I know you're here, dear

Det var dog pokkers. Bedst som man havde planer om at finde selskab, eller rettere, et helt særligt selskab, så var hun bare smuttet. Jo hun forsøgte nok at gemme sig, holde ham på afstand og lade sønnen vokse op uden for meget påvirkning fra sin far. Pft! Xenon synes nu ikke det var en særlig interessant idé hun var kommet med, men han havde ladet hende få afstanden og måske endda en fornemmelse af at det var lykkedes hende at slippe væk, men nu kunne han ikke længere vente, eller holde sig væk.
Den lille hoppe var ren gift for den gyldne hingst, der næsten som besat vandrede målrettet afsted. Han havde længe fundet hende og bed tænderne hårdt sammen, da han gradvist nærmede sig. Hans lille krop var ved at sprængtes af uforløste og ophobede følelser han ikke vidste hvordan han skulle tackle eller bearbejde. Han kendte kun en måde at få afløb for det på.
Pludselig stoppede han op, og mens han stod der kunne han mærke hvordan han dirrede af anspændthed. Han blev nødt til at lukke noget damp ud, for lige nu var det svært for ham at være i sig selv.

Månederne var gået, og den gyldne hoppe havde ikke set så meget som skyggen af den gyldne hingst, der var fader til hendes søn. Hun var så forvirret. Deres sidste møde under sønnens fødsel havde været noget kaotisk. Først havde de været bragende uvenner, for dog sidenhen at skilles næsten som kærlige elskere. Men nu var det som om, at han blot var forduftet fra jordens overflade og havde ladt hende helt alene med opdragelsen af deres søn. Den hingst var simpelthen ikke til at blive klog på... Men oh well, det var nok også for det bedste. Med sådan et ustabilt temperament, den gyldne hingst lagde for dagen, var det nok i virkeligheden meget godt, at deres søn ikke fik alt for meget påvirkning fra ham.

Men netop dette øjeblik, som hun stod ved et vandhul og var ved at slukke tørsten sammen med sin søn, mærkede hun pludselig et par stirrende øjne, der faldt på dem. Og da hun hævede hovedet fra vandet, fik hun øje på ingen ringere end selveste Guldhingsten. Et lille, frustreret suk forlod hendes mule. Når man talte om solen...
"Neej, se hvem der endelig har besluttet sig for at dukke op..." sagde hun sarkastisk, delvist henvist til sin søn, men tydeligvis højt nok til at hingsten ville kunne høre hende.

Sehzade drak et par små mundfulde, vand var fint nok og græs var fint nok men mælk var stadig bedre så hvorfor bruge tid på alt det andet? Efter de hurtige mundfulde begyndte han i stedet at lege med sit spejlbillede, hvis han stak mulen i meget hurtigt og hev den op så rystede vandet på sådan en sjov måde! Og hvis man pustede ned i vandet dannede det de sjoveste små bobler.

Hans mors ord fik ham dog effektivt distraheret og bare lyden af hendes suk fik hans ører til at lægge sig halvt ned inden han overhovedet havde set hvad hun talte om. Da han så hingsten røg de resten af vejen ned. Han kunne ikke huske deres sidste, og eneste, møde særlig tydeligt. Det eneste han kunne huske var en intens følelse af at den hingst var dum og skulle blive væk!

Han fnøs af hingsten og så på sin mor "Lad os gå så! Ingen grund til at blive her længere..!" Han sendte hingsten et ondt blik imens han sagde det, der var ingen tvivl om hvad hans holdning til situationen - og hingsten - var. Hans mor ville vel være enig i at de skulle gå, ikke? Han så forventningsfuldt på hende.

Xenon kunne mærke et par øjne på sig, men han slog det hen imens han stod og stirrede ned i jorden. Han kunne sagtens høre hendes stemme, men det fik ikke hans dirren til at stoppe. Tværtimod. Han gjorde et kast med hovedet imens han undslap hvad der måtte lyde som en vrissen. Faktisk så vendte han sig rundt for at gå væk fra dem igen. Han havde godt set sønnen var der, men ville foretrække et øjeblik hvor han ikke var der til at forstyrre alt for meget.
Og trods alt, skulle temperamentet løbe af med ham, så ville det ikke gå udover sønnen. Det ønskede han ikke, men hvis man spurgte ham var han helt ligeglad.

Han stoppede op et lille stykke fra dem og genoptog nu hans forsøg på at samle sig igen.

Hun kunne ikke lade være med at smile mildt, da hun så sin søns reaktion - fuldstændig lige så reserveret og fremmedhadsk, som han havde været lige siden fødslen. Hendes lille beskytter. Hun tyssede dog lidt på ham, da han straks foreslog, at de skulle gå.

"Shh min egen, lad os lige give ham en chance for at forklare sig selv..."

Nzuri anså sig selv som værende en meget godhjertet og retfærdig hoppe, der altid så det bedste i andre og var villig til at give alle en chance. Men denne hingst var alligevel for viderekommende... For i stedet for at gøre noget som helst for at imødekomme hendes lille, godt nok lidt negative men alligevel, forsøg på at tage kontakt, vrissede han nu blot af hende og gik sin vej. Hun smækkede ørerne i nakken og så arrigt efter ham. Magen til frækhed!

Hun var næsten klar til at vende om og spankulere fornærmet væk, indtil hingsten nu stoppede afventende op igen lidt længere fremme. En dirren af vrede gik igennem hende, og hun var tæt på at koge over og springe i luften. Magen til provokerende opførsel!!

"Kom, min søn!"

I ren hold-my-purse stil spankulerede hun hen mod hingsten og stoppede op bag ham med en sur citronmund.

"Ville du noget??"

Han kunne høre en masse postyr og sønnens gennemtrængende lille stemme. Xenon lukkede de blå øjne i og afventede nu blot at det hele ville blive bragt til ham. Med et dramatisk suk åbnede han øjnene i det Nzuri nu troppede trampende op, som om han havde gjort noget galt. Sønnen skabte sig og Xenon erindrede kort hvad han havde fået ud af at skabe sig som lille. En skideballe og det der var værre.
De blå øjne var dog fokuseret på Nzuri.

“Pfft kan man ikke se til sit kære afkom nu om dage. “

Lød det skadesfro fra ham. Arh det var nu ikke derfor. Han trådte tæt på Nzuri, uden hensyn til personligt rum, og tog sig friheden til at stryge hende ømt over halsen. Det måtte koste de bid det måtte

**FØR XENON**
Sehzade så opgivende på sin mor. Altså forstod hun ikke at de bare skulle gå i en fart?!? Den hingst var dum og træls så der var ingen grund til at blive! "Nej! Han skal ikke have en chance!"

Han nåede lige at blive glad da han derefter så hende blive sur over hingstens reaktion og nåede endda at vende sig om igen for at gå inden han opdagede at hun **** nu gik hen til hingsten? Kunne hun virkelig ikke forstå det?!? Og når hun endda var sur på ham så gik hun alligevel hen til ham!

"NEJ! MOOOR!" Han løb efter hende og forsøgte, først at stoppe hende, derefter at trække hende væk ved at hive hende i halen. Hvorfor skulle de nu snakke med den?

[3]

Hun ignorerede let og elegant alle sønnens forsøg på at stoppe hende, og fortsatte ufortrødent med at traske målrettet af sted. Hun hørte ikke rigtigt sønnens advarsler som andet end lidt støj i baghovedet. Alt hendes fokus lå på hingsten, som hun havde tænkt sig at give en reprimande!
Hans ord fik hende derfor til at fnyse hånligt og besvare ham med provokerende, ironiske toner.

"Nååh, du har en søn?? Det var jeg ikke klar over... Det er måske tilfældigvis lige gået op for dig nu her efter hvad... Et lille års tid?"

Hun himlede med øjnene. Hvor var det altså utroligt! Tænk at han kunne få sig selv til at møde op nu her, uden en undskyldnig eller noget som helst!
Men hvis hun syntes, at dét var utroligt, så var det ingenting i forhold til, der skete nu... Fuldstændig uden skrupler trådte han nu helt hen til hende og strøg hende over halsen. Hendes gyldne øjne slog gnister, som hun arrigt virrede med hovedet og bed advarende ud efter ham.

"HVAD BILDER DU DIG IND?! Hvis du gerne ville lege kærlig familiefar, skulle du nok have været lidt tidligere ude! Din søn er over et år gammel, og han kender end ikke sin fars navn!!"

Şehzades øjne slog nærmest gnister da hans far nu vovede at røre ved hans mor! Vredt trampede han i jorden og forsøgte at mase sig ind imellem dem så han kunne skubbe sin far væk. Han himlede med øjnene og stirrede på sin mor "Mor! Hold nu op med at spilde tiden på ham! Vi kan bare gå!"

Udover hans forsøg på at skubbe sin far væk værdigede han ham ikke engang et blik. I hans øjne ville det bedste være hvis de bare kunne slippe for nogensinde at se ham igen!

Nzuri var ikke den eneste det formåede at ignorere sønnens skaberi, det gjorde Xenon også. Inklusiv hendes hånlige kommentar, i det blikket nu i sidste ende fandt vej på sønnen. Der var ikke et gram af følelser at spore i de blå øjne, der blot så til, mens han forsøgte at møvre sig i mellem dem.
Nzuris tænder strejfede hans kind, og det fik ham i en uhyggelig ro, til at dreje hovedet mod hende.

" Godt. For det vil få ham slået ihjel. "

Sagde han med et tomt toneleje. Det var ikke nemt at blive klog på den gyldne hingst, men han havde bestemt sine årsager til at holde sig væk. Ikke kun fordi han måske ikke egnede sig til rollen som familiefar, men hans tilstedeværelse var ikke nogen sikker fordel for den lille familie.

[4]

Hun blev i et kort øjeblik distraheret fra sin vrede, da hun nu smilede mildt til sin beskyttende søn, der på modigeste manér forsøgte at mase sig ind imellem de to heste, så de ikke kunne røre hinanden længere. Hun lyttede da til sin søns fornuftige ord og nikkede bestemt.

"Du har ret, min søn. Han er ikke værd at spilde sin tid på..."

Med de ord skulede hun vredt til hingsten og skulle lige til at gå, da han nu blot på en nærmest uhyggelig rolig og tom måde sagde, at det var godt, at hans søn ikke kendte hans navn, fordi det ville få ham slået ihjel. Det tændte straks hendes vrede igen, og i stedet for at vende rundt og følge med sønnen, spankulerede hun nu helt op i hans fjæs igen og hævede hovedet, så hun kom helt op i øjenhøjde med ham!

"Begynder du nu på det sludder igen?? Hvorfor tager du dog ikke snart bare og forklarer os, hvad det er, der er så farligt ved at kende dig!? Som mor til din søn synes jeg ærlig talt, at vi fortjener at vide det!"

Endnu engang nåede Sehzade lige akkurat at begynde at smile fordi hans mor endelig lyttede til ham - for så at sukke tungt da hun vendte tilbage til hingsten igen. Var der mon noget i vejen med hendes hjerne? Havde hingsten magi der kunne styre hende? Han så fra den ene til den anden inden han på rigtig teenager-manér himlede med øjnene, sukkede demonstrerende og gik et stykke væk fra dem for at stå og surmule med ryggen til.

Så kunne det da også bare være lige meget! Han gad da ikke snakke med nogen af dem hvis de skulle være sådan! Som om han ønskede at lære sin fars navn, for hans skyld behøvede han slet ikke en far! Og hvis det var så farligt at kende den tosse, hvorfor holdt de sig så ikke bare væk?!? Han og hans mor havde da rigeligt i hinanden! Måske han skulle stikke af? Så kunne hun blive rigtig bekymret og se hvor dumt det var at bruge sin tid på den hingst i stedet for at bruge den på Sehzade!

Xenon blottede tænderne, da Nzuri strøg helt op i hovedet på ham. Han mærkede den der vrede der boblede i ham. En vrede han ikke kunne styre, lige meget hvor meget han end forsøgte. Hvorfor kunne hun ikke bare forstå at det var bedst at de ikke vidste det. Den gyldne hingsts aura ændrede sig til noget mere dystert, mens han trådte et skridt bagud for ikke at være for tæt på hende. Det ene forben stampede en anelse i jorden, for at afreagere. Splittelsen stod klart for dem der så på ham udefra, for han havde lyst til at afreagere. Tage den snotunge og yeete ham ind i næste uge, men noget i ham kunne ikke få sig selv til at gøre det.

"Gah! "

Hvæste han frustreret og slog med hovedet, inden han vendte ryggen til dem begge, og begyndte at skridte væk fra dem.

[5]

Hun var så vred og optaget af at glo på den dumme hingst, at hun knap nok lagde mærke til, at deres søn forlod dem. Selvom hun elskede sin søn himmelhøjt og bestemt ønskede at bruge sin tid på ham, så var hun så suget ind i hingsten lige nu, at han kunne blive kidnappet, uden hun ville opdage noget...
Hun betragtede med et utilfredst blik, hvordan hans krop reagerede på underlige måder. Han virkede aggressiv, som om han virkelig skulle holde sig selv tilbage for ikke at angribe hende. Men hun var så ligeglad lige nu. Det var lige før, at hun ønskede at komme op at slås med ham, bare så hun også selv kunne få afløb for noget af al sin indestængte vrede! Men der var hun alligevel fornuftig nok til alligevel at trække sig, hvis det var... For Sehzades skyld. For han havde brug for en mor, der kunne passe på ham - og hun ville nok ikke just være i en særlig god stand, når hingsten var færdig med hende.

Derfor blev hun da også en lille smule lettet, da hingsten nu trådte tilbage og væk fra hende igen. Men til gengæld mærkede hun atter provokationen og vreden blusse op i hende, da han bare udtrykte en frustreret lyd for så at vende dem ryggen og gå igen?? Hun hævede hovedet og så på ham med øjne, der slog gnister og havde brændt hans ryg op, hvis de kunne! Men selvom hun havde lyst til at følge efter ham og råbe af ham igen, så vidste hun godt, at det ikke nyttede. Den hingst var bare uden for pædagogisk rækkevidde... Så i stedet fnøs hun bare irriteret.

"Pfft! Hvis det skal være på den måde, så fint! Men så skal du bare ikke forvente, at du kan troppe op her og lege familiefar, når det passer dig! Så kan du lige så godt bare blive væk for evigt og lade os være i fred!"

Med de ord vendte hun fornærmet rundt på hælen og spankulerede af sted efter sin søn.