What’s this? [Nzuri]

Xenon havde for en gangs skyld fundet ro under et større træ for foden af bjergene. Stedet her havde han brugt mange stunder, men det var alt sammen noget der lå fjernt i hans minder. Det var da han var helt lille, ja endda yngre end sin egen søn.
Den gyldne lænede hovedet tilbage mod stammen og tillod sig et kort øjeblik at lukke øjnene i. Han sov sjældent, men i dag kunne han mærke trætheden komme snigende.

[6]

Nzuri var for en gangs skyld blevet adskilt fra sin søn, der efterhånden var blevet stor nok til at drage ud på små eventyr uden hende. Efter at have været sammen med ham i så lang tid, kunne hun dog godt mærke, at det føltes helt ensomt og forkert at være alene. Hun kunne ikke slappe af og kunne ikke lade være med blot at bekymre sig om ham hele tiden. Hun kunne næsten ikke være i sin krop, og derfor var hun lettere rastløst begyndt at vandre rundt for foden af bjergene. Der gik ikke længe, før hun ankom til et større træ, hvor hun kunne se en hest stå og hvile sig, måske sove. Hun stoppede straks op, da hun opdagede, hvem det var. Hun hævede hovedet og lagde ørerne tilbage i forsvarsposition, men gjorde dog indtil videre ikke andet end blot at stå og stirre på ham på afstand. Han så så fredsfuld og uskyldig ud, som han stod dér og slappede af... Hun kunne ikke mindes nogensinde at have set ham være så rolig, og det fik ufrivilligt et lille smil frem på hendes læber.

Den gyldne nåede ikke at finde ro længe før han mærkede et par øjne på sig. Han anså ikke Nzuri som værende en trussel, men slog alligevel de blå øjne op og stirrede tilbage på hende. Stadig en anelse groggy af næsten at være faldet i søvn lagde han hovedet spørgende på sned. Hvad ville hun ham?
Han ventede ikke på svar, men hendes nærvær fik ham helt automatisk til at ligge sig ned. Han ramte jorden med et træt suk, inden han igen lod hovedet hvile mod stammen. Hvornår havde han sidst lagt ned?

[7]

Satans, hun var opdaget... De nåede kort at stirre hinanden ind i øjnene, inden hun hurtigt slog blikket væk og så sig lidt akavet omkring, som om det var helt tilfældigt, at hun lige havde set ham... Ud af øjenkrogen så hun ham lægge hovedet undrende på led, og hun kunne sådan set godt forstå ham. Hun undrede sig også selv lidt over, hvad hun lavede her. Hun havde selv bedt ham om at holde sig væk sidst. Så hvorfor stod hun her overhovedet?
Lyden af et lille dunk fik hende dog automatisk til at se over på ham igen, hvor hun til sin store overraskelse så, at han lagde sig ned med lukkede øjne og sit hoved vendt mod stammen og væk fra hende. Ørerne røg automatisk i nakken igen, og et fornærmet fnys forlod hendes mule. Hvor vovede han bare at ignorere hende på den måde og lade som om, at hun var luft for ham?! Hun kunne næsten ikke være i sin egen krop og hoppede lidt rundt på stedet som en anden furie, inden hun demonstrativt lagde sig ned for at hvile lige som ham. Hun hvilede hovedet mod jorden og skævede over mod ham for at se hans reaktion. Så kunne de ligge dér som to små, sure børnehavebørn...

Han kunne godt høre hun åbenbart var fornærmet over at han passede sig selv, men Xenon foretrak ikke en mine, men hendes hove der dansede i jorden var da noget så støjende, men Xenon gabte måske en anelse demonstrativt. Tiden gik som de to heste lå der i hver deres lejr. Xenon opfattede ikke tid og sted, men var faktisk faldet i søvn. Hovedet var derfor glædet ned mellem hans forben.
Med et sæt, slog han pludselig hovedet op, mens vejrtrækningen var hurtig. Det havde bare været en drøm, men til gengæld var den gyldne frisk nok igen. De blå øjne gled over mod Nzuri. Var hun blevet?

[8]

Hun himlede provokeret med øjnene, som hingsten ikke gav hende anden reaktion end et demonstrativt gab. Hun gjorde dog ikke yderligere ud af sig selv og blev derfor blot tålmodigt liggende og afventede, hvem der ville "give sig" først.
Til hendes allerstørste frustration virkede det dog faktisk til, at hingsten virkelig oprigtigt var træt og helt ligeglad med hende. Efter en rum tid syntes hun nemlig at bemærke en ændring i hans vejrtrækning, og da hun skævede over mod ham, så det sørme ud til, at han var faldet i søvn! Hun kunne ikke lade være med at ligge og stirre lidt på ham. Han så altså så sød og fredsfuld ud, som han lå dér og sov... Hun overvejede at rejse sig og gå igen, men som minutterne gik, blev hun smittet mere og mere af den søvnige stemning, følte sig beroliget af lyden af hans let snorkende vejrtrækning, for til sidst selv at glide ind i søvnen...
Hun lå derfor stadig og sov og var uvidende om, at hingsten var vågnet igen.

Xenon lå længe og betragtede hende i stilhed, inden han lydløst kom på benene. Hun var sørme faldet helt i søvn. Den gyldne skridtede stille hen mod hende og stillede sig så hvilende på et bagben ved hendes side, mens de blå øjne gled ud i landskabet. Endnu et gab kom fra ham, mens han stod døsende og lod tiden gå.
Mørket faldt langsomt på, og stjerner begyndte at titte frem på den skyfri himmel. Blikket gled ned på Nzuri igen, inden han strakte mulen ned for at nulre hende stille i de få totter hår hendes man bestod af for at vække hende, og måske have en undskyldning for at røre ved hende uden hun forsøgte at anklage ham for et eller andet tåbeligt. En varmt suk lød fra ham, inden han dog valgte at trække mulen til sig igen og lade vægten skifte over på modsatte bagben.

[9]

Timerne gik, som den gyldne hoppe lå intetanende og sov en dyb, fredsfuld søvn. Hun vågnede blidt og behageligt ved, at noget stille nulrede hendes lille man. Hun smaskede døsigt og slog langsomt øjnene op. Hun så sig lidt forvirret rundt. Det var blevet helt mørkt... Åh gud, hvad mon klokken var blevet?? Hvor længe havde hun været væk?? Bare Sehzade nu ikke var blevet alt for bekymret!
Som hun langsomt kom til sig selv igen, begyndte det at gå op for hende, at hun var blevet vækket af et eller andet. Hun løftede derfor hovedet og så lige op på den store gyldne hingst, der stod og hvilede ved hendes side. Al hendes vrede forsvandt som dug for solen og blev erstattet med dyb taknemmelighed og en varm følelse. Var han blevet stående dér hele aftenen/natten for at passe på hende?
"Du... du blev hos mig?" mumlede hun stille.

Xenon lod blikket falde tilbage mod hende da hun nu begyndte at vågne stille og roligt. Hendes følelser og fornemmelse fik den gyldne til at vippe ørerne en smule bagud. Det var ikke ligefrem noget han var vant til. Han rømmede sig en anelse og rettede sig op, da han nu trådte at par skridt til siden. Stilheden hang i luften, for Xenon vidste ikke helt hvad han skulle sige til det statement.
" Du smed dig jo midt i det hele.. Nogen kunne falde over dig "
Fik han så sagt en anelse febrilsk. Han kunne ellers godt se det sjove i at nogle væltede over hende og trillede ned af det lettere kuperede terræn.

[10]

Hun blev en anelse provokeret over hans reaktion. Her lå hun og prøvede at være venlig... Og selvom hun godt vidste, at han nok ikke mente noget ondt med det - han havde jo trods alt lige brugt flere timer på bare at stå og glo for at beskytte hende - så blev hun alligevel lidt provokeret af hans ord. Hun lagde fornærmet ørerne tilbage.
"I det mindste risikerede jeg ikke at knalde hovedet ind i et træ..." mumlede hun sarkastisk tilbage. Der var dog ikke sådan rigtig fjendtlighed eller vrede at spore i hendes stemme, for selvom hun havde behov for at svare ham igen, så var hun stadig ikke rigtigt sur.
Med et lille tilløb kom hun på benene igen og så en smule usikkert på ham. "Så øhm... Tak."
Hun smaskede tørstigt, mens hun lettere akavet skrabede lidt med det ene forben i jorden. "Vil du... med ned og have noget at drikke?"

Xenon stod bare der og så på hende, mens hun gav afløb for alt sin sarkasme. Han gav ikke rigtig nogen reaktion fra sig, for han kunne mærke noget andet ulme, og det var ikke sult. Han rømmede sig igen for at fjerne den akavede stemning.
"Ja! "
Udbrød han så måske lidt for hurtigt på hendes spørgsmål, og var nærmest allerede begyndt at skridte afsted, mens han forsøgte at ryste hele det her af sig. Den lille bæks rislen kunne nu høres og den gyldne skyndte sig nu hen og stak mulen i vandet og begyndte at drikke, på den måde kunne han slippe for at svare på flere spørgsmål. Men de blå øjne skævede efter hende.

[11]

Hun smilede oprigtigt, da han hurtigt svarede ja og begyndte at skridte af sted. Hun fulgte efter ham mod den lille bæk og kunne ikke lade være med at føle en lille, varm følelse i maven. Hun vidste ikke rigtigt, hvad det var. Hvorfor hun overhovedet gad at bruge tid på at pleje sit forhold til denne hingst. Men der var nu altså bare noget over ham, som han trippede af sted lidt for hurtigt, og endnu hurtigere stak mulen ned i vandet og sendte hende små, stjålne blikke. Hun kunne da heller ikke selv lade være med at se lidt genert hen på ham, som hun nu stillede sig hen for at drikke ved siden af ham. Det føltes lidt som at være en nyforelsket teenager igen. Det kildede helt i maven. Hun kunne bare ikke forstå det. Hun kunne da ikke være forelsket i HAM??

Den gyldne løftede hovedet, mens vandet dryppede fra hans mule og beskuede hende bare stille med de blå øjne. Derefter vendte han blikket bort, mens han funderede over hvad han skulle gøre af sig selv i dette øjeblik. Han lukkede øjnene i, for han kunne mærke hendes følelser og det gjorde ham mere forvirret, for han vidste ikke hvor han skulle gøre af det. Han rykkede lidt på sig, og lod den mørke mule søge hendes pels med en sirlig berøring, inden han hvilede panden mod hendes skulder med lukkede øjne.

Han kunne mærke hendes energi, og det skræmte ham oprigtigt. Han havde lyst til at være vred, for så kunne han flygte fra alt det han ikke forstod, men det virkede så malplaceret. For selv Xenon vidste der ikke var noget at være vred over i dette øjeblik. I sit stille sind håbede hun at hun ville gøre et eller andet for at få ham til at holde op.

[12]

Hun fokuserede på vandet under sig og drak nok lidt længere tid end nødvendigt, da hun kunne høre hingsten skridte imod sig. Hun stivnede først en smule overrasket, da hun pludselig mærkede hans mule glide ned over hende. Hurtigt slappede hun dog af i hele kroppen igen og sukkede blot saligt og nydende, da hun nu mærkede hans pande hvile mod sin skulder. Hun hævede langsomt sin mule fra vandet og lod den dryppe af, inden hun ligeledes lagde sin mule mod hans skulder og blot stod tæt op ad ham og mærkede deres varme kroppe forenes. Hun lukkede øjnene i og nød blot momentet i fulde drag. Ingen ord blev delt imellem dem, for hun vidste ikke, hvad hun skulle sige - og ord syntes også helt overflødige i dette øjeblik.

Hendes berøring sendte et væld af elektriske impulser igennem den gyldne hingst, der jo billedlig talt kunne se det ske foran hans egne øjne. Det var svært for ham, og han rykkede en anelse uroligt på sig. Men tiden gik og de stod der bare, indtil Xenon kunne mærke en rastløshed snige sig ind på ham. Hovedet blev løftet og den mørke mule strakt mod hendes, ens han tøvende snusede til den, inden han nippede nænsomt til den med de mørke læber, inden han trak den til sig og stirrede ligefrem i luften.
Det krævede så meget selvkontrol at det gjorde fysisk ondt på den gyldne. Hvis han kunne slippe det hele og lade den pulserende følelse komme frem og ud af systemet ville det hele lette. Dog vidste han ikke hvad det var for han havde aldrig stiftet bekendtskab med det, men det føltes stærkere end noget han nogensinde havde følt. Det var frygtindgydende.