skuet solen lægge sig ned i horisonten og mørket begyndte at tage over igen måtte hun erkende, at det var realitet. Hun stod rent faktisk dér, midt i hvad hun havde absolut ingen kendskab til. Intet familiært og ingen sans for hvilken retning hun skulle gå, eller hvad hun burde stille op i det hele taget.

Nu havde to dage passeret og middagssolen hang lavt på himlen. Den unge hoppe havde haft en kraft trækkende i sig der ikke lod hende opholde sig det samme sted for længe, og så i stedet dette som en mulighed for at udforske hvad der umiddelbart så ud til at være hendes nye hjem. I flere timer havde den unge skikkelse vandret over de vidtstrakte enge der hvælvede sig i frodige bakker, med enkelte strømme og åer der skar abstrakte former i landskabet. Netop nu var hun nået ned fra en bakketop der så ned over et langt stykke land, hvor vandstanden tydeligvis havde gjort sit indtog. Græsset var oversvømmet med ferskvand, og kun toppene af de springgrønne vandplanter stak op fra den lavvandede setting. Riven tænkte ikke meget over det, og uheldigt for hende fik hun overbalance da hun satte af fra bakken, for at lande, hvad hun havde forventet ville være problemfrit. Desværre havde vandet gjort det nederste af bakken mudret, og hun gled og faldt - så lang hun var - ned i den mudrede sump. Et lille hvin nåede at undslippe hendes strube, mest i foragt da det gik op for hende hvad der skete. Med et plask lå hun med hele sin højre side og rodede ganske yndigt rundt, til dels i chok og til dels fordi det var sværere end forventet at få rullet sig om på siden. Men selvfølgelig skulle det ske - selvfølgelig, når hele verden i forvejen var imod hende, skulle der altid sættes et prik over i'et.

Febrilsk fik hun trukket sig op at ligge på sin bug med forbenene under hende. Hun kunne mærke hvordan det mudrede vand løb ned langs hendes sider og et dybt forvrænget suk forlod hendes lunger. Hvor længe skulle der ikke gå, før hun kunne få mulighed for at få vasket det af igen? Og hun vidste udemærket godt hvor mange insekter hendes fugtige og mudrede tilstand ville tiltrække. Kunne det blive bedre?

Sjap, sjap, sjap... Hingsten bevægede tungt og dovent sine ben igennem det våde område. Hans hove sank ned i det oversvømmede græs og gjorde ham våd til koderne, men han var ligeglad. Selvom kulden gjorde hans krop iskold og fik ham til at ryste over det hele, så var blikket i de døde øjne fuldstændig koldt og upåvirket. Han var blevet som en tom skal, der ikke længere kunne føle noget. Fra den ene dag til den anden var hans liv blevet rykket op med rødderne og havde ændret sig markant. Før havde han mage og datter og var den lykkeligste hingst i verden - nu havde han intet. Siden den dag en ulv havde jaget ham til askeøen Foehn, og han var blevet "fanget" af en Skygges selskab, havde intet været som før. Asira og Luthien var fuldstændigt forsvundet. Han havde brugt mange timer, dage, uger og måneder på at lede hele landet igennem, men de var som forsvundet fra jordens overflade. Panikken havde overvældet ham, han havde grædt dag ud og dag ind, men nu var han bare... tom. Han var tilbage til sit gamle jeg. Den indelukkede, angstprægede, deprimerede hingst. Asira havde ændret ham, men uden hende var han intet. Han havde intet at leve for. Han var ingen.

Et lille hvin afbrød ham brat fra sin tankestrøm. Han løftede blikket fra jorden og så frem for sig, lige tids nok til at se en hoppe skvatte ned i mudderet. Hun så heldigvis ud til at være okay, da hun nu fik trukket sig op at ligge på forbenene, men han ville alligevel lige tjekke for en sikkerheds skyld. Han skridtede derfor målrettet imod hende og brummede lyst og venligt. Pludselig mærkede han en nervøs knude i maven, som han nærmede sig. Han havde ikke snakket med nogen siden Skyggehoppen fra Foehn. Det var Asira, der havde givet ham mod og selvtillid og fjernet hans angst - uden hende vidste han slet ikke, om han ville kunne finde ud af at tale med nogen igen! Han stoppede derfor op på høflig afstand til hoppen og sænkede underdanigt hovedet, mens han bed sig nervøst i læben og stammende fik tvunget nogle ord frem.

"E... er du... okay?"

How can you run, when they are in your head?

Et dybt suk forlod hoppens nu let mudrede mule i det hun lige tog sig et øjeblik, nu hvor hun alligevel lå ned. Det gik op for hende at hun ikke havde ligget ned siden hun kom hertil, og kunne nu mærke hvor træt hun var i alle muskler og led. Selvom tanken at hun var fuldstændig smurt ind i mudder var ulidelig, så var det alligevel rart at have et øjeblik i komplet afslapning og afkøling. Det var ikke fordi hun skulle nå noget, tænkte hun. Imens hun lå der, skød hun sine blå øjne op mod himmelen, blot for at tage et øjeblik til at beskue hendes omgivelser - igen med så megen dagdrømmeri at hun slet ikke lagde mærke til lyden af hove gennem vand. Da en dyb stemme endelig skar igennem luften og trak hende ud af hendes trance (en forfærdelig vane, egentlig) fik hun sit andet chok for dagen og gik måske en smule i panik. Ude af stand til at komme nogen vegne i det første sekund, gav det blot et sæt i hoppens krop der lå halvt dækket til med vand - et kraftigt svirp med halen fik vandet til at sprøjte ud til alle sider så hun fik gjort et rigtigt påstyr ud af det hele. Hurtigt fik hun slynget sit hoved tilbage for at se hvad der havde afbrudt hendes - tydeligvis vigtige - grublen, og med det samme fløj ørerne i nakken og et pust forlod hendes næsebor. Riven var fuldstændig ude af stand til at forsvare sig selv, men fik i de følgende sekunder skubbet sig op, først bagben og dernæst forben og med få sjaskende skridt vendt sig om med front til denne fremmede. Først da, da alt blev stille og kun dråberne fra hendes pels gav genlyd når de brød vandoverfladen, fik hun overblik over situationen. Hun gav væk at hun var blevet en smule forpustet af hendes voldsomme rullen rundt, da hendes bringe hævede og sænkede sig hyppigt og næseborene spilede...

Endelig fik hun ordentligt øje på ham. En skimlet hingst der så noget afkræftet ud - skam ikke fysisk, for af hans statur var han ikke en man overså. Nej, hele hans aura var sølle og underdanig. Hvad var der dog hændt en som ham, der ville kunne sætte negative adjektiver på hans fremtoning? Tøvende lod hun ørerne vippe frem, og hovedet lod sig hæve fra en ellers truende position der havde gjort hende til at slå fra sig, hvis denne fremmede var kommet med dårlige henseender. Dette så dog ud til slet ikke at være tilfældet, men hvad skulle hun stille op med det? Det gik op for hende at han måtte have sagt noget til hende, men ordene var lidt udvisket for hende... Forsigtigt, men ikke uden lidt spydighed, svarede hun ham;

"Jeg har det fint." - forsikrede hun ham. Stadig en smule omtumlet, men fandme om hun skulle miste sin stolthed - pladdervåd og med mudder strøget over halvdelen af hendes krop. Hun rettede sig op og lod hovedet hæve sig. "Du ser til gengæld ikke for godt ud."- sagde hun nedtonet imens hun lod hovedet vippe på skrå og hendes blå øjne søgte hans. Det var en blanding af let spydighed men også oprigtig bekymring... hun var nysgerrig, for hvad i al verden havde gjort at en hingst som ham nogensinde ville sænke hovedet for en ung og "dum" hoppe som hende?

Han bed sig nervøst i læben og flappede usikkert ørerne ud til siden, da hans stemme tilsyneladende havde gjort hoppen forskrækket. Det var et rent kaos af vand, mudder og spjæt, der udspillede sig foran ham, inden hun fik øje på ham. Han krympede sig let sammen under hendes blik, der med ørerne presset i nakken og prustende næsebor virkede noget aggressivt. Åh nej, hvad havde han nu rodet sig ud i...? Han skulle aldrig have blandet sig! Han bakkede derfor nervøst et skridt tilbage, da hun nu kom på benene igen og så truende på ham. Til hans store held virkede det dog til, at hun forholdsvist hurtigt faldt ned på jorden igen og nu tøvende hævede hovedet og lod ørerne vippe frem mod ham. Han sendte hende et skævt og forsigtigt smil, og sørgede fortsat for at se så lidt truende og farlig ud som muligt. Til hans store glæde svarede hun ham nu, at hun havde det fint. Hun virkede godt nok en smule omtumlet, men det så heldigvis ud som om, at hun mere var kommet til skade på sin stolthed end sin krop. Forsigtigt tippede han ørerne frem mod hende og smilede venligt.

"Det glæder mig at høre. Du må undskylde, at jeg sådan kom brasende - det var ikke min mening at forskrække dig. Det så bare ud til at være et rimelig grimt fald, så jeg ville lige sikre mig, at du var uskadt."

Hans stemme var lettere rusten og bar præg af, at han ikke havde brugt den meget længe; men dog var den stadig varm, følsom og oprigtigt bekymret.

"Og jeg har det også fint, tak."

Det var naturligvis ikke helt sandt, men nøjagtig lige som hoppen selv var han også glad for at sætte facader op - og han mente bestemt ikke, at han var værd nok til at belemre en helt fremmed med sine bekymringer.
Han trak sig lidt tilbage og skulle egentlig til at gå igen, men alligevel blev han stående og kunne ikke lade være med at se ind i hendes blå øjne. Han vidste, at han ikke havde nogen ret til at blive; nu havde han sikret sig, at hun var okay, og så var det dét. Men alligevel var det som om, at noget i ham holdt hans hove fast og satte ham i en slags trance. Han havde ikke lyst til at gå. Det var så længe siden, at han havde set en anden sjæl. Han var så ensom... Alt i hans sind tiggede og bad om hendes selskab, og tvang ham til at blive. Han så tøvende på hende. Mon hun ville acceptere hans tilstedeværelse eller jage ham væk?

How can you run, when they are in your head?