Froggy fog [Åben]

Tauriel var ikke langt fra grænsen til sit hjem i flokken Teylar - men hun var nu alligevel så fortryllende nysgerrig denne dag. Der var en vedvarende tåge i området og hun kunne høre frøer der kvækkede. Disse lyde var vidunderligt spændende for den nu unge hoppe, der begyndte at ligne en voksen mere og mere. Hendes sorte pels var tæt og hun følte sig ganske behageligt tilpas i skovens lidt mystiske skær. Det var hjem. Det var sikkert. Hun mindedes sin opvækst et øjeblik og smilede med et svag grin. Tara og hun var alle steder hele tiden, ikke til at holde styr på. Sødyr magi og leg - det var gode minder, hun havde knap oplevet noget ubehageligt. Det skulle  nok komme, men for nu var hun bare eventyrs syg og ønskede at møde andre!

Så derfor vandrede hun her i tågen med blikket op imod himlen - der var snart mørkt og hun kunne ane månelyset deroppe. Snart kvækkede frøerne igen og hun søgte lydene - frøer var sjove små væsner! Der kunne aldrig skade at tage det næste lille skridt, kunne det?

Hvordan Midas var havnet her, var ikke helt til at sige, men han havde forladt Foehn for at lede efter Minos, som han ikke havde kunnet finde. Måske havde han ikke kigget grundigt nok, eller også var det en lille snert af eventyrlyst der havde lokket ham i fordærv.
Minos var jo den eneste rigtige familie han kendte til, og han ville blive noget overrasket hvis han vidste hvor tæt han var på hans rigtige familiemedlemmer.
Tågen gjorde det hele lidt uoverskueligt for den unge hingst, som ikke rigtig kunne orientere sig på dette fremmede sted.

Tauriel blev travlt optaget af at jage en lille frø rundt, som den hoppede af sted. Hun var lykkeligt betaget af dens leg og fulgte livligt med over græs og dug. Uden rigtig at se sig for i tågelandet. Hendes skridt blev hurtigere og hurtigere, indtil en jubel kom fra hendes glade stemme. Frøen havde fundet en bæk og forsvandt ned i vandet og hun nød synet af dens svømmefødder i aktion. En ny frø begyndte at kvække... men før hun nåede at forfølge den, hørte hun noget bag sig. Hun rejste sit fine blik og stirrede. Men der var så tåget i landskabet. Hun kaldte derfor svagt med et lille vrinsk. En følelse af usikkerhed trykkede dog en smule. For hvem i alverden var ude på denne tid udover hende selv og eventyrslysten? Var det en fra flokken?

Et lille vrinsk lød ikke langt fra hvor Midas befandt sig og han besluttede sig derfor at finde frem til vedkommende. Tågen gjorde det svært at orientere sig, men snart fandt han ejermanden af vrinsket. Til hans store glæde var det en jævnaldrende og han vrinskede derfor til hende, så snart hun kunne ses tydeligere.
Hendes aftegn var sjove? Næsten lige som fars, med skarpe kontraster til den mærke pels. Mon hun var en skygge på afveje?

Hun skimtede omkring sig - lyde kom nærmere og tættere på hende. Hun hævede derfor hovedet og den snart udvoksede man faldt ned langs halsen. Der var stadig en klam følelse af nervøsitet, men hun bevarede det positive sind og trak derfor vejret dybt og begyndte at opsøge lyden. Inden hun helt vidste af det, blev der vrinsket til hende og hun standsede derfor brat og kiggede lidt til siden.

Der stod så en ung hingst! Ved første øjekast havde hun nær ikke set ham for tågen, med hans hvide hoved og sorte skind. Hun måbede et øjeblik af de fine hvide aftegn han bar på sin krop. Tauriel tippede nu nysgerrigt på sit hoved. Han var ikke herfra! Det var en fremmed. Han så ikke fjendtlig ud, nærmere ligesom nu, nygsgerrig. Hun trissede nærmere med et fjollet smil... Det var ikke farligt. Eller også var hun ganske som altid, lidt for modig. "Goddag! Jeg hedder Tauriel, hvem i alverden er du?" smilede hun med de fine tænder blottede fra læberne.

Ih det var spændende - hun håbede at denne aften ville blive hyggelig, nu hun havde valgt at søge af sted alene og endda møde en fremmed!

White kiggede rundt omkring den smule hun kunne se frem for sig i tågen og hun kunne se hun var faret lidt vild i hendes søgen efter eventyr. Hun bevægede hendes ører i alle retninger, imens hun gik langsomt i den disede tåge og hun undrede sig over, hvor hun var i verdenen imens hun fortsatte fremad med et smil på hendes mule, imens hun lignende en spøgelseshest der vandrede rundt i tågen. Hun kunne høre noget i det fjerne og hun gik langsomt mod lyden af hvad hun troede var andre heste. Selvom det forekom hende, at det måske var hendes fantasi men hun håbede det var nogen som kunne hjælpe hende med at finde ud af hvor hun var i verdenen. Hun kiggede rundt omkring imens hun gik fremad og hun lyttede med hendes ører i retning af hvor lyden kom fra. Hun kiggede imens hun gav et lille vrinsk fra hende og hun lyttede efter svar fra andre heste, imens hun følte sig en smule modigere i hendes søgen efter andre heste, som hun håbede kunne være hende til hjælp, da hun ikke ønskede, at være faret vild i området for evigt. Hun stoppede op og hun lyttede efter svar, imens hun kiggede rundt i tågen.

Det gav et sæt i Midas da den unge hoppe nu trissede helt hen til ham og var venlig? Normalt var det: Gå væk, skrid, du er dum.De få undtagelser var Cain og Minos, og ja hvad var du nu han hed. Sparrow? Men rygterne gik på at Sparrow var blevet smidt i vulkanen af sin egen far og det havde den helt unge hingst ikke kunne forstå. Det ville hans egen far da aldrig kunne? Vel? Efter en akavet pause hvor tankerne var drevet ud i det dystre, smilede han nu muntert til Tauriel.

" Jeg hedder Midas! Bor du her? "

Lød det så interesseret fra ham. Det var godt nok lidt tåget, men altså det var da bedre end aske over det hele.

Tauriel synes at den anden et øjeblik virkede forvirret over hendes venlighed. Hun strålede mere op af selvsikkerhed og var lige ved at puffe til ham i sin iver efter at få ham til at tale! Hun nøjedes dog med at titte hovedet på skrå og med øjnene blinke insisterende af ham. Endelig kom der et muntert smil på hendes læber. Hun tog et halvt stejl i glæde over at høre den andens stemme og var så optaget at hun ikke sansede overhovedet, at der var et stille vrinsk et sted ikke så langt derfra.

"Hej Midas! Ja, det gør jeg med min familie. Vi er i en fantastisk dejlig flok og disse omgivelser er fyldt med spændende ting. Især frøer... Jeg kan ikke altid få nok at at høre dem kvække og se dem springe omkring." sagde hun fjollet og ganske ligefrem. Tågen omkring dem gjorde at hun følte en lidt mystisk stemning. Denne pirrede hende så hun næsten ikke kunne være i sin krop.

Midas lod et smil pryde den lyserøde mule, mens han dog tog sig den frihed at puffe til Tauriel, mens han gjorde et kækt kast med det lille hoved. Han var trods alt ikke særlig gammel og hans tid på Foehn havde ikke just lært ham om nogle former for grænser eller hæmninger for den sags skyld. Da hun fortalte om hendes familie og flok kunne han dog ikke lade være med at blive dybt misundelig over at hun havde en familie. Han havde Minos, men det var så også det. Han undlod derfor at kommentere på det, men de såkaldte frøer ville han gerne vide mere om.

"Frøer? Hvad er det? "

Den lille hingst var næsten helt elektrisk for at finde ud af hvad det var.

Tauriel
As I wander around, I shall watch this world with my own eyes.

Frøer?! Havde han aldrig set en frø? Han var nok ikke herfra... Hvad lavede han så her? Var han langt væk hjemmefra? Tauriel mærkede lysten til at stille en hel masse spørgsmål. Men i stedet lo hun af hans puf og besvarede det med et blødt blik og et prik på hans hals. Hun hævede hovedet og lyttede.

"Små søvæsner, der springer højt... Lyt." sagde hun. Det var fortryllende. At høre stilheden summe i sine ører, mens tågen trykkede på hendes pels og øjne. En slørring af sindet var det nærmest. Men hun tænkte klart, da den karakteristiske lyd af kvækken bragte et smil på hendes mule. "Kom!"

Hun skyndte sig - dog listigt - af sted på de lange ben og med mulen undersøgende i den fugtige jord. Snart var der en lille sø - og her var der ikke langt til udsynet af en hel masse frøer. Frøer der sad på åkander. Frøer der svømmede. Frøer der kvækkede og lignede en oppustet svamp. Hun så sigende på Midas - hvis han da var fulgt med hende.

Midas lukkede de blå øjne og lyttede opmærksomt. En mystisk lød kunne høres i tågen og det fik Midas til at tilte hovedet på sned med et undrende udtryk. Det var svært for ham at karakterisere lyden, og han stod længe og forsøgte at forestille sig hvordan de små væsener kunne se ud.
Det var ikke før at Tauriel udbrød at han skulle følge efter hende. Han slog øjnene op og fulgte nu uden tøven efter, mens han sugede landskabet til sig. Han stoppede nu op med hovedet på sned og betragtede de små dyr med lange bagben. Han kiggede over på Tauriel og derefter tilbage på dem.
Gadvide hvad der ville ske, hvis man trådte på dem?

"Åh!"

Udbrød han interesseret.

Tauriel
As I wander around, I shall watch this world with my own eyes.

Tauriel var lige ved at hvine af begejstring, for at dele sin interesse for små sødyr med en anden ung sjæl. Men hun bed det i sig og stod i stedet edderspændt med hovedet højt og svajede fra side til side. Hendes blik var ivrigt på hans, da han sagde åh. "Ja, er de ikke sjove?"

Hun lod mulen sænke sig og tog et par skridt ud i søen. Men frøerne var hurtige og Tauriel nåede ikke at fange en denne gang.

Midas nikkede betaget. Han havde ikke set meget liv på Foehn, andet end fra sin familie og de øvrige fra broderskabet. Der var slet ikke sådan noget her.
Han fulgte med Tauriel, men trådte ikke ud i søen, men stod i stedet og beskuede frøerne som lystigt hoppede rundt omkring. Her fik den unge hingst en idé, og forsøgte nu at efterligne frøernes hop med en lille fnisen.

Tauriel
As I wander around, I shall watch this world with my own eyes.

Tauriel kastede irriteret med hovedet, da hendes 2 forsøg på at fange en frø også mislykkedes. Men det var nu alligevel hurtigt glemt igen - for hun hørte en fnisen bag sig. Midas efterlignede frøernes bevægelser og Tauriel spidsede ørene meget interesseret i hans flotte hop!

Hun krængede læben bagover og hvinede livligt, før hun satte sig godt ned på bagbenene og så sprang hun med strakte forben op i luften, som frøerne! Det plaskede lidt omkring hende, men hun havde en fest. Og det var trods alt hvad livet gik ud på for hende!