Darkest Desire [Trinse]

Nattens mulm og mørke var faldet på. Mange var gået til ro, eller holdt vagt. Belial var som altid lidt atypisk. Han havde formået at sove dagen væk, eller i hvert fald en lille del af den. Nu var han kvikket op og stilheden trængte til at blive brudt. Øjnene spejdede rundt - han vidste ikke, hvad han søgte, men han manglede selskab. Alt slags selskab kunne næsten ønskes på dette punkt. Men han gav ikke ord fra sig. En hingst med sparsom verbale tilnærmelser, men han kunne skam godt- det var blot en sjælden gestus.
Belial slog forhoven mod jorden i utålmodighed. Han virrede med hovedet, inden han kort lænede sig bagud og strakte sine forben og ryg ud med et tungt prust. han gik frem og blikket gled årvågent rundt. Inden han sprang frem i en rask galop. Hovene slog dundrende mod underlaget. Han lyste op i mørket med den lyseste silhouette.

Den unge Minos var efterhånden vokset godt op og var blevet en stærk, ung mand. Selvom hans mor døde ved fødslen, var det heldigvis lykkedes hans far at finde en plejemor til Minos og hans tvillingebror, og de havde derfor heldigvis overlevet på hoppen Deadly Myths råmælk, efter hun selv lige havde mistet sit eget føl. Både Deadly Myth og hans far, Raikiri, var dog to noget specielle heste, der ikke ligefrem havde givet ham nogen særlig god eller kærlig opvækst. Resultatet var derfor blevet en noget asocial, sær og lettere ødelagt unghingst, der nu skulle til at finde sin plads i den store verden. Og trods han havde haft en tryg og sikker opvækst i flokken Aljun, var han ved at blive kvalt af klaustrofobi! Han havde aldrig været uden for Askeøen, og trods det da var en pænt stor ø, havde han efterhånden undersøgt hver eneste lille sten og blad, der fandtes på den. Hans sind søgte ud mod større vidder... Hen på den anden side af havet. Han anede ikke, hvad der fandtes derovre - havde blot hørt historier om, at det var fjendernes territorie, og at det derfor var forbudt område. Men nu følte han sig endelig gammel nok til at trodse sin fars ordrer og drage af sted på egen hånd. Det var jo kun et spørgsmål om tid, før man ikke længere kunne tøjle sådan en ung, energisk og eventyrlysten hingst...

Han var derfor stået op midt om natten og draget af sted i dens mulm og mørke. Han havde naturligvis overvejet at tage sin tvillingebror Midas med, men var i sidste ende blevet enig med sig selv om at gøre dette på egen hånd. Han ville ikke risikere, at Midas sladrede til deres far - og han ville heller ikke tvinge Midas til at stå i et valg om at tage med ham eller trodse deres fars ordrer. Nej, beslutningen var derfor taget om at drage af sted alene.

Han nåede dog ikke særlig langt væk fra flokkens område, før noget hvidt pludselig lyste mørket op lidt længere fremme. Og som han kom nærmere, gik det hurtigt op for ham, at det var en anden skikkelse. Han stoppede op og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv. Havde den anden skikkelse mon opdaget ham? På afstand kunne han endnu ikke se, hvem den anden var - men hvis det var en fra flokken, mon så denne ville sladre?

[1]