Throwing some Shade [Åben]

Atter engang nybagt far.  En ny titel som Canicus for nyligt havde fået. Han havde givet både mor og datter chancen for at finde lidt ro, og dermed vendt tilbage til dagligdagen, som bestod i at vandre hvileløst rundt i blandt de grå nuancer, som han med hans røde pels stod i skrigende kontrast til.  Det var som om at tilværelsen var blevet langt mere monoton og kedelig efter skyggerne havde indlemmet ham i broderskabet. Han havde svært ved at føle ganske almindelige ting, andet i de ting han følte mere kraftigt end ellers. Azula bragte det bedste frem i ham, men han var i tvivl om hvorvidt andre kunne få ham til at smile oprigtigt mere. 

En fordel ved at være skygge var dog at han kunne gemme sine melankolske følelser i de tomme øjne. Det kunne være nok til at afskrække de fleste fra at stille for mange spørgsmål. Det var lige nu kun skyggerne der hviskede til og om ham, mens de slikkede sig op og ned af hans ben.  Var der andre i nærheden denne eftermiddag? Canicus stoppede op og lod de tomme øjne søge igennem de bare stammer der tårnede sig op omkring ham.

216 ord.

En ny ø, med en nærmest faretruende aura, tårnede sig frem foran den gråspættede Minerva. Hun havde taget et valg om at søge længere bort, end hun hidtil havde været og havde krydset havet en stille aften. Hun var kommet til en ø, som allerede da hun satte hovene på det askegrå sand, havde fremkaldt kuldegysninger i hendes indre.
Hun kendte ikke meget til landet eller dets historie. Hun kendte ikke meget til den magi, som levede i dette land; men hun var sikker og vis på at denne ø rummede noget mystisk og farligt.
Øen virkede til at være beklædt af en nærmest bar skov, og i horisonten kunne hun skimte noget der lignede et bjerg – og så alligevel ikke. Det var mere ensartet af beskue, end bjergene på Enophis og havde en anderledes farve. Om end var hun så langt borte fra det, at hun ikke kunne determinere hvad hun egentlig kiggede på.

Hun havde begivet sig lidt væk fra stranden og det særprægede grå sand. Øen rummede både skov og åbne områder, og i sommerperioden ville det ikke undre Minerva, hvis den egentlig var frodig nok. Lige nu herskede en gold vinter dog i landskabet, som var gråt og mørkt – barskt.

Hun søgte imod et skovstykke, ikke langt fra hvor hun befandt sig nu. Selvom det var midt på dagen, og lyset var draget over himlen, så havde det ikke bragt varme nok med sig til at hendes pels var helt tør efter at have krydset havet. Hun satte ej heller den længste vinterpels, og havde vurderet at det nok var meget fornuftigt at søge læ, indtil hun var tør – og derefter fortsætte sin udforskning af denne fremmede, faretruende ø.

[3]