Post by Ava on Dec 13, 2020 23:55:56 GMT 1
2
Vinter. Den værste årstid Ava kunne befinde sig i. Nok frøs hun på intet tidspunkt, som hun før i tiden ville have gjort, for hendes krop blev ikke længere holdt varm af blod. I stedet var det skyggerne, der holdt den lille blå-sorte oprejst. Den sorte pels gjorde det heller ikke let at blende ind med omgivelserne. Hun gjorde derfor heller intet for at prøve.
Der var ikke gået ret lang tid, fra Ava havde forladt det salte vand der adskildte øerne, til den kolde vinterluft havde forvandlet de våde hårtotter til frosne tapper. Det hjalp ikke på hendes udseende. Det gjorde hende ikke mindre skræmmende at se på, for de uvidende, der ikke vidste hvad hun var – eller hvem. Selvom hendes navn havde ligget på manges tunger efterhånden og mange vidste hvem hun var enten gennem fortælling eller fordi hun havde stået ansigt til ansigt med dem, havde landet det med at jævnligt hente nye sjæle til. Åh hvor var det dog længe siden hun sidst havde leget med en uskyldig.
Men det var ikke den årsag, der havde bragt hende til Chibale. Nej. Ava strejfede sjældent væk fra Foehns trygge kyst uden nogen særlig god grund. Hun havde ventet. Ventet på sin nymfe siden hun havde sagt farvel sidst. Nymfen var ikke dukket op, og selvom Ava ikke havde mistet håbet om hun nok skulle sætte sine hove på Foehns jord, kunne hun ikke spilde en forrygende chance.
Med kulden hængende over Andromeda og sneen der dækkede jorden og dermed også maden var der næppe mange, der betrådte Chibale. Den tilgroede ø, men ikke tilgroet med mad. De fleste overlevede vel ikke alene i en sådan kulde, for hvordan skulle de kunne holde varmen? Det betød en enestående chance for at lede efter den ting, hun havde søgt flere gange. Den rødliges hjul. Det der fik årstiderne til at skifte. Ingen havde kendskab til dets skjulested, ud over rødlingen, som Ava ikke havde set længe. Hvad der var blevet af hoppen kunne hun ikke gennemskue, men hun havde en idé om det kunne have noget at gøre med den voksende familie. Skulle hun ikke være forsvundet helt væk, og var det hende, der havde drejet på hjulet denne gang, kunne spor måske lede den blå-sorte i den rigtige retning.
// 381 ord
