What Lies Ahead | Titan, Mindraper & Ava

3 særprægede hingste havde vandret side om side det meste af natten for at nå til Vulkanøens bred inden solens spæde stråler rakte over himlen og oplyste Andromeda på ny. De havde vandret i ly af nattens mørke; for selvom Skyggerne ofte herskede i de mørke timer, så var Skyggehestene stadig underlagt søvnens magt - og det var netop i søvnen at de skulle opsøge den sorte Ava. De måtte skynde sig, mens mørket stadig herskede over øen. Snart ville det være for sent, og så måtte de skjule sig på denne farlige Ø, indtil nattens mørke igen ville overtage.
De havde haft fart på – den Ibenholtsorte Titan, der havde tiden i sin magt, den spraglede Mindraper og den skimlede Drømmevandre – og de havde netop sat deres hove på den askeklædte Ø. Altaïrs flanker hævede og sænkede sig med høj hastighed som resultat af deres lange færden.
Altaïr standsede sine ellers standhaftige skridt og kastede et blik på sine følgesvende. Det de stod overfor nu kunne potentielt blive både svært og farligt; for Vogterne var sårbare overfor Skyggernes evner.

,,I kender hende bedre end jeg gør. Hvilken vej skal vi følge nu?”
[4]

[Svar rækkefølge: 1: Altaïr, 2: Titan, 3: Mindraper – Når de finder Ava er hun nr. 4 i rækken]

Rejsen føltes uendelig lang. Ikke mindst fordi de havde været nødt til at krydse vand for at nå til en helt anden ø – den ø han for alt i verdenen helst ikke ville sætte sine hove på, men endnu en gang fandt Titan sig selv på Foehn for at opsøge sin søster ... Eller det, der engang havde været hans søster. Han var ikke selv så sikker på hun fandtes længere, men så længe andre havde håb, ønskede han heller ikke selv opgive det fuldkomment.
Det var ikke mange ord der blev ytret mellem de tre hingste på turen. Det kom sig nok af ingen af dem rigtig kendte hinanden, men kun havde en bekendt til fælles. De var tre fremmede på færd med et fælles mål. Hvordan resten af turen skulle forløbe sig, kunne de sagtens have snakket om, men sandsynligheden for hvad end de kunne komme op med af planer, ville lykkes, var lille. Ava var jo ikke længere den Ava de hver især kendte. Hun var Ava, men ikke kun – hun var skygge, og skyggerne kunne måske få hende til at reagere anderledes end nogen af dem ville kunne forudse.

Da den skimle standsede slog Titan ligeledes bremserne i. Den varme ånde stod ud fra næseborene i den kolde luft og dannede skyer af damp. Den sorte krop dampede ligeledes en anelse i den kolde luft, og den lille pause var mere end bare velkommen. Hans ben trængte til den, hans lunger trængte til den. Han var ikke længere den lille lort der kunne spæne uafbrudt en hel dag sammen med sin bror uden at opnå nogen form for træthed. Men træthed måtte vente. Der var ikke tid til den.

Titan åbnede munden, men lukkede den igen uden et ord, og lod i stedet blikket glide mod den sidst tilkomne med de gule øjne. ”Du kender hende bedst tror jeg.” Det var trods alt ved at være et godt stykke tid siden han selv havde haft en nogenlunde fornuftig samtale med sin søster – en der ikke var endt ud i slåskamp eller bar mere præg af skyggemening end hans søsters.
”Mit bedste bud ville være vulkanen,” tilføjede han dog efter lidt tid. ”Det er der jeg tror jeg ville opholde mig.” Det var lettere at tænke sig til, hvad han selv ville gøre, hvis han ikke skulle tænke, men i stedet trække på sine instinkter. Vinteren var kommet. Den havde været undervejs et stykke tid og havde aller først meldt sin ankomst med nattefrost. Nu viste den sig i form af snefnug. Snefnug, der endnu ikke formåede at blive liggende på jorden. Det måtte så absolut være til deres held. En ting var at nærme sig en skygge og noget helt andet var at efterlade tydelige spor andre kunne følge.
”Hvor tæt skal vi på?

//468 ord

4

Turen til Foehn føltes uendelig lang for den spraglede hingst, der fuldstændig opslugt i sine tanker, knapt havde ænset sit selskab. Hans mavefornemmelse var dårlig og han følte en overhængende dårlig samvittighed, næsten symboliseret i hvordan de tunge skyer trak sig sammen over vulkanøen. Kulden føltes bidende mod hans hud, hvor vinterpelsen endnu ikke var sat helt til. De små snefnug der faldt, smeltede dog på den varme krop. Mon de smeltede på Avas? At røre hende var som at sætte mulen mod en bar klippe. Det var så koldt, som den vind der hvirvlede asken op omkring benene på dem.
De andre to stoppede og Mind tog et ekstra skridt for at stå en anelse foran dem, mens de gule øjne vågent gled omkring landskabet. Han vippede med de mandelformede ører, hvor de ene til sidst vendte mod de to hingste, som debatterede Avas lokation. Titan havde en god pointe, og Mind nikkede stille i enighed.

" Hun ved højest sandsynligt allerede at vi er her. "

Lød det stille fra ham. Ava var ikke dum, og i og med hun efterhånden var ét med skyggerne og var langt stærkere her, så måtte de også kunne fortælle hende at der var trådt to vogtere ind på øen. Kunne de fornemme den magi som han selv var givet til netop dette møde? Mind kunne fornemme den hvile i hans indre, og selvom han kendte magi og før havde benyttet det, så var han usikker på om han nu kunne få brugt den i rette øjeblik.

Det stak ham i hjertet, som trængte den iskolde vintervind igennem marv og ben, men lige lidt nyttede det. Han kunne ikke bakke ud af det nu, men han vidste at tingene ville ændre sig markant efter denne dag, uanset om deres lille mission lykkedes eller ej.

" Alt efter om hun vil forsvare sit territorie eller ej.. Jeg har aldrig set hende bakke af fra noget som helst. "

Han trak svagt på smilebåndet ved tanken om den stædige hoppe, men smilet blev snart erstattet af et mere alvorligt udtryk. Han rystede på hovedet og satte nu i retning af vulkanen som tronede sig ildevarslende mod himlen.

383 Ord

Den skimlede drømmevandre forblev i stilhed indtil de to andre hingste havde ytret deres meninger. Den Ibenholtsorte Titans ord bar logik bar sig og stille i Altaïrs sind gav han sit samtykke til at søge tættere på Vulkanen, om end de blot bragte sig selv endnu mere i farer. Her ved kysten, hvor Vulkanens varme ej var så stærk, var sneen så småt begyndt at dale. Dog var luften omkring dem ikke kold nok til at sneen ville blive liggende og i stedet forsvandt de hvide snefnug og blev en del af den Askegrå kyst de stod på. Altaïr brummede sagte, inden hans blik flyttede sig fra Titan til Mindraper, som var stoppet en anelse længere fremme end de to vogtere.

,,Skyggerne vil nok kunne mærke vores tilstedeværelse, ja. Mit håb er at hun sover, og dermed ikke har registreret at vi er her endnu.”

Det var blot et spinkelt håb, men vinterkulden kunne give anledning til at Ava havde søgt ly, og dermed stadig befandt sig i søvnens verden. Hvis ej hun gjorde, var Altaïr ganske uvis omkring hvordan han skulle søge kontakten til hende; for hans force lå i at han kunne vandre i drømmene; drømme, som Skyggerne forhåbentlig ikke havde kontrol over. Hans brummen blev en anelse mere handlekraftig, inden han vendte sin opmærksomhed tilbage til Titan.

,,Jeg skal kunne skimte hende i mit synsfelt. Hvis ej jeg kan se hende – bare ane hende – er jeg ikke stærk nok til at nå hendes sind. Desværre må det betyde at vi nok skal helt hen til Vulkanens fod.”

Altaïr trådte nogle skridt frem, så han akkurat passede Mindraper. Han nikkede anerkendende til hans sidste ord, inden han vendte blikket imod Vulkanen, som nærmest så tåget ud gennem de dalende snefnug.

,,Ava’s stædighed har fulgt hende igennem hele hendes rejse i Andromeda. Måske kan vi være heldige at den kan vendes imod Skyggerne. Hvis hun sover, og hendes vilje er stærk nok, er mit håb at jeg kan snakke med hende uden Skyggernes indflydelse. Jeg vil ej kunne være i forbindelse med hendes sind længe. Hvis hun sover, vil min eksistens være sårbar imens jeg drager ind i Drømmenes rige. Skulle der ske noget imens, håber jeg I vil hidkalde mig til den vågne verden, så vi kan søge i sikkerhed.”

Han vendte derpå blikket tilbage imod de to hingste, en efter en.

,,Det er sidste chance for at vende om. Når vi kommer nærmere vulkanen, bliver vi nødt til at stå sammen for at have en chance.”

Der lå noget nærmest dystert over de sidste ord Altaïr fremsagde. Det var en farlig færd de havde vovet sig ud på; en færd som kunne få konsekvenser for dem alle, hvis den gik galt.
Derpå satte han fremad imod Vulkanen med bestemte skridt. Pausen måtte ophører og de måtte af sted, mens mørket endnu lå over dem som en beskyttende kappe.

[8]

/481 ord

Det løb koldt ned af ryggen på Titan ved den spraglede hingsts ord. Han var ikke et sekund i tvivl om han helt sikkert havde ret. Søsteren vidste sikkert allerede, de var trådt ind på vulkanøen. Helt automatisk, lod han blikket granske området, uden at spotte noget uden for sædvane. Der var intet lysende blåt. Dét var hvad han havde frygtet at spotte gemt væk bag hvad end omgivelserne tilbød af skjulesteder.

Titans lod blikket falde på den skimle hingst. Han lyttede. Han håbede. Men samtidig frygtede han også det ikke ville være helt så let. "Og hvis hun ikke sover?" Han turde næsten ikke tænke tanken. Det var kun med hjælp fra Den Vise de sidst var sluppet derfra nogenlunde uskadte. Efter Titan havde kastet sig ud i en lille kamp med sin søster, og hun var kun blevet stærkere siden da. Han var ikke sikker på han ville være i stand til at hamle op med hende, skulle det ske igen. Ikke alene. Heldigvis var han heller ikke alene, men hvor meget kunne han regne med de to andre ville kunne følge ham? Kunne de gøre skade på hans søster, hvis det var nødvendigt for deres egen overlevelse?

"Jeg er klar til at gøre, hvad end det kræves. Jeg må indrømme jeg har min tvivl. Men jeg håber det lykkes. Jeg har ikke haft en søster længe, og jeg har så meget at fortælle og dele. Jeg ville ønske hun var blevet hos os. Jeg ville ønske hun kunne komme tilbage til os. Nej.... Jeg ville ikke... Jeg ønsker det. Stadig." Havde Titan slet intet håb haft, ville han jo ikke have kastet sig ud i denne rejse. Han ville ikke have givet det chancen, men han ønskede og håbede på, de tre til sammen havde en chance for at nå ind til hans søster.
"Men jeg frygter, at vi har et problem, hvis du skal være inden for synsfelt og hvis vi skal nå vulkanen. Hvis det er der de andre holder til også. Hvordan kan vi vide vi ikke bliver lokket i en fælde af andre? At andre ikke opager vores tilstedeværelse? Vi kan ikke hamle op med alle skyggerne på en gang. Måske ville det være lettere at lokke hende væk og....... Slå hende ud?" Titan var på ingen måde stolt af sit forslag og håbede næsten andre havde en bedre idé. Men hvis de skulle have hende i nærheden alene, ville det højst sandsynligt være smartest at undgå vulkanbjerget hvor hele Aljun havde tilholdssted. Og måske kunne de bedre nå ind til hende, hvis ikke de var alt for tæt på det væsen hendes slags kaldte Herren.

//443 ord

5

Den spraglede fulgte trop med den skimlede, dog uden at ytre alt for mange ord. Den spraglede lyttede dog til hvad de to hingste havde at sige. De var afhængige af at hoppen sov og det var ikke noget som Mind havde set Ava gøre ret meget af siden hun blev skygge. Han spændte kort i kæberne, da Titan ytrede sit: Hvad nu hvis?
De gule øjne fandt vej til ham med en ophøjet ro. For selvom den spraglede vidste at han ikke kunne hamle op
med Ava, så kunne han da stå imod længe nok til de andre kunne nå væk.
Som Titans sidste sætninger ebbede ud lod Mind et suk lyde. Han ønskede Ava tilbage mere end noget andet, men han vidste at sandsynligheden for dette var meget lille.

“ Ava har brændt sig før ved at vandre for langt væk fra Foehn, og sandsynligvis har skyggerne allerede opdaget os. Vores eneste håb hvis hun er vågen er hendes styrke, for hun ved at hun kan hamle op med os.. “

Den spraglede stak mulen i vejret og indåndede den tunge luft for at se om han kunne få færten af hende. En svag brummen kom fra ham, inden han måtte konkludere at sporet ikke var skarpt nok til at kunne følges. En knugende fornemmelse bredte sig i hans brystkasse.

“Ud af os tre.. Hvem tror i hun kommer til at hade mest.. Mens hun kvæler vedkommende kan i andre slå til. “

Der var både alvor, men en snert af tør humor i hans ord. Han var overbevist om at Ava aldrig ville tilgive ham for det her, så han håbede om nogen det her ville virke. Han stoppede kortvarigt op og spejdede ind mellem træerne. Var der nogen, eller spillede hans fantasi ham bare et puds?

Der lå en umådelig anspændt stemning i luften omkring de tre sjæle, som var vandret til Foehn med et fælles mål. Den Ibenholtsorte Titan havde ytret en bekymring, som var retfærdig, og det scenarie som han frygtede kunne meget vel blive til virkelighed. Altaïr, den skimlede, ventede dog med at svare til efter den spraglede Mindraper ligeså havde ytret hans mening – for vigtigheden i deres sammenhold kunne ikke understreges. Hvis ej de kunne nå til enighed om en plan, skulle de vende rundt nu mens chancen var der, for hvis ej de stod sammen som én havde de ikke nogen store chancer for at nå i mål med deres plan – eller slippe bort med livet i behold.

Han brummede sagte, om end endnu med de drømmende toner han bar. Et lille smil tegnede sig om mulen på den skimlede hingst, da den spragledes sidste kommentar hørtes. Åh, det spørgsmål var der nok mange svar til – for Altaïr vidste, at han havde gjort sit for at gøre sig upopulær i Skyggernes øjne; dem, som havde erstattet Ava’s.

,,Du har ret, du Ibenholtsorte Titan. Hvis ej hun sover vil vi vandre ind i en kamp vi nok ej har mange chancer for at komme ud af. Vi kan risikere at hun ikke er den eneste Skygge som vi støder på, på vores færd her på øen – men sig mig; hvordan skal vi lokke hende bort, hvis ej vi er nær nok til at hun kan se os? Selv hvis Skyggerne har fornemmet vores tilstedeværelse, er det ikke sikkert de ved hvor vi er. Hvorledes skal vi gøre opmærksomme på os selv, uden at afsløre os for de resterende Skygger?”

Han holdt en pause med hans tanker, som allerede var langt foran hans talestrøm. Han kunne godt se at det var farligt at søge længere ind i landet i håb om at Ava ville sove – og måske var det den skimlede drømmevandres naive håb, at deres færd ville være mere ligetil, end den nok var.

,,Jeg har ej megen styrke, men jeg har min adræthed. Måske kan jeg ikke slå hårdt, men jeg kan udtrætte, der hvor i andre kan bruge jeres styrke. Vores trumf må være dig, du Ibenholtsorte – betvinger af tid. Hvis det kommer dertil, må du bruge dine evner til at forsøge at vende situationen.”

Han sendte et anerkendende nik til den yngre sorte hingst. Selvom Titan’s magi endnu var ny for ham, var Altaïr ikke et øjeblik i tvivl om, at han ville kunne tvinge tiden til hans fordel, om det blev nødvendigt. Derpå rankede han sig en anelse og skimtede videre ind mod Foehn’s hjerte.

,,Jeg stemmer for at vi forsøger at drage hende bort fra hendes kilde til magt. Som du siger, Mindraper, har hun før brændt sig når hun har været på afstand af Vulkanen. Hvis vi kan lokke hende til bredden, eller endda væk fra øen, er vores chancer større.”

Altaïr vendte nu rundt og placerede sig mellem de to hingste, som delte et fjernt familiebånd. Han sendte Mindraper et på sin vis kækt blik, inden han knyttede en kommentar til hans sidste ord.

,,Jeg tror ikke det bliver et spørgsmål om hvem hun hader mest – men nok nærmere hvem hun får fat i først. Hadet til os alle 3 vil i denne situation nok være lige stort, men det kan være vores fordel.”

Han svirpede en enkelt gang med halen, hvilket fik det nærmest flydende stjernestøv som beklædte hans skimlede pels til at hvirvle rundt i luften omkring ham.

,,Hvordan foreslår i at vi hidkalder hende?”
[1]