This isn't home [Åben]

Heimdall var frisk landet i Andromeda. Overgangen fra den varme ørken til det vinterkolde og mørke landskab på den lille ø Chibale havde været noget brat, og den yngre hingst stod nu og dirrede af både kulde og det der mindede om rædsel.  Hvordan han var havnet her havde han ingen idé om. Stemmen der havde forsikret ham om at han var sikker, var blevet fortrængt. Alt hvad han kendte til var væk, men det var kun en god ting.

Den leverfarvede hingst rystede på pandelokken, der havde en anelse lysere tone end resten af pelsen. Han fnyste lettere skeptisk ved det hele, men valgte nu at sætte i bevægelse for at få varmen.

Hingsten var ikke normalt skræmt af sig, men hans opvækst havde været meget isoleret fra omverden, så han kendte ikke helt til andres væremåder udenfor det samfund. Jo vist havde han mødt andre heste og brugt deres selskab i kort tid af gangen, men frygten for at blive låst fast i noget havde bragt ham videre.  Efter et stykke tid, måtte den leverrøde hingst konstatere at han var gået i ring, eller i hvert fald nået øen rundt.  Med en vis skepsis fandt han kysten og dyppede mageligt en hov i vandet. Han følte bestemt ikke for at svømme lige nu, selvom der ikke så ud til at være langt til de andre øer, hvor vegetationen så lidt mere spændende ud, selv på afstand. 

Heimdall fandt en lille lomme der ydede ly for vind og vejr, og her stod han så og døsede langsomt hen.  En flygtig drøm sneg sig ind på den unge hingst. Hvad ville fremtiden i dette land bringe ham? Hans fremtid havde jo været låst indtil nu, men nu var alle mulige døre åbnet for ham. Ville han omsider få nogle nye venner, der faktisk ville støtte hans interesser og eventyrlyst? Han turde næsten ikke drømme det. Eller ville det hele blive det samme som før? At dette sted var overrendt af stærkt troende der ville fange en i deres kult? Heimdall gøs ved tanken. Måske fremtiden var mere sikker hvis den bare indebar mere ensomhed. Det var godt det samme. Han havde trods alt følt sig mest ensom da han havde været hos sin egen familie.

411 Ord

Tiden gik så ufatteligt hurtigt. Minerva, som trods hun efterhånden havde været i landet længe, havde endnu ikke opgivet håbet om at finde vejen ud af dette land. Hendes tid i landet var også for det meste solitær – meget få sjæle havde hun stiftet bekendtskab med, om end det ej generede hende. Jo færre hun dannede bånd til, jo lettere ville det være for hende at vende hjem når hun fik muligheden for det.
Hun havde opholdt sig på Chibale det meste af året. Øen var relativt lille, og hun havde på sine vandringer efterhånden lært de fleste afkroge at kende. I sin tid på Chibale, som havde kunnet forsyne hende med både rigeligt mad, vand og læ, var hendes skade helet op og Minerva følte sig om sider fysisk rask igen. Den skade, hun havde forvoldt sig på hendes forknæ, den nat hun landede på bjerget, havde begrænset hende alt for længe.
Hun befandt sig ikke langt fra kysten, faktisk var hun den så nær, at hun kunne beskue den. Vejret var koldt og vådt, men under en tæt klynge træer havde hun holdt sig tør. Der var også tilpas læ, til at vinden ej generede hende. Uforstyrret stod hun der, nærmest fortabt i tanker og minder. Øjnene var fikseret imod det brusende hav, og hendes fokus søgte nærmest ud bag horisonten. Lå vejen hjem mon et sted derude?

Pludselig fangede en skikkelse hendes blik. En leverrød sjæl der vandrede nede langs vandkanten, pelsen våd og mørk. Minerva tippede ørerne en smule uforstående til siderne, imens hun betragtede den fremmede hingst. Hvorfor valgte han dog at udsætte sig selv for både regn og blæst? Hun brummede sagte for sig selv, inden hun trådte nogle få skridt frem fra hendes skjul blandt de tætte træer.

[2]

Heimdall stod fortsat i sine egne tanker og opfattede ikke at han snarligt ville få selskab. I hans læ-lomme stod han nogenlunde i ly for det værste af det dårlige vejr, men blev stadig våd. Det generede ham ikke synderligt, da han var hårdfør og havde aldrig haft en sygedag i hans korte liv.
Den leverøde hingst strakte sig nu en anelse, da han ønskede at finde en ny hvile-position, men hans vagtsomme ører opfangede en lyd nær ham. Den var fremmed, men han kunne høre at den tilhørte en artsfælle. Heimdall drejede det velmarkerede hoved og forsøgte at få øje på hvem, hvis brummen havde lydt.
Umiddelbart kunne han ikke se noget, og skridtede derfor ud i det bløde sand, så han ikke stod så sårbart. Vinden ramte ham hårdt og det fik en irriteret fnysen til at komme fra den grå mule. De grønne øjne fangede en diskret bevægelse i træerne der lå lidt væk fra hvor han havde stået. En dæmpet brummen lød nu fra ham, for at notere at han havde bemærket den fremmede.