Den første sne.

Det var den første sne i et stykke tid og vandet var ved at fryse til og sneen dalede stille ned mod jorden, imens White kiggede rundt omkring med et smil på hendes mule, imens hun nød hendes første sne glad og tilfreds, imens hendes hove lavede spor efter hende i sneen og hun kiggede efter noget som hun kunne lave eller en anden hest hun kunne tage på eventyr sammen med. Hun kiggede rundt omkring imens hendes ånde var synlig i det kolde vejr. Der var forskellige slags dyr, der havde skiftet deres pelsfarve til hvid og det gjorde hende glad, da hun følte hun ikke var den eneste hvide i det smukke magiske landskab. Hun fortsatte med at lede efter andre væsner i hendes søgen efter noget selskab i det kolde landskab, da hun savnede det lidt. Hun fortsatte ufortrødent fremad i den bløde hvide sne imens hun bevægede hendes ører og lyttede til de forskellige få lyde som kom i ny og næ fra hendes omgivelser fra de forskellige dyr og hun prøvede at fange et snefnug med hendes tunge, men det var lidt sværere end det så ud til at være. Hun tænkte at hun ville galoppere for at få varmen og hun kiggede rundt omkring imens hun galopperer for fuld fart og hun sprang over de faldende træer på jorden ganske godt tilpas og tilfreds med måden, som hun gjorde det på elegant og fint. Hun smilede glad, imens hun løb ned mod den tilfrosset sø og hun prøvede at gå på den forsigtigt, da hun ikke ønskede at drukne og hun prøvede at gå så meget som muligt ud over den frosne sø, da hun syntes det var spændende at prøve det. Selvom det var en smule glat og gå på det, men hun prøvede ikke og snuble. Hun kiggede over mod en lille ø, som hun begyndte at bevæge sig imod med raske skridt og et stort håb om, at der måske var noget spændende og udforske på den, da hun meget gerne ville ud på eventyr. Hun kiggede rundt omkring imens hun gik rundt omkring på øen.

Tára var efterhånden vokset til en ganske harmonisk ung hoppe. Hendes ben var blevet lange og stærke, om end de var en smule slankere end hendes moders. Hendes krop var ikke længere ranglet, men elegant og på sin vis majestætisk. Hendes man og hale havde vokset sig helt ned over skulderen og spidserne synede at det reneste guld, ligesom hendes faders aftegn.
Ofte holdt Tára sig indenfor flokkens grænser. Ja faktisk var det sjældent hun bevægede sig udenfor dem; men på hendes mors opfordring var hun søgt en anelse nord på for Teylars grænser. Hun skulle ud og lære at være sig selv, lære at stå på egne ben. Hendes søster havde gjort det længere end hun havde og hver gang hun vendte tilbage fra sine opdagelser havde hun så mange spændende historier at fortælle. Og nu hvor Tára endelig havde samlet mod til sig, var hun gået på vandring.

Sneen lå allerede som et fint lag over jorden og den sorte Tára satte hovspor i sneen som var dybe nok til at dække selve hendes hov. Der ville ikke gå længe før sneen ville ligge så højt, at den ville dække det meste af underbenet på hende. Der var noget umådeligt fascinerende over vinteren; ja, nærmest var det en magisk kappe der lagde sig over Andromeda. Med sig bragte den også en helt anden form for stilhed. Der hvor omgivelserne før var fyldt med sang fra fugle, insekternes summen og lyden af græssende dyr, var der nu blot bare stille.
Og dog..

Tára hørte lyden af en anden hest, eller det var hun i hvert fald overbevist om. Det lød som hovtrin der sendte en nærmest dump lyd igennem luften – men ved første øjekast kunne hun ikke få øje på nogen.
Det var kun fordi den fremmede bevægede sig, at Tára fik øje på hende. Hvid som sneen var denne fremmede hest, som af uransaglige årsager havde bevæget sig ud på søen. Søen?!
Tára satte frem i en samlet galop hen imod søens bred, inden hun sendte et undrende og lettere bekymrende kald ud imod den fremmede. Vinteren havde ikke stået på så længe, at isen var tyk nok til at man sikkert kunne færdes derude. Bare den hvide sne-hoppe dog ikke faldt igennem!

[2]

/375 ord

White kiggede rundt omkring med et smil på hendes mule, imens hun gik og udforskede øen og hun tænkte på hvordan hendes liv ville skulle være en skønne dag? Hun ville gerne møde en hingst og være hans mage og stifte familie sammen med ham en skønne dag, men før hun skulle det ville hun gerne finde en flok som hun kunne blive en del af og hun ville gerne ud på flere eventyrere som det hun var ude på netop i dette øjeblik. Hun ville også gerne finde ud af, hvorfor og hvordan hun var kommet til Andromeda, da hun ikke vidste det helt selv. Hun ville også gerne møde den vise, da det kunne være meget spændende og prøve det. Hun ville også gerne prøve at se om hendes forældre var i Andromeda også. White kiggede rundt omkring med et smil på hendes mule, imens hun gik i den hvide bløde sne der gik højt op til hendes lange ben og hun bevægede hendes ører og hun kunne høre noget og hun kiggede efter hvad det kunne være om det kunne være en anden hest måske og hun fortsatte fremad med hendes hoved højt oppe og hendes blik søgende i hendes omgivelser. Hun stoppede op nede ved den frosne sø og hun kunne skimte en anden hest på den anden side af det frosne vand og hun tænkte hvorfor hun vrinskede til hende? Hun overvejede om hun skulle give sig selv til kende eller om hun skulle gå over til hende gennem det frosne vand? Hun kiggede over mod hende, imens hun tænkte over det i et godt stykke tid og hun vrinskede tilbage til hende. ”Hej jeg hedder White. Hvad kan jeg gøre for dig?” Hun kiggede over mod den anden hest, imens hun lyttede efter hendes svar imens hun bevægede hendes hale hen over sneen og hun gik rundt i den hvide bløde sne for at holde sig varm i det meget kolde vejr. Hun tænkte og undrede sig over, hvad den anden hest lavede og hvorfor den ville i kontakt med hende? Men måske var det en ny ven, som hun ville kunne tage ud på spændende eventyrere sammen med en skønne dag?

Det stod snart klart for den sorte unge hoppe, at den fremmede hvide havde nået ud på en ø; et lettelsens suk forlod hendes mule, inden hun fortsatte frem imod søbreden som var dækket af både sne og is.
Den hvide sne-hoppe havde nu fået øje på Tára og snart kunne hun høre stemmen, som den hvide hoppe bar. Navnet passede så fint til hende; White. Et rent navn, der beskrev netop hvad hun var – hvid. Tára smilede venligt inden hun nikkede hilsende imod den elegante sne-hoppe, hvorefter hun selv præsenterede sig selv.

,,Jeg hedder Tára – det er en ære at møde dig, White. Jeg søger intet bestemt, men på afstand så det ud til du vandrede på selve søens vand, og jeg blev bekymret for om du skulle falde i. Sig mig, hvordan er du kommet derud?”

Tára lagde hovedet let på sned, imens hun betragtede den hvide hoppe. Dog overvejede den sorte Tára på ingen måde at betræde isen; hendes mors historier sad dybt i hendes sind og hun huskede tydeligt en af de skrækhistorier som Tára og hendes søster Tauriel var blevet fortalt om den hest der forsvandt i søen, fordi isen knækkede under den. Mon denne hest lå på søens bund nu?

[1]