A Birth of Light and Darkness | Alaric

Der gik ikke lang tid førend den gyldne Illana fik øje på en meget velkendt – og savnet sjæl. Den grå Euphoria, som selv kunne kalde sig for moder nu, stod under et træ et stykke længere fremme, ganske mageligt. Illana tillod sig selv at sende et hilsende vrinsk imod den unge grå, som hun i den grad anså som værende hendes familie, inden hun satte kursen imod hende med den lille Alaric ved sin side.

Illana standsede først da hun var så tæt på den grå Euphoria, at hun kunne række frem og berøre hende i en hilsende gestus. Det var utroligt rart at se hende igen, særligt nu hvor Illana havde haft trukket sig fra flokkens aktive liv det sidste stykke tid før hendes foling. Hun brummede kærligt til den grå Euphoria, inden hendes milde tone lød.

,,Hvor har jeg savnet dig.”

Da hun trak hovedet til sig igen, vendte hun blikket ned imod hendes søn, der nysgerrigt og en anelse frygtsomt stod kimet op af hendes side. Hun brummede sagte imod ham, inden hun atter så på Euphoria med et ganske stolt blik; et blik hun selv havde set hos den grå hoppe, dengang hun havde præsenteret sin egen søn for Illana.

,,Dette er Alaric. Han blev født i nat”
[7]
[Svar rækkefølge: 1: Illana, 2: Alaric, 3: Euphoria. Evt anden deltager vil have nr. 4 i rækkefølgen]

For hvert skridt den unge Alaric tog blev hans skridt fyldt med mere og mere selvtillid. Det var endnu svært at holde styr på de lange ben, men der gik ikke lang tid før han følte at han kunne klare alle udfordringer han måtte møde på sin vej! Han forblev helt tæt ved sin mor, nærmest klistrende til hendes side, alt imens hans øjne slugte alle detaljer omkring ham. Verdenen var så stor og farverig, og selvom det hele var ganske fremmed for ham, følte han sig ikke bange eller utryg.
Det var først da hans mor kaldte på en anden, at hans hjerte slog et ekstra slag af bekymring; for selvom den fremmede hest, som stod længere fremme, lignede en hest som hans egen mor, så var han ikke sikker på det var en god idé at går derhen. Mor var sikker – men var andre?
Dog virkede hans mor ikke særligt bange eller tøvende, og derfor fulgte han en anelse modvilligt med. Det var først da hans mor rørte ved den anden, at det blev klart for ham at den fremmede ikke var farlig. Han rakte mulen en smule frem i luften for at snuse til den fremmede, men han turde ikke gå helt tæt på – ikke endnu.
Hans ører blev tippet imod hans mors stemme, der formede det han tolkede som værende hans navn – Alaric. Et lille, men stolt smil fandt vej til hans mule, inden hans fokus igen blev lagt på den fremmede som var lidt mindre end hans egen mor.

[5]

Euphoria nåede efterhånden at tro at det bare var indbildning at hun synes at have hørt noget, og hun var derfor vendt tilbage til hendes oprindelige dagsorden. At stå under træet i den og være godt og grundig træt. Det ville ikke vare længe før at vinteren satte ind og det var med at nyde solens stråler inden dagene for alvor blev korte. Der var allerede en lille smule frost i luften, der varslede om de kommende måneder.
Et vrinsk trængte igennem til den grå hoppe, der nu løftede hovedet og svarede Illana uden så meget som at tøve. Hun kunne kende det vrinsk i søvne, for der var så mange positive minder forbundet med den gyldne hoppe, som hun anså for at være hendes mor. Hun havde faktisk undret sig over hvor hun var blevet af det sidste lange stykke tid. Det havde jo nærmest været sommer sidst de to mødtes. Havde de overhovedet brugt tid sammen siden hun mødte Pippin? Snart kom den sandsynlige årsag til den gyldnes seneste fravær til syne og Euphoria kunne ikke skjule det varme og kærlige smil, der uden tvivl kunne trænge igennem den mest hårde snestorm. Hun tog imod Illanas berøring med en varm brummen, og hun lod panden hvile mod hendes hals i en hilsende gestus. Hun havde bestemt også savnet hende.

"Åh Illana, hvor er han intet mindre end perfekt. "

Der var ingen tvivl om at synet af den lille satte godt og grundigt gang i Euphorias indre ur, men vinteren var måske ikke den bedste tid at opforstre et føl, men hun havde ingen tvivl om at Illana nok skulle klare den tjans. Euphoria mindedes nu faktisk, at hun ingen anelse havde om hvem faderen kunne være, men som datter af noget der bestemt ikke kunne karakteriseres som god og from, så ville hun da mene at hun havde klaret sig nogenlunde.

En kærlig brummen blev sendt mod føllet, for at vise at hun ikke var farlig. Hun vendte nu blikket mod Illana.

" Ham har du gemt godt på "

Brummede hun så. De glimt hun havde fanget af Illana havde hun bestemt ikke bemærket at hun gemte på sådan en lille øjesten.

394 Ord

Illana, den gyldne, smilede bredt og varmt da hun fik øjenkontakt med den grå Euphoria. Hendes grå pels var altid så nuancerende i farverne, og allerede nu kunne man skimte de første tegn på at hun var ved at sætte vinterpelsen – rundt omkring på hendes fine, slanke og feminine krop, kunne mørkere pletter anes, ja det lignede næsten at hun havde blommer, som de skimlede heste, bare omvendt. Illana selv var som altid sen til at sætte pelsen – hun var født i et varmt klima, hvor det ej havde været nødvendigt med så tyk pels, da vinteren aldrig havde været så hård, som den kunne blive her i Andromeda.

,,Tak, kære Phoria. Jeg må indrømme at han i den grad har smeltet mit hjerte”

Sagde den gyldne hoppe med et stort smil og med en mild tone. Selvom hun havde flere nær, selvom hun elskede flere, så kunne det ikke helt sammenlignes med den kærlighed hun allerede nærede til sin søn.

,,Selve drægtigheden var hård, så der gik ikke længe før jeg fysisk havde svært ved at komme rundt. Jeg holdt mig derfor mest ved træet, som jeg sover under. Der var både skygge for solens varme stråler, det ligger tæt på vand og der var ly for natten. Jeg beklager jeg ikke søgte dig, min kære.”

Hun strøg forsigtigt den grå Euphoria over mulen, inden hun vendte blikket ned imod den lille Alaric på ny. Han stod med næsten åben mund og nærmest stirrede på Euphoria, med et blik der kunne opsluge alle detaljer, hvis det fik lov. Et lille grin brød frem fra den gyldne hoppe, inden hun puffede imod den lille hingst, opfordrede ham til at gå hen og sige ordentlig hej, velvidende at Euphoria var den første anden sjæl han mødte i landet; så usikkerheden var forståelig.

,,Jeg håber sådan han når at blive klar til vinteren. Han kom senere på året end jeg havde regnet med.”

Hun flyttede nu blikket retur på Euphoria, og kort blev det en smule spørgende. Euphoria bar selv titlen som mor, og den lille Pippin som have været ved hendes side sidste gang de to hopper mødte hinanden, var umiddelbart ikke i syne.

,,Hvor er din søn henne?”

[9]

/ 368 ord

Alaric var som frosset fast hvor han stod, alt imens han betragtede den fremmede grå hoppe, som hans mor snakkede med i samme venlige, milde toner, som hun snakkede til ham med. Det stolte smil han kort forinden havde stået med, var gledet bort og i stedet stod forundringen nærmest malet i hans ansigt. Hendes grå pels var én ting, men de særligt hvide aftegn der lagde sig omkring hendes krop var nærmest magiske at betragte for den lille sjæl. Da den fremmede hoppe endda brummede imod ham, kvækkede han nærmest tilbage i et halvkvalt vrinsk, inden han rakte den lille mule så langt frem imod hende han kunne uden at flytte på sig – det turde han ikke helt.

Dog måtte hans ben bevæge sig fremad da hans mor puffede til ham. Det var næsten som om han ikke kunne styre det – hans instinkter sagde bare at han skulle. Så frem kom han, endda så langt at han kunne røre ved den fremmede hoppe, som han uden tøven gjorde. Han placerede mulen imod hendes bringe, der hvor hans mors krystal ville have siddet, hvis hun bar den. Hendes pels var tykkere end hans mors var og den føltes helt vildt blød. Med lidt kluntede bevægelser begyndte han at køre mulen rundt på bringen af hende, i et forsøg på at gnubbe. Det forbandt han med noget godt, rart og venligt – det var i hvert fald det hans mor hele tiden gjorde ved ham, når hun gav ham opmærksomhed, så det var vel det han skulle?

[7]