Challenge accepted [Silvara]

Det var blevet sent. Måske endda allerede nat. Det var svært for den unge hingst at sige. Her om vinteren gik solen tideligt i seng, men stod også sent op. Om den røde hingst var langt fra eller tæt på at se en solopgang, var han på ingen måde sikker på. Lige nu, i dette eksakte tidsrum, stod han blot med alle fire ben placeret solidt i den kolde jord. Den kolde jord som var dækket af frostklar sne.

Han havde bevæget sig langt nok væk fra flokkens område i forhold til den centrale og mest befærdede del af flokken, men alligevel ikke længere væk en at han stadig havde alle fire hove indenfor flokkens territorie. Hans to forskelligt farvede øjne kastede et roligt blik ud over den åbne eng foran ham. Bag ham lå en mindre klynge af træer, så han vel mere eller mindre stod med ryggen til et skovbryn. Hans parader var nede, imens hans positur forholdte sig rank.

Kun med ret positur, kan De forvente respekt fra andre bejlere på Deres vej.

Lupë kunne tilmed høre hans fars stemme for ham, som ordende skinnende fløj dragende rundt i hovedet på ham som små vakse ildfluer. Stille lød et mildt suk, alt imens hans varme ånde steg til vejrs i form af damp fra hans spraglede mule. 

Forundret kastede han et mildt blik mod månen, månen der mere eller mindre lyste engen op foran ham. Månen, som sjovt nok ikke var et problem at stirre på. Stirre på en hel nat. Hvor imod solen ville blænde én indenfor få sekunder, og i længere tid. Det havde altid undre den unge hingst. Måske var det fordi han var halv skyggehest? Altid havde mørket været hans ven. Han havde altid kunne regne med dets omfavnende kram og tryghed. Han håbede i sandhed at trygheden ville være der når han snart drog mod Foehn. Vulkanen og alt det tilhørte.

Hans gamle flok. Hans moder. Hans broder. De gamle tilhængere, såvel som de sikkert nye tilhængere af flokken. Det var en rodet baggrund han kom fra, men hvis der var noget han aldrig nogensinde ville være i tvivl om mere, så var det at han ville kæmpe for sin faders retfærdighed. Om det så var det sidste han gjorde.

"Aldrig vil jeg skuffe dig igen far..."; hviskede den unge hingst fast besluttet, mens hans ærlige, gnistrende blik atter så mod månens smukke skær.

Det var som om ingenting gav mening. Intet havde en ende eller en begyndelse. Knap nok en følelse eller en erindring om hvad han lavede eller hvor han var. Om hvem han var eller hvorfor han var, anede han ikke. Det hele føltes som stille, så tomt. Men alligevel uden at være ensomt?

Noget drog dog den fortabte sjæl, der var fanget indenfor Andromedas grænser. Noget velkendt, noget trygt og nært. Midt i intetheden, mørket, stilheden og intetheden... der formede sig noget. Først blot en fornemmelsen, senere en visuel skikkelse. En skikkelse han ønskede nærmere, meget nærmere. Men hvorfor, anede han i sandhed ej.

Selvom det var den hvileløse sjæl der drog nærmere den unge rødlige hingst, havde sjælen en fornemmelse af en kraft der drog ham. Som om han ej selv søgte denne ukendte skikkelse.

Det var efterhånden blevet sent, mørket var faldet på, og de fleste af landets beboere var så småt på vej til at finde ly for natten. Silvara var dog som sædvanlig lysvågen. Efter sin oplevelse med Skyggehesten var hun blevet så utryg, at hun generelt havde svært ved at falde til ro om natten. Hendes paranoide sind bød hende konstant at være på vagt for Skyggerne - og det var trods alt om natten, de færdedes mest ude. Selvom det efterhånden var mange år siden, at hun havde mødt hingsten fra skyggerne, så levede hun alligevel med en evig frygt for, at han en dag ville komme tilbage og slå hende ihjel.

Denne nat vandrede hun derfor som så mange nætter før af sted mod den smukke eng lige uden for skovbrynet. Det var efterhånden blevet et af hendes safespaces at være om natten, fordi det lå langt nok væk fra flokkens center til, at hun kunne få ro til at tænke, men det var stadig tæt nok på til, at hun ville kunne råbe om hjælp, hvis en Skygge skulle bryde ind på flokkens territorie.

Som hun trådte ud fra skovbrynet og ud på engens knirkende sne, opdagede hun dog, at hun ikke var alene denne nat. En spraglet hingst stod længere fremme og betragtede den store smukke måne, der kastede sit lys ned over engen og fik sneen til at lyse skinnende op. Hun drog et lille smil om mulen, da hingsten så ud til at være lige så fortabt i sine egne tanker, som hun selv så tit var her om natten. Hun havde ikke selv mødt hingsten personligt før, men hun genkendte ham dog som en, hun havde set i flokken et par gange, og derfor følte hun sig ganske tryg ved at træde tættere på. Stille trådte hun derfor op på siden af ham og brummede mildt og hilsende, mens hun fulgte hans blik op mod den lysende fuldmåne.

"Den er vel nok smuk her til aften..."

Stille sneg en følelse sig ind på den unge hingst. En følelse af at hans fars sjæl drog omkring i hans nærhed. Det var længe siden han havde haft den følelse, ja faktisk havde han ikke haft oplevet dette siden han drog fra bjergpasset på Enophis mod flokken Teylar. Flygtigt kastede Lupë diskret blikket ned på den oplyste eng, søgende. Søgende efter et tegn, en mindre bevægelse, blot... et eller andet. Stille løb en kold rislende følelse ham ned langs manken og modstridende rystede han stille på det kønne hoved med et mindre prust.

I forlængelse af hans egen lyd opsnappede han en duft. Så en lyd.

Instinktivt drejede han roligt det kønne hoved til venstre for at imødekommende den levende sjæl der påbød sin tilstedeværelse. Den blide brummen gav Lupë en mindre rolig følelse af tryghed, alt imens hans to forskelligt farvede øjne mødte en spinkel, men atletisk, skimmel skikkelse i mørket. Månens lyd komplimenterede i sandhed hoppens pels og de nuancer der spillede i form af blommer og mørkere og lysere overgange.

Stille gengældte han hendes imødekommende brummen. Hans lød dyb og alligevel med et hint af en drengerøv der selv mener at "han har styr på sit kram." Charmerende udspillede sig et skævt drenget smil over hans spraglede mule, imens hans øjne stille grinstede livligt.

"Det må du nok sige."; lød hans selvsikre, rolige og behagelige stemme anerkendende. Han tillod sig kort at kaste et roligt blik over engen atter engang, før han vente opmærksomheden imod hoppen.

Hendes mangel på man... havde godt før startet spørgsmål hos Lupë. Mest fordi han ej havde set det før. Så havde han dog set så mange andre finurlige udseender igennem sin ellers korte levetid... i Aljun.

"Mit navn er Lupë. Vi har vidst ikke rigtig fået udvekslet nogle ord siden jeg kom"; lød hans stemme roligt, mens hans stille sluttede sin sætning med et charmerende og selvsikkert smil. Hans øjne gnistrede let og livligt, alt imens han stille havde vendt hovedet en anelse skrående imod hende, som hun nu stod på hans side. Anerkendende over hendes tilstedeværelse.

Som at famle i blinde vidste Djange ej hvad der hverken var op, ned, frem eller tilbage. Alligevel havde han været i denne stilstand så længe, at bekymring var et fremmedfænomen. Ude af kontekst og uden anelse drog hans sjæl igennem luften, dragende imod noget han kendte. Noget han holdte af. Hans søn. Hans trofaste søn og følgesvend til det allersidste.

Pludselig var det som om at et lysglimt slog ned for øjnene af ham. Akkurat som da han mødte Den Vise, tilbage i hans levetid. Det var brudstykker sjælen, tilhørende til Djange, kunne huske. Men hans søn, hans store ulykkelige kærlighed og så Den Vises lys. Det var minder der blot spillede over og over igen. Som et uendeligt loop af billeder.

Men ak, pludselig kunne han se hans søn!

Lupë... Stå der, i skovbrynet til engen. Han vidste ej hvilket skovbryn, eller hvilken eng. Men sjælen vidste det var hans søn, trods han var uendeligt langt ude på marken. Men dér... en varme bredtes i sjælens intethed. Han kunne have svoret at hans søn på ham. Så han som en han var nu. Men sekunderne var få, før hans søn nu havde selskab.

Varmen forsvandt igen... Men Djange gav ikke op her, alt imens hans sjæl langsomt lod sig drive nærmere.

[1]

Hun betragtede ham indgående, som han nu drejede hovedet for at imødekomme hendes ankomst. Wauw! Han var en fryd for øjet med sit spraglede skind og de tofarvede øjne, det kunne man vist ikke komme udenom. Hun havde aldrig set noget lignende! Hans skæve, charmerende og drengede smil gjorde hende næsten helt blød om knæene. Trods hans udprægede hingstede adfærd følte hun sig dog ikke utryg. Der var bare noget over ham, der udstrålede, at trods han var en charmerende drengerøv, så var han ikke farlig.
Hun smilede mildt til ham, da han begyndte at tale og præsenterede sig som Lupë. Et kort men godt navn, der passede fortrinligt til den kønne herre. Det glædede hende at høre, at han ligeledes kunne genkende hende fra flokken. Hun led stadig lidt af dårlig selvtillid, så på en eller anden måde føltes det opløftende at vide, at nogen havde lagt mærke til hende.

"Det er mig en fornøjelse endelig at få hilst rigtigt på dig, Lupë. Mit navn er Silvara."

Hun så kort op på månen igen, inden hun sendte ham et skævt, feminint smil.

"Kunne du heller ikke sove?"

Silvara...

Den unge hingst lod sig let hænge ved klangen af hendes feminine lyd i stemmen, mens hendes navn med sikkerhed printede sig fast. Lupë var i sandhed en mester i at huske navne og tilhørsforhold til navnene. Silvara passede umådeligt godt til hende, som han nu fik sit førstehåndsindtryk af hende. Feminin og af sølv tonede nuancer udseendesmæssigt.

Stille lød hans dybe brummen, da et mildt høfligt nik blev udgjort ved hendes "hyggeligt at møde dig"-kommentar. Han betragtede hende diskret imens hun så op mod månen. De lyse stråler fra månen dansede vildfarent og livligt over hendes reflekterende sølvmetalliske pels. Skævt formede sig et mindre, næsten skjult, drenget smil.

"Søvn er desværre noget der går og kommer lidt som det vil, for mig, for tiden."; Lød hans charmerende stemme, mens han trak let på skuldrende med et overbærende smil. Hans øjne gnistrede let som han søgte hendes, meget klare og lyse øjne.

"... men du kan ikke? Må jeg spørge, hvorfor?"; Roligt lød hans stemme. For nogle ville den lyse betryggende, andre måske snagende. Lupë var i den grad en ærlig og reel ung hingst, trods sin historie. Dog bar hans udstråling stadig præg af den unge plag han nu engang var, til trods for hans fuldvoksne spraglede krop sagde noget andet. Stille vippede han ørene forsigtigt imod hende med et roligt smil og et mildt blik.

Noget forstyrrede... Hvad det var, vidste den hvileløse sjæl endnu ikke. Energien fra hans søn var tydelig, imens et forstyrrende element nu nærmede sig og tilmed blokerede for den energi han opfangede.

Energien blev til varme og varmen blev til reelle syn som sjælen nærmede sig.

Dét var den genkendelige røde skikkelse! Djange fik små udpluk af minder for sig, alt imens et forstyrrende element nu blev tydeligt. En skimmel skikkelse, som han ikke mindedes nogensinde at have set før. Han følte han skyndte sig, alt imens alt gik langsomt. Næsten som at være fastlåst i bevægelse transportgenstand som ej kunne accelerer yderligere.

Tålmodighed... det var nok det han måtte indfinde sig med, som hans sjæl stille nærmede sig.

Hun gengældte hans smil og så medlidende på ham, da han fortalte, at søvn desværre var noget, der kom og gik, lidt som det ville for ham for tiden. Det kendte hun jo absolut kun alt for godt til. Som hun mødte hans smukke tofarvede øjne, kunne hun ikke lade være med at prøve at forestille sig, hvad der kunne ligge til grunde for hans søvnløshed. Var han også bange for skyggerne lige som hende? Havde han også mistet nogen, han havde nær? Eller var han måske blot en af dem, der holdt af at vandre i nattens mørke? Det var ikke til at svare på, da hun jo ikke kendte ham godt nok endnu til at vide noget som helst om ham. Men han virkede noget mere stærk i sindet end hende, og hun havde derfor svært ved at forestile sig, at det var frygt, der holdt ham vågen. Men man skulle selvfølgelig aldrig skue en hund på hårene...

Et lille smil tegnede sig igen på hendes mule, da han nu meget høfligt spurgte ind til, hvorfor hun ikke kunne sove. Andre hopper ville måske have fundet spørgsmålet påtrængende og snagende, men sådan tænkte hun slet ikke. Hun havde en god mavefornemmelse omkring denne hingst, og igen følte hun sig egentlig bare beæret over, at der var nogen, der rent faktisk gad bruge sin tid til at spørge ind til hende og lytte til hendes problemer.

"Jeg... var engang ude for en hændelse, der ændrede mit liv i så drastisk en grad, at det også ændrede mig som person. Jeg gik fra at være en modig og udadvendt hoppe, til at være sky og bange for hele verden. Jeg har arbejdet meget med det og fået det bedre med tiden, men sommetider kan... mørket og mareridtene stadig få taget i mig og holde mig søvnløs."

Hendes stemme knak let sammen, og hun rømmede sig febrilsk i et forsøg på at samle sig igen. Hun ville for alt i verden ikke stå her og virke så svag og sårbar foran en fremmed, men det var stadig et emne, der var svært for hende at tale om, og som hun endnu ikke var så vant til at dele med andre.