Sleeping Mountains | Sehzade

[Denne tråd foregår om natten og deltageren må gerne være sovende. Altaïr vil besøge deltageren i vedkommendes drøm]

Det var længe siden at den skimlede Drømmevandre havde besøgt en anden sjæl i drømmelandet. Natten var atter faldet på, og Altaïr var igen på vandring; som han oftest gjorde det om natten. Hans vandring havde denne gang bragt ham til Enophis, hvor en ganske uvidende sjæl havde lagt sig til at sove ganske nær, hvor han nu befandt sig. Altaïr havde nærmest udviklet en sans for at mærke andres drømme, uden at være tilstede i drømmeverdenen; i takt med hans magi blev stærkere, blev hans evne for at opdage drømmere også forbedret. Han sansede endnu et ungt sind, nok ikke ældre end Cain havde været da han havde besøgt ham i en drøm. Altaïr placerede sig ikke langt fra den unge, gyldne hingsteplag og søgte derpå ind imod drømmenes verden.

[7]

Sehzade lå trygt og godt og sov tæt ved sin mor imens han langsomt gled ind i en dejligt spændende drøm. Han var et fantastisk sted, fyldt med farver, liv og glæde. Her var han omgivet af venner og hans mor var glad og tryg uden den mærkelige hingst til at forstyrre dem. Han sprang rundt og legede med nogle små mærkelige væsner han aldrig havde set før, ind imellem træer og planter i farver og former der aldrig kunne findes i den virkelige verden.

Han anede ikke at han drømte, for ham kunne det hele sagtens være virkelighed - hans unge sind var åbent for det hele så hvorfor skulle dette ikke kunne være virkeligt når så meget andet han så var nyt og spændende for ham? Han så sig om efter sin mor man da hun ikke var der fortsatte han bare sin leg, ingen grund til at være bange her!

Det første der mødte den skimlede drømmevandre, hvis pels var beklædt med det reneste stjernestøv, var intetheden. Mørke, et uendeligt mørke hvor der hverken fandtes op, ned, frem eller tilbage. Alt gik i ét med hinanden og kun et rungende ekko fra hans hovtrin kunne høres.
Hans vandring i intetheden var dog ej lang; for det unge sind, som Altaïr bevægede sig imod, var åbent og fyldt med fantasi. Snart så han lyset foran sig og han fulgte det med raske skridt.

Synet der mødte ham, da han trådte ind i det unge sind, var fantastisk. Det var som om alle naturlige farver var skarpere, mere fyldige og endnu mere farvestrålende end de kunne være i den vågne verden. Og da denne drømmeverden for alvor tog form, blev den skimlede Altaïr mødt af synet af både planter og dyr, som han ej havde set før. Et smil fandt vej til den mørkegrå mule, inden hans blå øjne begyndte at søge efter det sind, som havde kreeret alt dette – og længere fremme så han en gylden skikkelse hoppe rundt blandt disse mærkværdige og farvestrålende dyr.

Den skimlede hingst, hvis udseende på sin vis ligeså godt kunne stamme fra en drøm, begav sig nu frem imod den unge hingst, med den gyldne pels og mørke ben. Stemningen omkring ham var ganske bekymringsfri og legende; en stemning der hurtigt bredte sig til Altaïrs egen krop, der nærmest ønskede at sætte frem i buk og hop. Dog holdt han sin ivrighed tilbage – han vidste at det for nogen kunne virke overvældende når han besøgte dem i drømme, især de unge; og han ville ej skræmme den unge hingst.

Da han nærmede sig udsendte han et sagte vrinsk, for at gøre opmærksom på sig selv. Herefter stoppede han på behørig afstand, for at afvente om den drømmende plag ønskede at tage kontakt til ham, eller hellere ville fortsætte legen med de små fabel-dyr.

[2]

Şehzade var så optaget af sin leg at han ikke opdagede at en ny var kommet til før denne vrinskede sagte. Han stoppede brat og så nysgerrigt på hesten, han havde aldrig set en med hans farve før, var han ligesom de magiske dyr her hvor han var? Nysgerrigt tog han et skridt frem og kiggede nærmere, der plejede ikke at være heste når han var dette farvestrålende sted så hvorfor var der en nu?

Et par skridt nærmere kom han inden han lagde mærke til at det var en hingst hvilket automatisk fik ham til at lægge ørene tilbage. Hans erfaringer med hingste i den virkelige verden straks sig måske nok kun til sin far men ham syntes han bestemt ikke godt om og indtil videre betød det for ham at alle hingste var mistænkelige. Samtidig havde intet nogensinde skadet ham eller virket farligt her. "Hvem er du?" spurgte han med tydelig mistænksomhed i stemmen.

Et smil tegnede sig omkring den mørkegrå mule da den unge sjæl var så optaget af sin leg omkring de små fabeldyr og blandt de vildt-voksende planter, at der gik en rum tid førend han sansede den skimlede Drømmevandres tilstedeværelse. Og da han gjorde blev hans leg bragt til standsning meget pludseligt. Altaïr lod et nik falde imod den lille sjæl, da han havde opdaget ham og efterfølgende kom et par skridt nærmere – dog gled en skeptisk skygge over den lille ellers ivrige sjæl som fik den skimlede til at knibe sine øjne en anelse undrende sammen. Det var ikke længe siden at han havde besøgt en anden, meget ung sjæl, som i sandhed var mistroisk overfor den skimlede. En tanke strejfede ham kort; hvordan blev føl opdraget i dette land? Blev de virkelig opdraget til at frygte Vogterne?

Hele stemningen omkring de to sjæle ændrede sig en anelse fra den muntre, farverige stemning, til en mere dunkel. Selve lyset omkring dem blev dæmpet og det var nærmest som om farverne omkring dem falmede – alt sammen som resultat at den unge hingsts sindsstemning. Da han lagde sine ører forsvandt de muntre lyde som alle fabeldyrene havde lavet og alle bevægelser blev bragt til ro.

Da den unge hingst adspurgte hvem han var, sænkede han sit hoved lidt med en ærbødig aura; han ønskede ikke at trænge sig på. Derpå svarede han med sine drømmende toner.

,,Jeg er Drømmevanderen, du unge sjæl. Jeg besøger dig her i din drøm, med det formål at guide dig igennem en fantastisk nat – såfremt du ønsker min tilstedeværelse”

Og det var sandheden. Den skimlede hingst, som var dækket af det reneste stjernestøv, ønskede på ingen måde den unge sjæl noget ondt, og ønskede den unge sjæl at han trak sig fra hans drøm, ville han forlade den med det samme.

[5]

Sehzade rystede sig lidt og så sig omkring, var det hingsten der havde gjort alt skummelt? Eller var det noget andet? Han fornemmede ikke noget ubehageligt fra hingsten andet end sine egne mistroiske tanker men alligevel? Han løftede overrasket ørene igen da hingsten sænkede sit hoved og talte så høfligt til ham. Måske var han sød alligevel?

Til hans overraskelse dukkede nogle få af væsnerne pludselig op igen, kunne de måske mærke hvordan han havde det? ”Så... du er ikke dum? Ligesom far? Hvis nu... hvis nu denne hingst var søg og venlig så ville alting være godt igen, så kunne han stole på at dette sted var lige så sikkert som det altid havde været! Så han håbede meget at det var en ven han nu havde mødt.

Atter ændrede omgivelserne sig da den unge sjæls sindsstemning blev mere positiv. De små fabel-agtige væsner begyndte at røre på sig igen og lyset blev mere klart. Den skimlede hingst tillod sig et komme med et prust der nærmest havde en fnisende karakter, da den unge sjæl adspurgte ham om han var dum – dum som hans far.
Han trak på skuldrene med en munter mine, inden hans drømmende toner svarede den unge sjæl.

,,Jeg vil ikke håbe at du synes jeg er dum – jeg er i hvert fald ikke kommet for at genere dig. Jeg vil meget hellere være din ven, end fjende”

Altaïr tillod sig endda at række sin mule frem imod den unge sjæl med en inviterende aura. Han ønskede på ingen måde at gøre ham ondt eller behandle ham dårligt – blot var den skimlede hingst, som altid, nysgerrig på hvad der drev andres sind.

,,Og hvem er du, unge drømmer?”
[6]

Sehzade kunne ikke lade være med at smile til hingsten, han virkede jo faktisk fint sød. Han slog ivrigt med halen og rakte mulen frem til hingsten. Nu hvor det er på plads kunne han - de? - vende tilbage til at have det sjovt og festligt i dette vidunderlige og farverige sted! "Så er du nok ikke dum! Jeg vil ikke have dumme venner nemlig!"

Han nikkede beslutsomt og så sig omkring på alle væsnerne der var kommet frem igen, det kriblede i ham efter at jage dem men det var også lidt spændende at stå og snakke med en voksen - venlig! - hingst. "Jeg hedder Sehzade! Min mor hedder Nzuri! Og min far... Han er dum!" Han kunne faktisk ikke huske hvad hans far hed nu han tænkte over det og han var også ligeglad!

Der var noget fantastisk umiddelbart over den unge hingst, som snart præsenterede sig som Sehzade – et stærkt navn med en mystisk klang. Den samme umiddelbarhed huskede han også fra den anden unghingst, hvis drømme han havde besøgt, nemlig Cain; og ligesom Cain bar Sehzade på denne mystiske skepsis. Dog virkede den ej til at være ligeså manifesteret, som hos Cain – og snart begyndte farverne, livet og de magiske fabeldyr at komme til live igen for alvor. Altaïr brummede i en munter tone, inden han hvælvede halsen en anelse og lagde hovedet lidt inviterende på sned; han var frisk på leg, hvis det var det som den unge hingst ønskede.

,,Det er mig en ære at møde dig Sehzade. Jeg håber dig og din moder kan undgå din far, når nu du ej bryder dig om ham.”

Atter blev hans ord fremsagt med de drømmende toner, som han helt naturligt bar. Derpå lod han blikket flyttes og beskue den vidunderlige verden, som de befandt sig i; en verden kreeret udelukkende på baggrund af Sehzades fantasti.

,,Vil du ikke fortælle mig om disse fabeldyr? Aldrig har jeg set mage før!”

Han satte derefter frem i en langsom, men rummelig trav, hen imod disse skabninger som Sehzade havde fantaseret frem. Den legede aura, som lå i deres omgivelser, var utroligt smittende og den skimlede Altaïr, hvis grå pels var bestøvet med det reneste stjernestøv, kunne nærmest ikke forholde sig i ro.

[7]