What’s this? [Nzuri]

[13]

Hun blev en kende usikker, da hun mærkede ham rykke lidt uroligt på sig. Mon hun var gået for langt frem? Men... Han havde jo trods alt gjort det samme og selv taget initiativ til det, så det kunne vel ikke passe?
Heldigvis nåede hun dog ikke at tænke mere over det, da hun nu mærkede ham slappe lidt mere af igen, og de i en rum tid blot blev stående sådan dér. Endelig mærkede hun dog hingsten løfte sit hoved, og da hun gjorde det samme, mødte hun hans mule og nippede kærligt igen. Som han nu trak sig og bare stod og stirrede ud i luften, mærkede hun en rødmen skyde op på sine kinder. Hun havde lyst til at forene sig med ham igen, putte sig tæt ind til ham, mærke mere af hans krop... Men hans reaktioner var så svære at forstå. Han så på den ene side ud til at nyde det, og på den anden side lignede han en, der kæmpede med smerter. Han var ikke til at blive klog på, og hun turde derfor ikke rigtigt tage initiativ til noget lige nu, i frygt for at gøre noget forkert og skræmme ham væk.

Alt han gjorde gengældte hun og det forvirrede Xenon, for han ville have en reaktion. Noget han kunne reagere på, noget han kunne få afløb for, men hendes følelser overvældede ham og hans system. Hans magi kunne ikke redde ham her, nej det var tværtimod hans største svaghed i netop dette overblik. Xenons blik gled rundt i landskabet og længere end hans øjne kunne se. Der gik lidt før han rettede opmærksomheden mod hende igen. De blå øjne hvilede på hende i tydelig konflikt. Han rystede stille på hovedet inden han tog det sidste skridt mod hende og placerede et slik på hendes mule, og fortsatte sit intense kærtegn i det han nu gav sig hen.
I dette øjeblik var han hjælpeløs og totalt på udebane, og efter det han havde udsat hende for var det svært for ham at tage initiativet.

[1]

Hun fulgte forvirret hans blik rundt i landskabet, da han syntes at være faldet i staver over et eller andet. Der var dog ikke umiddelbart noget at se omkring de to heste - så måske han var fanget i et tankemylder? Det kendte hun alt for godt, og da hans blå øjne atter hvilede på hende, afslørede det tydelige konfliktfyldte blik, at det nok havde været tilfældet. Hun så ømt på ham. Hun ville så gerne række ud efter ham, trænge ind i hans sind, hjælpe ham... Men det var ikke nemt. Han var som en lukket bog, og de få gange, hun følte, at hun lige havde været ved at få lov til at åbne en af siderne, var den pænt blevet smækket i igen. Det ville uden tvivl blive en lang og sej kamp at få lov til at komme ind under huden på denne hingst. Men selvom hun ikke havde troet dette om sig selv, kunne hun mærke, at hun var villig til at tage kampen op. Så var spørgsmålet bare, om han ville lade hende gøre forsøget?

Hans slik på hendes mule overraskede hende og gjorde hende et øjeblik helt paf, men da han nu gav sig helt hen til deres kærtegn igen, lukkede hun afslappet øjnene i og gengældte dem nydende. Hun vidste ikke, hvor længe hun kunne være så heldig at holde på hans rastløse sind - så det var om at nyde øjeblikket, mens man kunne.
Hun ville gerne fuldføre øjeblikket helt. Give sig helt hen til hans kærlighed, forene deres kroppe så intenst, at de måske ville skabe liv igen... Men for overhovedet så meget som at overveje dette, var hun nødt til at få én ting på det rene først.
Hun løftede langsomt hovedet og strøg ham ømt over kinden. "Forsvinder du igen efter det her?"

Det kriblede i den rastløse krop efter en fremskreden handling. Han kunne mærke det på Nzuri også, men for en gangs skyld så var det den gyldne der var tilbageholden i forhold til det, for han kendte kun til vreden, og dens handlinger i afmagt. Det andet var så frygtindgydende, at Xenon holdt sig næsten manisk til at kærtegne hendes gyldne skind.
Xenon fik næsten kuldegysninger over hendes kærtegn over hans kind og de efterfølgende ord fik ham til at stoppe midt i hans handling. Han bed tænderne sammen og tog en dyb indånding, mens han trak sig et halvt skridt væk fra hende.

" Jeg var aldrig væk. Bare fordi du ikke kan se mig, betyder det ikke at jeg ikke kan se dig. "

Lød det næsten hviskende fra ham. Xenon havde tit beskuet dem på afstand, længere afstand end hun lige ville kunne tro. Det var måske ikke det mest romantiske statement, men det var sandheden. Hvis man altså stolede på han var i stand til at fortælle den.

[2]

Hans reaktion kom bag på hende og gav hende et usikkert sug i maven. Havde hun mon gjort noget forkert? Var gået over stregen? Det var aldrig til at vide med denne mystiske hingst, men at dømme på hans tidligere nærmest maniske måde at fastholde sine kærtegn på, var hendes bedste bud, at han måtte være bange for sine følelser. Kunne dette mon betyde, at hun var tæt på at åbne en lille dør og få et smugkig ind i hans sind? At hun endelig var ved at møde, hvad der lå bag facaden af den altid så voldsomme og rastløse hingst? Hun håbede det...

Hans ord ville nok lyde en kende creepy for de fleste, men ikke for Nzuri... Nej, hun syntes mere, at det lød trist. Hvorfor havde han altid behov for at gemme sig på den måde? Hvad var det, han flygtede fra?
Ganske forsigtigt trådte hun det halve skridt tættere på igen og lod sin mule glide ned ad hans stærke hals. "Men hvorfor gemme sig i skyggerne, når du kan gå herude i lyset sammen med os?"