Bittersweet Farewell | Euphoria & Mindraper

Længe havde den unge Nymphadora gået i sine egne tanker og langsom var hun nærmest blevet opslugt af dem. Hun havde tilbragt alt for megen tid alene, og den ellers muntre hoppe var gledet ned i ren fortvivlelse.
Hun havde skullet træffe et valg; et valg hun også havde været for længe om at beslutte sig om. Skulle hun vandre til Foehn og søge sin mor eller blive? I sidste ende havde hun besluttet sig for at drage af sted, selvom det smertede hende.
I sidste ende havde hun måttet tænke fremad, tænke på hvad der ville være bedst for hende – men nok også hendes kære. Hun var ikke i tvivl om at hun kunne få en dejlig tilværelse i Teylar med Phoria og hendes far; men hun ville altid bære rundt på et mærke som ville drage mørket og hendes mors opmærksomhed til sig. Desuden følte hun sig på en måde.. Sat bagefter. Phoria havde fået en dejlig søn – mens Nymphadora stadig følte sig som en unghest, uden udsigt til at stifte familie, uden udsigt til at udvikle sit liv. Hun vidste at hendes fremtid lå på Foehn, hvad end den så måtte bringe.

Hun havde været forbi den guldfarvede Lyshoppe Illana, og efter hun havde snakket med hende stod den sorte Nymfes valg endnu mere klart i hendes sind. Illana havde fortalt hende om faren til sin søn – en Skyggehest som havde formået at beholde et frit sind, som han selv kontrollerede. Hvis han kunne, så kunne hun også. Det var dog også blevet understreget for den sorte hoppe, at såfremt hun ville blive en af dem, en af Skyggerne, så var Teylar ikke længere hendes hjem.

Med en tung mine hvilende over sig søgte hun nu de to sjæle, som virkelig betød noget for hende; nemlig den grå Phoria og sin spraglede far. Hun måtte sige farvel til dem, og fortælle dem at hun elskede dem.

[1]

Euphoria var i langsomt tempo på vej gennem Teylars område uden nogen særlig destination. Det var en hvileløs vandret af rastløshed, som var kommet over den stadig unge hoppe. Euphoria kunne nogengange godt selv glemme at hun endnu var ung, men Pippin tog også meget af hendes energi, selvom han var stor nok til at være mere selvstændig. Den grå hoppe lod ham dog stadig få en tår mælk i ny og næ. Hun havde trods alt ikke andre der skulle bruge det.
Med et lille drømmende smil sneg en lille fantasi sig ind på hende, om flere føl i fremtiden. Det havde været godt til hende og i hvert fald fået hende grounded i sådan en grad at hun nu mere eller mindre hvilede i sig selv.
En hun ønskede skulle være en del af denne fremtid var Nymfen, som snart kom til syne foran hende. De havde kendt hinanden siden de var helt små og Euphoria havde svært ved at se hvordan hun nogensinde ville kunne undvære Nymfen, også selvom der gik længe i mellem deres snakke og pjatterier.
Dog falmede Euphorias smil, da hun med det samme opfattede den tunge mine der hvilede over hendes elskede veninde. Hun vrinskede da også straks mod hende, inden hun satte farten en anelse op hen mod hende. På vej derhen kunne hun kun gisne om hvad der måtte være sket, for det var tråds alt sjældent at hun havde set Nymfen i sådan et lune.
Euphoria vidste udemærket godt hvilke udfordringer der var i familien, i og med den jo også var en del af hendes selv. Hvor meget tanken om Ava kunne få det til at løbe koldt ned at ryggen på Euphoria, så var hun trods alt mor til Nymfen og derfor ønskede Euphoria ikke at der var hændt noget med hende. En anden tanke strejfede hende. Det var vel ikke? Tankerne løb af med den grå hoppe, der brummede stille mod Nymfen da hun nu var tæt nok på.

" Alt vel Nymfe?"

362 ord

Det var næsten som om det var meningen at den unge sorte snart ville støde på sin veninde; for ej havde hun ledt længe, førend den grå Euphoria dukkede op foran de klare blå øjne som Nymphadora besad. Euprhoria, som altid havde været Nymfens bedste veninde, var heller ikke sen til at opfange det tunge humør, som den unge sorte bar rundt på.
Hun bremsede først sine bevægelser, da hun var så nær, at hun kunne læne sig imod veninden som virkelig havde været savnet. Hun lukkede sine øjne og krængede afvigende sine øre i nakken et øjeblik, imens hun nærmest gned sig længselsfuldt og sorgmodigt imod den efterhånden mere modne Phoria – og først da tavsheden mellem dem blev for ubehagelig, trak Nymphadora sig en anelse tilbage og mødte blikket på den grå hoppe.

Hun rystede på hovedet med sammenklemte tænder. Det smertede hende sådan, det hun skulle sige, og hun var bange for hvordan den grå hoppe ville reagere. Inderst inde håbede Nymphadora på at de stadig kunne bevare deres venskab, om end det ville blive besværligt – men den gyldne hoppes historie hang stadig i hendes tanker som et håb, et lys der kunne lede hende gennem mørket.

,,Nej, Phoria.. Alt er ikke vel”

Nymphadora gav sig til at fortælle om hendes mors besøg; om alle de episoder der var foregået forud. Om den sorte hingst, som på mystisk vis havde forsøgt at overtale Nymphadora til at opsøge sin mor, som var han besat af hende. Om den mystiske grå hingst, der sammen med Tsavani havde forsøgt at få den unge hoppe til at forstå, at hendes sti i denne verden var hendes egen og ikke skulle determineres af andre. Om den dag hendes mor havde været der for at hente hende, og havde mødt Tsavani og Illana. Om den samtale, som Nymphadora selv havde haft med Ava, om alle de tanker som hun havde gået alene med den sidste tid og slutteligt om den samtale hun havde haft med Illana, som havde fortalt at hendes søn var halv Skyggehest.

,,Jeg bliver nødt til at drage til Foehn Phoria, og jeg ved ikke om jeg vender tilbage igen.. Eller om jeg vil være den samme hvis jeg gør. Men jeg bliver nødt til det. Jeg kan ikke kun tænke på mig selv længere.. Hvis jeg bliver her, vil jeg være et omvandrende mål, og jeg er bange for jeg vil tiltrække flere fare, fare der kan ramme dig og Pippin og det kan jeg ikke bære. Min mor giver ikke op..”

Hele tiden havde hendes øre været vippet usikkert og sørgmodigt ud til siden. Hun brød sig ikke om at stå i denne situation, om end hun vidste den var nødvendig.

,,Jeg håber.. Håber stadig på min mor er et sted bag skyggernes kappe.. Måske kan jeg nå ind til hende, hvis jeg er i hendes nærhed.”

Atter tav den sorte hoppe, inden hun forsigtigt og søgende rakte mulen ud efter sin veninde. Både for at søge hendes nærhed, men også for at føle efter, om hendes veninde havde vendt hende ryggen og blot var blevet af ren høflighed.

[2]