A second chance <3 [Izaya & evt. Canicus)

Den rødbrune hoppe havde sneget sig lidt væk fra flokkens område i løbet af nattens mulm og mørke og havde nu fundet en lille grotte, hvor hun udmattet havde lagt sig ned for at søge ly. Folingen var lige oppe over, og hun var ikke i tvivl om, at det ville ske denne nat. Hun havde stadig ikke fortalt det til andre end faderen, og derfor var hun søgt væk for flokken for at være lidt alene. Hun var ikke sikker på, hvordan de andre ville reagere på, at hun havde valgt at få et føl med Cináed igen, og lige nu orkede hun ikke dramaet... Men i det mindste var han da blevet en rigtig Skyggehingst nu. Så måske var han ikke længere et dårligt valg?

Hun mærkede de intense veer tage til i styrke, og prustende og stønnende lagde hun hovedet mod jorden og pressede til. Det var lige oppe over nu...

Det første Izaya rigtig var bevidst om var følelsen af at blive fjernet fra tryg, sikker varme og pludselig mærke alle mulige forskellige ting mod sin følsomme hud. Først og fremmest var alting forfærdeligt koldt. Faktisk anede hun slet ikke at noget kunne være koldt, og slet ikke så koldt! Med et lille fnys rensede hun instinktivt sine næsebor og blinkede derefter øjnene op.

Der var også mørkt - det var i det mindste mere normalt - men ikke ordentligt mørkt, ikke ligesom før. Og i stedet for den behagelige trygge følelse fra før kunne hun nu mærke noget hårdt og, ja, koldt mod sine ben og mave. Hun så ned, hvad end det var der var koldt og mørkt og hårdt under hende vidste hun allerede at hun ikke kunne lide det og hellere ville se om hun mon kunne komme tilbage til sit normale trygge sted.

Med den tanke så hun sig omkring, hun skulle finde det gode sted igen og det måtte vel være lige her i nærheden..?

Blandt skyggesang rygtes det at nogen havde forladt området. Canicus havde derfor valgt at følge op på denne skyggesang, fordi han havde en stærk fornemmelse af hvad der foregik. Han havde holdt kortene tæt for Azulas skyld og ikke delt noget med nogen af sine brødre og søskende. Ja faktisk frygtede han reaktionen, selvom det at føle var hult og fremmed for ham efterhånden. Undtagelsen var dog når det kom til Azula. Han håbede en dag hun kunne blive en del af den verden han selv var blevet en del af, for så var der ingen der ville betvivle deres dedikation.
Mens den røde hingst bevægede sig mod den lille grotte så var minderne om hans biologiske forældre efterhånden intet andet end hvad der synes at være en fjern drøm. Det hele var sløret med aske og skygger. Hvis de havde kunne se ham nu, ville de så være stolte? Var der stadig samvittighed gemt i skyggehingsten? Havde Ildhingsten ladet skyggerne forvandle ham til intet andet end aske?

Canicus sukkede tungt og melankolsk, inden han trådte ind i grotten. Synet der mødte ham, fik ham dog til at smile varmt og sende en rolig brummen mod Azula. Det var gået hurtigt denne gang.

Et varmt og lettet smil formede sig på hendes mule, da et sundt og velskabt hoppeføl nu kom til verdenen. Hun mærkede straks moderinstinktet tage over og en væld af lykke skylle ind over hendes krop. Alt den sorg hendes afdøde afkom havde ført med sig, kunne hun nu endelig vende om til ren kærlighed for den lille ny.
Og kærligheden blev blot endnu større, da faderen nu fandt dem og trådte ind i mørket til hende med en varm brummen. Hun smilede kærligt. Hendes Skyggehingst.
Hun begyndte kærligt at slikke den lille ny ren og mærkede båndet til hende blive stærkere og stærkere, alt imens hun så på Cina med et varmt og lykkeligt smil.

"Vi har fået en lille prinsesse denne gang."

[1]

Izaya blinkede og så op da noget dejligt varmt begyndte at slikke hende på ryggen. Først var det bare noget stort og brunt men hun kunne hurtigt genkende lugten som sikkerhed og tryghed. Hun nød den dejlige følelse berøringen gav hende og strakte langsomt benene ud og bøjede dem igen. Hun vidste at hun på en eller anden måde snart skulle op fra det kolde hun lå på men hun ville ikke væk fra berøringen. Desuden vidste hun ikke hvordan hun kom op og de der lange stænger hun kunne flytte på var faktisk ret svære at styre.

Hun lå og flyttede prøvende på benene indtil hun hørte en brummen og mor lavede nogle lyde i retning af brummeren. Gad vide hvorfor mor gjorde det? Var det noget man skulle? Var det fordi den anden brummede?

Nysgerrigt så hun hen på den der havde brummet og lavede nogle lyde der, ifølge hende selv, mindede om dem mor havde lavet. En hel masse små sjove lyve både til brummeren og til hendes mor. Ville de lave nye lyde? Var det en leg? Det var i hvert fald sjovt at lave lyde til dem!

Canicus brummede varmt til Azula, som svar på hendes ord, og strøg hende varsomt over hendes let fugtige pels på halsen. Han kunne aldrig forestille sig hvordan det måtte være at give liv til et andet væsen på den måde som hopper nu var i stand til. Fascinerende, især i et så dødt miljø som de færdes i. Hans tanker drev rundt i det melankolske, selvom han glædede sig over datterens fødsel. Om det var prisen han måtte betale for at være en del af broderskabet vidste han ikke. Han sørgede stadig over det første afkom og frygtede da også at nogle ville tage hende her fra dem.
Han slog tanken hen og knælede nu ved deres side for at få et nærmere kig på datteren, som Azula nu var gået i gang med at slikke ren. Han lod sig dog i stedet dumpe helt ned ved siden af dem og lagde nu hovedet over hoppens ryg, så han kunne iagttage dem i en stille nærhed. Et lille smil fandt vej til hans mule og han sukkede varmt.

"En livlig prinsesse "

Brummede han så næsten leende.

205 Ord