A Birth of Light and Darkness | Alaric

Illana, den gyldne, havde båret på et nyt liv i 11 måneder nu. Hendes liv havde på mange måder ændret sig i løbet af det sidste år. Hun havde genfundet kærligheden efter tabet af Samael, men hun havde også mistet den igen. Hun havde lært at selvom Skyggerne umiddelbart var en fare og ofte ønskede andre ondt, så var der også dem, som stadig havde deres frie vilje og ikke var underlagt et ubrydeligt had til dem, som ikke bar Skyggerne. Hun havde lært at elske en Skyggebære og hun havde begrædt tabet af ham.
Og nu stod hun for enden af sin drægtighed, en drægtighed der havde været en ren rutsjebane af følelser; og særligt op til dette øjeblik hun nu stod overfor havde frygten meldt sig. Ville hun bringe en Skyggebærer til Andromeda? Ville hun snart stå som værende mor til en, som var drevet af onde hensigter?

De sidste måneder havde Illana opholdt sig meget for sig selv. Det var fysisk hårdt for hende at være drægtig, og i takt med bekymringerne tyngede hendes sind, var hendes overskud blevet mindre og mindre. Hun havde derfor søgt ud til Brêgo, for at høre om han kunne patruljere flokkens grænser og sørge for at beskytte flokken mod eventuelle farer; og heldigvis havde han sagt ja. Det havde gjort at den gyldne hoppe kunne fokusere på at komme igennem de sidste, hårde måneder.

Hun var søgt ind under træet med de lange grene, der rakte mod jorden i en cirkel omkring den tykke stamme og nærmest dannede en hule der kunne skjule op til flere sjæle fra andres åsyn. Det var her Illana holdt til, her hun sov og her hun følte sig tilpas tryg. Hun var oppe over – nu var der blot få timer til hun ville møde det lille liv, hun havde båret i næsten et år.

_____

Månen hang højt på himlen og livet i Andromeda var gået til ro. Nattens kølige temperatur var næsten en lettelse for den gyldne Illana, som nu var gået i fødsel. Hendes gyldne skind var vådt af sved, og hendes muskler dirrede under det tynde pelslag af anstrengelse. Det var lidt mere end en time siden at hendes vand var gået, og hun var nu i den afsluttende fase af hendes drægtighed. Snart ville hendes afkom blive en del af Andromeda.
Veerne tiltog og Illana måtte lægge sig. Hun havde været nede og ligge flere gange, og hendes ellers rene og gyldne skind var blevet fyldt med støv og jord fra hendes anstrengelser.
Et langstrukkent, smertefuldt støn forlod den gyldne hoppes bryst, inden hun begyndte at presse.

______

Det føltes som en lettelse, da det endelig var ovre. Da først den gyldne Illana havde fået føllets forben ud, var resten gået rimelig let. Hendes flanker hævede og sænkede sig i høj hastighed, alt imens hun forsøgte at få styr på sit åndedrag. Da først hun havde nogenlunde kontrol over sit åndedrag, drejede hun den lange slanke hals for at føre hovedet ned imod hendes afkom.
En lille gyldfarvet hingst med mørke ben og mørk man og hale lå bag hende og kæmpede med at tage de første spæde åndedrag. Hans øjne var endnu helt klistrede af fosterhinden og hans pels helt våd fra fostervandet. Rent instinktivt begyndte den gyldne hoppe at slikke den lille hingst ren; men endnu forblev hun liggende af ren og skær udmattelse.

[4]

Den kølige luft omsvøbte den lille skikkelse som kun få øjeblikke forinden var kommet til verdenen. Alt omkring ham syntes nærmest utydeligt og det stak i hans lunger hver gang den kolde luft strøg ned i dem og fyldte dem. Det var så anstrengende at trække vejret selv. Indtil nu havde alt været så let; hans mors krop havde forsynet med ham ilt og næring og i hans mors mave havde han blot været tryg og varm. Verdenen føltes nærmest skræmmende, for den lille sjæl, som var født af både lys og mørke.

En varme som virkede meget velkendt omsvøbte ham snart. Det var hans mor, som var begyndt at slikke ham ren og nænsomt fjerne den fosterhinde der klæbede sig til hans ansigt og gjorde det endnu mere besværligt for ham at få vejret. Flere gange måtte den lille sjæl pruste alt han kunne, for at få det sidste vand ud af hans næsebor. Da hans mor begyndte at bevæge sig ned af halsen på ham, var det som om hans krop begyndte at bevæge sig helt uden han selv ville det – og dog føltes det alligevel meget bevidst. Hans instinkter sagde ham med det samme, at han skulle på sine ben og det resulterede i at hans forben blev kastet i luften et par gange, dog uden at det bragte ham tættere på at komme op og stå.

[1]

Illana, den gyldne, kunne ikke lade værre med at betragte sin søn ganske indgående imens hun omhyggeligt rengjorde den lille sjæl. På mange måder lignede han en blanding af sine forældre; en umiddelbart lidt mere spinkel udgave af sin far. Han havde arvet hendes gyldne farve på kroppen – faktisk samme farve som Illanas egen mor havde haft – og havde arvet sin fars sorte man og hale. Han var smuk, det var der ingen tvivl om og Illana følte sig både lettet og beæret over at han umiddelbart havde ligheder med begge sine forældre. Endnu mere lettet var hun dog også over, at han ikke bar tegn på at være Skyggefødt. Han havde ingen blå aftegn, som var meget karakteristisk for Skyggerne og Lyset i krystallen skinnede klart og hvidt; hvilket det sjældent gjorde i nærheden af mørket. Lyset følte sig stærkt, og strålerne fra krystallen rakte ligeså ud imod den nye sjæl – Lysets eget kød og blod – for at byde ham velkommen ligeså.
Det gav et helt sæt i Illana, da hendes søn begyndte at kaste sine forben mod luften, nærmest som prøvede han at føle sig frem til hvor han var. Kort efter fremkaldte det blot et smil hos hende. Hun var ny i det med at være mor; men hendes instinkter sagde hende, at det var det helt rigtige, som hendes søn forsøgte på.
Hun holdt en pause med at rengøre ham for selv at rejse sig. Herefter placerede hun sig ved siden af ham, sænkede sin slanke hals og begyndte på ny at slikke ham ned langs halsen og dernæst hen over ryggen.

[5]

Hans mors omsorg var rar, den var tryg – og i hans lille verden ønskede han aldrig hun skulle stoppe. Langsomt bredte varmen sig i kroppen på ham og hans pels begyndte også at tørre op. Da hun nåede ned i bunden af halsen løftede han hovedet så højt han kunne og nærmest følende rykkede han mulen rundt, for at lede efter der hvor maden kom fra. Det punkt, som hun havde ramt, havde i hvert fald tricket hans sutte-refleks, og da han ikke kunne finde noget at sutte på, begyndte han nærmest at sutte ud i luften.

Dog stoppede han pludseligt, da hendes mule var nået et stykke ned af ryggen på ham. Dér ramte hun til gengæld at punkt som satte gang i alle hans ben på en gang. Han fik trukket både bagben og forben op under sin lille mave og fik ganske kluntet ”skubbet” sig selv så kraftigt fra jorden, at han tiltede til siden og endte med at nå helt om på ryggen. Grebet af panik sprællede det lille føl rundt med alle ben i vejret, indtil han fik møvet sig om på maven igen. Forpustet efter den skræmmende oplevelse blev han liggende stille på maven et øjeblik, imens hans mors kærtegn atter fik ro på hans krop. Det var dog blot for en stund – for snart prøvede han igen. Denne gang lykkede det ham at få bagbenene sat i jorden og bagparten skubbet så langt op, at hans ben næsten var strakte. Så kom den næste udfordring blot, at få forbenene med..

[2]

Illana, den gyldne, havde så småt genvundet kontrollen over hendes vejtrækning, der kort forinden havde hastet af sted. Hun var endnu træt og udmattet ovenpå folingen og kroppen værkede en del; men ligenu betød det intet. Det eneste hun havde fokus på, var hendes lille søn, hvis instinktive reaktioner forundrede hende.
Hvordan et så nyt liv kunne så meget, var hende en gåde. Hun vidste at føl kom hurtigt på benene og at deres instinkter drev dem til at søge mod yveret for at få den livsvigtige mælk. Alligevel var det nærmest overvældende for hende at opleve; men nu var det også hendes eget kød og blod, som hun værnede om nu. Hende og Volontaires.

Lysets stråler sprang livligt omkring den lille sjæls krop i det han begyndte at spjætte, endda så voldsomt at han trillede helt op på ryggen. Illana rykkede hovedet op, så hun ikke fik et af hans ben i hovedet. Nok var hans hove ganske bløde, men de stærke, små ben kunne sagtens sparke hårdt.

En moderlig og opmuntrende brummen forlod Illanas brystkasse, da han kom om at ligge på maven igen og herefter forsøgte at rejse sig. Det lykkedes ham at få bagbenene stablet ind under den spinkle krop og strukket, så hans bagpart strittede op i luften. Illana kunne ikke undgå at fnise lidt, inden hun forsigtigt strakte halsen ned imod ham og lagde hovedet imod den lille mave. Hun forsøgte at støtte ham så godt hun kunne så han kunne komme op og stå.

[1]

De små bagben dinglede under ham i forsøget på at holde balancen, imens forbenene blev møvet op under maven, for at blive placeret bedre inden han forsøgte at strække dem. Det var utroligt svært at blive stående ”oppe”, så da hans mors hoved kom ned for at støtte ham, endte det lille føl med at vrinske af ren og skær ivrighed. Han ville så gerne op! Bare op.
Han samlede alle sine spæde kræfter og lænede sig imod sin mors mule. Han fik trukket de lange ben op i den rigtige position og så skød han forparten imod luften og fik strukket alle 4 ben! Det lykkedes! Han stod, enormt vakkelvorn, men han stod.

Der gik lidt hvor al hans koncentration gik til blot at blive stående, med et ben i hvert verdenshjørne så at sige. Det var ufatteligt svært at blive oppe, og flere gange var han lige ved at miste balancen. Hvis ikke det var for hans mors støtte, var han skvattet sammen. Da han endelig følte han bare havde lidt styr på det, fik han endelig øjnene op for de forunderlige lys der kredsede omkring ham og først nu lagde han mærke til, at nogle af de kærtegn han havde følt da han lå på jorden, faktisk stammede fra dette lys, der nærmest virkede levende. Et kæmpe smil fandt vej over den lille sjæls mule, inden han drejede hovedet søgende efter den lokkende mælk, som hans mor havde i yveret. Han fik stavret sig rundt på de lange ben, så hans hoved pegede imod hendes krop. Først ramte han imod hendes bringe, lige under den klare krystal hvor lysstrålerne kom fra og søgende begyndte den lille mule at lede efter maden. Han begyndte at sutte på sin mors bringe, men noget sagde ham at han ikke var det helt rigtige sted – og dog kunne han ikke lade værre med at sutte, nu først han var startet.

[1]

Det lykkedes den lille sjæl at få stablet sig helt op og stå ved hjælp af den gyldne hoppes støtte. Hendes moderlige brummen lød atter, for at opmuntre han til at blive stående. Han var lige ved at falde forover et par gange, men fik stoppet bevægelsen inden han kæntrede. De klare stråler, som krystallen om Illanas hals udsendte, forsøgte nærmest også at filtre sig ind i den lille buskede hale som føllet besad, i et forsøg på at holde ham på benene.

Da han havde fundet balancen begyndte han at flytte på sig. Han fik vendt sig rundt og søgende gik den lille mule i gang med at lede efter yveret, hvor han skulle få den første tår mælk fra. Illana brummede muntert da den lille mule gik i gang med at sutte sig fast på hendes bringe. Det kildede på en meget speciel måde. Hun bøjede halsen, og rakte mulen hen imod hans skulder. Forsigtigt begyndte hun nu at skubbe ham væk fra bringen og ned mod yveret, hvor han faktisk kunne få fat i noget mad.

[2]

Selvom han nok så ivrigt forsøget at suge næring til sig, så var det som om der ikke rigtig skete noget. Ikke andet end at han fik hår ind i munden som klistrede sig til hans tandløse gummer. I et forsøg på at slippe af med de løsrevne hår stak han tungen helt ud af munden og fik smasket ganske højlydt.
Han blev afbrudt af sin mors mule, der nu forsigtigt begyndte at puffe til ham – føre ham – længere ned langs hendes side. Han fulgte instinktivt hendes opfordring og stavrede på stive ben ned af langs hendes gyldne mave. Søgende satte han flere gange mulen ind imod hendes krop, men det var først da han kom helt ned ved hendes bagben, at han endelig fandt yveret! Det tog ham et par forsøg at få fat, men da det først lykkedes ham, bredte en meget tilfredsstillende følelse sig i den lille hingsts mave. Det var utroligt hårdt at være i live, så det var meget tiltrængt at få stillet sulten.
Det føltes dog også underligt at få den varme mælk ned i maven; imens han havde ligget i sin mors mave, havde han jo ikke haft behov for at spise. Han havde været koblet sammen med sin mor og havde aldrig følt sult før at han var blevet født.
Ivrigt slugte han nærmest mælken, alt imens hans lille sorte hale viftede omkring hans bagpart.

[2]

Det var en utrolig rar følelse da det lille hingsteføl endelig fik fat ved yveret og begyndte at die. De sidste dage op til folingen havde hun følt en nærmest ubehagelig spænding fra yveret, endda havde det dryppet med mælk lige op til fødslen – så da trykket begyndte at lettes, gav den gyldne Illana et tilfreds suk fra sig. Hun tiltede bækkenet lidt og hvilede på det ene bagben, alt imens den lille stillede sin vidst ret store sult.
Imens hendes søn tog for sig af mælken skævede Illana ud blandt det store træs lavthængende grene. Mørket var endnu dominerende, men langt ude i horisonten kunne det første lys af den nye dag anes. Der ville dog gå nogle timer endnu, før solen steg over himlen og oplyste hele Andromeda på ny.
Efter lidt tid fornemmede hun at det lille føl begyndte at stoppe med at die. Hun brummede sagte til ham, inden hun drejede hovedet rundt for at se om han var okay; den ivrighed han før havde udvist, så nu ud til at være blevet erstattet af søvn. Et lille overbærende smil fandt vej til Illans mule inden hun puffede forsigtigt til ham. Tid til at sove.

[3]

Mætheden væltede snart ind over den lille ivrige sjæl, men selvom hans mave var ved at være fyldt, så kunne han ikke helt finde ud af at stoppe. Instinkter var en mærkelig ting, og de drev ham nærmest til at fortsætte, selvom han som sådan ikke havde behov for mere.
Så det var først da han vitterligt var så mæt at maven næsten gjorde ondt, at han stoppede. Tilfreds smaskede han ud i luften imens hans øre lyttede efter hans mor, som forholdt sig ganske stille.
Snart puffede hun til ham og det gav et lille sæt i den lille gyldne hingst. Først troede han at hun ville flytte på ham, ligesom da hun guidede ham ned langs hendes side, men det var ikke hendes hensigt. Derimod opfordrede hun ham til at lægge sig – hun havde set hans træthed, selvom han ikke selv havde vedkendt sig den. Han stak sit lille hoved ned mod jorden og forsøgte at finde ud af hvordan han mon kom derned..
Han forsøgte at bøje alle 4 ben på en gang, men det fungerede ikke synderligt godt. I hvert fald ramte han jorden med et ordentligt bump. Han gav et lidt forskrækket, halvkvalt hvin fra sig, men da han ligesom først var nede, måtte han jo bare finde sig til rette. Snart efter krøllede han sig sammen, tryg i sin moders nærvær og langsomt sneg søvnen sig ind på ham.

[3]

Illana lod sit hoved søge ned imod den lille sjæl, der med et næsten kluntet bump landede på jorden. Hun smilede mildt og udsendte atter en moderlig, beroligende brummen. Mens han krøllede de lange ben op under sin krop og langsomt blev overmandet af søvnen, betragtede hun ham tavst. Det milde blik som hun besad, fik kortvarigt en sørgende glød og det klare Lys i krystallen blev dæmpet. Han lignede sin far, på mange punkter og i dét øjeblik ønskede hun blot at Volontaire ville kunne se sin søn. Vide at han var elsket og at hans arv var blevet givet videre. Hun lukkede sine øjne og strøg forsigtigt den lille hingst over panden med fjerlette bevægelser.
I hendes indre begyndte hendes tanker at vandre tilbage til nærmest glemte minder. Minder fra en tid langt før Andromeda og dette liv; og særligt kredsede hendes tanker om én særlig. Hun havde kun mødt ham få gange, da hun var ganske spæd, men mindet om ham havde hun altid haft med sig. Hendes moders far – hendes morfar – havde været en særlig hingst. Mild, vis, tilgivende, forstående. Hvis han havde været i live dengang hende og hendes mor var blevet forvist fra deres hjem, havde han stoppet det. Han havde vidst, at det de blev forvist for ej var noget som Illana eller hendes mor kunne gøre for, eller ved.
Hendes morfar var på mange måder et forbillede for hende, og en sjæl hun havde ønsket hun havde kunnet tilbringe mere tid med. Og det var kun passende at navngive den lille nye hingst efter ham.

¤Sov, min kære. Sov Alaric¤
[5]

Dag 2

______________________________________________________________________________________________________
Illana, den gyldne, hejste langsomt sit hoved da solens stråler begyndte at titte ind igennem træets lavthængende grene. Daggryet varslede om en smuk dag, en dag som ville blive perfekt til at vise den lille ny skabning til resten af flokken. Hun brummede sagte og moderligt, inden hun puffede til den lille Alaric som havde sovet roligt hele natten igennem.

,,Vågn op min kære”

Da hun havde vækket den lille hingst flyttede hun lidt på sig, så der ville være plads til at han kunne komme op. Det var endnu så nyt for ham, at han formegentlig skulle have et par forsøg før det lykkedes. Hun stillede sig sådan at hun kunne blokere for udgangen af træets beskyttende hule, så hvis han skulle falde, ville han ikke dumpe direkte udenfor. Hun ville gerne have styr på ham, inden hun bragte ham ud i Teylar.

[6]

[Tråden er nu åben for 1-2 deltagere. Deltagerne skal være medlem af Teylar-flokken]

Tiden var forsvundet fuldstændigt for den spæde Alaric der havde befundet sig trygt i drømmenes verden hele natten. Da hans mor fik puffet til ham, vågnede han op med et par utilfredse smaske-lyde. Han kunne sagtens have sovet videre, men da først han fik slået øjnene op, blev han næsten paf over hvor lyst der var. De små ører blev tippet meget overrasket frem og hans øjne slugte alle detaljer omkring ham. Træet, som de boede under, kastede nærmest magiske skygger ned på jorden og på ham og lysets stråler udenfor virkede utroligt indbydende.
Det tog ham et par forsøg, hvor han klodset tiltede til jorden igen, inden han fik stablet sig op på de lange ben; men da først han stod, stod han mere sikkert end han havde gjort umiddelbart efter hans fødsel. Han smaskede ud i luften mod hans mor, inden han trådte ned langs hendes side. Resolut søgte han yveret for at stille sulten, som havde meldt sig igen. Da han fik fat i yveret begyndte han ivrigt at mæske sig i den varme mælk. Atter begyndte halen bag ham nærmest at vifte frem og tilbage af ren og skær tilfredshed.

[4]

Selvom det var en lille ting, så kunne Illana ikke lade værre med at føle sig stolt over hvor sikkert hendes søn stod, da de lange ben havde bragt ham op og stå. Det var utroligt hvor hurtigt et føl lærte at færdes i landet; at stå, gå og løbe. Da han fik stavret sig ned imod hendes lyske, for at søge yveret, drejede hun sin slanke hals og begyndte at slikke ham over ryggen. Han var blevet lidt beskidt af at ligge på jorden, under det beskyttende træ.

Hun lod ham die til han var mæt, og da først han slap hendes yver, brummede hun guidende imod ham. Derpå trådte hun et par skridt frem, mod grenenes smalle åbning. Hun ventede til han havde vendt sig rundt og befandt sig ved hendes side, inden hun trådte ud i Teylar – og førte den lille Alaric ud på hans første eventyr.

[6]

Euphoria havde lidt alene-tid for en gangs skyld og stod nu og halvsov under et større træ. Det var godt med et lille afbræk fra at vogte over Pippin der kun blev større og mere selvstændig.
Hun smaskede søvnigt og skiftede nu vægten fra det ene ben til det andet, da en brise bragte en fremmes duft med sig. Den lyse mule blev hævet for at kunne inspicere denne duft ganske nøje.

Euphoria vidste nøjagtigt hvad det var. Det var duften af nyt liv. En blanding af hest, moderkage og blod, hvor de to sidstnævnte blot var en svag antydning. Euphoria havde trods alt nemt ved at genkende den duft, for det var ikke længe siden hun selv havde bragt nyt liv ind i denne verden.

Nysgerrigt lod hun de ravfarvede øjne søge henover landskabet i håb om måske at få et glimt af hvem det nu kunne være. Indrømmet at hun måske stod lidt for bekvemt under træet og nødigt ville flytte alt for meget på sig.